Efter 8 dages meget rolig sejlads ned langs Afrikas kyst rundede vi den 17. januar øen Boa Vista, en ø i Cap Verde øgruppen hvilket skulle fejres, for nu stod der 285° på kompasset og Saint Lucia ret forude. Vi fejrede det med Skovchefens Smuk-Rom fra Smukfest, en flot rom medbragt af min broder til at nyde ved særlige lejligheder og dette må siges at være en af dem. Efter 4-5 timers sejlads ind imellem Cap Verde øerne gik vanddybden pludselig fra 2000m til blot 40m…ja ok nu er 40m jo stadig meget, men når vanddybden springer så meget er det lidt skræmmende. Det forholdsvis “lave vand” må være rigt på dyreliv, for ikke lang tid efter morgenmaden så var der fisk på krogen, men ikke kun én, men én på hver af vores to fiskestænger. Efter ca. 30 min kamp blev turens to største fisk hevet i land, to store Mahi Mahi på hhv. 99 cm og 102 cm. og på den måde var aftensmaden sikret de næste 4 dage, til trods for at vi i forvejen havde rigeligt med mad.
Men livet i det lave vand blev ved med at vise sig for os. Ved middagstid råbte Skipper at han kunne se hvaler, hvilket fik alle mand på dæk og ganske rigtigt, der ca. 200m fra båden lå to kæmpe blåhvaler og sendte blåst i vejret (Blåst er betegnelsen på det sprøjt af vand, der fremkommer, når en hval ånder ud efter at have været neddykket). Da de lå lige ud for os dykkede de begge og jeg er sikker på at det var ren gestus samt for at ønske os Bon Voyage, at de to hvaler samtidig vippede deres haler i vejret og dykkede ned i dybet. En oplevelsesrig dag blev afsluttet med Mahi Mahi i tomatsovs med tilhørende pasta, alt imens solen gik ned imellem Cap Verde øerne.

Da vi fik lagt Cap Verde øerne bag os lå nu kun Atlanterhavet samt 4000 km foran os og de imponerende store dønninger (bløde bølger) på ca. 4m der kom ind agter og fik både til stille at rulle fra side til side.
Det at krydse at kæmpe ocean som eksempelvis Atlanterhavet er ikke meget anderledes end at krydse Kattegat, forstået på den måde at udsigten er den samme om du sejler 25 km eller 2500 km fra land og fornemmelsen er næsten også den samme. Så det er mest rent mentalt at du er bevidst om at du er ude på det store hav og også her en del af udfordringen ligger. Denne udfordring bliver du virkelig mindet om hvis du sætter dig ned, eksempelvis i stævnen hvilket jeg ofte gjorde og stille sidder og kikker ud over havet, så er det virkelig at tanken og visheden rammer dig om at du er langt væk fra land og de nærmeste mennesker (ud over de andre på båden) kan være de astronauter der opholder sig på Den Internationale Rumstation.
Men visheden om at du er langt fra omverden og på den måde også fra hjælp, kan også ramme én på andre måder. Eksempelvis da vi den 20. januar læste i dagens melding fra ARC’en, at skibet “Brainstorm” en Hollandsk X-Yachts havde fået rorskade og tog vand ind, faktisk så meget vand at mandskabet havde forladt båden, men heldigvis var blevet hentet af to andre ARC både. Denne melding fik en til igen at få tanken om, at vi virkelig var overladt til os selv og hjælpen er meget langt væk. Det skal dog lige nævnes at selvom Brainstorm blev forladt og drev rundt overladt til en grum skæbne, så kom meldingen 3-4 dagen senere at en slæbebåd var på vej ud for at bjerge den. Der var åbenbart et forsikringsselskab der havde regnet lidt på det 🙂

