Nå vi skal til det igen. Ligesom sidste indlæg så skal jeg hermed lige give en advarsel om at følgende blog-indlæg vil indeholde meget nørdet indhold i retning af flyvemaskiner.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at vi kunne overgå gårsdagens mange fede oplevelser, men det lykkedes. Vejret eller rettere røgen fra den nærliggende skovbrand var ikke så tæt i dag så stort set alt hvad der kunne flyve kom på vingerne i dag. Richard og jeg valgte i dag at købe Pit-Pass hvilket ville give os adgang til området hvor de konkurrerende fly holder parkeret og bliver fintunet inden næste løb. Det var virkelig en stor oplevelse at gå der blandt disse fantastiske maskiner
Til vores held stod samtlige P-51 Mustang fly parkeret ude foran pitten og lige som vi går ud for at kikke på dem starter de alle 8 deres motorer op, for at varme op til at skulle på vingerne. Hvis ikke oplevelser af at se så mange af disse fly på en gang fik gåsehuden frem, så gjorde det i hvert fald ved lyden af disse 8 stk. V12 Rolls-Royce Merlin motorer da de kom i omdrejninger.
En af disse fantastiske maskiner, den sølvfarvede med gul hale og med navnet Spam Can (eller Dolly) havde jeg fornøjelsen af at flyve i tilbage i 2008 med en ung mand som pilot, ved navn Steve Hinton (husk lige ham til senere).
Selvom Spam Can fik en god start i selve løbet og lå til at få en 3. plads blev den overhalet på 3. omgang og måtte nøjes med en 4. plads. Men for mig var det stort set ligegyldig hvilken plads den fik, for jeg var kommet for at se og ikke mindst høre disse monstre flyve tæt forbi med omkring 700 km/t. Der var vidst kun en ting at sige…Wow!

Efter løbet fortsatte vi vores rundtur i pitten, oplevede det så kaldte STOL Drag Race der virkelig er en spektakulær sport (se her hvad det går ud på) og ellers gik vi rundt og kikkede i de mange boder der også er. Sidst på dagen tilsmilede heldet os igen. Før omtalte P-51 Spam Can skulle på vingerne igen og til vores held stod vi igen det rigtige sted for at opleve opstarten og ikke mindst take off. Den skulle dog ikke deltage i noget løb denne gang men der imod lave en opvisning sammen med det noget yngre jetfly F-22 Raptor. Det var en flot opvisning af disse fly og ikke mindst en klart fremvisning af hvad der er sket af udvikling på de 70 år der er imellem disse to fly. Da begge igen var på landjorden hørte jeg i højtaleren at piloten i dette gamle P-51 fly var Steve Hinton….jeps den selvsamme Steve Hinton som jeg havde som pilot i selvsamme fly, tilbage i 2008 og nu steg han ud af flyet og kom gående lige imod mig. Så selvfølgelig ragte jeg hånden frem, sagde tillykke med en flot opvisning og fortalte ham at vi to tilbage i 2008 havde fløjet i flyet bag ham. Jeg viste ham et billede af os, taget tilbage i 2008 og så småsludre vi lidt + fik taget et par billeder.
Efter en god dag på racerbanen kørte vi hjem til Richard, nappede et bad og kørte så alle tre ind til downtown Reno for at opleve byen med dets mange casinoer og ikke mindst spise en god middag på Smee’s Alaskan Fish Bar. Jeg havde ikke troet at dagen i går kunne overgåes, men det lykkedes i den grad, så må vi jo se hvad morgendagen bringer hvor den endnu engang står på Reno Air Races.

OK jeg starter lige ud med at advare om at dette blog indlæg vil være meget nørdet i retning af flyvemaskiner, så hvis ikke interessen er der i forhold til det så….ja så klik her.

