Omkring kl.09.00 lagde vi fra land ved Karlsborg og satte kurs mod dagens første sluse, godt 7 km foran os. Slusen var Forsvik og er sidste opadgående sluse i Göta kanalen (hvis du sejler øst/vest), hvilket vil sige at når vi var på den anden side af denne ville vi befinde os på det højeste punkt af hele systemet og fra der af vil sluserne kun være for nedadgående for os hele vejen ned til sidste sluse i systemet i Lilla Edet.
Men vi havde knap taget første rotag før de første dråber begyndte at falde og der skulle vise sig at være en hel del flere dråber på vej i løbet af formiddagen, ja faktisk bød dagens første 28 kilometer på regn og en hel del vind fra sydøst. Så det var 3 godt gennemvåde gutter der nåede Moholm slusen ved Tåtorps og kunne smutte ind i læ i kanalen og ro de sidste noget kolde kilometer op til gæstehavnen lidt syd for Töreboda, som vi havde udset os som potentiel lejr for natten.
Der gik ikke mange minutter fra vi havde fået båden på land, havde slået teltene op og pakket ud før vi alle 3 kikkede med kærlige øjne på havnens lille hyggelige Bastu hytte (lille sauna). Da vi alle var noget matte ovenpå dagens 38 kilometer, hvoraf de 28 var i kraftig regn var der ikke nogen diskussion, den sauna skulle vi ind og sidde i…og ca. 1 time senere sad vi alle 3 godt pakket i den lille hytte og nød godt af varmen fra den åbne brændeovn. Efter en time i hytten kombineret med to afkølende døb i Göta kanalen var vi som født på ny og klar på en god omgang gryderet med ris og så ellers en god nats søvn.
Leave a Reply