Nå, lad mig lige få afrundet min netop afsluttede tur rundt i det østlige USA. Det blev til 23 dage på tur, og et besøg i 12 delstater, hvoraf 5 af dem var nye på min snart fuldendte liste. De nye drejer sig om West Virginia, Kentucky, Ohio, Indiana og Michigan, hvilket får mig op på at have besøgt 47 og mangler derfor, som overskriften også siger, kun tre.

I alt kom det til at koste mig den nette sum af rundt regnet 33.500 dkr. hvilket til sammenligning med tidligere ture er i den høje ende, set i lyset af at jeg “blot” var afsted i 23 dage. Grunden hertil tilskriver jeg generelle prisstigninger på stort set alt, men der hvor man virkelig kan mærke det er på overnatninger, restaurantbesøg og specielt billeje, som jeg virkelig føler har skruet op for priserne. Men trods en dyr tur, så syntes jeg, at jeg fik nogle fantastiske oplevelser for de mange $$. Økonomien for turen ser nogenlunde således ud (Dollaren lå i 6,80):

Fly & Bil (i 19 dage): – 16.000 dkr.
Overnatninger: – 8.500 dkr. (Dog havde jeg 7 overnatninger hos gode venner)
Brændstof: – 1.700 dkr. (kørte ca. 4000 km)
Forbrug (mad, entre, lommepenge): – 7.300 dkr.

Det blev ikke til så pokkers mange burgers, men den bedste jeg fik må helt klart tilskrives den jeg fik hos Jack Brown’s Beer & Burger Joint i den lille by Kill Devil Hills i North Carolina. Den største kulinariske oplevelse var det besøg min kammerat Marvin og jeg havde i New York, hvor vi en aften tog på Café Himalaya på 78 East 1st Street. Vi havde besøgt restauranten tilbage i 2019, men mine smagsløg huskede oplevelsen og håbede på at kunne gentage succesen
og de blev ikke skuffet. Så skulle du en dag befinde dig i New York og maven knurre, så kan jeg klart anbefale dette lille spisested.

Nu har jeg så været hjemme i godt en måned og der er allerede godt gang i planerne for næste tur. Hvad de indebærer kan du jo spørge mig om næste gang vi ses, jeg kan dog løfte sløret for, at hvis turen bliver gennemført så skulle jeg derefter gerne kun mangle én stat, nemlig den største af dem alle, Alaska.

Så kom jeg tilbage til New York City eller rettere jeg landede ca. 20 km fra storbyen, i den lille forstad Paramus. Paramus har længe været et mit hjem her i New York, da jeg tilbage i 2010 lærte brødrerne Bill og John at kende på en rejse nede i Texas. Siden dengang har jeg altid været velkommen i deres hjem og har da også besøgt dem af flere omgange, sidst var blot 11 måneder siden, så det var jo nærmest selskrevet at jeg skulle bruge de sidste dage af min ferie i deres selskab.

Da jeg parkerede bilen stod triptælleren på 2512 miles hvilket er (med lidt hjælp fra Google) 4042 kilometer, svarende til en tur til Nordkapp i Norge og tilbage igen + lidt ekstra. Men bilen og jeg var da også efterhånden træt af at køre, så det var yderst tiltrænkt at skulle bruge de sidste dage på blot at slappe af i godt selskab.

Vi brugte en hel dag ved Jersey Shore og Asbury Park. John er meget musik interesseret og var vores guide rundt den musikalske historie der er knyttet til Asbury Park. For virkelig hardcore fans af musikeren Bruce Springsteen vil de vide at det var her han startede sin musikalske karierre på blandt andet spillestedet The Stone Pony og at hans første album fra 1973 hedder “Greetings from Asbury Park, N.J.”
Fantastisk at havde vores egen guide med, der virkelig kendte til områdets musikalske historie og alle stederne betydningsfulde for Bruce Springsteen.

Temperaturen havde i løbet af eftermiddagen sneget sig op på 35 grader. Så sidst på dagen, efter at vores guide havde meddelt at nu var Bruce Springsteen turen slut, så var det tid til et afkølende dyp i Atlanterhavet og så en is.

Hjemturen tilbage til Paramus blev tilbagelagt i solnedgangen, men da vi kom på højde med Manhattan var mørket faldet på og alle højhusende lyste op i det fjerne. Så alt imens jeg sad der med udsigten til New York’s skyline i aftenforklædning, satte John nummeret “New York, New York” med Frank Sinatra på musikanlæget. Wow sikke en afslutning på en fantastisk dag, i fantastisk selskab.

I forlængelse af gårsdagens indlæg, så var det faktisk også min tip-onkel Carl Madsen’s syld at jeg i dag besøgte byen Watkins Glen her i staten New York. I et af sine breve hjem til sin kære mor skriver han at han har været på weekend tur ned til byen Watkins Glen, der ligger i sydenden af Seneca Lake eller ca. 30 minutters kørsel fra byen Penn Yan som han boede i. Det vil sige 30 minutter i vore tids transportmiddel, dengang tilbage i 1910 tog det uden tvivl noget længere tid.
Byens store turistattraktion er Watkins Glen Gorge (Gorge = Kløft) og har været et turistmål siden 1794 hvor Samuel Watkins arvede jorden efter sin broder og begyndte at anlægge stier, butikker og et hotel.
Så da jeg gik op langs Glen Creek der i løbet af de sidste 12.000 år har gravet sig ned i klipperne, kunne ikke undlade at tænke på at her gik min tip-onkel Karl for 113 år siden og var givet vis ligesom jeg meget imponeret over sceneriet.
Det blev til en tur op til og op af Jacob’s Ladder, det vil sige 180 trin op til toppen, her nød jeg mit medbragte æble inden jeg tog trapperne ned og gik hele kløften igennem igen.
Tilbage ved min fantastiske Toyota, blev der lige skrevet et lille postkort hjem inden den blev sat i D (Drive) og bragte mig sydøst på ind i staten Pennsylvania og videre ned til Honesdale/Pocono KOA campingplads…jeps jeg får lige en nat mere i mit elskede telt.

Jeg besøgte den lille by Penn Yan i dag, ikke fordi byen har det store at byde på men der skete et dødsfald i byen for snart 113 år siden og ham der gik bort var Karl Madsen, eller Carl Madsen som de siger herover. Karl var min mormors onkel og som min mormor sagde, så fik han “Amerika-syge” i en ung alder. Han var blot 20 år da han sagde farvel til sin familie og hoppede på Amerika båden for at krydse Atlanten. Han kom ind via New York og drog så vest på, ind i landet indtil han kom til den lille by Penn Yan beliggende i staten New York. Her kendte han tydeligvis en gårdejer Niels Pedersen som han kunne tjene hos. Alt dette ved vi fordi Karl sendte breve hjem til sin mor Marie i Danmark hvor han fortalte om sit liv i det store nye land og området han boede i. Desværre fortalte det sidste brev Marie fik, at hendes søn var blevet syg, det var gårdejeren Niels Pedersen der måtte meddele Marie at hendes søn havde fået lungebetændelse. Herefter fik Marie desværre ikke flere breve, for Karl døde kort efter i en alder af blot 21 år. En trist afslutning på hvad der kunne havde været et fantastisk Amerika eventyr for Karl.

I 2009 da mine forældre og jeg var i New York lejede vi en bil og kørte lidt rundt i de omkringliggende stater. Vi havde planlagt at køre igennem Penn Yan, bare for at se byen hvor Karl havde boet. Men til vores held og takket være flere af byens indbyggere, så endte vi dagen med at stå med Karls dødsattest i hånden + vi havde fået anvist hvor hans gravsten stod på den lokale kirkegård. Den besøgte vi selvfølgelig og fik da også lagt en lille blomst på Karls grav. Dette var første gang nogen i hans familie havde besøgt hans grav…i 98 år. Nu er det snart 113 år siden at Marie mistede sin søn Karl og i dag blot anden gang at Karl fik gæster hjemmefra.
Jeg fik pudset støvet af den gamle gravsten og lagde nogle friske blomster ved. Spiste et æble imens jeg fortalte Karl om hvor modig jeg syntes han var, sådan at drage på eventyr. Nå ja, jeg fik også lige fortalt Karl hvad der var sket i Danmark de sidste 113 år.

Ærgeligt at Karl skulle dø i en så ung en alder. Tænk sig hvad der kunne have været af familie i Amerika hvis Karl havde fået stiftet en. Men selvom det ikke skulle blive sådan, så har jeg jo stadig min onkel Karl fra Amerika.

Der var ikke de store planer i dag andet end at sige farvel til Canada og så ellers køre lidt ned igennem New York state ned til Canandaigua/Rochester KOA hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at sove i mit lille telt.

Afskeden med Canada blev taget på Lewiston-Queenston Bridge og tog ca. én time i meget langsom kø, inden jeg igen havde Amerikansk grund under fødderne. Da jeg havde tiden med mig besluttede jeg mig for at køre langs Lake Ontario, men jeg var ikke nået langt ned af vejen inden jeg så et skilt der sagde Old Fort Niagara. Jeg svingede fra og fulgte skiltene ned til hvad der vidste sig at være et gammelt Fransk / Brittisk/ Amerikansk fort, dog oprindelig bygget af franskmænd tilbage i 1726, for at beskytte deres interesser i området.
Britterne smed franskmædene ud i 1759 og forlod selv stedet i 1796. Siden da har den amerikanske hær haft til huse på stedet fra 1815 til 1963 hvorefter U.S. Coast Guard rykkede ind og stadig holder til på stedet. Canada ligger jo lige over på den anden side af Niagara-floden, blot 460m væk.

Men museet var virkelig en positiv overraskelse og med flere huse man kunne kikke i og godt måtte røre ved tingene. Desuden var der statister i tøj fra de forskellige tidsaldre, der fortalte og fremvidste forskellige remedier. Eksempelvis fyrede de en kanon af (selvfølgelig over mod Canada) og en riffel blev også affyret som skulle lades forfra med sort krudt, ligesom kanonen.

Det blev da til 3 timer på stedet og jeg sluttede af med at kikke ud over Lake Ontario, hvor man langt ude i det fjerne kunne skimte skylinen af Canadas største by Toronto.

Siden jeg forlod Port Huron i går morges har den stået på Canada hele vejen. Jeg krydsede floden St.Clair River omkring kl.11 hvorefter jeg kørte ind i staten Ontario i Canada. Det tog det meste af dagen at krydse over til den anden side hvor byen Niagara Falls ligger og som er kendt for at ligge lige op af vandfaldet med samme navn og nå ja hele grunden til at jeg har valgt at have 1,5 dage her. Jeg var dog også her tilbage i marts 2009, men der var temperaturen noget lavere end de ca. 27 grader vi har haft de sidste 2 dage.
Men selvom jeg så altså havde set vandfaldet før (i vinterforklædning) så var det stadig imponerende at se de ufattelige store mængder vand falde ud over de to vandfald. Ja der er tale om to vandfald American Falls og det nok mest fotograferede Horseshoe Falls.
Jeg startede dagen i dag med en sejltur i Maid of the Mist der tager en ud for foden af vandfaldet hvor man i den grad for en unik oplevelse med vandsprøjt i store mængder, godt at et regnslag var inkluderet i billetten.
Efter sejlturen i vandtågen, gik jeg langs kanten og helt ud til Niagara’s vandkraftværk, bygget tilbage i 1903. Det er blevet istandsat og åbnet for publikum for få år siden og er virkelig et spændende museum, da det meste af interiøret er bevaret fra dengang. De har sågar åbnet den tunnel hvor vandet strømmede ud af efter det var løbet igennem turbinerne. Tunnlen endte for foden af vandfaldet hvor der i dag er blevet lavet et Plateau man kan gå ud på og nyde synet.
Sidste stop inden jeg skulle hjem og svinge fødderne op var en tur om bag ved vandfaldet, ja ok det lyder fantastisk, men det var faktisk lidt småkedeligt da det jo bare var en mur af vand man kikkede ud på. Men tanken om hvor det var man befandt sig var nok det mest imponerende.

Dagens opgave var simpel og lige til. Kør de ca. 230 kilometer herop til Port Huron, beliggende i den sydlige ende af Lake Huron.
Da tiden var med mig bad jeg min GPS om at holde sig fra store veje, hvilket resulterede i at jeg på et tidspunkt endte ud på 8 mile road og følte mig derfor noget street, nede med hjemmedrengene og cool som ham rapperen M&M…eller staves han Eminem?? Nå men under alle omstændigheder så kørte jeg i hvert fald ganske kort på 8 mile road som Eminem altså har lavet en rap om, lyt med her.

Men heldig som jeg var så tog min GPS mig igennem den ene lille hyggelige by efter den anden, blandt andre byen Milford, Michigan hvor jeg gjore et kort stop for at finde en postkasse. Jeg fandt ikke en men fandt til gengæld en venlig blomsterhandler der godt ville sende mit postkort afsted, ja hun gav mig faktisk et nyt ganske gratis samt en anbefaling om at besøge æblemosteriet Diehl’s i nabobyen Holly, så det gjorde jeg selvfølgelig. Men inden jeg kørte afsted fra Milford, besøgte jeg lige den lokale chokoladebutik der lavede deres egne chokolader. Jeg købte et par velsmagede S’mores chokolader og anbefalede hende at prøve og lave P-tærter (dem fra Carletti). Det var hun meget opsat på at prøve da de jo så lækre ud. Så måske Carletti i fremtiden har en konkurrent i Milford og hvis der er tale om copyright osv. så vil jeg godt undskylde overfor Carletti.
Nå men jeg kørte mod æblemosteriet Diehl’s i nabobyen Holly hvor jeg blev budt velkommen indenfor i et mosteri drevet af nu 3. generation. Det startede tilbage i 1948 hvor bedstefaren vandt jorden med alle æbletræerne i et spil poker. Jeg smagte selvfølgelig på varerne…meen jeg må sige at der kan mosteriet i Studstrup altså godt være med, måske ikke i kvantum men i den grad på smagen.
Jeg fortsatte videre af små veje og inden jeg trillede ind på Port Huron KOA lykkedes det mig at besøge en Big Boy restaurant. Jeg har længe gerne vil se sådan en da der ikke findes mange tilbage af den 88 år gamle restaurantkæde. Der findes faktisk kun 55 tilbage og 46 af dem ligger her i staten Michigan. Det blev til en milkshake og en selfie med selveste Big Boy, inden jeg kørte det sidste stykke.

Gårsdagens køretur fra Dayton, Ohio og herop til Detroit, Michigan var ikke meget at berette om andet end jeg fik set en del majsmarker. Nå nej jeg fik jo to stater mere på min støt voksende lister over stater jeg har besøgt, så gårsdagens tal endte altså på 47 stater besøgt…only 3 more to go.

Jeg slog mit telt op her på Detroit/Ann Arbor KOA og kort efter jeg havde fået indrettet min lejer, kom min nærmeste nabo Chet som han hed og hilste på. Han var en pensioneret motorcykel betjent fra Las Vegas og var meget interesseret i Danmark, da hans forfædre stammede derfra. Jeg blev budt på en kop the på deres terrasse og alt imens solen gik ned sad vi der i et par gyngestole med en god kop the og fik talt om løst og fast samt hvordan livet er i Amerika og Danmark.

Men dagen i dag skulle bruges på Detroit, eller rettere på Henry Ford museum of american innovation, et kæmpe museum der indeholdt en masse interessante genstande/opfindelser fra Amerika, selvfølgelig med bilfabrikanten Ford som udgangspunkt. Men ud over Ford biler fik jeg da også set bilen (en Lincoln Continental fra 1961), hvori Kennedy sad da han blev skudt i Texas, tilbage i 1963, jeg så The Wienermobile en reklamebil for Oscar Mayer pølser og så den smukkeste Volkswagen Westfalia camperbus fra 1959, wow den var fed.
Da dagen knap var omme da jeg var færdig med museet, fik jeg tilkøbt en guidet tur på den nærliggende Ford fabrik, hvor de samler Ford F150 trucks. Desværre var fotografering forbudt på stedet, så ingen billeder derfra. Men spændende var det at se hvordan sådan et moderne samlebånd fungerer.

I morgen tænker jeg at køre op til byen Sarnia, der ligger i bunden af Lake Huron samt lige ved grænsen til Canada.

Ok jeg må nok hellere komme med en advarsel om at dette indlægs indehold nok kun er interessant for personer med en vis interesse for flyvemaskiner, så er du advaret.

Men grunden til at jeg har valgt at gøre stop her i Dayton, Ohio er af den simple grund at det Amerikanske flyvevåben har deres museum her, hvor de har udstillet fly helt tilbage fra 1909 med The Wright Military Flyer og hele vejen op til i dag, med den avancerede Lockheed Martin F-22 Raptor, som jeg faktisk fik fornøjelsen af at se og ikke mindst høre tilbage i 2022 da jeg var til Reno Air Race i Reno, Nevada.

Men her i skoven på campingpladsen startede dagen kl.07 og efter morgenmaden trillede jeg langsomt ind mod museet som åbnede kl.9. Jeg tænkte at det var med at være der tidlig for at kunne nå igennem hele deres samling. Det vidste sig at være en klog beslutning, da jeg lige akurat nåede at kommen igennem alle 4 haller, da det blev sagt i højtalerne at de lukkede om 30 minutter. Det blev til knap 8 timer hvor jeg traskede rundt og kikkede på det ene mere fantastiske fly efter det andet. En stor oplevelse var uden tvivl deres North American XB-70 Valkyrie, der er det eneste tilbageværende eksemplar. Søsterflyet led en trist skæbne da det styrtede ned under en reklame foto flyvetur i juni 1966 (se en lille film om styrtet her)

Af andre bemærkelsesværdige fly kan nævnes The Memphis Belle, et B-17F bombefly fra Anden Verdenskrig der gennemførte 25 missioner og derfor kunne vende hjem til USA. Jeg var lidt vild med deres UFO lignende VZ-9 Avrocar, der vidst ikke blev til meget andet end testflyvninger.
Så var der selvfølgelig min store favorit, SR-71 Black Bird overvågningsflyet men også B-1 Lancer bombeflyet og det imponerende B-2 Spirit stealth bombefly med sin ligeså imponerende kostpris på ca.13,5 millarder dkr….hold da fast man kan få mange lakridspiber for de penge.
Det var dog et af de lidt mindre fly jeg var mest imporeret over at se. Tilbage i 2008 var jeg så heldig at få en flyvetur i en North American P-51 Mustang og siden dengang har flyet været min absolutte favorit. Så jeg havde selvfølgelig godt læst at der kort efter 2. verdenskrig blev lavet en Twin Mustang, altså hvor man valgte at koble 2 fly sammen til ét. Jeg var ikke klar over at museet havde sådan en (de havde faktisk to), så det var virkelig en stor oplevelse at se den med egne øjne.