OK så dagen i dag stod på Reno Air Races der er en årlig begivenhed her i byen Reno, i det nordvestlige Nevada. Min kammerat Richard og hans kone Tracy bor i byen og har i en del år spurgt mig om jeg ikke snart kikkede forbi dem i september, så vi kunne opleve Reno Air Races. Den endelige beslutning om at tage hertil blev faktisk tage midt ude på atlanten tilbage i januar da jeg krydsede Atlanten i en sejlbåd. Jeg vidste at jeg ville afsted til USA men beslutningen om at gøre det i september + tage til Reno Air Races blev taget en nat hvor jeg havde nattevagten. Så her 8 måneder senere sidder jeg altså i Reno og har i dag set på fly i alle afskygninger, lige fra det mest avanceret F22 Raptor til det lille Bush-Plane fra Alaska og jeg må sige at de begge var underholdende at se på, på hver deres måde.

Reno Air Races er en konkurrence i stil med racerløb hvor du har en “rund” bane og hvor første bil over målstregen er vinderen. Flytter du racerbanen op i luften + udskifter biler med fly, ja så har du Reno Air Races. Så er der selvfølgelig forskellige klasser af fly som eksempelvis North American T-6 Texan, Biplane (fly med to vinger) Bush-fly fra Alaska som konkurrere indbyrdes. Ind imellem disse racerløb er der så underholdning i form af kunstflyvning eller opvisning fra det amerikanske militær, hvor jeg skal hilse at sige at et F22-Raptor fly ikke…absolut ikke er stille når det flyver med afterburner lige forbi dig. Men er underholdningen i luften ikke nok, ja så er der også masser af udstillede fly at kikke på. Så alt i alt er der tale om et slaraffenland for en fly-nørd som mig og vi har billetter til de næste 2 dage også 🙂

Afslutningsvis vil jeg lige komme med en lidt sjov oplevelse jeg havde i dag. Vi starter lige med at gå 14 tilbage, tilbage til 2008 hvor jeg kom forbi Planes of Fame Air Museum i Los Angeles. Der faldt jeg i snak med Wilburg der var veteran fra Anden Verdenskrig hvor han fløj B-17 bombefly, han tilbød mig en tur i deres P-51 Mustang fly fra 1940 hvilket jeg selvfølgelig ikke takkede nej til. Turen var udforglemmelig og så en stor oplevelse at jeg faktisk gentog succesen to år efter (læs om turen her). Det fly, der går under navnet Spam Can så jeg i dag parkeret ude på asfalten og hvis heldet tilsmiler os (og det har det med at gøre) så vil vi se den på vingerne når vi i morgen vender tilbage til endnu en dag ved Reno Air Races.

Rute US-50 går på tværs af det meste af USA, fra Sacramento i California og hele 4946 kilometer over til Ocean City der ligger ved østkysten i staten Maryland. Den del af ruten som går på tværs af staten Nevada blev i 1986 tildelt navnet “The Loneliest Road in America” af Life Magazine, mest for at nedgøre ruten da den går igennem noget af det mest isolerede områder i USA. Men i stedet for at være trætte af dette mindre positive øgenavn greb staten chancen og brugte navnet i deres markedsføring og det virkede, for i dag kørte jeg det meste af hele ruten på tværs af staten. Det blev til 520 km fra den lille by Ely og over til byen Reno, der ligger tæt på grænsen til Californien.
Det var en spændende tur som levede op til sit øgenavn, da man virkelig kommer igennem nogle øde områder og mulighederne for at tage det famøse billede af en vej der bare fortsætter ud i intetheden, var mange. Jeg gjorde et par stops undervejs, blandt andet i byen Eureka for at indkøbe frimærker (der skal jo sendes postkort hjem) og et længere stop ved Sand Springs, der er et kæmpe bjerg af sand der ligger imellem bjergene midt ude i ingenting.

Jeg ramte Reno omkring kl.17.30 hvor min kammerat Richard stod og bød mig velkommen i indkørslen. De næste 3 dage skal bruges her hos Richard & Tracy, hvor vi forhåbentlig skal opleve Reno Air Races, når jeg skriver forhbentlig er fordi der er udbrudt skovbrænde tæt på og det udvikler en del røg, som kan påvirke Reno Air Races i at komme på vingerne….men vi krydser fingere.