Søndag den 23. januar omkring kl.10.30 ramte vi koordinaterne 15°21.630N 36°14.300W og grunden til at jeg har disse er fordi her slukkede vi alt elektronik på båden, og hvorfor nu det. Jo ser du efter et dejligt morgenmåltid nydt i cockpittet blev horisonten lidt mørk og da vinden pludselig også lagde sig samtidig med at temperaturen faldt ca 5-8 grader, kikkede vi på hinanden og blev enige om at der var noget i gære. Sejlet blev hurtigt rebet og ca. 10 min senere blev vi bekræftet at noget var i gære da himmel og hav stod i et. Da vindmåleren målte 25 m/s valgte vi at slukke alt elektronik for det lynede lige over hovedet på os. Vi var dog sikker på at der var tale om en såkaldt Squall, en meget lokal byge med en pludselig, kraftig stigning i vindhastigheden, der kan varer i flere minutter. Men efter én times sejlads og det stadig regnede voldsomt tænkte vi at der uden tvivl måtte være tale om et uvejr. Jeg har et billede på min nethinde af skipper der alene sidder ved roret (resten af mandskabet var flygtet ned i kabyssen) mens vinden piber i riggen og regnen pisker ind fra styrbord, så voldsomt at det så ud som om at det regnede vandret. Til vores held, så lå vi kun i kanten af uvejret og efter et par timer tog vinden og regnen af og hen under aften kunne vi se kanten af fronten, ja det endte faktisk med at vi havde blå himmel over os igen + en fantastisk smuk solnedgang, da aftensmaden blev serveret.
En skræmmende oplevelse der uden tvivl bliver forstærket af at man ligger isoleret omkring 2000 km fra kysten.

Efter et par dage på havet havde kroppen vænnet sig til bådens rullen samt den noget afbrudte nattesøvn. Vores vagtplan hed 4 timer vagt, 6 timer fri hvilket kørte døgnet rundt, hvilket eksempelvis betød at man ikke ville have den samme nattevagt hver nat, men at det skiftede fra dag til dag.

Kursen de første 9 dage var ikke i en retning der fik os meget tættere på Saint Lucia i Caribien. Under den sidste vejr-briefing fra ARC, havde de advaret om et lavtryk som lå midt ude på Atlanten hvilket betød at anbefalingen fra deres side var at tage den et godt stykke ned langs Afrikas kyst inden man valgte at dreje vestover. Vi tog deres anbefalinger til os og sejlede stille og roligt ned langs Vestsahara og Mauritanias kyst, hvilket var i sikker afstand til lavtrykket. En anbefaling som ikke alle deltagere tog til sig, men som et par dage senere måtte se i øjnene nok var en god idé. En af dem der måtte sande at den sikre kurs nok alligevel var sydpå, var en Nautitech 40 katemaran der efter start satte kurs lige ud i lavtrykket hvilket resulterede i at de fik banket et vindue ind af en bølge. De valgte dog trods manglende rude at fortsætte mod Saint Lucia.

Men for os gik det stille og roligt sydover. Det var flere gange dagligt at vi fik “gæster” i form af delfiner der skulle over og se hvad vi var for nogen. Men to dage efter start kom vi i kontakt med en kæmpe flok meget nysgerrige grindehvaler, som kom helt tæt op til båden og kikkede på os, fascinerende at se sådan et kæmpe dyr der kan veje op til 800 kg, tæt på.

Der skulle ikke gå mange timer fra vi forlod havnen før end fiskeriet blev påbegyndt, men vi skulle dog 3 dage ind i sejladsen før der var bid i form af to små Bonito Tun på ca. 30 cm. De skulle vise sig at være de første i en lang række af fisk som fandt vores fiskegrej interessant og som altid så smager hjemmefanget fisk bare fantastisk og disse to små tun blev da også senere nydt med nogle dejlige kartofler og gulerødder (skrællet af Peter) og en lækker lille salat. Når vi nu snakker fiskeri så ser fiskenoteringerne for hele turen således ud: Der blev fanget i alt 12 fisk på hele overfarten, hvoraf 10 af dem var af arten Mahi-mahi (Guldmakrel) i forskellige størrelser, den største på 102 cm. Disse Mahi-mahi fisk er meget lys i kødet og utrolig mager. På grund af vores held med at fange disse store fisk blev de tilberedt på flere måder. De kom i gryderetter, blev stegt på panden og som min favorit, stegt som frikadeller, mums! Alle disse fisk var et godt supplement til vores proviant, som dog ikke var mangelfuld, men udsigten til friskfanget fisk var jo bare herlig.