Nå men vel tilbage i min camp, tager jeg endnu en nat i mit dejlige telt inden jeg i morgen køre nordpå, op til Detroit, Michigan og rygtet siger at der nok vil komme to stater mere på min liste, men vi får se 🙂

Spøjs overskrift på et rejseindlæg fra det amerikanske, men det hele giver mening når jeg siger at jeg i dag føjede en ny stat til min liste over besøgte stater, ja jeg føjede faktisk hele 3 til listen…nej ok fair nok en af dem (West Virginia) blev tilføjet i går aftes omkring kl.19. Så i dag hele to stater mere på min liste, Kentucky samt Ohio der var så heldig at blive nr.45, only 5 more to go.

Natten blev tilbragt på det mest usle hotelværrelse, hvor alt bare var slidt og klamt…ja undskyld sproget. Jeg tænker værelset var lige noget for Jan Elhøj & Morten Kirckhoff og deres TV program “Nul Stjerner”. Men jeg overlevede natten og efter dagens køretur på ca. 500 km herop til Dayton, Ohio vidste jeg at der ventede hele to overnatninger på Dayton KOA campingplads (KOA = Kamping Of Amerika). Noget jeg i den grad hellere vil end et usselt værrelse som det i Princeton, West Virginia.

Så dagen i dag blev brugt på transport, så ikke mange oplevelser andet en veje. Først igennem bjergene i West Virginia for så senere at ramme de flade sletter her i Ohio. En udmærket køretur på ca. 7 timer inkl. diverse frivillige og ufrivillige pauser. Lige efter jeg havde krydset grænsen til Ohio trak der et voldsomt uvejr ind med så meget vand ovenfra at jeg intet kunne se ud af forruden, selvom viskerne kørte på maks. Så jeg drejede roret mod styrbord og søgte vejrlig på en sidevej i en 20 minutters tid, for så igen at begive mig nordpå mod Dayton, hvor jeg nu sidder i min Camp på et bordbænke sæt under en ahorn og skriver dette…se det er sgu da bedre end et kedeligt hotelværelse 🙂

I går endte jeg med at slå mit telt op på den ualmindelig hyggelige Shenandoah Valley KOA campingplads og nåede lige nøjagtig at få min camp indrettet inden solen gik ned bag bjergene.

Dagen startede tidlig i dag, da campingpladsens egen hane begyndte at gale allerede kl.05.30. Så efter at have hørt på hans galen i 1,5 time opgav jeg at sove mere og valgte at stå op og komme igang. Planen for i dag var dog ikke andet end at køre op i bjergene og køre en del af den smukke Blue Ridge Parkway.
Blue Ridge Parkway er en National Parkway kendt for sine naturskønne udsigtspunkter ned langs ruten, der går fra Rockfish Gap i Virginia og ned til Ravensford i staten North Carolina. Vejen snor sig som en slange rundt i bjergene og for næsten hver 3. kilometer er der et udsigtspunkt der får en til at tabe kæben. Jeg valgte ikke at køre hele turen, men kun de første ca.180 km af den i alt 755 km lange tur. Jeg nappede nemlig også en lille 1,5 times vandretur op til udsigtspunktet Humpback Rocks.

Inden jeg drejede væk fra Blue Ridge Parkway og videre ud på Highway 460 mødte jeg en af parkens lokale beboere, en lille skildpadde der lå midt på vejen, temlig udsat. Vi blev enige om at det var et skidt sted at ligge, så jeg fik lov at flytte ham ind i skoven igen, så vi begge kunne komme videre.

Hvad er det man siger, beliggenhed beliggenhed beliggenhed. Så da mit hotelværelse lå lige ud til havet her i Kitty Hawk var der absolut ingen tvivl. Det blev da også til en dukkert i det varme Atlanterhav alt imens solen stod op. En hel igennem fantastisk start på dagen, meen jeg vidste at der var noget i vente som i den grad ville kunne toppe dagens morgendukkert.
Ved gårsdagens besøg ved The Wright Brothers memorial, hørte jeg først et fly flyve over mig og med øre for sådan nogle maskiner var jeg ikke i tvivl om at dette fly var noget lidt specielt. Jeg kikkede op og så et lille rødt fly, et såkaldt biplane (et fly med dobbelt vinger) og i bunden af flyet stod der OBX Airplanes. Jeg hoppede på deres website og fik booket en tur til næste morgen.
Så kl.10 her til morgen stod jeg så i Dare County Regional Airport og kikkede på det flotte Classic Waco F-5C fly fra 1998 der stod og ventede ude på asfalten. Ca. 15 senere blev den “lille” radial motor (stjernemotor) fyret op og min pilot Dan og jeg tog til himmels. Selvom jeg havde prøvet et lignende fly tilbage i 2015, så er det altså en udsøgt fornøjelse at sidde i et åbent cockpit og nyde udsigten samt få vinden i håret (det der er tilbage), for ikke at tale om lyden fra motoren. En hel igennem skøn tur og en fantastisk start på dagen, ud over selvfølgelig mit dyb i Atlanterhavet.

Vel tilbage på landjorden stod jeg lige og nød det næste hold gæster flyve afsted, inden jeg satte mig i min røde Toyota Camry og kørte de 534 kilometer op til Shenandoah Valley KOA, hvor min seng ventede på mig, i form af mit liggeunderlag og mit telt.

Men skulle du en skønne dag befinde dig i Kitty Hawk, det kunne jo være at du ligesom mig godt lige vil se der hvor de to brødrer fløj for første gang, så vil jeg virkelig anbefale at du ser det hele lidt oppe fra og det kunne jo snilt gøres i det lille Classic Waco fly.

Og som lovet min pilot Dan, så kommer her lige en lille hilsen på engelsk.
– Thanks for the ride Dan, it was an absolutely fantastic ride and I had a blast. But next time I’ll like to order the 20 minute flight.

Slå et kik på deres website her: OBX Airplanes

Jeg har brugt de sidste to dage på at arbejde mig sydover, kørte forbi Philadelphia og så ellers ned igennem Delaware for til sidst at ende ned i bunden af halvøen, hvor eneste mulighed for at komme over på den anden side af Chesapeake Bay var via den 28,3 kilometer lange Chesapeake Bay Bridge/Tunnel. Men inden jeg tog springen og kørte ud på broen tog jeg mig et hvil på campingpladsen Cape Charles KOA Resort. Jeg kom lidt sent frem, men var heldig at møde Rory på parkeringspladsen som jeg fik en snak med og efter et par opringninger havde han skaffet mig en plads på campingpladsen.

Så efter en kort gåtur på stranden i dag, begav jeg mig ud på broen der skulle føre mig ove til Norfolk på den anden side af bugten. Jeg trillede videre ud af 168’eren der tog mig igennem masser af små hyggelige byer indtil jeg kl.13.30 kunne spotte Atlanterhavet og Kitty Hawk. Kitty Hawk er kendt for at være stedet hvor de to brødrer Orville og Wilbur Wright den 17.december 1903 lettede i deres Wright Flyer og fløj i 12 sekunder og tilbagelagde ca.36 meter.
Det var spændende at være på dette historiske sted selvom der jo blot er tale om en græsmark med nogle sten der symboliserer der hvor de to brødrer lettede og landede.

Jeg fik mig tjekket ind på hotel Ocean Reef Suites hvor jeg åbenbart havde booket en suite, sådan kan det jo gå. Efter at jeg havde fået mig indlogeret kunne jeg ikke dy mig for at hoppe i badebukserne og tage et dyp i Atlanterhavet…også selvom der er hajer derude.

Så forlod jeg min kammerat Marvin og New York City. Det blev til et kort farvel ved undergrundsstationen. Men 3 dage i byen kunne det blive til i denne omgang. Jeg fik tjekket Governors Island af på min ønskeliste over ting jeg godt vil opleve i byen og den må siges at få top karakter. Governors Island er en lille ø beliggende i New York havn med udsigt til blandt andet downtown Manhattan, Brooklyn Bridge, Ellis Island og Frihedsgudinden.
Øen er et stort rekreativt og kreativt område med en masse forskellig ting på programmet. Imens vi var der var der en stor 1920’er havefest, hvilket betød at der var folk overalt iklædt tøj fra denne tid. Fantastisk syn at se disse ualmindelig velklædte mennesker fra en svunden tid, op imod skylinen fra downtown Manhattan. Så skulle turen gå til New York City og du har brug for et lille pusterum fra byen der også inkluderer en fantastisk udsigt så tag færgen ($5 for en retur) over til Governors Island.

Ellers fik jeg set The High Bridge, Yankee Stadium, The HighLine og Hudson Yards og nå ja så fik jeg også spist en masse god mad. Så de 3 dage forsvandt som ventet som dug for solen og før jeg vidste af det var jeg på vej i lufthavnen igen…dog ikke for at flyve hjem men for at hente min lejebil.

Og nå ja overskriften New York x7 er fordi det er 7. gang jeg besøgte byen…så kan jeg selv lige holde styr på det.

Nej nu ikke igen! Har du ikke rejst nok rundt i det land og svaret er et klart og rungende “Ja det har jeg”. Hele 13 gange har jeg taget turen over Atlanten for at besøge Amerika, så denne gang er altså min 14. gang i landet, hvilket U.S. Customs and Border Protection-fyren også fik at vide, hvorefter han smilende kikke på mig og sagde “så velkommen igen”. Og det følte jeg mig, altså velkommen igen.
Destinationen denne gang hedder New York City som jeg dog har besøgt før. Når vi nu er igang med antal gange, så er det altså 7. gang jeg besøger byen og endnu engang har jeg fået tag over hovedet hos min gode kammerat Marvin.
Så de næste 3 dage skal bruges på at opleve det jeg endnu ikke har oplevet (der er jo altid noget nyt at opleve i byen der aldrig sover) hvorefter jeg drager ud på eventyr i de omkringliggende stater. Stater hvoraf nogle ikke er besøgt før, så denne tur vil altså også byde på nye stater på min støt voksende liste over besøgte stater og med alt held så vil jeg, når turen er omme, ende på 47 besøgte ud af de i alt 50. Her kan man lige nævne at ifølge analysefirmaet Ipsos, så har den gennemsnitlige amerikaner besøgt 12,5 stater.

Så lad mig slutte dette indlæg med et par linjer sunget af Ol’ Blue Eyes (Frank Sinatra), så jeg kan komme ned på gaden og forsvinden ud i byen og menneskemylderet.

“These vagabond shoes, they are longing to stray and step around the heart of it, New York, New York“.

Så synger “USA – Nu med endnu mere Texas” turen virkelig på sidste vers. Sidder her i lufthavnen i Frankfurt og venter på mit sidste fly, der skal bringe mig retur til Billund. Men når man sådan sidder og småkeder sig lidt, kan man jo bruge tiden til at reflektere lidt over hvad der er blevet oplevet de sidste 18 dage.

Turen blev skudt ualmindelig godt i gang med et kort ophold hos gode venner i Blanco nær Austin, efterfulgt af et møde med den meget hjælpsomme lokalbefolkning i byen Abeline, herunder specielt Larry der hjalp med at få lappet mit venstre bagdæk, da jeg punkterede. Sjovt nok så vil jeg faktisk ikke have været den oplevelse foruden da det var gode lærepenge i forhold til hvad man skal gøre i sådan en situation…og nå ja så var det jo heldigt at det skete på en tankstation på en dag uden nogle planer.

Turen rundt i det sydvestlige Texas med alle Fandango-vennerne, både nye og gamle, var som altid en fantastisk oplevelse og køreturen retur til Dallas for at nå mit fly var en god måde at akklimatisere efter weekendens eskapader. Mit ophold i New Jersey for ikke at tale om mine sidste 3 dage i New York City var en stor kontrast til Texas’ store vidder og på sin egen måde smukke natur. Det var storbyferie med alt hvad den kunne trække af Broadway show, Frihedsgudinden, restaurantbesøg, Central Park, shopping på 5.Ave, udsigt fra The Edge og i den grad ømme fødder.

Men det var det, eller det var næsten det, jeg skal jo lige hjem med det sidste fly, hjem til Billund, hjem til karbonader hos mine forældre og sidst men ikke mindst hjem til skoven, freden og roen ved min sø på Mols…..jeg glæder mig!

I dag den 9. oktober er det Columbus Day her i USA….eller hvis vi skal være helt politisk korrekt, så er det Indigenous Peoples Day. Men hvad alt det går ud på, har jeg ikke energi til at skrive om nu, så den tager vi over en kop kaffe en dag. Så lad os nu bare sige det var Columbus Day i dag og på 5. Ave var der parade kl.11.30, men da jeg allerede var ude af døren kl.09 så jeg mit snit til at luske over til Lexington Candy Shop på Lexington Ave. En lille diner jeg længe har haft i kikkerten og nu skulle det altså lykkedes at besøge den. Men inden jeg nåede så langt kom jeg forbi en Lagkagehuset butik hvor jeg kunne se at der bag disken var rundstykker af alle slags. Så jeg lod mig friste af to gode rundstykker med smør + en god kop kaffe….ak ja så blev det alligevel ikke til morgenmad på Lexington Candy Shop. Men jeg gik nu alligevel ind og snuppede en af deres hjemmelavede sodavand, som smagte ganske udmærket. Stedet kan om få år fejre deres 100 års fødselsdag (i 2025) så du kan nok forstå at stedet virkelig emmer af nostalgi og historie.

Nå men paraden var netop begyndt, da jeg kom tilbage til 5.Ave, men jeg må tilstå at hvis den skal hamle op med Macy’s Thanksgiving Day Parade eller NYC St. Patrick’s Day Parade, som jeg også har oplevet, tjah så skulle der altså noget mere fut og festivitas i tingene. Sagt på en anden måde, så var mine forventninger nok for høje.

Så jeg fortsatte ned gennem byen, ned til Hudson Yards bydelen for at tage en tur 335 meter op til toppen af The Edge for at nyde udsigten ud, men også ned over byen. På deres observationsdæk har de et område med glas i gulvet, så man kan se de 335 meter ned, og selvfølgelig skulle jeg der ud og stå. Jeg fik nydt udsigten til alle sider og da jeg igen var ved jordniveau, så fortsatte jeg min færd videre ned igennem byen, denne gang via The Highline, ned til Chelsea Market, der ligger i en gammel Oreo kiksefabrik. Her fik jeg oset i lidt butikker men fik også provianteret lidt Halva, en mellemøstlig dessert jeg blev introduceret til af min ven Marvin, sidst jeg var i byen og som jeg synes smager fantastisk.

Ude på gaden igen stod jeg nu på West 15th. Street og min seng ligger på West 104th. Street, så der var tale om en lille gåtur på 7 km. inden jeg kunne smække fusserne op.

Jeg mødte den her søde gamle franske dame i dag. Hun var lidt den stille type og var også noget grøn i hovedet, men ellers en ganske frisk dame. Der er selvfølgelig tale om Frihedsgudinden eller Liberty Enlightening the World som statuen faktisk rigtigt hedder. Jeg havde været så frisk at få fat i en billet, der gav adgang til kronen med de 7 spidser. Jeg sad klar ved computeren den 1.maj hvor billetterne til i dag altså blev sat til salg, så når jeg siger jeg var frisk, så mener jeg altså 5 måneder før tid frisk.

Dagen startede allerede kl.7 efter kun 6 timers søvn. Aftenen før havde jeg været på Broadway for at se showet/musicalen Moulin Rouge, der tager udgangspunkt i Baz Luhrmann’s film Moulin Rouge fra 2001. Jeg er lidt tosset med musikken, så selvfølgelig skulle jeg ind og se den, og når jeg nu var i New York, så skulle den jo ses på Broadway.

Men jeg snuppede en croissant og en kop kaffe her til morgen og hoppede under jorden for at tage Subway, linje 1 ned til Battery Park hvor færgerne til Liberty Island afgår. Klokken var ikke meget over 10 da jeg tog første trin af de i alt 162 trin mod toppen af Frihedsgudinden og jeg vil tro at 20 min senere ramte jeg hovedet…altså hendes hoved. Heldigvis var det en skyfri og solrig dag, så udsigten fra toppen var smuk, med byen i baggrunden. Det er faktisk muligt at tilgå hendes fakkel, som hun bærer i højre hånd. Men da adgangen dertil er for besværlig er den blev lukket af for turister.

Vel nede igen tog jeg et smut over til Ellis Island og så ellers retur til New York. Min plan var nu at gå retur til min seng, der ligger på HI New York City Hostel, men med et enkelt lille stop undervejs, nemlig for at besøge min kammerat Marvin, der bor i byen. Jeg snuppede en kort pause hos ham inden vi gik ud og spiste en bid brød på D&H Dairy og efter dette lille pitstop fortsatte jeg min færd nordpå. Da jeg endelig kunne svinge benene op i min seng, stod speedometeret på 19 km.

Det må siges at have været en stille fredag formiddag her i forstaden. Men ved 15 tiden gjorde vi os klar til at køre ind til Bill’s kæreste Cynthia, der har en lækker lejlighed i Williamsburg i bydelen Brooklyn. Lejligheden er så godt placeret at man kunne sidde i hendes sofa og se Empire State Building…ikke dårligt!

Køreturen ind til byen var bestemt heller ikke uinteressant, da jeg nu havde en lokalkendt og oven i købet tidligere politimand bag rattet. Bill var i NYPD i flere år tilbage i 1990’erne og patruljerer gaderne i New York for at fange forbrydere. Senere blev han Detective hos politiet og havde sit kontor i Grand Central Terminal…ikke i Grand Central Station. Hvad forskellen er på de to, kan du altid spørge mig om.

Men Bill var virkelig en god guide og smed om sig med gode historier om de steder vi passerede.

Efter et godt aftensmåltid på restaurant Baci & Abbracci på Grand Street, gik vi ned til East River for at nyde udsigten ind over Williamsburg Bridge og Manhattan. Vi fik også set nærmere på Domino Sugar, et gammel sukkerraffinaderi fra 1882 der er ved at blive ombygget til en kontorbygning. Sidste stop inden køreturen hjem til forstaden blev på caféen Qahwah House hvor vi fik en god kop krydret kaffe, lavet på kaffebønner fra Yemen.