De fleste vil nok ikke kende til Bonneville Salt Flats eller for den sags skyld Bonneville Salt Flats International Raceway. Men det er altså her at der er blevet sat op til flere “land speed records” (verdensrokorder i fart på landjorden) og lige her at jetbilen Blue Flame i oktober 1970 brød lydmuren med en fart på 1014 km/t. Rekorden er senere blevet slået (er nu på 1223 km/t.) og Blue Flame er gået på pension og er nu udstillet på museet Sinsheim Auto & Technik Museum i Tyskland, hvor jeg har set den.  

Men jeg forlod Salt Lake City i dag ved 10 tiden for netop at køre ud og se nærmere på Bonneville Salt Flats og se hvor Blue Flame satte recorden og se hvor de hvert år afholder Bonneville Speed Week, hvor folk komme fra hele verden for at race deres maskiner. Desværre var arrangementet blevet aflyst i år på grund af regn og store mængder vand på salt sletten. Vejret i dag tegnede da heller ikke til at der ville kunne køres ræs sådan lige foreløbig…for det regnede. Mens jeg stod og kikkede ud over salt sletten faldt jeg i snak med nogle lokale som faktisk arbejdede for dem der driver Bonneville Salt Flats International Raceway og de var forståelig nok noget fortvivlet over de store mængder vand de havde fået. De fortalte at sådan en hændelse med alt det vand kun er noget der sker hvert 20. år, så jeg sagde at så måtte jeg være heldig at opleve det. 

Jeg lagde Bonneville bag mig, kørte ind i staten Nevada, ned igennem en dal hvor Pony Expressen i 1860’erne havde reddet og videre ned til den lille by Ely hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA-campingplads. Men kort efter ankomst trak der et kæmpe uvejr ind over, så jeg blev i bilen indtil det var passeret og fik så slået mit telt op i tusmørket.

Denne mandag den 12. september endte med at blive en dag godt blandet med alt fra hylderne. Den startede på en P-plads ved en tankstation i en lille by hvor jeg en del timer tidligere havde valgt at nappe en powernap inden jeg ville køre videre. Men en time blev til flere og pludselig så var det morgen og jeg måtte videre sydover.
Da jeg ramte byen Blackfoot drejede jeg skrapt til højre for at køre de 45 min ud for at besøge EBR-1, der er en Experimental Breeder Reactor fra 1950, altså en slags experimentiel atom-kraftværk. Det skulle dog vise sig at stedet var lukket for vinteren….komisk når jeg nu havde kørt 45 min ud i ingenting, så jeg måtte køre “tomhændet” retur til Interstate 15 South og fortsætte min færd mod Salt Lake City, som jeg ramte allerede ved 14 tiden.
Salt Lake City er hjemsted for trosretningen The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints også kendt som Mormon kirken. Deres hovedkvater ligger midt i centrum af byen, så hvad var mere nærliggende end nu hvor dagen var så ung, end at køre derned for at se “nærmere” på deres hovedkvarter og måske lære lidt om hvem de er. Jeg skal love for at man følte sig velkommen, i hver bygning jeg kom ind i var der flere kvindelige guider der bød en velkommen og var klar til at svare på spørgsmål. Jeg fik lov til at kikke nærmere på Joseph F. Smith hjem kendt som The Beehive House, deres kæmpe samlingshal samt deres Temple… eller i hvert fald en model af det.
Så dagen endte altså med at blive en god pose blandet bolcher.

Nu havde jeg ikke planer om at besøge Yellowstone i denne omgang, men jeg følte jeg havde tid til at smutte den vej forbi, så kl.08 her til morgen kørte jeg igennem den vestlige indgang til denne kæmpe National Park, der faktisk er Amerikas første National Park, etableret i marts 1872.