12/1: 2 stk. Bonito tun på ca. 30 cm.
15/1: 1 stk. Mahi Mahi på 87 cm.
17/1: 2 stk. Mahi Mahi på 99 og 102 cm.
22/1: 1 stk. Mahi Mahi på 30 cm. som blev sat ud igen
22/1: 2 stk. Mahi Mahi på 70 cm.
24/1: 1 stk. Mahi Mahi som var for lille men som også hoppede af krogen
24/1: 1 stk. Mahi Mahi på 88 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 60 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 97 cm.

Ud af den tykke tåge tordnede den lille Airbus A320 med kurs mod den lille ø Gran Canaria, ud for Marokko kyst. Ombord var 4 forventningsfulde sømænd hvis drøm var at krydse det store Atlanterhav i det gode skib Sophie Amalie, der allerede lå og ventede på dem i havnebyen Las Palmas på den nordøstlige del af øen.

Men lad os lige stoppe et kort øjeblik og hoppe tilbage til sommeren 2017, hvor jeg havde fornøjelsen af at sejle båden fra Porto i Portugal, ned langs kysten forbi Lissabon, rundt om Gibraltar og om til byen Torrevieja på den spanske østkyst. Turen var fantastisk med masser af oplevelser og var min sådan rigtige sejler-ferie på de store have og her jeg fik smag for at holde ferie på en båd.
Så det var med ualmindelig stor begejstring at jeg i vinteren 2021 fik beskeden om at der ville være en plads til mig på båden, når den næsten et år senere skulle krydse Atlanterhavet.

Tiden gik og trods udfordringer i form af specielt Corona virussen, lykkedes det at tage første skridt i denne lange rejse og komme på vingerne med kurs mod Gran Canaria.

Vel ankommet var det i taxa direkte til havnen hvor Sophie Amelie lå og ventede. Mørket var faldt på inden vi kom ombord, så det blev ikke til meget andet end lidt hygge, småsnak og noget koldt at drikke i cockpittet inden vi alle 4 tørnede ind for natten.

De følgende 6 dage skulle bruges på at klargøre skibet og ikke mindst mandskabet til den store tur. Der var blandt andet daglige Zoom-møder med praktiske informationer fra organisationen som vi sejlede under (ARC – Atlantic Rally for Cruisers). Alle sikkerhedssystemer skulle tjekkes og godkendes af ARC inden vi kunne komme afsted og så skulle vi selvfølgelig også have provianteret. Her var ARC også behjælpelige med guides til hvad der var godt at medbringe, jeg kan eksempelvis nævne at der blandt meget andet blev indkøbt:

96 æg
10 kg kartofler
5 kg ris
50 appelsiner
5 kg havregryn
8 liter yoghurt i små bæger
100 liter drikkevand
100 dåser sodavand
120 juicebrikker
150 dåser øl
20 poser chips
25 pakker kiks
20 plader chokolade
24 ruller toiletpapir

Lørdag den 8. januar var alt provianten indkøbt og forsvarligt stuvet væk, alle sikkerhedssystemer og procedure gennemgået og en sidste tøjvask hængt til tørre. Den 8. januar var også dagen hvor vi ville få svar på den Coronatest vi havde fået lavet dagen før. Hvis blot én af os var positive, var turen aflyst…heldigvis var ingen af os ramt og vi kunne nu melde klart skib og glæde os til morgendagens afgang.