Der var ikke de store planer for dagen i dag, så til en start blev det til afslapning på terrassen her hos Bill i hans skønne hus i forstaden. Vi havde dog tre ting på programmet, og første punkt var at besøge Hinchliffe Stadium i nabobyen Paterson. Hinchliffe Stadium har en lang historie bag sig, der går helt tilbage til 1932 hvor det var hjemmebane for The New York Black Yankees. Sidst jeg så dette stadium var i 2014 hvor det var i en sørgelig forfatning og virkelig trængte til en kærlig hånd. Det fik det heldigvis, og i 2023 kunne det så genåbne sine porte og invitere gæster indenfor for at se Baseball og nu også amerikansk fodbold. Så det var skønt at se det gamle stadion i en ny og opgraderet forklædning.

På hjemvejen snuppede vi en bid brød hos Suburban Diner samt svingede ind forbi DICK’S Sporting Goods, en kæmpe sportsbutik der forsyner lokalbefolkningen med gear. Jeg var på jagt efter en god kikkert, nu hvor jeg (hjemme i Danmark) er flyttet på landet og godt kunne bruge sådan en. Og jeg fandt en god Nikon Aculon A211 kikkert, så nu kan jeg rigtig nærstudere dyrelivet hjemme ved Langesø.

Sidste punkt på dagens program var en koncert med The Soul Soothers. Bill’s bror John er en formidabel guitarspiller og hans band skulle øve/spille koncert i aften og nu hvor Bill og jeg kendte en fra bandet, fik vi siddepladser helt oppe ved scenen…Ja ok koncertstedet var Dr.P kiropraktor klinik og vi var kun 9 gæster. Men det var en skøn koncert og fedt at høre John folde sig ud på sin guitar.

Så fik jeg staten New Jersey under mine fødder, en stat som jeg første gang besøgte i 2007 hvor jeg også landede i lufthavnen Newark for efterfølgende at tage toget ind til byen der aldrig sover, New York. Storbyen venter dog også på mig denne gang, men i første omgang står den på forstads ferie hos min “broder fra en anden moder” Bill i hans hus i den lille forstadsby Paramus, 15 min kørsel fra Manhattan.

I dag tog vi en tur op til universitetsbyen New Haven der ligger i staten Connecticut. Byen er hjemsted for det anerkendte universitet Yale, men det var nu ikke lærdom vi kom til byen for at få, det var mere for at spise frokost. Midt i byen ligger nemlig den lille restaurant Louis Lunch, et spisested jeg i mange år har ønsket at besøge. Så kan man jo undre sig over hvorfor jeg havde et brændende ønske om at besøge et lille sted, der knap kan huse 15 gæster og kun har to ting på deres menukort….. Hamburger og Cheeseburger.

Grunden var, at udover at servere særdeles velsmagende burgere, så siges der også at det var hos Louis Lunch at noget så amerikansk som Hamburgeren blev opfundet og ejeren, manden bag disken og altså ophavsmanden var danske Ludvig Lassen fra Ballum nær Ribe. Han drog over Atlanten i 1881 som blot 16 årig for at søge lykken, startede med at sælge smør og æg fra sin lille salgsvogn, men i 1895 begyndte han at sælge frokost ting og en dag kom en travl forretningsmand forbi og spurgte om ikke Ludvig eller Louie som han hed nu, kunne fixe en hurtig frokost til ham. Louie klaskede to stykker toast omkring en af hans stykker grillet fars og bingo, der var hamburgeren.

I 1917 flyttede Louis Lunch så ind i den lille røde murstensbygning (et tidligere garveri) den ligger i idag og på grund af dens historiske værdi, er bygningen i dag fredet og intet er blevet ændret hverken indvendig eller udvendig i mange år, hvilket er yderst charmerende.

Vi fik vores meget velsmagende burgere og skyllede den ned med en Root-Beer sodavand, hvorefter vi gik over for at se nærmere på Yale Universitetet, der blot ligger 2 min fra Louis Lunch. Det blev også til et besøg på Yale Bowl, et historisk fodboldstadion, og her snakker vi om amerikansk fodbold, fra 1914 der stadig er i brug. Vi fandt tilfældigvis en åben port og sneg os ind for at se banen.

Vel tilbage i Paramus blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt på at se Jackson’s (Bill’s søn) hold spille og desværre tabe en basketball kamp på den lokale skole. Sorgerne over den tabte kamp blev spist og drukket væk på restaurant Fairmount Eats sammen med Bill’s kammerat Matt.

Titlen siger lidt om hvad jeg har fordrevet tiden med de sidste 4 dage. Titlen er Kevin Costner’s sidste replik i filmen Fandango fra 1985 der blev optaget i det sydvestlige Texas og som jeg har brugt de sidste 4 dage på at køre rundt og se hvor blev filmet, sammen med ca. 80 andre fans.

Vores lille tur rundt, eller skal vi kalde den vores lille Road-Trip rundt til de i alt 12 lokationer, endte med en distance på ca. 1.100 km. hvilket uden tvivl afslører at ikke alle stederne ligger lige ved siden af hinanden. I min bil havde jeg fornøjelsen af at have en af skuespillerne fra filmen + Rebecca fra Irland med. Da turen rundt krævede en del kørsel, var der jo rig mulighed for at få en masse historier fra Marvin J. McIntyre, der ud over Fandango også har spillet med i The Running Man, Pale Rider og Back to the Future. Så det blev til en hel del historier fra Hollywoods filmindustri, alt imens det Texanske ørkenlandskab susede forbi.

Men det var 4 fantastiske dage i selskab med gamle venner samt en god håndfuld nye. Så det var vemodigt at skulle sige farvel her til morgen, inden jeg satte min KIA i gear, trillede ud på Interstate 10 og satte kurs mod Colorado City, små 620 km længere nede af gaden.

Faktisk havde jeg ingen planer i dag ud over at køre en enkelt time over til nabobyen Colorado City, men skæbnen ville det anderledes og så var det jo heldig at jeg ikke havde de store planer. 

Da jeg op af formiddagen tændte op for min KIA gjorde den mig opmærksom på, at venstre baghjul tabte luft…pis! Nå men jeg kunne dog stadig køre, så første stop var på den lokale tankstation for at få noget luft i dækket. Imens jeg fyldte luften på, tjekkede jeg dækket for genstande der kunne have forsaget lufttabet og ganske som ventet så sad der en skrue i dækket og blinkede til mig. 

Jeg lod den sidde og gik ind på tankstationen for at samle tankerne og for at få ringet til Hertz biludlejning for at høre hvad jeg nu skulle gøre. Den søde pige bag disken på tankstationen var utrolig hjælpsom og hjalp mig med at notere diverse sagsnumrer + en adresse på et værksted hvor jeg forhåbentligvis ville kunne få lappet dækket. Efter en halv time i telefonen satte jeg kurs mod Pep Boys autoværksted, hvor jeg blev mødt af en stor hjælpsomhed og ikke mindst mødte mekanikeren Larry der fortalte hele sin livshistorie samtidig med at han fandt synderen i dækket (en gibsskrue) + lappet dækket så jeg igen kunne komme på landevejen.

Jeg sagde tak for hjælpen samt historierne til Larry og trillede videre, men da bilen manglede brændstof, besluttede jeg mig for at køre tilbage til tankstationen hvor den flinke pige der hjalp mig stadig var på arbejde. Jeg gravede dybt i min taske og fandt en pose med danske Toms Guldkarameller som jeg havde medbragt hjemmefra. De var nu oprindelig til Bill i New York, men jeg syntes simpelthen at hun havde været så hjælpsom overfor mig i denne lidt pressede situation, at hun skulle have posen med karameller, som tak for hjælpen. Hun smilte over hele hovedet, da jeg trådte ind og var glad for at høre at jeg igen var kørende og takkede mange gange for posen med Guldkarameller.

Så hvad der blot skulle have været en stille dag med absolut ingen planer endte med et møde med lokalbefolkningen i byen Abilene, som så igen endte med, at jeg kunne komme videre vestpå mod Midland.

Inden sengetid i går trak der et kæmpe tordenvejr ind over os, så da vi stod op var vi spændte på om det havde forårsaget nogle ødelæggelser men mere interessant om det havde givet noget vand, området omkring Blanco er nemlig midt i en voldsom tørke. Heldigvis var der ingen skader sket, men der var nu heller ikke kommet ret meget vand, selvom det gik vildt for sig med lyn og torden.

Nå, men vi startede dagen med en safari. Michael og Elizabeth bor bag indhegning, så de mange hjorte af forskellige arter der er i området kan gå frit omkring. På vores lille time rundt i området fik vi set en 6-7 forskellige slags, blandt andet en flok kæmpe dyr (ved ikke hvilken art) der kom så tæt på os at jeg blev en smule utryg.

Efter morgenmaden kørte Michael og jeg ind til Austin for at leje et par cykler og cykle rundt i Zilker Metropolitan Park samt LadyBird Lake Bike Trail der ligger i downtown. Efter nattens uvejr var luftfugtigheden utrolig høj, så efter 16,5 km i sadlen trængte vi til noget aircondition…og nå ja også noget frokost. Så vi kørte på Terry Black’s BBQ, der siges at være byens bedste BBQ og som laver deres kød i kæmpe rygeovne, der er fyret op med egetræ. Smagen var udsøgt og jeg fik forståelsen for hvorfor stedet er så populært.

Vel hjemme igen var det tid til at sige farvel for denne gang. Jeg skulle videre mod vest og Michael og Elizabeth skulle mod øst, de skulle med hele familien til Florida for at opleve Disney World.

Omkring kl.18 satte jeg min KIA i D (Drive) og satte kurs mod byen Abilene og som i en anden westernfilm så kørte jeg ud over prærien, alt imens solen gik ned i horisonten.

Jetlag eller ej så slog jeg i hvert fald øjnene op kl.05.30 her til morgen. Grunden til at skulle op på dette ukristelige tidspunkt i sin ferie, var en frokostaftale i den lille by Blanco, en times kørsel vest for storbyen Austin. Mine venner Michael og Elizabeth der bor i Blanco havde sagt at det var vigtigt at jeg kom kl.12 da det var en “speciel” restaurant. Så intetanende om hvad “speciel” gik ud på, kom jeg ud på I35 i god tid, så jeg også lige havde tid til et vigtigt stop på Buc-ee’s tankstationen i byen Temple.

Jeg ramte Blanco omkring kl.12 hvor jeg blev budt velkommen i indkørslen af Michael og Elizabeth. Tasken blev smidt ind og 10 minutter senere var vi på vej til vores “specielle” frokost. Restauranten var i mine øjnene ikke noget spektakulært sted og personalet var ved første øjekast heller ikke. Chess Club Cafe var sådan en hyggelig lokal restaurant med solid god mad. 

Det var dog da stedets nyansatte tjener kom for at tage imod vores ordre at jeg blev mistænksom. For det første var han noget nærgående, men skjulte sig også bag et menukort og en kasket. 10’øren faldt for mig da han begyndte at fyre replikker af fra filmen Fandango (en film der er hele årsagen til at jeg er i Texas), så da han fjernede menukortet og jeg kunne se hans ansigt, så jeg at det var Brian Cesak, en af skuespillerne fra filmen. 

Brian var kørt hele vejen fra Houston blot for at hilse på mig, hvilket jo selvfølgelig var grunden til vores stramme tidsplan for at nå denne “specielle” restaurant. For pokker hvor blev jeg glædeligt overrasket over gensynet med Brian der fik en kæmpe krammer.

Efter frokost snuppede vi en is hos OroBianco Italian Creamery der laver is på fløde fra vandbøfler, hvorefter vi kørte hjem og sprang i poolen. Resten af dagen stod den på afslapning, god mad og så at få vendt verden situationen globalt og lokalt.

Sikke en dag, sikke nogle fantastisk dejlige mennesker og sikken en ualmindelig god start på en god ferie.

Man kan vel sige at jeg har raget mig en slem omgang “USA syge” til mig…host! For nok engang, ja faktisk har jeg regnet ud at det er 13 gang, så skal jeg igen have Amerikansk jord under fødderne og det bliver igen Texansk jord jeg (blandt andet) vil betræde.

Så her sidder jeg, i en Boeing 787-Dreamliner og kikker ned på Lake Michigan der ligger ca. 11,5 km under mig, en sø jeg i øvrigt fik mulighed for at dykke i tilbage i 2015 da jeg besøgte storbyen Chicago. På skærmen foran mig står der 1 time og 45 minutter til destination der denne gang er Dallas/Fort Worth.

Så når nu det “lille” fly har fået ashphalt under hjulene igen og jeg har fået fat i min lejebil, ja så er planen som følger…sådan i store træk.
Jeg skal køre de ca. 600 km vestpå ind til byen Midland hvor jeg skal mødes med en masse mennesker fra hele verden for at deltage i eventen Ultimate Fandango. Når eventen så er vel overstået, returnerer jeg Dallas, for at snuppe et fly til New York hvor jeg skal besøge mine to “brødrer”, som jeg faktisk lærte at kende tilbage i 2010 under en lignende Ultimate Fandango.
Afslutningsvis napper jeg så lige 3 dage i selve New York City med alt hvad den kan trække af storbyferie.

Så udsigten er bestemt god her i 11,5 km højde både ud af det lille vindue, men også udsigten til 18 dage her i The United States of America.

Det var så det nordvestlige USA og 27 dage fyldt med en god blanding af storbyferie, road-trip ferie, vandreferie og ikke mindst besøg hos gode venner. Men det var skønt igen at få amerikansk grund under fødderne og dejligt at jeg endelig kunne få gennemført denne tur, som længe har måtte ligget hengemt i skuffen.

Men det blev til 3 dage i Seattle hvorefter jeg strøg ud af byen i min Chevrolet Malibu og tog en rundtur i de nærliggende stater med Yellowstone i staten Wyoming som det østligste punkt og byen Reno, Nevada som sydligste punkt. Den lille bil fik lov at strække benene næsten dagligt hvilket betød at da jeg drejede nøglen for sidste gang…eller rettere trykkede på stop knappen, stod der ca. 5.500 kilometer på speedometer, hvilket vil sige en gennemsnitlig daglig køretur på ca. 200 km.
Køreturen tog mig igennem 8 forskellige stater og jeg var så heldig at der kom 4 nye til min liste over besøgte stater. Så mit USA-kort er så småt ved at være fyldt godt ud og der er nu blot 8 stater som mangler at blive besøgt. Den lille håndfuld der kom på denne gang var staterne Washington, Idaho, Montana og Oregon, hvor sidstnævnte virkelig var smuk og i den grad et besøg værd.

Her hvor turen er kommet lidt på afstand og eftertænksomheden har indfundet sig kan jeg konkludere at den største oplevelse, ud af de virkelig mange jeg fik, var mit møde med en sortbjørn i Glacier National Park, en park der også bød på utrolig mange flotte landskaber og scenerier. Men det var nu også stort at sidde på tribunerne til Reno Air Race og se 7 stk. P-51 Mustang fly blæse forbi i kampen om at komme først over stregen. Turens bedste burger blev serveret på Deschutes Brewery i Portland, det højeste punkt var Logan Pass (2.026 moh.), den smukkeste udsigt var fra Ecola State Park og ned over Cannon Beach i Oregon og når jeg nu var i Guds eget land, må den største religiøse oplevelse uden tvivl være da jeg besøgte Mormonkirken i Salt Lake City.

Lidt facts om turen:
Jeg var afsted i 27 dage, fra den 3. september til den 30. september, et udmærket tidspunkt at rejse på, der er ikke så mange turister på den tid af året, hvilket giver lidt større mulighed for at “komme til” ved seværdigheder, i national parker eller campingpladser. Pris oversigten for hele svineriet ser nogenlunde således ud:

Fly + Bil + 1x hotel = 14.700 kr.
Overnatninger = 8.400 kr.
Benzin = 2.600 kr.
Lommepenge = 9.600 kr.

Så turen endte med at koste mig 35.300 kr. hvilket bestemt er mange penge for 27 dages ferie. Men med generelt stigende priser, eksempelvis var benzin prisen steget fra 4,82 kr. pr. liter i 2018 til nu over 10 kr. pr. liter, så syntes jeg da beløbet er ganske rimelig, jeg vil i hvert fald gerne gøre det om igen hvis jeg fik chancen. Nå ja dollar-kursen lå også på svimlende 7,50 hvilket bestemt ikke gjorde tingene bedre.

Kl.15 dansk tid kunne jeg træde ud i ankomsthallen i Billund, hvor jeg blev modtaget af min dejlige forældre der havde tilbudt at hente mig. Ja ok inden jeg kunne gå igennem tolden skulle jeg da lige være statist i en øvelse for tolderens narkohund, det vil sige at jeg fik et lille stykke stof i lommen som åbenbart duftede af narkotika. Da jeg så gik forbi den hårdtarbejdende vovse gik der ikke mere end 4 sekunder inden den lille våde snude var placeret der hvor kluden lå i lommen, imponerende hvad den kan sådan en hund/snude. Heldigvis var det bare en øvelse og jeg blev ikke lagt i håndjern og trukket om bagved, men fik i stedet et stort tak for hjælpen fra de 4 toldere og hunden fik ros den anden vej.

Turen hjem fra Seattle skulle have været med det hollandske flyselskab KLM, men mit fly fra Amsterdam til Billund var blevet aflyst, så jeg var blevet ombooket og skulle nu flyve med Air France til Paris og hjem til Billund derfra. Jeg havde aldrig før fløjet med Air France før, så jeg var spændt på at se hvad de kunne og det var desværre ikke imponerende. Fair nok jeg kom da hjem og fik da også noget og spise undervejs, men der var masser af små ting som eksempelvis deres service, maden og deres underholdningssystem som jeg syntes var lige 10-15% ringere end eksempelvis British Airways eller KLM. Men jeg er glad for at jeg nu har prøvet Air France, for så ved jeg da hvem jeg ikke skal vælge næste gang.

Men over atlanten kom jeg altså og fik da også set et par film undervejs, blandt andet filmen Top Gun: Maverick, hvor hovedrollen flyver rundt i sit F-18 Super Hornet jetfly, selvsamme fly som jeg hilste på for 12 dage siden ved Reno Air Races. Ved ankomst til Paris var det noget kaotisk da mit næste fly ikke fremgik af info-skærmen og der var kø ved scanneren hvor man kunne scanne sin billet, ja der var én scanner og ca. et halvt Boeing-777 fly (ca.200 passager) der ville scanne deres billet. Så det droppede jeg og gik bare ligeud i håb om at det var den rigtige vej, hvilket det heldigvis var. Jeg havde ikke uanet mængder af tid til at nå mit fly til Billund, så der var lige en snært af stress for at nå det og da jeg endelig kom frem til gaten havde jeg da heller ikke mere end 15 minutter, inden den lukkede. Hjemturen foregik i let skyet vejr og igennem de spredte skyer kunne jeg spotte de nord-franske marker, hollandske kanaler og det danske vadehav. Klokken 14.42 ramte hjulene asfalten og min tur til det nord-amerikanske var definitivt slut.

