I dag lørdag checkede jeg tidligt ud fra mit Polynesian Beach Club Hostel og kørte op til det 230m høje vulkankrater Diamond Head, der ligger i udkanten af Honolulu. Sidst der var gang i vulkanen var for ca.150.000 år siden, så jeg var en smule nervøs da jeg begav mig mod toppen…var det i dag det havde besluttede sig for at gå i udbrud? Jeg nåede dog toppen uden at mærke noget og der kunne jeg nyde udsigten ud over det endeløse Stillehav samt ind over Honolulu med Kapiolani Regional Park og Waikiki Beach lige nedenfor. Bedre start på dagen kunne man ikke ønske sig, så med fornyet energi satte jeg mig til rette i min Chevrolet for at køre op langs hele østkysten for at vende tilbage til North Shore og BackPackers Hawaii Hostel.
Turen op langs kysten blev afbrudt af en masse stop for at nyde udsigter eller hvad der nu var af spændende ting at se på. Det længste stop var ved Sea Life Park Hawaii som efter min mening ikke var stoppet værd. Det skal dog ses i lyset af at min første indtryk af parken var et lille “soppebasin” hvor nogle meget triste havskildpadder fik dagen til at gå med at svømme rundt i det varme vand og spise det salat som turister kastede ind til dem. Da disse fedelige dyr står mit hjerte nær, havde jeg sgu lidt svært ved at komme mig over at se deres elendighed, hvilket sikkert også påvirkede mit overordnet syn på Sea Life Park Hawaii.
Efter et par timer i parken kørte jeg videre op langs kysten og omkring kl.18 svingede jeg ind på parkeringspladsen ved Polynesian Beach Club Hostel hvor jeg blev budt velkommen af min amerikanske dykker-kammerat John som stadig nød driverlivet her på nordkysten.
Leave a Reply