Den 9. januar kl.12.20 kastede vi fortøjningerne og sejlede ud af havneindløbet hvilket for flere ombord var et bevægende øjeblik, da der nu ikke var nogen vej tilbage, nu var vi afsted. Kl.13.05 passerede vi startlinjen og satte kursen mod øst…ja øst, for det blæste 10-12 m/s og der var store bølger, så for at komme fri af øen sejlede vi østpå. De første 16-20 timer blev brugt på at vende sig til nu at være på søen, vi skulle alle lige have søben som det hedder. Jeg var dog dog så hårdt ramt af søsyge, at jeg måtte skippe Axel’s fantastiske Gullasch og hoppe direkte i seng, men efter en god nats søvn var jeg frisk igen og klar til at hoppe ind i det faste vagt-rul med 4 timers vagt og 6 timers fri.

Uret på kirketårnet stod på 4.57 da vi atter sad i båden og roede ud forbi Bohus Fästningen i det smukkeste morgenlys. I takt med at byen roligt vågnede op til sådan en stille lørdag morgen, roede vi de sidste 22 kilometer ind til Göteborg. Undervejs mødte vi blandt andet 3 ræve som luskede rundt i de tidlige morgentimer og undrende stoppede op for at se hvad vi var for nogle.
Oplevelsen var stor og stemningen høj da Göteborg rejste sig foran os og vi nu med egne øjne kunne se målstregen…som i sin fysiske form blot var et fiskeeksport lager. Jeg havde på min vej med færgen en uge tidligere spottet et godt sted at tage båden op og det bedste sted vidste sig altså at være i vandkanten tæt ved FiskKompaniet. Klokken 07.20 krydsede vi endelig målstregen og der stod kilometer tælleren på 295 km. siden vi forlod Karlsborg 7 dage tidligere, hvilket med let hovedregning giver en gennemsnitlig dags distance på 42 kilometer.

Vi gik i gang med at få båden pakket ud, fik den op på land og op på vores medbragte små slæder (til at køre den rundt på land) og alt imens vi der stod og baksede med det stak en medarbejder fra lageret hovedet ud af vinduet for at høre hvad vi var for nogle. Da han kunne mærke at her var tale om en spændende historie spurgte han om vi ville have en kop kaffe, for så kunne han jo få hele vores historie sammen med en god kop morgenkaffe. Så der var
desværre ikke tale om champagne til os nu hvor vi var kommet i mål men mere en god kop morgenkaffe i selskab med vores svenske kammerat der var noget imponeret over vores bedrift.

Vi sagde tak for kaffe og trillede forsigtigt vores båd ud i den stille morgentrafik, vi var heldigvis i forholdsvis kort afstand til færgen men var dog nød til at krydse et par trafikerede veje, sikkert til stor morskab for de bilister der var nød til at holde tilbage for en træbåd trukket af 3 morgenfriske drenge.

Båden kom ombord på færgen og lidt i 10 stod den sikkert på vogndækket surret forsvarligt fast så den ikke ville tage skade af turen over Kattegat. Vores plan ved ankomst til Frederikshavn var som udgangspunk at sætte båden i vandet og ro den om til Frederikshavn Roklub hvor vi havde en aftale om at måtte stille båden, så vi kunne afhente den senere. Men ved ankomst kunne vi se at vinden ikke var i vores favør, så vi måtte i stedet trillede båden tværs igennem byen og hele vejen om til roklubben, en tur på ca. 4 kilometer. Vi var alle 3 godt smadret da vi nået roklubben og ved nærmere eftersyn af vores små hjul-slæder så var de bestemt også ved at give op, jeg er sikker på at de ikke kunne have klaret 500 meter mere. Men til vores held holdte de til turen og vi kunne som det sidste få båden placeret forsvarligt og få den pakket sammen. Tilbage var der nu kun at få vores grej på nakken og så ellers vende snuden hjemad.

I dag sov vi længe, vi tillod os at sove til klokken 05, men der var også et par af os som havde gang i noget natteroderi. Det vil sige at alt i mens vi trygt lå i vores poser hørte vi pludselig lyden af et kæmpe skib kom sejlende tæt forbi. Vi havde jo valgt ikke at tage vores båd op for natten i den tro at vi var dagens sidste hold der blev sluset igennem Trollhättan og det var vi sikkert også hvis ikke man medregnede den kommercielle skibstrafik der åbenbart sejler natten igennem. Så klokken 23.45 sprang to af os ud af teltet kun iført boksershorts og skyndte os ned til båden for at hjælpe den med at imødegå det store skibs hækbølger. Heldigvis for os tog båden ikke skade og for os selv var det heldigvis det eneste skib der kom forbi den nat.