Der er ikke noget mere beroligende end at ligge i en telt og høre regnen slå på teltdugen, så det var en god nat i mit lille telt, for regnen startede allerede ved ét tiden i nat og fortsatte til langt op af formiddagen. Ja faktisk var det overskyet hele dagen, lidt som om at staten Washington var trist over at det min sidste dag i staten. Men trods regnen fik jeg pakket min camp sammen og forlod campingpladsen i Willapa Bay ved 10 tiden. Dagens plan var at køre de sidste kilometer op til Seattle hvor en seng på Quality Inn Sea-Tac Airport ventede på mig.

Jeg valgte at tage de små veje op til Seattle, der tog mig igennem skove, små byer og op langs kysten hvor der var lavvandet og man kunne se østers farmerne gå ude ved deres østers for at samle/høste dem. De har en meget smart måde de gør det på, hvor de ved lavvande går ude på østersbankerne og samler deres østers sammen og ligger dem i særlige beholdere der er forbundet til en bøje, via et langt reb. Når så det er højvandet sejler de ud til deres bøjer der nu ligger i overfladen og hiver deres østers-beholdere ombord.

Efter et par timers kørsel ramte jeg Seattle igen efter en fantastisk Road-Trip der startede for 22 dage siden. Kilometertælleren i min Chevrolet Malibu stod på 3.466 miles hvilket rundt regnet er 5.580 kilometer, så tror da pokker den trænger til at blive vasket. Klokken 14 svingede jeg ind på mit hotel ved Sea-Tac Airport og kunne straks se og ikke mindst høre flyene vælte ud af lufthavnen. Imorgen er det så min tur til at sidde i et af flyene og i mit tilfælde med kurs mod Paris.

Planen var entlig at trille nordpå i dag, hvilket jeg nu også gjorde, men ikke så meget som ventet, for jeg syntes ikke jeg var færdig med den lille hyggelige havneby Astoria, som jeg i dag læste mig til var en favorit blandt scandinaviske emigranter tilbage i 1890’erne. Faktisk så var 35% af befolkningen i Astoria fra Scandinavien i 1910, så mon ikke der går en del Hansen’er og Jensen’er rundt i byen med rødder tilbage i det Danske.

Første punkt på dagsordnen var et besøg på det lokale Columbia River Maritime Museum der havde fire forskellige udstillinger. De to mest interessant syntes jeg var om byens tidligere hovederhverv der tilbage i starten af 1900 tallet, var konserves industri, hvor de pakkede friskfanget laks fra floden, på dåser. Den anden udstilling som fangede min interesse var om de mange skibsforlis der igennem tiden var sket i Columbia River’s flodmunding, der er et meget vanskelig farevand at sejle i. De havde også en lille udstilling om grundstødningen af skibet New Carissa i 1999 og en om miljø-katastrofen Exxon Valdez der i 1989 grundstødte i Prins Williams Sund og lækkede ca. 40.000 tons råolie ud. De havde faktisk en del af skroget (der var ca. 2,5 cm tyk) fra Exxon Valdez, hvor man kunne se hvordan det var blevet revet op og bøjet rundt. Det var lidt specielt at se dette stykke jern da jeg husker ulykken og vidste hvad det efterfølgende havde forsaget af ulykker for dyrerne, erhvervet og menneskene i det lille samfund i Alaska.

Efter en tur “på havet” i Columbia River Maritime Museum kørte jeg op til byens absolutte højeste punkt The Astoria Column, der står på Coxcomb Hill og er et 38m højt tårn fra 1926. Er man frisk kan man nappe de 164 trappetrin og nyde den fantastiske udsigt der er fra toppen. Der var dog lidt skyet i dag, så udsigten var ikke helt som håbet, men jeg kunne da se byen, Astorie-Megler broen der går over til staten Washington og helt ned til Tillamook Lighthouse nede ved Ecola Park, hvor jeg var i søndags.

Da klokken var 15 tog jeg et sidste kik ned over Astoria og trillede så ned af Coxcomb Hill, for at køre over Astoria-Megler broen, ind i staten Washington og op til den lille campingplads KOA i Willapa Bay, hvor jeg fik slået mit telt op til turens sidste nat i det fri. I morgen går turen tilbage til Seattle, der ligger 2,5 timer kørsel herfra og hvor mit nu Air France fly (ikke KLM) venter på mig…håber jeg.

Det blev en dejlig nat i mit lille telt på KOA-Warrenton hvor de mange omkringliggende lys-fyr, ca. hvert 5 min blæste i deres tågehorn. Grunden til deres koncert fandt jeg ud af da jeg kl.07 stod op til endnu en dejlig dag i det amerikanske, for man kunne ikke se en hånd for sig på grund af tyk tåge. Trods tågen valgte jeg dog at køre en tur til stranden hvor jeg gik en lille tur og kikkede ud på det knap så stille Stillehav samt fik kikket på resterne fra en gammel engelsk 4 mastes stålbark der gik på grund her, tilbage i 1906.
Kl.11.30 kørte jeg ind i byen Astoria der ligger der hvor Columbia River møder Stillehavet og hvor Lewis og Clark-ekspeditionen tilbage i 1806 endelig nåede deres mål efter to års rejse der tog udgangspunkt i byen St.Louis som jeg besøgte tilbage i 2015. Så nu har jeg besøgt ekspeditionens usgangspunkt samt deres mål.

Jeg kørte straks hen for at se Oregon Film Museum beliggende i byens gamle fængsel, der også blev brugt som fængsel i film klassikeren The Goonies fra 1980’erne. De havde en masse spændende rekvisitter fra filmen samt en person bag skranken der virkelig var fan af filmen og gerne øsede ud af sin viden om området og hvor jeg skulle køre hen for at se flere lokationer fra filmen. Så det meste af dagen blev brugt på at køre rundt og se hvor filmen blev optaget, fik blandt andet set der hvor hovedpersonen Mikey boede, der i dag er privatejet, men ejerne er dog ok med at de dagligt får besøg af 30-40 fans der blot vil se huset.

Jeg fik mig indlogeret på Astoria Rivershore Motel og gik så ellers en tur ind til byen via deres River Walk der går langs kajkanten, hele vejen ind til byen, som dog så småt var ved at lukke. Så kl.18 returnerede jeg mit motel efter en god gåtur på 3-4 kilometer hvor jeg fik set nærmere på downtown Astoria…hvis man da kan kalde det downtown.

Kl.9 forlod Charlie og jeg Portland for at køre ud mod Stillehavet, ud til Cannon Beach hvor en del af Charlie’s arbejdsplads ligger. Charlie arbejder hos bryggeriet Public Coast Brewing Co. som også har en restaurant/bryggeri beliggende ved Cannon Beach, så det var oplagt at vi skulle spise frokosten der. På vejen derud, svingede vi ind forbi deres bondegård hvor de dyrker mange af de afgrøder som de brygger øllet af, eksempelvis havde de deres egen humle samt blåbær, som jeg skal hilse at sige smagte himmelsk. Da jeg er stor fan af Root Beer, som er en sodavand der i manges øjne har en noget speciel smag, syntes Charlie at jeg skulle have en lille smagsprøve med på min tur.

Køreturen ud mod kysten gik igennem skovklædte bjerge og var utrolig smuk, jeg må sige at Oregon ligger i toppen af smukke stater, hvor Hawaii selvfølgelig tager 1. pladsen.

Vi fik nogle fantastiske fiske tacos til frokost, hvortil jeg valgte den før omtalte Root-Beer. Jeg kunne dog også have valgt en af deres lidt specielle øl som eksempelvis en kokosnød-øl, nektarin-øl eller en S’more-øl (se her hvad en S’more er).
Efter frokosten gik vi en tur på Cannon Beach + kørte op til Ecola State Park. Disse to steder er ikke kun utrolig smukke og på den måde virkelig et besøg værd, men de var også kulisser i film-klassikeren The Goonies fra 1985. Da jeg er stor fan af filmen må jeg indrømme at den er grunden til at jeg på min tur har valgt at besøge området og ikke mindst den lille havneby Astoria, som står på morgendagens program.

Men ved 16.30 tiden fik jeg sagt farvel til Charlie som skulle hjem til Portland igen og jeg selv kørte op til den lille by Warrenton, hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA (Kampgrounds of America), fik slået mit telt op, skrevet lidt på bloggen og hoppede så ellers i posen.

Det blev til en fantastisk aften med min ven Charlie og han skønne kæreste Nathalie, hvor den stod på lækker mad på en nærliggende Mexikansk restaurant kombineret med historier fra sidst vi sås, hvilket var i sommeren 2018, så der var meget at fortælle. Efter maden kørte vi hjem til dem igen og Charlie og jeg satte os i sofaen for at se filmen der er hele grunden til at vi to kender hinanden, nemlig filmen Fandango fra 1985.

I dag stod den så på en tur ind i Columbia River Gorge der er en smuk kløft der ligger lidt øst for Portland, Oregon. Kløften er fyldt med udsigtspunkter, vandfald, dæmninger og broer, hvor én af dem går under navnet “Bridge of the Gods” som Charlie og jeg selvfølgelig skulle krydse til fods…og hvorfor nu det. Jo for broen er ikke kun porten ind til staten Washington men er også en del af The Pacific Crest Trail (som jeg har skrevet om i en tidligere blog) og som jeg gik en lille del af på Mt.Hood for få dage siden. Så selvfølgelig skulle vi prøve og krydse den hvilket ikke var uden udfordringer, ikke mindst fordi der var frit udsyn ned da det var en rist man gik på.
Men vi klarede den og belønnede os selv med en god omgang Fish & Chips hos en rigtig god fiskehandler, der også solgte de lækreste røgede laks fra Alaska. Efter maden trillede vi stille og rolig hjemad, så et par vandfald på vejen + nød udsigten oppe fra Vista House.

Vel hjemme igen gjorde vi os klar til en aften tur ind til downtown Portland med tilhørende spisning på Deschutes Brewery som altså vinder titlen for at have serveret den bedste burger på denne tur. Klokken var sent inden vi var hjemme igen, så den stod altså på dyner….eller sovepose for mit vedkommende.

Nej ok der er lige én ting mere jeg må berette om. Charlie og min fælles interesse, filmen Fandango, har en scene hvor en af karaktererne skal springe i faldskærm. Dette kræver jo et fly og det finder de midt ude i den Texanske ørken hos en tosset pilot ved navn Truman Sparks. Flyet i filmen have registrerings nummeret N2673R hvilket var det rigtige nummer for dette fly, det vil sige altså ikke opdigtet til filmen. Charlie havde inden min ankomst foretaget lidt research og fundet ud af at dette fly, som stadig jævnligt kommer på vingerne, faktisk var i en lille lufthavn her i Portland.
Så vi blev enige om at “kaste terningerne” og køre ud til denne lufthavn og se om vi kunne være heldige. Efter at havde talt med tre forskellige endte vi hos lufthavns chefen som udemærket kendte til flyet og dets fortid som filmstjerne. Efter et opkald til ejeren hvor lufthavns chefen med et smil på læben fortalte at han havde to herrer stående på sit kontor, der frygtelig gerne ville se hans fly, endte vi med et thums-up fra chefen der straks greb nøglerne i skabet og bad os følge med. Efter en kort gåtur stod vi foran hangaren hvor chefen begyndte at åbne portene og som en anden helligdom åbenbarede flyet sig for vores øjne. Det lyder nørdet, I know, men for Charlie og jeg var det stort og vi kunne ikke begribe vores held, vi stod foran Truman Sparks’ fly. Hvad der få timer tidligere havde været et noget ambitiøst forsøg lykkedes sgu for os og vi var begge helt høje over vores held, da vi igen forlod lufthavnen og kørte mod Columbia River Gorge.

Se en kort scene fra filmen hvor flyet er med, kik med her

Så skal vi til det igen, altså det med at advare om fly-relateret indhold i dagens blog.
Jeg har en del år, vil tro siden jeg så filmen The Aviator fra 2004, haft kendskab til forretningsmanden, milliardæren, filmproducer og ikke mindst flypioneren Howard Hughes. Grunden til at jeg lægger vægt på flypioneren er fordi det var hele omdrejningspunktet for dagen i dag.
I 1940’erne midt i Anden Verdenskrig blev Howard Hughes og hans The Hughes Aircraft Company spurgt om de ikke kunne udvikle et transportfly der kunne flyve krigsmateriel fra USA til Europa, for på den måde at undgå at skulle sejle det over atlanten hvor de tyske U-både lå og ventede. Hughes gik straks igang med udviklingen og fandt hurtigt ud af at et vandfly ville være oplagt da landinger i Europa kunne blive problematisk, hvis tyskerne have bombet landingsbanerne. Der var dog et benspænd i forhold til byggeriet og det var at det ikke måtte bygges i metal da det var alt for værdifuld og skulle bruges til produktionen af amerikansk krigsmateriel, så Howard valgte at bygge flyet i birketræs-finer.

The Hughes H-4 eller The Spruce Goose som flyet blev kaldt stod færdig i 1947, altså to år efter krigens afslutning, og var derfor ikke længere så pokkers interessant for det amerikanske militær og der gik diskution i den i forhold til om udviklingsprisen på de 23 milioner amerikanske dollers (278 milioner i nutids dollers) var pengene værd. Men flyet kom dog på vingerne den 2. november 1947, hvor Howard skulle fortage nogle taxi-tests af flyet ud for Long Beach i Californien. Under en af testene tog han chancen og lettede flyet og fløj ca. 1600 meget blot få meter over havet blot for at bevise overfor pressen at hans store projekt ikke var en fiasko. Men det skulle dog vise sig at disse 1600 meter ville blive de første men også sidste meter dette monster ville flyve. For Howard valgte kort efter at pakke flyet væk i en speciel hangar hvor det stod indtil hans død i 1976. Herefter blev det fundet frem og sat til udstilling ved Long Beach i Californien og senere blev det transporteret til den lille by McMinnville i Oregon hvor det i dag er udstillet.

Jeg var så heldig at få en gratis billet til en guidet tur rundt i flyet hvor vi blandt andet kom op i cockpittet hvilket var ligeså imponerende stort som resten af flyet.

Efter en god dag i Evergreen Aviation & Space Museum kørte jeg de 45 min op til Portland hvor min gode kammerat Charlie bor sammen med sin skønne kæreste Nathalie. De har inviteret mig til at blive weekenden over og vise mig Portland, Oregon. Så jeg er sikker på at der er spændende ting i vente.

Jeg havde altså håbet på en dejlig nat i mit lille telt, men sådan skulle det åbenbart ikke være mente i omegnen af 1 mio små biller. Efter ca. én times søvn vågnede jeg ved at der konstant var noget der kravlede rundt i mit hoved, som var det eneste der stak ud af soveposen. De små bæster kunne åbenbart kravle ind igennem mit net i teltet og de var ikke sådan til at overtale til at smutte ud….så det gjorde jeg! Jeg hoppede ind på bagsædet af min Malibu og faldt i søvn til lyden af tung regn på biltaget.

Kl.7 var det tid til at stå op og efter at jeg havde fået en tandbørste i hovedet kikkede naboen forbi der var ude og gå med deres to hunde. Vi fik lige vendt verdenssituationen og blev enige om at hvis vi var i “føresædet” ville verden være et meget mere fredeligt sted.
Jeg fik pakket bilen og gik en tur ned til søen, sådan for lige at lade op til dagens køretur over til den lille by McMinnville. Mens jeg stod ved søen og kikkede op på Mt.Hood…eller hvad der ville have været Mt.Hood, for bjerget var væk i lavthængende skyer. Jeg hoppede et smut på nettet, fandt et webcam fra toppen af Mt.Hood hvor jeg kunne se at de havde høj sol. Da min eneste plan for dagen var 2 timers kørsel tænkte jeg at der var tid nok til at køre en tur til toppen igen og tage på vandretur.
Jeg gik lidt ud af vandreruten Pacific Crest Trail der er en vandrerute der går fra Mexico i syd til Canada i nord, en tur på 4.264 kilometer. Ruten går lige forbi Timberline Lodge, så jeg skulle da ud og gå en lille….en meget lille del af ruten. Efter turen gik jeg ind på hotellet og her mødte jeg to vandre som var i fuld gang med The PCT som ruten bliver kaldt. De havde været undervejs siden april og havde en masse at fortælle, så jeg satte mig i sofaen overfor dem og fik et par af deres historier.

Ved middagstid sagde jeg definitivt farvel til Mt.Hood og trillede mod McMinnville. Undervejs besøgte jeg Barton Antique Mall hvor jeg skal love for at de havde mange fede ting til salg. Hvis blot jeg havde plads i flyet hjem og nå ja penge til det, så havde jeg fyldt bilen.

Lige fra da jeg forlod byen Madras i morges havde jeg udsigt til bjerget Mount Hood, der med sine 3.429 meters højde (over havet) ikke er til at overse. Jeg brugte den første time på at køre hen til foden af bjerget inden opstigningen begyndte. Heldigvis havde jeg en bil til at klare opturen på de ca. 1000 højdemeter inden jeg kom op til Timberline Lodge og det omkringliggende skiområde. For de af jer der er bekendt med filmen The Shining (på dansk Ondskabens Hotel) med en ung Jack Nicholson, så vil I nok kunne genkende Timberline Lodge, for hotellet blev brugt til optagelserne af denne klassiker fra 1980.

Jeg fik det meste af dagen til at gå med vandre rundt oppe på toppen af dette bjerg og havde en skøn udsigt ud over Oregon, lige indtil sidst på dagen hvor regnen trak ind over bjerget. Så jeg gik i stedet indenfor på hotellet for at se det indvendigt samt se deres lille museum. Hotellet blev bygget i 1930’erne under depressionen som et led i at få folk i arbejde igen under Franklin D. Roosevelt’s genopretningsplan “New Deal”. Hotellet stod færdig i 1938 efter to års byggeri og er bygget af træ fra de omkringliggende skove og sten fra selve bjerget. På grund af hotellets historie er det i dag et U.S. National Historic Landmark og er derfor ikke blevet moderniseret, i hvert fald ikke ret meget. Så det indvendige er utrolig rustikt og man kan virkelig se at konstruktionen er bygget til at kunne holde til de store mængder sne de får i løbet af vinteren.

