Boston, Massachusetts er USA’s 24. største by og har et indbyggertal på ca. 667.000. Byen er rig på amerikansk historie og har flere gamle bygninger der stammer helt tilbage fra 1680 og bærer tydelig præg af at være grundlagt af engelske nybyggere. Igennem byen er der en 4 kilometer lang rute markeret med røde sten i jorden, som tager en rundt forbi de mest betydningsfulde bygninger, monumenter, kirker og også skibet USS Constitution fra 1797. Turen kaldes “Freedom Trail” og starter ved parken Boston Common, midt inde i byen og den skulle vi selvfølgelig kikke nærmere på hvilket vi fik det meste af dagen til at gå med.
Men inden vi gik ud på ruten, rundt til de 16 forskellige vartegn gik vi lige et smut ned af Beacon street hvor en vis bar ligger godt gemt nede i en kælder. For dem der husker 80’er serien “Cheers” (på dansk “Sams Bar”) vil bestemt også kunne genkende den udvendige del af selve baren. Desværre var baren lukket da vi kom, så vi kunne ikke gå ind og hilse på Norm, Cliff, Sam eller Carla ?
Efter vores tur rundt på “The Freedom Trail” endte vi ved skibet USS Constitution, en amerikansk fregat fra 1797 som har stor betydning for amerikansk søværns historie. Skibet var desværre under renovering, så det blev ikke til de bedste billeder af skibet, da det var pakket ind i stillads. Men vi fik dog lov til at gå ombord og se nærmere på dette historiske vartegn som var imponerende stor (22 m. længere end Fregatten Jylland).
Ca. kl.18.30 sagde vi farvel til Boston og rullede med toget tilbage til Lowell hvor vores Buick ventede for at tage os de sidste kilometer tilbage til vores Motel 6 hotel i Tewksbury.
Leave a Reply