I takt med at morgendisen lettede roede vi ned af kanalen i det smukkeste vejr og med omgivelser der passede perfekt til vejret. Dagens eneste samt også turens sidste sluse nåede vi omkring klokken 08.45 men selvom der kun var 15 minutter til at slusen åbnede blev ventetiden dog noget længere da et større skib var på vej og vi måtte vente på at den kom igennem før vi kunne sluses ned. Men det gav så også rig mulighed for at se hvilken størrelse skibe disse sluser kan håndtere.
Frokosten blev indtaget i vandkanten nær Lödöse og efter en times pause indtog vi igen kanalen, denne gang med planer om at sprinte de sidste ca. 45 kilometer ned til Göteborg for at kunne nå færgen mod Frederikshavn kl.20.00. Kampen mod tiden gik fint de første 20 kilometer men med “kun” 25 km tilbage røg vi ind i noget modvind og jeg måtte sande at jeg ikke havde mere at give af og vi måtte lægge nye planer. Til vores held var vores 3 klubkammerater (dem der roede båden op til Stockholm) blevet venner med roklubben i Kungälv, tæt på Bohus Fästning og her havde vi en løs aftale om at måtte overnatte.
Efter en kort telefonsamtale havde vi fået tag over hovedet for natten og velkomsten i Kungälvs Roddklubb var uovertruffen og lige hvad vi havde brug for efter endnu en hård dag i båden. Med endnu en nat i det svenske var der lige pludselig tid til at få tørret vores telte, få et ordentligt bad, klargjort båden til turen over Kattegat samt fejre at målstregen var indenfor rækkevidde, med blot 22 km. tilbage ned til færgen.

Dagen startede igen før fanden fik sko på for at nyde godt af de tidligere morgentimers stille vejr og ikke mindst flade vand. Igen sagde klokken 03 da vi pakkede soveposerne sammen og samtidig med at solen tittede op over horisonten fik vi vores morgenmad, fik pakket teltene sammen og pakket båden.

Kl.05 lagde vi fra land og satte kurs mod Vänersborg som ligger i den sydlige ende af søen og var for os slutningen på vores bekendtskab med Vänern, for herfra vil det være kanal sejlads resten af vejen ned til Göteborg, kun afbrudt af nogle enkelte små sluser…eller små er de nu altså ikke, specielt ikke det legendariske Trollhättan sluse system. Men før vi kom til dem skulle vi igennem en dag der bød på alt slags sommervejr, først høj sol, så regn med tilhørende tordenbyger, så hagl på størrelser med ærte og kort før vi ankom Vänersborg blæste det voldsomt op. Men kl.14 smuttede vi ind igennem indsejlingen til Vänersborg og kom i læ for de faretruende tordenbyger. Her fik vi en god frokost og fik provianteret til endnu en nat i det fri.

Efter en time i Vänersborg kastede vi fortøjningerne igen og vendte snuden mod dagens første sluse, Brinkebergskulles slusen som også var første gang de virkelig store sluser skulle indtages. Sluserne herfra og ned til Göteborg er omkring 100 meter lange og bygget til at kunne håndtere nogle noget større skibe end blot vores lille træbåd. Så når portene åbner sig og du ror ind i dette monstrum er det forbundet med en del respekt overfor de kræfter der er i spil her og oplevelsen bliver ikke mindre når der udover vores lille båd kun ligger én anden lille motorbåd i bassinet.

Sluserne ved Trollhättan nåede vi kort før lukketid og vi blev, med blot én anden lille motorbåd, sidste hold der blev sluset de omtrent 32 meter ned via de fire slusekamre der er ved Trollhättan…imponerende og jeg måtte da også lige ringe hjem til min far og fortælle ham hvor jeg sad lige nu.