Da jeg så at hotellet havde sin egen postkasse til udgående post kunne jeg ikke dy mig for at købe et par postkort, sætte mig i en blød lænestol med udsigt ud over bjergene hvor regnen silede ned, og skive en hilsen hjem. Inden nedstigningen kunne påbegynde satte jeg mig i hotellets bar for at snuppe en sandwich og her faldt jeg i snak med Dale, der arbejdede som altmulig-mand på hotellet og havde masser af spændende historier at fortælle. Så jeg var godt underholdt imens jeg spiste min sandwich og drak min Dr.Pepper. Dale sagde at han sad i baren og ventede på at en kollega skulle få fri så han kunne få et lift ned til foden af bjerget, da jeg vidste at jeg alligevel skulle samme vej tilbød jeg ham et lift, for så kunne jeg da få lidt flere historier undervejs.
Efter at jeg havde sat Dale af kørte jeg de ca. 3 kilometer over til Trillium Campground der ligger ved Trillium Lake og her håber jeg på endnu en dejlig nat i mit lille telt.

Jeg overlevede nattens strabadser og altså ikke fordi vi fik besøg af en bjørn på campingpladsen i løbet af natten, men der imod fik vi så store mængder regn, at der var store pytter overalt da jeg stod op. Jeg havde dog været så fremsynet og placeret mit telt strategisk, så jeg ville undgå at ligge i en vandpyt i løbet af natten. Så jeg fik en god nats søvn til lyden af regn på teltdugen…og er der noget mere beroligende end det.

Jeg kørte i dag den anden vej rundt om krateret, så jeg kunne se nærmere på de ting jeg missede i går, på grund af tidsnød. Der blev tale om et stop ved Sun Notch, Plaikni Falls, Pinnacles Overlook, Phantom Ship Overlook og til sidst Videa Falls. Af dagens 6 stop var jeg meget facineret af The Pinnacles, der er en masse sten-formationer der skyder op mod himmelen i kanten af en lille dal. Der er faktisk tale om skorstene fra da vulkanen gik i udbrud og sendte en masse aske ned i denne dal. Asken som var utrolig varm lå nu i et lag på mange meter og for at komme af med varmen sendte den damp op igennem askelaget. De steder hvor dampen slap ud blev askelaget hård som sten og som tiden gik, skal vi sige et par tusind år eller der omkring, så eroderede det omkringliggende askelag væk så kun disse skorsten-formationer stod/står tilbage….facinerende!

Inden jeg sagde farvel til Crater Lake, kørte jeg en sidste tur op til krater-kanten for at nyde et sidste kik samt for at få den rette inspiration til at skrive et par postkort hjem. Men så var det også med at komme videre nordpå, så jeg satte min Malibu i Drive, satte en god podcast på radioen og trillede ud på US-97 der tog mig op igennem Oregon op til den lille by Madras hvor jeg tjekkede ind på et Motel. Så i nat skal jeg ikke sove i telt blandt bjørne, men der imod på en madres i Madres.

For ca. 7700 år siden, såvidt jeg har regnet mig frem til var det en onsdag, lød der et kæmpe brag her ved det der i dag hedder Crater Lake. Indtil den dag stod der et 3700m højt bjerg på stedet men få dage efter var der ikke andet tilbage end et kæmpe hul i jorden. Sådan nogenlunde midt i hullet skød der en lille vulkan op som væltede lava ned i hullet og på den måde satte en prop i, så der over tid kunne dannes en sø af smeltevand, en sø der i dag hedder Crater Lake og som på sit dybeste sted er 592m dyb og derved kan kalde sig den dybeste sø i Amerika.
Dette fantastiske sted havde jeg hele dagen til at udforske. Der er selvfølgelig en vej rundt langs kraterkanten (vi er jo i USA) med rigtig mange forskellige punkter hvor man kan nyde udsigten ud over dette storslåede stykke natur.
Jeg fik blandt andet gjort hold ved Watchman Overlook, hvor jeg vandrede op til Watchman Peak, der er en udsigtspost for brændvæsnet når der er risiko for skovbrænde. Heroppe fra var der en utrolig god udsigt ud over krateret med den lille vulkan-ø i midten af søen, øen bliver i øvrigt kaldt Wizard Island. Herfra gik det videre til Cleetwood Cove som er eneste sted (så vidt jeg ved) hvor man kan komme ned i bunden af krateret, ned til søen. Selvfølgelig skulle jeg ned og se det hele nedefra og jeg kunne heller ikke dy mig for lige at stikke hænderne i vandet for at mærke det kolde vand.
Klokken var nu omkring mange, jeg havde kun nået halvvejs rundt om krateret, så en rask beslutning blev taget, jeg måtte nappe en overnatning på den nærliggende campingplads, så jeg kunne se resten af krateret i morgen. Ved indkørslen til campingpladse blev jeg mindet om at der er bjørne i parken, da et skilt fortalte at bjørne er på campingpladsen og at man skal overholde alle regler. Jeg satser på at jeg ikke får gæster i mit lille telt i løbet af natten, heldigvis er jeg blevet gode venner med naboens hund Ruby, som har lovet mig også at være vagthund for mig.

Lidt over klokken 13 i dag kunne jeg skrive endnu en stat på min liste af besøgte stater. Det blev staten Oregon i det nordvestlige USA og den blev stat nr. 42 jeg har besøgt siden jeg første gang besøgte USA, tilbage i 1999. Dengang besøgte jeg 4 stater, der i blandt Californien som jeg faktisk brugte det meste af dagen i dag på at køre igennem.
Dagen i dag startede med et farvel til Richard & Tracy som jeg har brugt de sidste 4 dage sammen med. De kørte ind til Reno Air Races igen for at fotograferer de flotte maskiner og jeg trillede min Malibu ud på US-395 for at køre nordpå op mod Crater Lake National Park. I løbet af dagen kørte jeg tæt forbi Lassen National Forest som er opkaldt efter danske Peter Lassen fra Farum, som immigrerede til USA i 1830. Læs mere om Peter her.

Det var ikke den store velkomst da jeg stillede ind i Oregon, der var kun et sølle lille skilt hvor der stod “Welcome to Oregon” og skiltet stod i vejkanten lige op af en løg-farmer, så Oregon bød altså velkommen med en lugt af løg.
Ved ankomst til den lidt kedelige by Klamath Falls, gad jeg ikke sidde bag rattet længere og tjekkede ind på et intetsigende Super8 motel…men hva pokker, det kan ikke være lige spændende hver dag.

Desværre vil jeg lige slutte af med en lidt trist nyhed. Da jeg havde fået mig indlogeret her på motellet fik jeg en besked fra min kammerat Richard, der også i dag havde været til Reno Air Races. Han fortalte at der i dagens Gold Race for jet-fly omkring kl.15.45 havde været et flystyrt og piloten var afgået ved døden. Der var tale om et Tjekkisk fly af typen Aero L-29 Delfin. Hvad der er sket siden flyet styrtede ned ved ingen endnu, men trist er det. De lokale nyheder skriver lidt om styrtet her

Dagen startede med at Facetime hjem hvor hele familien var samlet i Studstrup. Det var dejlig at se dem og så lige få pudset mit danske af da det ikke er meget dansk jeg har talt de sidste par uger. Mens vi talte fløj der en lille kolibri rundt i det nærliggende træ. Det lykkedes mig at få ét godt billede af den ud af de ca. 25 jeg tog, for disse små dyr er utrolig hurtige.

Selvom Reno Air Races fortsætter weekenden ud, så var det i dag sidste dag for mig og selvom interessen er stor og dette event er spændende så kan man også trænge til at se noget andet end flyvemaskiner. Vi havde Richard’s kone Tracy med i dag så vi valgte at tage en kort dag og vendte snuden hjemad allerede ved 13 tiden. Men vi fik da set lidt racerløb og kikket lidt på de udstillede maskiner, hvor der blandt andet var kommet et F-18 fly som blev brugt i optagelser til filmen Top Gun 2: Maverick, ja det var faktisk det fly Tom Cruise’s karakter fløj rundt i.

Vejret eller skal jeg sige røgen fra de omkringliggende skovbrænde var minimal i dag, så ved hjemkomst kunne vi faktisk se ind over byen samt downtown med alle casinoerne, fra deres indkørsel. Sidst på dagen valgte jeg at få rørt benene lidt og gik en tur op i bjergene der ligger bag Richard og Tracy’s hus. Det blev til en times vandretur hvor jeg fik oparbejdet en god sult som blev stillet med en god hjemmelavet burger i Richard & Tracy’s baghave, omkring bålet sammen med et par bekendte der var kommet på besøg. En fantastisk afslutning på nogle gode dage her i den nordlige del af Reno, men i morgen starter jeg min Chevrolet Malibu op igen og kører videre nordpå, ud på nye eventyr.

Nå vi skal til det igen. Ligesom sidste indlæg så skal jeg hermed lige give en advarsel om at følgende blog-indlæg vil indeholde meget nørdet indhold i retning af flyvemaskiner.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at vi kunne overgå gårsdagens mange fede oplevelser, men det lykkedes. Vejret eller rettere røgen fra den nærliggende skovbrand var ikke så tæt i dag så stort set alt hvad der kunne flyve kom på vingerne i dag. Richard og jeg valgte i dag at købe Pit-Pass hvilket ville give os adgang til området hvor de konkurrerende fly holder parkeret og bliver fintunet inden næste løb. Det var virkelig en stor oplevelse at gå der blandt disse fantastiske maskiner
Til vores held stod samtlige P-51 Mustang fly parkeret ude foran pitten og lige som vi går ud for at kikke på dem starter de alle 8 deres motorer op, for at varme op til at skulle på vingerne. Hvis ikke oplevelser af at se så mange af disse fly på en gang fik gåsehuden frem, så gjorde det i hvert fald ved lyden af disse 8 stk. V12 Rolls-Royce Merlin motorer da de kom i omdrejninger.
En af disse fantastiske maskiner, den sølvfarvede med gul hale og med navnet Spam Can (eller Dolly) havde jeg fornøjelsen af at flyve i tilbage i 2008 med en ung mand som pilot, ved navn Steve Hinton (husk lige ham til senere).
Selvom Spam Can fik en god start i selve løbet og lå til at få en 3. plads blev den overhalet på 3. omgang og måtte nøjes med en 4. plads. Men for mig var det stort set ligegyldig hvilken plads den fik, for jeg var kommet for at se og ikke mindst høre disse monstre flyve tæt forbi med omkring 700 km/t. Der var vidst kun en ting at sige…Wow!

Efter løbet fortsatte vi vores rundtur i pitten, oplevede det så kaldte STOL Drag Race der virkelig er en spektakulær sport (se her hvad det går ud på) og ellers gik vi rundt og kikkede i de mange boder der også er. Sidst på dagen tilsmilede heldet os igen. Før omtalte P-51 Spam Can skulle på vingerne igen og til vores held stod vi igen det rigtige sted for at opleve opstarten og ikke mindst take off. Den skulle dog ikke deltage i noget løb denne gang men der imod lave en opvisning sammen med det noget yngre jetfly F-22 Raptor. Det var en flot opvisning af disse fly og ikke mindst en klart fremvisning af hvad der er sket af udvikling på de 70 år der er imellem disse to fly. Da begge igen var på landjorden hørte jeg i højtaleren at piloten i dette gamle P-51 fly var Steve Hinton….jeps den selvsamme Steve Hinton som jeg havde som pilot i selvsamme fly, tilbage i 2008 og nu steg han ud af flyet og kom gående lige imod mig. Så selvfølgelig ragte jeg hånden frem, sagde tillykke med en flot opvisning og fortalte ham at vi to tilbage i 2008 havde fløjet i flyet bag ham. Jeg viste ham et billede af os, taget tilbage i 2008 og så småsludre vi lidt + fik taget et par billeder.
Efter en god dag på racerbanen kørte vi hjem til Richard, nappede et bad og kørte så alle tre ind til downtown Reno for at opleve byen med dets mange casinoer og ikke mindst spise en god middag på Smee’s Alaskan Fish Bar. Jeg havde ikke troet at dagen i går kunne overgåes, men det lykkedes i den grad, så må vi jo se hvad morgendagen bringer hvor den endnu engang står på Reno Air Races.

OK jeg starter lige ud med at advare om at dette blog indlæg vil være meget nørdet i retning af flyvemaskiner, så hvis ikke interessen er der i forhold til det så….ja så klik her.

OK så dagen i dag stod på Reno Air Races der er en årlig begivenhed her i byen Reno, i det nordvestlige Nevada. Min kammerat Richard og hans kone Tracy bor i byen og har i en del år spurgt mig om jeg ikke snart kikkede forbi dem i september, så vi kunne opleve Reno Air Races. Den endelige beslutning om at tage hertil blev faktisk tage midt ude på atlanten tilbage i januar da jeg krydsede Atlanten i en sejlbåd. Jeg vidste at jeg ville afsted til USA men beslutningen om at gøre det i september + tage til Reno Air Races blev taget en nat hvor jeg havde nattevagten. Så her 8 måneder senere sidder jeg altså i Reno og har i dag set på fly i alle afskygninger, lige fra det mest avanceret F22 Raptor til det lille Bush-Plane fra Alaska og jeg må sige at de begge var underholdende at se på, på hver deres måde.

Reno Air Races er en konkurrence i stil med racerløb hvor du har en “rund” bane og hvor første bil over målstregen er vinderen. Flytter du racerbanen op i luften + udskifter biler med fly, ja så har du Reno Air Races. Så er der selvfølgelig forskellige klasser af fly som eksempelvis North American T-6 Texan, Biplane (fly med to vinger) Bush-fly fra Alaska som konkurrere indbyrdes. Ind imellem disse racerløb er der så underholdning i form af kunstflyvning eller opvisning fra det amerikanske militær, hvor jeg skal hilse at sige at et F22-Raptor fly ikke…absolut ikke er stille når det flyver med afterburner lige forbi dig. Men er underholdningen i luften ikke nok, ja så er der også masser af udstillede fly at kikke på. Så alt i alt er der tale om et slaraffenland for en fly-nørd som mig og vi har billetter til de næste 2 dage også 🙂

Afslutningsvis vil jeg lige komme med en lidt sjov oplevelse jeg havde i dag. Vi starter lige med at gå 14 tilbage, tilbage til 2008 hvor jeg kom forbi Planes of Fame Air Museum i Los Angeles. Der faldt jeg i snak med Wilburg der var veteran fra Anden Verdenskrig hvor han fløj B-17 bombefly, han tilbød mig en tur i deres P-51 Mustang fly fra 1940 hvilket jeg selvfølgelig ikke takkede nej til. Turen var udforglemmelig og så en stor oplevelse at jeg faktisk gentog succesen to år efter (læs om turen her). Det fly, der går under navnet Spam Can så jeg i dag parkeret ude på asfalten og hvis heldet tilsmiler os (og det har det med at gøre) så vil vi se den på vingerne når vi i morgen vender tilbage til endnu en dag ved Reno Air Races.

Rute US-50 går på tværs af det meste af USA, fra Sacramento i California og hele 4946 kilometer over til Ocean City der ligger ved østkysten i staten Maryland. Den del af ruten som går på tværs af staten Nevada blev i 1986 tildelt navnet “The Loneliest Road in America” af Life Magazine, mest for at nedgøre ruten da den går igennem noget af det mest isolerede områder i USA. Men i stedet for at være trætte af dette mindre positive øgenavn greb staten chancen og brugte navnet i deres markedsføring og det virkede, for i dag kørte jeg det meste af hele ruten på tværs af staten. Det blev til 520 km fra den lille by Ely og over til byen Reno, der ligger tæt på grænsen til Californien.
Det var en spændende tur som levede op til sit øgenavn, da man virkelig kommer igennem nogle øde områder og mulighederne for at tage det famøse billede af en vej der bare fortsætter ud i intetheden, var mange. Jeg gjorde et par stops undervejs, blandt andet i byen Eureka for at indkøbe frimærker (der skal jo sendes postkort hjem) og et længere stop ved Sand Springs, der er et kæmpe bjerg af sand der ligger imellem bjergene midt ude i ingenting.

Jeg ramte Reno omkring kl.17.30 hvor min kammerat Richard stod og bød mig velkommen i indkørslen. De næste 3 dage skal bruges her hos Richard & Tracy, hvor vi forhåbentlig skal opleve Reno Air Races, når jeg skriver forhbentlig er fordi der er udbrudt skovbrænde tæt på og det udvikler en del røg, som kan påvirke Reno Air Races i at komme på vingerne….men vi krydser fingere.

De fleste vil nok ikke kende til Bonneville Salt Flats eller for den sags skyld Bonneville Salt Flats International Raceway. Men det er altså her at der er blevet sat op til flere “land speed records” (verdensrokorder i fart på landjorden) og lige her at jetbilen Blue Flame i oktober 1970 brød lydmuren med en fart på 1014 km/t. Rekorden er senere blevet slået (er nu på 1223 km/t.) og Blue Flame er gået på pension og er nu udstillet på museet Sinsheim Auto & Technik Museum i Tyskland, hvor jeg har set den.  

Men jeg forlod Salt Lake City i dag ved 10 tiden for netop at køre ud og se nærmere på Bonneville Salt Flats og se hvor Blue Flame satte recorden og se hvor de hvert år afholder Bonneville Speed Week, hvor folk komme fra hele verden for at race deres maskiner. Desværre var arrangementet blevet aflyst i år på grund af regn og store mængder vand på salt sletten. Vejret i dag tegnede da heller ikke til at der ville kunne køres ræs sådan lige foreløbig…for det regnede. Mens jeg stod og kikkede ud over salt sletten faldt jeg i snak med nogle lokale som faktisk arbejdede for dem der driver Bonneville Salt Flats International Raceway og de var forståelig nok noget fortvivlet over de store mængder vand de havde fået. De fortalte at sådan en hændelse med alt det vand kun er noget der sker hvert 20. år, så jeg sagde at så måtte jeg være heldig at opleve det. 

Jeg lagde Bonneville bag mig, kørte ind i staten Nevada, ned igennem en dal hvor Pony Expressen i 1860’erne havde reddet og videre ned til den lille by Ely hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA-campingplads. Men kort efter ankomst trak der et kæmpe uvejr ind over, så jeg blev i bilen indtil det var passeret og fik så slået mit telt op i tusmørket.