Første stop var blot få minutters kørsel fra indgangen, for her stod en af parkens beboere og græssede i vandkanten af en flod, en af de ca. 4.800 bison okser der lever i parken. Et vandvittig stort dyr som man ganske naturligt har stor respekt for og holder afstand til…men mindre den altså står i vejkanten og du skal køre lige forbi den.

Nå men første planlagte stop var ved Grand Prismatic Spring der med sine utrolige farver er ualmindelig fotogen, jeg fik da også et udmærket skud af det, da jeg valgte at gå via en sti op til et udsigtspunkt hvor man kunne se kilden lidt mere fra oven. Så var det videre til hovedattraktionen, geyseren “Old Faithful” der springe ca. hver 90 min. Et imponerende syn at se den skyde vand op i en højde af 30-60m højde.

Her efter valgte jeg at køre en rundtur rundt i parken, der bragte mig forbi Yellowstone Lake, Mud Volcano, Grand Canyon of Yellowstone med de to imponerende vandfald Upper Falls og Lower Falls. Da jeg endelig var tilbage ved udgangspunktet var klokken også hen af 18.30 så det var på tide at vende snuden hjemad…eller i hvertfald i retning af Salt Lake City.

Og hvem er så Lewis & Clark. Jo der er tale om de to opdagelsesrejsende Meriwether Lewis og William Clark der i omkring 1804 drog ud fra St. Louis for at finde ud af hvad der var derude vestpå, derude i det ukendte land. Efter to års strabadserende rejse endte de ud ved stillehavet ved det der i dag er Portland, Oregon. Jeg læste selvfølgelig meget om disse to opdagelsesrejsende da jeg i 2015 var i St.Louis (læs evt dette blogindlæg). På deres rejse vestpå kom de forbi Great Falls hvor jeg camperede i nat + at de på deres videre færd stort set havde samme rute som jeg i dag kørte via, til byen Ennis, Montana hvor jeg har fundet en god seng her på The Red Bear Inn. Så man kan sige at min tur i dag var i Lewis & Clark’s fodspor, ja jeg kørte sågar igennem Lewis and Clark National Forest.

Undervejs kom jeg igennem den lille bjergby Boulder hvor der var markedsdag med tilhørende koncert, så der var selvfølgelig en oplagt mulighed for at snuppe en pause og kikke lidt på boderne samt høre lidt country music. Efter en hyggelig pause nappede jeg den sidste time på Highway 287 ned til byen Ennis, beliggende i den nederste del af Montana.

Selvom jeg var helt på toppen ved Logan Pass i går, så var dagens projekt alligevel at køre der op igen for denne gang at vandre en tur ud på ruten The Highline Trail. Jeg havde lagt mærke til ruten i går da den gik et godt stykke oven over hvor vejen gik og så ud til at være udfordrende. Men inden jeg nåede toppen ramlede jeg dog ind i en klynge af biler der alle var stoppet, for at fotograferer noget i vejsiden. Jeg smed bilen fra mig, tog mit kamera og gik hen for at se hvad der var så spændende, og der i grøften sad der en sort bjørn og gumlede løs af nogle bær der hang på buskene. Den var fuldstændig upåvirket af alle de biler, kameraer og nysgærrige blikke, den var bare interesseret i de lækre bær. I modsætning til gårsdagens møde, så havde jeg denne gang mit kamera og der var ingen træer i vejen, så det blev til nogle gode billeder af bjørnen.

Toppen var idag indhyldet i skyer og havde sågar fået et lille drys sne i løbet af natten, så landskabet så lidt anderledes ud i forhold til i går, men smukt var det. Trods skyer og temperatur lige omkring frysepunktet valgte jeg alligevel at gå et stykke ud på The Highline Trail, som ikke skuffede.
Vel tilbage i bilen igen skulle jeg nu begive mig ned, denne gang på den østlige siden af passet. Heller ikke her blev der sparet på stops for at nyde udsigter og knipse billeder af fantastiske scenerier. Jeg ramte byen St.Mary der ligger som den østlige port ind til Glacier NP og herfra gik det så ellers sydover, ud over nogle noget øde sletter ned mod byen Great Falls der blev dagens endestation.