Vi lagde Trollhättan bag os og fortsatte ned af kanalen, men klokken var mange og kilometertælleren havde passeret de 80 km. så det var på tide at finde et sted at slå lejer. Stedet blev blot få hundrede meter fra indsejlingen til Trollhättan og mens aftensmaden bestående af det lækreste dåse ravioli simrede i gryden tog jeg telefonen og ringede hjem for at lykønske min kære niece, der i dag fylder 18 år (tillykke Alberte).

Kl.03 vækkede vores telefoner og ca. kl.04.30 var båden pakket og vi var klar til at indtage Vänern. Vinden havde lagt sig fuldstændig men i sommer tusmørket kunne vi ane sorte skyer i horisonten, heldigvis var de ikke i retning af hvor vi skulle…men synet af dem påvirkede os nu alligevel og vejrudsigten havde også fortal os at dagen ville byde på byger og endnu værre, tiltagende vind og er der et sted man ikke skal være i frisk vind, så er det ude på nordens største sø.

Men vi kom afsted i roligt vejr, nåede Torsöbron der forbinder øen Torsö med fastlandet (nord for Mariestad) omkring kl.7 og drejede så mod vest for at fortsætte ud i det noget mere ubeskyttede farevand og det var så her vi på egen krop fik lov at mærke de kræfter som Vänern kan diske op med.
Vinden havde tiltaget i løbet af formiddagen og blæste nu med 6m/s fra vest, så der skulle tages nogle seriøse rotag for at komme fremad og styrmanden skulle virkelig koncentrere sig for at placere båden rigtigt i forhold til de efterhånden store bølger. Lettere blev det bestemt ikke da vi drejede sydover for at komme ned mod Lidköping og vi nu fik vind og bølger ind fra styrbord side. De to roer var konstant koncentreret alt imens båden blev kastet rundt i bølgerne og styrmanden måtte samtidig med at styre i bølgerne også sørge for at lænse båden for det vand der var kommet ind fra både oven og neden.

Vores redning blev den lille by Hällekis som vi efter nogle meget hårde timer nåede ved frokosttid…nå ja vi skulle lige have et skarpt sving mod styrbord ved indsejlingen da undertegnet opdagede et skær ca. 5 meter foran os. Men vi kom i land og der var nu mulighed for at tanke depoterne op samt nyde at solen nu havde fortrængt de sorte skyer. Men vi vidste alle 3 at den hårde realitet lå og ventede på os derude når vi på et tidspunkt igen skulle ud af havnen og ud i bølgerne igen. Men til vores store overraskelse så blev vi velsignet af Vänern med det lækreste vindstille vejr og flade vand, sjældent har jeg i mit liv været så taknemmelig over et vejrskifte. Resten af dagens tur blev gennemført i høj sol og fladt vand og efter 14 timer på farten og med ca. 72 kilometer i benene, fandt vi en fin lille ø halvvejs igennem halvøen Kållandsö hvor vi slog lejer for natten.

Håbet for dagen var at nappe de sidste sluser i Göta kanalen og fortsætte videre ud i Vänern der med sin massive størrelse på 5.650 km² er Sverigs største sø, for at finde en passende overnatning et sted på et skær. Men moder natur ville det åbenbart anderledes, for selvom der var høj sol og blå himmel så blæste der en frisk vind fra vest med vindstød på over 12m/s. Så da vi efter 7 kilometer nåede Sjötorp, der i vores tilfælde var porten ud til Vänern, måtte vi konstatere at Vänern var off-limit for os i dag, vinden var alt for kraftig og stod lige ind imod kysten.