Denne mandag den 12. september endte med at blive en dag godt blandet med alt fra hylderne. Den startede på en P-plads ved en tankstation i en lille by hvor jeg en del timer tidligere havde valgt at nappe en powernap inden jeg ville køre videre. Men en time blev til flere og pludselig så var det morgen og jeg måtte videre sydover.
Da jeg ramte byen Blackfoot drejede jeg skrapt til højre for at køre de 45 min ud for at besøge EBR-1, der er en Experimental Breeder Reactor fra 1950, altså en slags experimentiel atom-kraftværk. Det skulle dog vise sig at stedet var lukket for vinteren….komisk når jeg nu havde kørt 45 min ud i ingenting, så jeg måtte køre “tomhændet” retur til Interstate 15 South og fortsætte min færd mod Salt Lake City, som jeg ramte allerede ved 14 tiden.
Salt Lake City er hjemsted for trosretningen The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints også kendt som Mormon kirken. Deres hovedkvater ligger midt i centrum af byen, så hvad var mere nærliggende end nu hvor dagen var så ung, end at køre derned for at se “nærmere” på deres hovedkvarter og måske lære lidt om hvem de er. Jeg skal love for at man følte sig velkommen, i hver bygning jeg kom ind i var der flere kvindelige guider der bød en velkommen og var klar til at svare på spørgsmål. Jeg fik lov til at kikke nærmere på Joseph F. Smith hjem kendt som The Beehive House, deres kæmpe samlingshal samt deres Temple… eller i hvert fald en model af det.
Så dagen endte altså med at blive en god pose blandet bolcher.

Nu havde jeg ikke planer om at besøge Yellowstone i denne omgang, men jeg følte jeg havde tid til at smutte den vej forbi, så kl.08 her til morgen kørte jeg igennem den vestlige indgang til denne kæmpe National Park, der faktisk er Amerikas første National Park, etableret i marts 1872.

Første stop var blot få minutters kørsel fra indgangen, for her stod en af parkens beboere og græssede i vandkanten af en flod, en af de ca. 4.800 bison okser der lever i parken. Et vandvittig stort dyr som man ganske naturligt har stor respekt for og holder afstand til…men mindre den altså står i vejkanten og du skal køre lige forbi den.

Nå men første planlagte stop var ved Grand Prismatic Spring der med sine utrolige farver er ualmindelig fotogen, jeg fik da også et udmærket skud af det, da jeg valgte at gå via en sti op til et udsigtspunkt hvor man kunne se kilden lidt mere fra oven. Så var det videre til hovedattraktionen, geyseren “Old Faithful” der springe ca. hver 90 min. Et imponerende syn at se den skyde vand op i en højde af 30-60m højde.

Her efter valgte jeg at køre en rundtur rundt i parken, der bragte mig forbi Yellowstone Lake, Mud Volcano, Grand Canyon of Yellowstone med de to imponerende vandfald Upper Falls og Lower Falls. Da jeg endelig var tilbage ved udgangspunktet var klokken også hen af 18.30 så det var på tide at vende snuden hjemad…eller i hvertfald i retning af Salt Lake City.

Og hvem er så Lewis & Clark. Jo der er tale om de to opdagelsesrejsende Meriwether Lewis og William Clark der i omkring 1804 drog ud fra St. Louis for at finde ud af hvad der var derude vestpå, derude i det ukendte land. Efter to års strabadserende rejse endte de ud ved stillehavet ved det der i dag er Portland, Oregon. Jeg læste selvfølgelig meget om disse to opdagelsesrejsende da jeg i 2015 var i St.Louis (læs evt dette blogindlæg). På deres rejse vestpå kom de forbi Great Falls hvor jeg camperede i nat + at de på deres videre færd stort set havde samme rute som jeg i dag kørte via, til byen Ennis, Montana hvor jeg har fundet en god seng her på The Red Bear Inn. Så man kan sige at min tur i dag var i Lewis & Clark’s fodspor, ja jeg kørte sågar igennem Lewis and Clark National Forest.

Undervejs kom jeg igennem den lille bjergby Boulder hvor der var markedsdag med tilhørende koncert, så der var selvfølgelig en oplagt mulighed for at snuppe en pause og kikke lidt på boderne samt høre lidt country music. Efter en hyggelig pause nappede jeg den sidste time på Highway 287 ned til byen Ennis, beliggende i den nederste del af Montana.

Selvom jeg var helt på toppen ved Logan Pass i går, så var dagens projekt alligevel at køre der op igen for denne gang at vandre en tur ud på ruten The Highline Trail. Jeg havde lagt mærke til ruten i går da den gik et godt stykke oven over hvor vejen gik og så ud til at være udfordrende. Men inden jeg nåede toppen ramlede jeg dog ind i en klynge af biler der alle var stoppet, for at fotograferer noget i vejsiden. Jeg smed bilen fra mig, tog mit kamera og gik hen for at se hvad der var så spændende, og der i grøften sad der en sort bjørn og gumlede løs af nogle bær der hang på buskene. Den var fuldstændig upåvirket af alle de biler, kameraer og nysgærrige blikke, den var bare interesseret i de lækre bær. I modsætning til gårsdagens møde, så havde jeg denne gang mit kamera og der var ingen træer i vejen, så det blev til nogle gode billeder af bjørnen.

Toppen var idag indhyldet i skyer og havde sågar fået et lille drys sne i løbet af natten, så landskabet så lidt anderledes ud i forhold til i går, men smukt var det. Trods skyer og temperatur lige omkring frysepunktet valgte jeg alligevel at gå et stykke ud på The Highline Trail, som ikke skuffede.
Vel tilbage i bilen igen skulle jeg nu begive mig ned, denne gang på den østlige siden af passet. Heller ikke her blev der sparet på stops for at nyde udsigter og knipse billeder af fantastiske scenerier. Jeg ramte byen St.Mary der ligger som den østlige port ind til Glacier NP og herfra gik det så ellers sydover, ud over nogle noget øde sletter ned mod byen Great Falls der blev dagens endestation.

Engang imellem kan man være heldig at ramle ind i dage hvor alt hvad man sætter sig for lykkedes, i dag var en af de dage. Den begynde dog på helt almindelig vis for sådan en rejsende i det amerikanske, men allerede ved 8.30 tiden fik jeg første indikation på at denne dag bare ville blive god, for her lykkedes det mig at komme ind i Glacier National Park (hvorfor det var en bedrift der bragte lykke kan du altid spørge mig om), men ind kom jeg og rettede straks hjulene mod Logan Pass via “Going-to-the-sun-road”. Denne køretur op mod Logan Pass (beliggende i 2025 meters højde) er en utrolig smuk køretur op i bjergene, med så mange udsigtspunkter at hvis man skulle stoppe ved dem alle vil det tage….ja så ville det tage længere tid end hvis man kørte direkte 😉 Spøg til side, der var mange smukke steder og på et af dem faldt jeg i snak med Roman, en tysk turist der var på Road-Trip i det vestlige USA. Når man sådan et turist og køre op af et bjerg, ja så stopper man jo gerne de samme steder, så stort set hver gang jeg svingede ind et sted, så var Roman der også. Så da vi nåede toppen besluttede vi at teame op og tage på en hike ud til “Hidden Lake” der som titlen antyder var vel skjult…ikke mindst i dag hvor skyerne desværre drev ind over bjergpasset og i den grad skjulte søen og de omkring liggende bjerge.
Så Rohan og jeg besluttede os for at køre mod bunden igen for at prøve kræfter med “Avalanche Lake Trail” en ca. 10 km vandretur der skulle vise sig at være noget hen af det fedeste vandreruter jeg har gået og med et udbytte for enden af ruten, der var så fantastisk smuk med en sø i forgrunden og bjergene med vandfald i baggrunden. Mens vi gik op langs søen og snakkede sprang der pludselig to hjorte ud foran os hvilket fik mit hjertet til at hoppe op i halsen, for der er også “lokale” her i Glacier National Park som også er pælsede, har store luffer med klør og et tandsæt man ikke vil stifte bekendskab med. Men heldigvis for os var det to fredelige hjorte der sprang ud foran os.
Men nu skrev jeg jo at denne dag var en af de dage hvor ting lykkedes og en af de dyr jeg håbede at se under mit besøg her var selvfølgelig en bjørn. Og sørme om det ikke lykkedes, jeg mødte sgu en og var blot 25-30m fra den, mig i min bil og den nede ved floden hvor den gik og snusede. Billeder blev der ingen af og hvorfor så ikke, tjoh der var træer i vejen og jeg tænkte at jeg ville nyde oplevelsen i stedet for at “famle” med mit kamera.

Der er ikke så pokkers meget at berette i dag, da den har stået på kørsel hele dagen for at nå hertil Columbia Falls i staten Montana. Og som overskriften afsløre så kom der hele to nye stater på min liste, nemlig Idaho og Montana. Sidstnævnte var jeg ikke engang klar over at jeg kom ind i da der ingen skilte var langs vejen, så det var først et godt stykke efter statsgrænsen at jeg blev klar over at jeg nu har besøgt 41 af USA’s i alt 50 stater. Så man kan sige at jeg er noget over gennemsnittet for besøgte stater, vel og mærket for den almindelige amerikaner….det er nemlig 7.

De sidste to timer af dagens kørsel var i røg fra de mange skovbrænde der hærger området lige nu. Jeg har dog forsikret mig at de er langt væk og jeg kan sove trygt her hos Wonderstone at Glacier, et fantastisk lille motel med et meget anderledes design i forhold til det “amindelige” amerikanske motel. Og så gør det jo bestemt ikke spor at personalet var meget imødekommende og gladeligt kom med tips og tricks til området.

Så skulle du komme forbi Columbia Falls i Montana og mangler et sted og sove, så tjek endelig Wonderstone at Glacier ud.

Jeg lagde idag Seattle bag mig ved hjælp af en forholdsvis ny Chevrolet Malibu, Interstate 90 og ikke mindst en god håndfuld Dr.Pepper. Distancen i dag blev på ca 470 km øst på ind til den lille by Spokane, beliggende på grænsen til Idaho, hvilket vil sige at der er udsigt til en ny stat i morgen…ja faktisk bliver det nok til to da Glasier National Park ligger i Montana og der skulle jeg gerne ende i morgen. Men dagens køretur blev tilbagelagt i noget meget varieret landskab, til at starte med kørte jeg ind i bjergene, så ind i et meget goldt og flat slette landskab for til sidst at ende her i Spokane med nåletræer igen.

Seattle er kendt for fødested for mange størrer virksomheder, blandt andet kaffebaren Starbucks startede her, ja faktisk ligger verdens første Starbucks lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor. Men også flyvproducenten Boeing startede i Seattle og det var denne virksomhed der var omdrejningspunk for dagens oplevelser. For lidt syd for centrum ligger King County International Airport hvor Boeings første produktionshal også ligger og hvor der i dag er et flymuseum, eller det vil sige at der er blevet lavet et par tilbygninger for at kunne rumme de mange fly der er udstillet. For de har blandt meget andet spænende også verdens første Boeing 747 Jumbojet udstillet. Den blev brugt til at testflyve fly-modellen for at opnå en godkendelse fra myndighederne, for at kunne sætte den i produktion og senere brugt til at teste om flytypen kunne bruges som luft til luft tankfly for det amerikanske militær.
Jeg nappende den lokale bus linje 124 tilbage til downtown omkring kl.15 for blot at finde ud af at det meste af downtown var lukket grundet Labor Day, en mærkedag til ære for den amerikanske arbejderbevægelse og de amerikanske arbejdere. Men der var dog enkelte restauranter der have åbent, eksempelvis Viginia Inn som jeg havde fået anbefalet af min kammerat Richard. Så her snuppede jeg en udmærket burger inden jeg returnerede Den Grønne Skildpadde.

Her er hyggeligt her på “Den Grønne Skildpadde” hostel. Der er fri morgenmad og så kan det ikke være mere centralt placeret end det er, lige op ad Pike Place Market der nok er den største turist magnet i hele byen med alle mulige boder der sælger alt lige fra friskfanget Konge krabber fra Beringstrædet til sten der med garanti vil bringe positiv energi i dit liv…det sagde kvinden i boden i hvert fald.
Men jeg skulle ikke på marked i dag men der imod til tops i Seattle’s Space Needle, bygget i 1962 i forbindelse med verdensudstillingen. Heldigvis for mig var det klart vejr og jeg havde valgt at booke billet til den første tur til toppen i den udvendige elevator. Det gav mig ca. 30 minutter hvor jeg stort set havde toppen for mig selv og kunne nyde den fantastiske udsigt, specielt ind over downtown med det 4392m høje Mount Rainier i baggrunden. Inden nedturen begyndte kunne man vælge at træde ud på et roterende glasgulv, så man ikke blot kunne nyde udsigten ud, men også de 184m ned.
Formiddagen blev brugt på Museum of Pop Culture, der udstiller alt muligt indenfor modeerne pop-kultur. Jeg var specielt interesseret i de 3 udstillede Hover Boards fra filmen “Back to the Future 2” fra 1989 med en ung Michael J. Fox i hovedrollen. Jeg var så tæt på at rive dem ud af glasmontret for at prøve dem.
Efter et interessant museums besøg nappede jeg det lokale Monorail tog (det eneste i verden der stadig er aktiv) ind til downtown, for nu var det slut med pop-kultur, nu skulle jeg være finkulturel, hvilket blev klaret med et besøg på Seattle Art Museum. Nu vil jeg ikke kalde mig selv for en connoisseur ud i kunst, men kan dog godt lide at kikke på kunst en gang i mellem. Jeg tror dog grundet besøg på The Metropolitan Museum of Art i New York samt The Art Institute of Chicago, så havde jeg nok lidt for store forventninger til dette besøg.
Dagen var ved at gå på hæld, men der var nu stadig tid til en tur ned til vandet og Pier 55, der skulle vise sig at være et turisthelvede af den anden verden, men det lykkedes mig da at falde i snak med en ung brandmand på den lokale Seattle Fire Station 5, der gav mig en guidet rundtur på deres store brandbil.

Indtil i dag kl. 11.30 lokal tid havde det været 1.260 dage siden jeg sidste havde amerikansk grund under fødderne. Dengang hed destinationen New York, men i dag skete det så endelig efter 2 forgæves forsøg (et i 2020 og et i 2021), at komme til det forjættede land USA. Kl.11.30 satte den lille Airbus hjulene på asphalten i byen Seattle, beliggende i den nordvestlige del af USA i staten Washington, der dermed blev den nr. 39 stat jeg har besøgt.

Efter en kort ventetid ved bagagebåndet og en meget gnidningsfri tur igennem imigration, smuttede jeg lige over på toget indtil downtown, af på University St. gik de få meter over til Green Tortoise Hostel Seattle, som skal være min base i byen her de næste 2 dage. Så man kan sige at alt gik så glat som man kunne have håbet. Efter indlogering nappede jeg en lille lur på en time….nej det blev til 2…ja faktisk til 2 1/2 men så var det også ud for at se byen.

Da det var blevet aftenstid blev det blot til at vandre lidt rundt i nærområdet. Besøgte den famøse The Gum Wall der er en gyde fyldt med brugt tyggegummi på væggene. Inden jeg tørnede ind for natten blev det til en lækker Clam Chowder på restaurant Seatown Rub Shack.

Flyet der skulle bringe os hjem mod Danmark afgik først kl.18.30, så der var tid til at sige et ordentligt farvel til skipper og familien samt ikke at glemme det gode skib Sophie Amalie, der havde bragt os sikkert over det store ocean. De sidste souvenirs blev indkøbt og ved 14 tiden satte vi os ind i Charles’ taxa. Charles havde været vores lokale chauffør på gårsdagens køretur ned til Piton bjergene. I dag skulle vi så igen ned i den anden ende af øen, en køretur på omkring 63 kilometer for at nå ned til Hewanorra International Airport. Turen tog dog 1,5 timer grundet de små bjergveje vi skulle ud på, men det var en flot og spændende tur på langs af øen, hvor Charles undervejs fortalte om de interessante ting vi passerede.

Vi fik målt vores temperatur ved indgangen, blev sprittet af samt fik det obligatoriske mundbind på og så var vi klar til at stige ombord…nå nej ved den sidste skranke inden sikkerhedscheck blev vi gjort opmærksom på at vi manglede et lille lap papir som vi skulle have fået udleveret ved check-in. Så ud af køen med os og tilbage til check-in skranken for at få den lille lap og så tilbage i køen for at aflevere den lille lap papir til den søde lille dame….jeg elsker bureaukrati 🙂

Alt hvad der skete herfra og indtil vi igen havde dansk grund under fødderne og byskiltet sagde København, skiller sig ikke meget ud fra den almindelig flyrejse, så det vil jeg ikke berette så meget om. Det var en dejlig flyvetur over Atlanterhavet til europa og englands hovedstad London. Hvad der havde taget os 27 dage at tilbagelægge blev gjort på sølle 8 timer og 20 minutter….en sjov tanke 🙂

En kort flyvetur senere satte vi hjulene på landingsbanen i København og kl.14.15 kunne vi atter betræde dansk jord og efter lidt ventetid ved baggagebåndet kunne vi gå ud i ankomsthallen, hvor vi fik en velkomst der var en Atlanterhavs Søfarer værdig i form af et par forældre der stod med skilte samt viftede med danske flag, ganske som Keld, Børge og Benny der byder Egon tilbage…sikke en velkomst, tak for det 🙂

Dagen i går (søndag) bød ikke på meget andet end afslapning på stranden. Planen var at broderen og jeg skulle gå en tur op og se hvor forældrene og jeg boede, da vi besøgte øen tilbage i 2011, men tempoet var i bund og pludselig var tiden så fremskreden at vi i stedet valgte at gå til stranden. Her mødte vi en af de lokale som efter en god samtale på en times tid, tilbød at sejle os tilbage til havnen, så vi kun havde 500m til hotellet. I følge de lokale corona-restriktioner skulle vi være indendørs inden kl.20, så i stedet for at gå ud og spise nappede vi en udmærket burger i hotellets restaurant, inden sengen kaldte….og det var vidst den dag.