Engang imellem kan man være heldig at ramle ind i dage hvor alt hvad man sætter sig for lykkedes, i dag var en af de dage. Den begynde dog på helt almindelig vis for sådan en rejsende i det amerikanske, men allerede ved 8.30 tiden fik jeg første indikation på at denne dag bare ville blive god, for her lykkedes det mig at komme ind i Glacier National Park (hvorfor det var en bedrift der bragte lykke kan du altid spørge mig om), men ind kom jeg og rettede straks hjulene mod Logan Pass via “Going-to-the-sun-road”. Denne køretur op mod Logan Pass (beliggende i 2025 meters højde) er en utrolig smuk køretur op i bjergene, med så mange udsigtspunkter at hvis man skulle stoppe ved dem alle vil det tage….ja så ville det tage længere tid end hvis man kørte direkte 😉 Spøg til side, der var mange smukke steder og på et af dem faldt jeg i snak med Roman, en tysk turist der var på Road-Trip i det vestlige USA. Når man sådan et turist og køre op af et bjerg, ja så stopper man jo gerne de samme steder, så stort set hver gang jeg svingede ind et sted, så var Roman der også. Så da vi nåede toppen besluttede vi at teame op og tage på en hike ud til “Hidden Lake” der som titlen antyder var vel skjult…ikke mindst i dag hvor skyerne desværre drev ind over bjergpasset og i den grad skjulte søen og de omkring liggende bjerge.
Så Rohan og jeg besluttede os for at køre mod bunden igen for at prøve kræfter med “Avalanche Lake Trail” en ca. 10 km vandretur der skulle vise sig at være noget hen af det fedeste vandreruter jeg har gået og med et udbytte for enden af ruten, der var så fantastisk smuk med en sø i forgrunden og bjergene med vandfald i baggrunden. Mens vi gik op langs søen og snakkede sprang der pludselig to hjorte ud foran os hvilket fik mit hjertet til at hoppe op i halsen, for der er også “lokale” her i Glacier National Park som også er pælsede, har store luffer med klør og et tandsæt man ikke vil stifte bekendskab med. Men heldigvis for os var det to fredelige hjorte der sprang ud foran os.
Men nu skrev jeg jo at denne dag var en af de dage hvor ting lykkedes og en af de dyr jeg håbede at se under mit besøg her var selvfølgelig en bjørn. Og sørme om det ikke lykkedes, jeg mødte sgu en og var blot 25-30m fra den, mig i min bil og den nede ved floden hvor den gik og snusede. Billeder blev der ingen af og hvorfor så ikke, tjoh der var træer i vejen og jeg tænkte at jeg ville nyde oplevelsen i stedet for at “famle” med mit kamera.

Der er ikke så pokkers meget at berette i dag, da den har stået på kørsel hele dagen for at nå hertil Columbia Falls i staten Montana. Og som overskriften afsløre så kom der hele to nye stater på min liste, nemlig Idaho og Montana. Sidstnævnte var jeg ikke engang klar over at jeg kom ind i da der ingen skilte var langs vejen, så det var først et godt stykke efter statsgrænsen at jeg blev klar over at jeg nu har besøgt 41 af USA’s i alt 50 stater. Så man kan sige at jeg er noget over gennemsnittet for besøgte stater, vel og mærket for den almindelige amerikaner….det er nemlig 7.

De sidste to timer af dagens kørsel var i røg fra de mange skovbrænde der hærger området lige nu. Jeg har dog forsikret mig at de er langt væk og jeg kan sove trygt her hos Wonderstone at Glacier, et fantastisk lille motel med et meget anderledes design i forhold til det “amindelige” amerikanske motel. Og så gør det jo bestemt ikke spor at personalet var meget imødekommende og gladeligt kom med tips og tricks til området.

Så skulle du komme forbi Columbia Falls i Montana og mangler et sted og sove, så tjek endelig Wonderstone at Glacier ud.