Men vejret var godt og Sjötorp var et turist-mekka af den anden verden, så der var der masser af restauranter og butikker at kikke på. Så vi legede turister for en stund og satsede på at vinden ville løje af i løbet af eftermiddagen, så vi kunne komme ud på den store sø.
Efter en god platte med fisk gik vi endnu engang ned til søen for at tage bestik af vejrsituationen som til alt held havde ændret sig så meget at vi godt turde stikke næsen ud i søen, hurtigt dreje om et hjørne og komme i læ af en halvø. Vi gjorde tanken til handling og efter én times roning uden de store problemer var vi over ved halvøen hvor vi fandt den dejligste lille naturhavn. Stedet var faktisk så idyllisk at vi valgte at slå lejer for natten her, ikke mindst fordi vinden stadig ikke var gunstig.
Planen for i morgen…eller skal vi sige i nat er at stå op kl.03 for at komme på søen mens der er stille vind og roligt vand og så ellers håbe at vi kan komme til halvøen Kållandsö som er halvvejs på vores tur ned igennem “monsteret” Vänern.

Igen blev klokken omkring 9 før vi tog dagens første rotag. Sluserne i Göta kanal systemet åbner kl.9 og med udsigt til omkring 16 sluser i løbet af dagen, tænkte vi at det var med at komme tidligt afsted. Men dagen skulle vise sig at være fyldt med forhindringer der i sidste ende førte til at dagens distance kun blev på sølle 19 kilometer.

Første forhindring ramte vi i Toreboda, hvor vi skulle vente på en jernbanebro som skulle åbne så vi kunne komme videre. Men selvom uret ved broen fortalte os at der var 15 minutter til at den ville gå op, vil jeg tro vi fik lov at vente i 45 minutter. Anden forhindring på vores videre færd fik vi ved dagens første sluse i Hajstorp, små 11 kilometer nede ad åen. Her kostede en lille misforståelse, imellem os og den søde sluse-prinsesse der styrede slusen, os 90 minutter. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for så var der tid til at se nærmere på det lille lokale museum med tilhørende salg af håndflids produkter + at der var tid til en sluse-is som vi spiste alt imens vores faretøj blev inspiceret af flere af de lokale, ja selv de bevingede af slagsen kunne ikke dy sig for at se nærmere på den flotte båd.

Videre gik det, efterhånden noget forsinket og efter blot 10 sluser og som skrevet før blot 19 kilometer var dagen ved at gå på hæld og vi måtte stoppe for natten i byen Lyrestad, hvor der var en skøn gæstehavn samt ikke mindst et spændende pizzaria som vi jo selvfølgelig måtte frekventere.

Omkring kl.09.00 lagde vi fra land ved Karlsborg og satte kurs mod dagens første sluse, godt 7 km foran os. Slusen var Forsvik og er sidste opadgående sluse i Göta kanalen (hvis du sejler øst/vest), hvilket vil sige at når vi var på den anden side af denne ville vi befinde os på det højeste punkt af hele systemet og fra der af vil sluserne kun være for nedadgående for os hele vejen ned til sidste sluse i systemet i Lilla Edet.
Men vi havde knap taget første rotag før de første dråber begyndte at falde og der skulle vise sig at være en hel del flere dråber på vej i løbet af formiddagen, ja faktisk bød dagens første 28 kilometer på regn og en hel del vind fra sydøst. Så det var 3 godt gennemvåde gutter der nåede Moholm slusen ved Tåtorps og kunne smutte ind i læ i kanalen og ro de sidste noget kolde kilometer op til gæstehavnen lidt syd for Töreboda, som vi havde udset os som potentiel lejr for natten.

Der gik ikke mange minutter fra vi havde fået båden på land, havde slået teltene op og pakket ud før vi alle 3 kikkede med kærlige øjne på havnens lille hyggelige Bastu hytte (lille sauna). Da vi alle var noget matte ovenpå dagens 38 kilometer, hvoraf de 28 var i kraftig regn var der ikke nogen diskussion, den sauna skulle vi ind og sidde i…og ca. 1 time senere sad vi alle 3 godt pakket i den lille hytte og nød godt af varmen fra den åbne brændeovn. Efter en time i hytten kombineret med to afkølende døb i Göta kanalen var vi som født på ny og klar på en god omgang gryderet med ris og så ellers en god nats søvn.