Næ så var der mere action over mandagen. Her havde vi sammen med vores lokale chauffør fået arrangeret at vi skulle ned i den sydvestlige ende af øen, ned til de to ikoniske bjerge “Petit Piton” og “Gros Piton”, for som jeg skrevet i mit forgående indlæg så havde jeg et brændende ønske om at bestige et af dem og i dag skulle mit ønske gå i opfyldelse, vi skulle alle mand gå og nogle gange kravle de 798 meter til toppen af Gros Piton.
Turen startede roligt ud men ca. halvvejs oppe, kort efter vi havde nydt den mest fantastiske udsigt over til Petit Piton, gik det fra hyggelig vandretur og over til klatring op af stejle klipper med et noget sølle rækværk som eneste hjælp mod afgrunden. Men efter ca. 2 timer og 20 minutters hårdt arbejde i ca. 30 graders varme og en meget høj luftfugtighed, nåede vi toppen hvor vi fik fornøjelsen af at besøge det lokale supermarked….det sagde ejerne i hvert fald at det var. Meen supermarkedet bestod nu blot af en køleboks, en lille hytte og et bord hvor der lå 10-15 mango. Jeg købte en mango til mig selv og en Piton øl til min broder, jeg tænkte at han da skulle have en Piton (øl) på Piton (bjerget).
Nedturen var kun 10 minutter hurtigere en opturen på grund af det uvejsomme terræn og vel nede igen stod vores chauffør klar med bilen og fragte os de 38 km nordpå op til St.Lucia Distillers hvor de blandt mange andre rom producere den meget velsmagende Chairman’s Reserve Spiced. Min broder havde et brændende ønske om at besøge destilleriet, som jeg havde besøgt i 2011. Men vi gjorde holdt på fabrikken og tog den guidet tur i produktionen, hvor vi så hvordan de lavede vores yndlings rom. Efter den noget korte rundtur var der smagsprøver på hele deres sortiment på over 25 forskellige rom-produkter, så det var godt vi havde chauffør på.

Klokken var meget nær spisetid inden vi nåede retur til Rodney Bay Marina, så aftensmaden nappede vi på havnen på Elena’s Italian Resturant.

Vores forudbooket fly retur til Danmark fløj desværre samme aften som vi kom i land, så det havde vi flere dage forinden annulleret og fået booket et andet, der ville lette mod London den følgende tirsdag, hvilket ville give os 3 dage på Saint Lucia. Der skulle selvfølgelig være tid til at slappe af, sove i en rigtig seng der ikke vippede og fordøje det netop overstået eventyr, men øen skulle nu også opleves.
Selvom jeg havde besøgt Saint Lucia før, vidste jeg at der var én ting som jeg ikke fik prøvet i 2011 og som jeg jo utrolig gerne ville prøve. Saint Lucia har to meget markante bjerge “The Pitons”, hvis silhuetter går igen på mange ting som eksempelvis deres lokale øl “Piton”, deres rom Chairman’s Reserve og sågar deres flag har også de to bjerge på sig, symboliseret med en gul og en sort trekant.

Begge bjerge kan bestiges og det var et højt ønske fra min side, at kunne stå på toppen af ét af dem og nyde udsigten ud over øen. Et ønske som jeg håbede ville lykkedes en af de næste par dage, men lørdagen skulle dog bruges på at nyde lokalområdet. Så da broderen og jeg havde fået tjekket os ind på et værelse på Bay Gardens Hotel, begav vi os mod stranden og vandet for at køle lidt af. Vi nappede efterfølgende en vand-taxa over til Pigeon Island National Park for at nyde udsigten fra toppen samt se de gamle koloni-ruiner. Besøget var kort da parken snart lukkede og vi havde kun ca. én time, men fik da set det vigtigste.

Tilbage ved vandet mødte vi sgu Bob Marley’s broder…eller det sagde han i hvert fald han var. Han hed Malakai og solgte os nogle smykker + han blev vores vand-taxa chauffør tilbage til Rodney Bay Marina hvor vi gik over til skipper og båden for at hilse på, samt for at aftale hvor vi skulle nyde endnu et aftensmåltid serveret uden at vi selv skulle arbejde for det. Efter en hyggelig aften sammen med resten af den tilbageværende besætningen, gik broderen og jeg godt mætte og noget trætte de 1,3 kilometer tilbage til vores Bay Gardens Hotel og vores seng i et airconditioneret værelse, uhmm.

Saint Lucia er en lækker caribisk ø beliggende syd for Martinique og nord for Saint Vincent. Øen høre under The British Commonwealth og er 617 km2 stor, hvilket svarer til vores egen dejlige Bornholm…ja ok Saint Lucia er lige 29 km2 større, men så næsten Bornholm størrelse.

Øen var et gensyn for mit vedkommende, jeg besøgte også øen tilbage i december 2011, hvor jeg tog til øen for at tage i mod min far der havde krydset Atlanten i sejlbåd (læs evt. mine indlæg fra 2011). Så jeg kunne genkende mange ting da vi efter 27 dage endelig fik fast grund under fødderne igen og kunne gå i land for at besøge Customs And Immigration + selvfølgelig et Corona-tjek. Alt blev klaret i løbet af én times tid og selvom vi havde en båd der skulle hovedrengøres valgte vi dog at sætte os ned på den lokale beværtning, da vi alle følte at det sjovt nok stadig gyngede når vi gik rundt….nå ja så var det jo belejligt at de også serverede den lokale øl Piton på stedet 😉

Båden blev rengjort fra…ja det er jo nærliggende at sige fra køl til mast…men det var nu kun der hvor vi havde opholdt os, der blev rengjort. Vi havde været flittige til at rengøre undervejs, selvom det var lidt besværligt når båden gyngede, så vi var færdige i løbet af blot 2-3 timer. Om aftenen ville organisationen vi havde sejlet under (Atlantic Rally for Cruisers) holde en afslutningsfest hvor der ville være præmier til vinderne samt i mange andre kategorier, åbenbart også til den båd der kom sidst i mål, indenfor tidsgrænsen og gad vide hvilken båd det så var?

Men inden selve overrækkelsen var der en masse underholdning og taler fra forskellige prominente personligheder. Alt sammen noget vi kunne nyde sammen med den lækre lille anretning med horderves vi havde fået udleveret + diverse drikkevare. Men kort før vi var ved vejs ende for ceremonien blev mandskabet af båden Sophie Amelie kaldt op til scenen, ikke noget vi lige havde ventet. Det vidste sig at vi var den sidste båd der havde krydset målstregen indenfor tidsgrænsen og det skulle vi da havde en præmie for, men om det var for at lukke munden på os fordi vi får dage forinden havde brokket os over at ARC havde valgt at fremrykke afslutningsceremonien, selvom der stadig lå flere både ude på Atlanterhavet det vides ikke. Men vi fik en præmie og fik da lov at komme på scenen til klapsalver.

Efter festlighederne gik vi alle mand ud for at spise en lækker omgang aftensmad som vi ikke selv skulle tilberede i en vippende båd eller for den sags skyld vaske op efter, i det salte vand fra Atlanten. En ualmindelig lækker pizza blev det til for mit vedkommende, men selvom den smagte fantastisk, så føltes øjenlågene utrolig tunge og sengen ombord på båden nærmest trak i de fleste af os. Der gik da heller ikke mange sekunder fra mit hovedet ramte puden til søvnen overmandede mig totalt og jeg sov sødt i en båd der for en gang skyld ikke vippende og med et ur der ikke vækkede mig 6 timer senere.

Fornemmelsen af hvilken dag vi havde flød meget sammen i takt med at vi flød længere og længere ud på det store hav. Det var først sidst på turen, omkring da vi kunne se på de resterende antal sømil, hvor mange dage vi ca. havde tilbage, at dagene begyndte at få navne igen. Ellers havde rutinen kørt derud af med 4 timers vagt 6 timers fri, døgnet rundt. Det var også her med få dage tilbage, at vi kunne konkludere at vores proviantering havde passet perfekt, til trods for at vores tur blev ca. 6 dage længere end estimeret. Vi havde aftensmad til 6-7 dage mere, men det skyldes jo vores store held i forhold til at fange fisk undervejs. Af drikkevand havde vi vel 5-6 liter tilbage, så også her ramte vi plet. Det eneste vi skød forbi med var indkøbet af øl (ja det lyder underligt), Men her var der så rigeligt tilbage, at der kunne holdes en god fest, når vi kom i land.

Det var skipper og jeg der havde morgenvagten den 4. februar og vi kunne nyde starten på dagen med den flotteste solopgang. Men inden solen stod op, kunne vi kl.05.20 i nattemørket spotte en del lys langt ude i horisonten. Hvor der før var lys blev forvandlet til en smuk ø da solen endelig stod op og kastede sine stråler ned på den. Så kl.06.06 blev der fra min side, som en anden sørøver, råbt “land i sigte”, den første landkending siden vi forlod Cap Verde 17 dage tidligere.
Som dagen gik kom øen nærmere og forventningen til afslutningen på vores tur steg. Men inden vi skulle dreje om det sidste hjørne, skulle vi lige havde fornøjelsen af at sejle i noget tov til en tejne, sat ud af de lokale fiskere. En hurtig indsats af alle mand og vi havde fået viklet os ud af tovværket og kunne begive os videre mod målet nu under to kilometer væk.
Med ca. én kilometer til mål så jeg en lille gummibåd komme i mod os. Jeg huskede at min fader havde fortalt at der kom en fotograf ud til dem da han i 2011 deltog i Atlantic Rally for Cruisers og krydsede Atlanten, så mon ikke dette var fotografen der var på vej. Alle mand havde iført sig deres røde shorts (sejler du over Atlanten giver det ret til at bære røde bukser) og min hjemme designet T-shirt, så vi var 5 ens klædte, ualmindelig stolte sømænd der havde klaret turen over Atlanterhavet, hvilket uden tvivl kan ses på de billeder fotografen tog af os. Alt imens han sejlede rundt om os og knipsede løs sagde jeg til min broder at der sejler et andet menneske, underforstået fotografen. De sidste 27 dage havde vi ikke set andre end de 4 andre i båden og nærmeste skib havde ligget flere sømil fra os. Men her var der pludselig en anden båd og ikke mindst et andet menneske, hvilket var en speciel oplevelse.

Sidste hjørne blev rundet og der foran os lå målstregen, markeret med en bøje og en dommerbåd. Kl.12.40 lød signalet fra dommerbåden at det gode skib Sophie Amelie og hendes besætning havde krydset Atlanten og til ære for os blev der nu spillet Queen’s “We Are The Champions” over radioen.

Det var så den tur, det eventyr og hvilket et fantastisk et af slagsen, tilbage var der nu kun at sejle båden i havn, ind til havneplads 15D. Men på vejen ind blev vi først mødt af skippers familie der stod med danske flag og bød os velkommen. Da vi kom længere ind i havnen blev der truttet i tågehorn, jublet og klappet af besætningerne på de andre både der var kommet i mål og da vi havde fortøjret båden stod ARC officials på broen for at byde os velkommen med en lækker frugtkurv samt en rigtig Saint Lucia Rom.

Det var 27 dage fyldt med store oplevelser. Der var søsygen den første dag på vandet, de mange fisk vi fik fanget og den ene flyvefisk jeg fik i nakken en nat. Der var Cap Verde, de to blåhvaler der vippede med halerne, stormen midt på atlanten, at svømme på 5000m vand, besøg af grindehvaler og ikke mindst de dejlige delfiner, de stjerneklare nattevagter, det fantastiske gode selskab jeg var i hele vejen (ikke mindst min egen dejlige broder). Men en af de største oplevelse jeg tager med mig fra dette eventyr er en så simpel ting som at sidde alene i stævnen af båden og kikke ud på det store…det uendelig store Atlanterhav.

Den 24. januar omkring kl.17 blev proppen skudt i vejret på vores medbragte Champagne og der blev skålet i bobler, for at fejre at vi nu var halvvejs på vores færd over Atlanten dvs. vi lå halvvejs på den korteste distance målt fra Gran Canaria til Saint Lucia. Vi endte dog til slut på 3177 NM, hvilket svare til 5883 km hvilket er noget mere end de 4923km som den korteste distance er. Men de ekstra kilomeret skyldes vores lille afstikker ned forbi Cap Verde øerne. Men halvvejs var vi den 24. januar og det blev fejret.

Den 24. januar blev der vasket tøj på badeplatformen og alt imens tøjret tørrede i vinden var vi tre der hoppede ud i bølgen blå og hang efter båden, hvilket var en speciel oplevelse…ikke så meget fordi det var efter en båd her midt på Atlanten, men mere på grund af at der var 5000m vand under en og tanken om hvad der måtte ligge og lure dernede i dybet. Dog var det ikke kun hvad der lå under vandet der kunne skræmme en men også hvad der flød på overfladen. Flere gange undervejs blev der observeret The Portuguese Man O’War (Portugisisk Orlogsmand), der flyder i overfladen og har giftige brændetråde under sig. Heldigvis var ingen af os i vandet da de flød forbi.
Flyvefisk fik vi til gengæld lov at hilse på op til flere gange, hvor de i deres færd forvildede sig op på dækket af båden og lå og sprællede. Det var dog mest om natten af de hoppede ombord, givet vis fordi de så ikke kunne se båden. Det var da også midt på natten at jeg midt i en lur…ja ja jeg sov på min vagt, men vi var altså to på vagt af gangen. Men det var altså midt i min lur at jeg blev vækket af en sød lille flyvefisk der fløj lige ind i nakken på mig, skal vi sige et alternativ vækkeur. Nå men jeg kom på benene, fandt den lille fyr der fik en omgang skældud og blev så kastet tilbage i havet. Resten af vagten kunne jeg så nyde duften af Eau de fisk og fjerne alle de skæld den lille fyr havde efterladt.

Selvom det halvvejs på turen havde svundet godt i provianten havde vi nu stadig rigeligt at leve af, dog var der nu ikke mere flere forskellige ingredienser at vælge imellem. Vores gulerødder og agurker “døde” hurtigt i varmen, hvor imod kartoflerne, appelsiner og æbler holdt forholdsvis længe, men her halvvejs over havet var det slut med frisk frugt og grønt. Så når der skulle “trylles” i kabyssen skulle man så være lidt kreativ med det vi havde på lager, til vores held fik vi jo stort set hver anden dag frisk fisk ombord.
Men eks. madlavning kunne jo ikke undgå at producere en hel del affald. Selvom vi inden afgang havde skilt os af med alt overflødig emballage (hvilket der var meget af) så fik vi daglig en masse affald i form af eksempelvis plast, papir og dåser. ARC organisationen havde pålagt os at bringe alt vores affald med i land, så ikke noget med at ligge det ud på “den blå hylde” (læs: smide det i havet). Vi gjorde dog det at vi klippede det meste af vores affald i små stykker og proppede det ned i de plastdunke som vi havde haft drikkevand i. På den måde kom det ikke til at lugte i varmen, da vi kunne skrue låget på + vigtigst af alt så blev det komprimeret voldsomt og fyldte derfor næsten ingenting. Vi endte faktisk med kun at have så lidt affald med i land at det snildt kunne være i en lille trillebøre (uden top på).

Efter 8 dages meget rolig sejlads ned langs Afrikas kyst rundede vi den 17. januar øen Boa Vista, en ø i Cap Verde øgruppen hvilket skulle fejres, for nu stod der 285° på kompasset og Saint Lucia ret forude. Vi fejrede det med Skovchefens Smuk-Rom fra Smukfest, en flot rom medbragt af min broder til at nyde ved særlige lejligheder og dette må siges at være en af dem. Efter 4-5 timers sejlads ind imellem Cap Verde øerne gik vanddybden pludselig fra 2000m til blot 40m…ja ok nu er 40m jo stadig meget, men når vanddybden springer så meget er det lidt skræmmende. Det forholdsvis “lave vand” må være rigt på dyreliv, for ikke lang tid efter morgenmaden så var der fisk på krogen, men ikke kun én, men én på hver af vores to fiskestænger. Efter ca. 30 min kamp blev turens to største fisk hevet i land, to store Mahi Mahi på hhv. 99 cm og 102 cm. og på den måde var aftensmaden sikret de næste 4 dage, til trods for at vi i forvejen havde rigeligt med mad.
Men livet i det lave vand blev ved med at vise sig for os. Ved middagstid råbte Skipper at han kunne se hvaler, hvilket fik alle mand på dæk og ganske rigtigt, der ca. 200m fra båden lå to kæmpe blåhvaler og sendte blåst i vejret (Blåst er betegnelsen på det sprøjt af vand, der fremkommer, når en hval ånder ud efter at have været neddykket). Da de lå lige ud for os dykkede de begge og jeg er sikker på at det var ren gestus samt for at ønske os Bon Voyage, at de to hvaler samtidig vippede deres haler i vejret og dykkede ned i dybet. En oplevelsesrig dag blev afsluttet med Mahi Mahi i tomatsovs med tilhørende pasta, alt imens solen gik ned imellem Cap Verde øerne.

Da vi fik lagt Cap Verde øerne bag os lå nu kun Atlanterhavet samt 4000 km foran os og de imponerende store dønninger (bløde bølger) på ca. 4m der kom ind agter og fik både til stille at rulle fra side til side.
Det at krydse at kæmpe ocean som eksempelvis Atlanterhavet er ikke meget anderledes end at krydse Kattegat, forstået på den måde at udsigten er den samme om du sejler 25 km eller 2500 km fra land og fornemmelsen er næsten også den samme. Så det er mest rent mentalt at du er bevidst om at du er ude på det store hav og også her en del af udfordringen ligger. Denne udfordring bliver du virkelig mindet om hvis du sætter dig ned, eksempelvis i stævnen hvilket jeg ofte gjorde og stille sidder og kikker ud over havet, så er det virkelig at tanken og visheden rammer dig om at du er langt væk fra land og de nærmeste mennesker (ud over de andre på båden) kan være de astronauter der opholder sig på Den Internationale Rumstation.
Men visheden om at du er langt fra omverden og på den måde også fra hjælp, kan også ramme én på andre måder. Eksempelvis da vi den 20. januar læste i dagens melding fra ARC’en, at skibet “Brainstorm” en Hollandsk X-Yachts havde fået rorskade og tog vand ind, faktisk så meget vand at mandskabet havde forladt båden, men heldigvis var blevet hentet af to andre ARC både. Denne melding fik en til igen at få tanken om, at vi virkelig var overladt til os selv og hjælpen er meget langt væk. Det skal dog lige nævnes at selvom Brainstorm blev forladt og drev rundt overladt til en grum skæbne, så kom meldingen 3-4 dagen senere at en slæbebåd var på vej ud for at bjerge den. Der var åbenbart et forsikringsselskab der havde regnet lidt på det 🙂

Søndag den 23. januar omkring kl.10.30 ramte vi koordinaterne 15°21.630N 36°14.300W og grunden til at jeg har disse er fordi her slukkede vi alt elektronik på båden, og hvorfor nu det. Jo ser du efter et dejligt morgenmåltid nydt i cockpittet blev horisonten lidt mørk og da vinden pludselig også lagde sig samtidig med at temperaturen faldt ca 5-8 grader, kikkede vi på hinanden og blev enige om at der var noget i gære. Sejlet blev hurtigt rebet og ca. 10 min senere blev vi bekræftet at noget var i gære da himmel og hav stod i et. Da vindmåleren målte 25 m/s valgte vi at slukke alt elektronik for det lynede lige over hovedet på os. Vi var dog sikker på at der var tale om en såkaldt Squall, en meget lokal byge med en pludselig, kraftig stigning i vindhastigheden, der kan varer i flere minutter. Men efter én times sejlads og det stadig regnede voldsomt tænkte vi at der uden tvivl måtte være tale om et uvejr. Jeg har et billede på min nethinde af skipper der alene sidder ved roret (resten af mandskabet var flygtet ned i kabyssen) mens vinden piber i riggen og regnen pisker ind fra styrbord, så voldsomt at det så ud som om at det regnede vandret. Til vores held, så lå vi kun i kanten af uvejret og efter et par timer tog vinden og regnen af og hen under aften kunne vi se kanten af fronten, ja det endte faktisk med at vi havde blå himmel over os igen + en fantastisk smuk solnedgang, da aftensmaden blev serveret.
En skræmmende oplevelse der uden tvivl bliver forstærket af at man ligger isoleret omkring 2000 km fra kysten.

Efter et par dage på havet havde kroppen vænnet sig til bådens rullen samt den noget afbrudte nattesøvn. Vores vagtplan hed 4 timer vagt, 6 timer fri hvilket kørte døgnet rundt, hvilket eksempelvis betød at man ikke ville have den samme nattevagt hver nat, men at det skiftede fra dag til dag.

Kursen de første 9 dage var ikke i en retning der fik os meget tættere på Saint Lucia i Caribien. Under den sidste vejr-briefing fra ARC, havde de advaret om et lavtryk som lå midt ude på Atlanten hvilket betød at anbefalingen fra deres side var at tage den et godt stykke ned langs Afrikas kyst inden man valgte at dreje vestover. Vi tog deres anbefalinger til os og sejlede stille og roligt ned langs Vestsahara og Mauritanias kyst, hvilket var i sikker afstand til lavtrykket. En anbefaling som ikke alle deltagere tog til sig, men som et par dage senere måtte se i øjnene nok var en god idé. En af dem der måtte sande at den sikre kurs nok alligevel var sydpå, var en Nautitech 40 katemaran der efter start satte kurs lige ud i lavtrykket hvilket resulterede i at de fik banket et vindue ind af en bølge. De valgte dog trods manglende rude at fortsætte mod Saint Lucia.

Men for os gik det stille og roligt sydover. Det var flere gange dagligt at vi fik “gæster” i form af delfiner der skulle over og se hvad vi var for nogen. Men to dage efter start kom vi i kontakt med en kæmpe flok meget nysgerrige grindehvaler, som kom helt tæt op til båden og kikkede på os, fascinerende at se sådan et kæmpe dyr der kan veje op til 800 kg, tæt på.

Der skulle ikke gå mange timer fra vi forlod havnen før end fiskeriet blev påbegyndt, men vi skulle dog 3 dage ind i sejladsen før der var bid i form af to små Bonito Tun på ca. 30 cm. De skulle vise sig at være de første i en lang række af fisk som fandt vores fiskegrej interessant og som altid så smager hjemmefanget fisk bare fantastisk og disse to små tun blev da også senere nydt med nogle dejlige kartofler og gulerødder (skrællet af Peter) og en lækker lille salat. Når vi nu snakker fiskeri så ser fiskenoteringerne for hele turen således ud: Der blev fanget i alt 12 fisk på hele overfarten, hvoraf 10 af dem var af arten Mahi-mahi (Guldmakrel) i forskellige størrelser, den største på 102 cm. Disse Mahi-mahi fisk er meget lys i kødet og utrolig mager. På grund af vores held med at fange disse store fisk blev de tilberedt på flere måder. De kom i gryderetter, blev stegt på panden og som min favorit, stegt som frikadeller, mums! Alle disse fisk var et godt supplement til vores proviant, som dog ikke var mangelfuld, men udsigten til friskfanget fisk var jo bare herlig.

12/1: 2 stk. Bonito tun på ca. 30 cm.
15/1: 1 stk. Mahi Mahi på 87 cm.
17/1: 2 stk. Mahi Mahi på 99 og 102 cm.
22/1: 1 stk. Mahi Mahi på 30 cm. som blev sat ud igen
22/1: 2 stk. Mahi Mahi på 70 cm.
24/1: 1 stk. Mahi Mahi som var for lille men som også hoppede af krogen
24/1: 1 stk. Mahi Mahi på 88 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 60 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 97 cm.

Ud af den tykke tåge tordnede den lille Airbus A320 med kurs mod den lille ø Gran Canaria, ud for Marokko kyst. Ombord var 4 forventningsfulde sømænd hvis drøm var at krydse det store Atlanterhav i det gode skib Sophie Amalie, der allerede lå og ventede på dem i havnebyen Las Palmas på den nordøstlige del af øen.

Men lad os lige stoppe et kort øjeblik og hoppe tilbage til sommeren 2017, hvor jeg havde fornøjelsen af at sejle båden fra Porto i Portugal, ned langs kysten forbi Lissabon, rundt om Gibraltar og om til byen Torrevieja på den spanske østkyst. Turen var fantastisk med masser af oplevelser og var min sådan rigtige sejler-ferie på de store have og her jeg fik smag for at holde ferie på en båd.
Så det var med ualmindelig stor begejstring at jeg i vinteren 2021 fik beskeden om at der ville være en plads til mig på båden, når den næsten et år senere skulle krydse Atlanterhavet.

Tiden gik og trods udfordringer i form af specielt Corona virussen, lykkedes det at tage første skridt i denne lange rejse og komme på vingerne med kurs mod Gran Canaria.

Vel ankommet var det i taxa direkte til havnen hvor Sophie Amelie lå og ventede. Mørket var faldt på inden vi kom ombord, så det blev ikke til meget andet end lidt hygge, småsnak og noget koldt at drikke i cockpittet inden vi alle 4 tørnede ind for natten.

De følgende 6 dage skulle bruges på at klargøre skibet og ikke mindst mandskabet til den store tur. Der var blandt andet daglige Zoom-møder med praktiske informationer fra organisationen som vi sejlede under (ARC – Atlantic Rally for Cruisers). Alle sikkerhedssystemer skulle tjekkes og godkendes af ARC inden vi kunne komme afsted og så skulle vi selvfølgelig også have provianteret. Her var ARC også behjælpelige med guides til hvad der var godt at medbringe, jeg kan eksempelvis nævne at der blandt meget andet blev indkøbt:

96 æg
10 kg kartofler
5 kg ris
50 appelsiner
5 kg havregryn
8 liter yoghurt i små bæger
100 liter drikkevand
100 dåser sodavand
120 juicebrikker
150 dåser øl
20 poser chips
25 pakker kiks
20 plader chokolade
24 ruller toiletpapir

Lørdag den 8. januar var alt provianten indkøbt og forsvarligt stuvet væk, alle sikkerhedssystemer og procedure gennemgået og en sidste tøjvask hængt til tørre. Den 8. januar var også dagen hvor vi ville få svar på den Coronatest vi havde fået lavet dagen før. Hvis blot én af os var positive, var turen aflyst…heldigvis var ingen af os ramt og vi kunne nu melde klart skib og glæde os til morgendagens afgang.

Den 9. januar kl.12.20 kastede vi fortøjningerne og sejlede ud af havneindløbet hvilket for flere ombord var et bevægende øjeblik, da der nu ikke var nogen vej tilbage, nu var vi afsted. Kl.13.05 passerede vi startlinjen og satte kursen mod øst…ja øst, for det blæste 10-12 m/s og der var store bølger, så for at komme fri af øen sejlede vi østpå. De første 16-20 timer blev brugt på at vende sig til nu at være på søen, vi skulle alle lige have søben som det hedder. Jeg var dog dog så hårdt ramt af søsyge, at jeg måtte skippe Axel’s fantastiske Gullasch og hoppe direkte i seng, men efter en god nats søvn var jeg frisk igen og klar til at hoppe ind i det faste vagt-rul med 4 timers vagt og 6 timers fri.

Uret på kirketårnet stod på 4.57 da vi atter sad i båden og roede ud forbi Bohus Fästningen i det smukkeste morgenlys. I takt med at byen roligt vågnede op til sådan en stille lørdag morgen, roede vi de sidste 22 kilometer ind til Göteborg. Undervejs mødte vi blandt andet 3 ræve som luskede rundt i de tidlige morgentimer og undrende stoppede op for at se hvad vi var for nogle.
Oplevelsen var stor og stemningen høj da Göteborg rejste sig foran os og vi nu med egne øjne kunne se målstregen…som i sin fysiske form blot var et fiskeeksport lager. Jeg havde på min vej med færgen en uge tidligere spottet et godt sted at tage båden op og det bedste sted vidste sig altså at være i vandkanten tæt ved FiskKompaniet. Klokken 07.20 krydsede vi endelig målstregen og der stod kilometer tælleren på 295 km. siden vi forlod Karlsborg 7 dage tidligere, hvilket med let hovedregning giver en gennemsnitlig dags distance på 42 kilometer.

Vi gik i gang med at få båden pakket ud, fik den op på land og op på vores medbragte små slæder (til at køre den rundt på land) og alt imens vi der stod og baksede med det stak en medarbejder fra lageret hovedet ud af vinduet for at høre hvad vi var for nogle. Da han kunne mærke at her var tale om en spændende historie spurgte han om vi ville have en kop kaffe, for så kunne han jo få hele vores historie sammen med en god kop morgenkaffe. Så der var
desværre ikke tale om champagne til os nu hvor vi var kommet i mål men mere en god kop morgenkaffe i selskab med vores svenske kammerat der var noget imponeret over vores bedrift.

Vi sagde tak for kaffe og trillede forsigtigt vores båd ud i den stille morgentrafik, vi var heldigvis i forholdsvis kort afstand til færgen men var dog nød til at krydse et par trafikerede veje, sikkert til stor morskab for de bilister der var nød til at holde tilbage for en træbåd trukket af 3 morgenfriske drenge.

Båden kom ombord på færgen og lidt i 10 stod den sikkert på vogndækket surret forsvarligt fast så den ikke ville tage skade af turen over Kattegat. Vores plan ved ankomst til Frederikshavn var som udgangspunk at sætte båden i vandet og ro den om til Frederikshavn Roklub hvor vi havde en aftale om at måtte stille båden, så vi kunne afhente den senere. Men ved ankomst kunne vi se at vinden ikke var i vores favør, så vi måtte i stedet trillede båden tværs igennem byen og hele vejen om til roklubben, en tur på ca. 4 kilometer. Vi var alle 3 godt smadret da vi nået roklubben og ved nærmere eftersyn af vores små hjul-slæder så var de bestemt også ved at give op, jeg er sikker på at de ikke kunne have klaret 500 meter mere. Men til vores held holdte de til turen og vi kunne som det sidste få båden placeret forsvarligt og få den pakket sammen. Tilbage var der nu kun at få vores grej på nakken og så ellers vende snuden hjemad.

I dag sov vi længe, vi tillod os at sove til klokken 05, men der var også et par af os som havde gang i noget natteroderi. Det vil sige at alt i mens vi trygt lå i vores poser hørte vi pludselig lyden af et kæmpe skib kom sejlende tæt forbi. Vi havde jo valgt ikke at tage vores båd op for natten i den tro at vi var dagens sidste hold der blev sluset igennem Trollhättan og det var vi sikkert også hvis ikke man medregnede den kommercielle skibstrafik der åbenbart sejler natten igennem. Så klokken 23.45 sprang to af os ud af teltet kun iført boksershorts og skyndte os ned til båden for at hjælpe den med at imødegå det store skibs hækbølger. Heldigvis for os tog båden ikke skade og for os selv var det heldigvis det eneste skib der kom forbi den nat.

I takt med at morgendisen lettede roede vi ned af kanalen i det smukkeste vejr og med omgivelser der passede perfekt til vejret. Dagens eneste samt også turens sidste sluse nåede vi omkring klokken 08.45 men selvom der kun var 15 minutter til at slusen åbnede blev ventetiden dog noget længere da et større skib var på vej og vi måtte vente på at den kom igennem før vi kunne sluses ned. Men det gav så også rig mulighed for at se hvilken størrelse skibe disse sluser kan håndtere.
Frokosten blev indtaget i vandkanten nær Lödöse og efter en times pause indtog vi igen kanalen, denne gang med planer om at sprinte de sidste ca. 45 kilometer ned til Göteborg for at kunne nå færgen mod Frederikshavn kl.20.00. Kampen mod tiden gik fint de første 20 kilometer men med “kun” 25 km tilbage røg vi ind i noget modvind og jeg måtte sande at jeg ikke havde mere at give af og vi måtte lægge nye planer. Til vores held var vores 3 klubkammerater (dem der roede båden op til Stockholm) blevet venner med roklubben i Kungälv, tæt på Bohus Fästning og her havde vi en løs aftale om at måtte overnatte.
Efter en kort telefonsamtale havde vi fået tag over hovedet for natten og velkomsten i Kungälvs Roddklubb var uovertruffen og lige hvad vi havde brug for efter endnu en hård dag i båden. Med endnu en nat i det svenske var der lige pludselig tid til at få tørret vores telte, få et ordentligt bad, klargjort båden til turen over Kattegat samt fejre at målstregen var indenfor rækkevidde, med blot 22 km. tilbage ned til færgen.

Dagen startede igen før fanden fik sko på for at nyde godt af de tidligere morgentimers stille vejr og ikke mindst flade vand. Igen sagde klokken 03 da vi pakkede soveposerne sammen og samtidig med at solen tittede op over horisonten fik vi vores morgenmad, fik pakket teltene sammen og pakket båden.

Kl.05 lagde vi fra land og satte kurs mod Vänersborg som ligger i den sydlige ende af søen og var for os slutningen på vores bekendtskab med Vänern, for herfra vil det være kanal sejlads resten af vejen ned til Göteborg, kun afbrudt af nogle enkelte små sluser…eller små er de nu altså ikke, specielt ikke det legendariske Trollhättan sluse system. Men før vi kom til dem skulle vi igennem en dag der bød på alt slags sommervejr, først høj sol, så regn med tilhørende tordenbyger, så hagl på størrelser med ærte og kort før vi ankom Vänersborg blæste det voldsomt op. Men kl.14 smuttede vi ind igennem indsejlingen til Vänersborg og kom i læ for de faretruende tordenbyger. Her fik vi en god frokost og fik provianteret til endnu en nat i det fri.

Efter en time i Vänersborg kastede vi fortøjningerne igen og vendte snuden mod dagens første sluse, Brinkebergskulles slusen som også var første gang de virkelig store sluser skulle indtages. Sluserne herfra og ned til Göteborg er omkring 100 meter lange og bygget til at kunne håndtere nogle noget større skibe end blot vores lille træbåd. Så når portene åbner sig og du ror ind i dette monstrum er det forbundet med en del respekt overfor de kræfter der er i spil her og oplevelsen bliver ikke mindre når der udover vores lille båd kun ligger én anden lille motorbåd i bassinet.

Sluserne ved Trollhättan nåede vi kort før lukketid og vi blev, med blot én anden lille motorbåd, sidste hold der blev sluset de omtrent 32 meter ned via de fire slusekamre der er ved Trollhättan…imponerende og jeg måtte da også lige ringe hjem til min far og fortælle ham hvor jeg sad lige nu.

Vi lagde Trollhättan bag os og fortsatte ned af kanalen, men klokken var mange og kilometertælleren havde passeret de 80 km. så det var på tide at finde et sted at slå lejer. Stedet blev blot få hundrede meter fra indsejlingen til Trollhättan og mens aftensmaden bestående af det lækreste dåse ravioli simrede i gryden tog jeg telefonen og ringede hjem for at lykønske min kære niece, der i dag fylder 18 år (tillykke Alberte).

Kl.03 vækkede vores telefoner og ca. kl.04.30 var båden pakket og vi var klar til at indtage Vänern. Vinden havde lagt sig fuldstændig men i sommer tusmørket kunne vi ane sorte skyer i horisonten, heldigvis var de ikke i retning af hvor vi skulle…men synet af dem påvirkede os nu alligevel og vejrudsigten havde også fortal os at dagen ville byde på byger og endnu værre, tiltagende vind og er der et sted man ikke skal være i frisk vind, så er det ude på nordens største sø.

Men vi kom afsted i roligt vejr, nåede Torsöbron der forbinder øen Torsö med fastlandet (nord for Mariestad) omkring kl.7 og drejede så mod vest for at fortsætte ud i det noget mere ubeskyttede farevand og det var så her vi på egen krop fik lov at mærke de kræfter som Vänern kan diske op med.
Vinden havde tiltaget i løbet af formiddagen og blæste nu med 6m/s fra vest, så der skulle tages nogle seriøse rotag for at komme fremad og styrmanden skulle virkelig koncentrere sig for at placere båden rigtigt i forhold til de efterhånden store bølger. Lettere blev det bestemt ikke da vi drejede sydover for at komme ned mod Lidköping og vi nu fik vind og bølger ind fra styrbord side. De to roer var konstant koncentreret alt imens båden blev kastet rundt i bølgerne og styrmanden måtte samtidig med at styre i bølgerne også sørge for at lænse båden for det vand der var kommet ind fra både oven og neden.

Vores redning blev den lille by Hällekis som vi efter nogle meget hårde timer nåede ved frokosttid…nå ja vi skulle lige have et skarpt sving mod styrbord ved indsejlingen da undertegnet opdagede et skær ca. 5 meter foran os. Men vi kom i land og der var nu mulighed for at tanke depoterne op samt nyde at solen nu havde fortrængt de sorte skyer. Men vi vidste alle 3 at den hårde realitet lå og ventede på os derude når vi på et tidspunkt igen skulle ud af havnen og ud i bølgerne igen. Men til vores store overraskelse så blev vi velsignet af Vänern med det lækreste vindstille vejr og flade vand, sjældent har jeg i mit liv været så taknemmelig over et vejrskifte. Resten af dagens tur blev gennemført i høj sol og fladt vand og efter 14 timer på farten og med ca. 72 kilometer i benene, fandt vi en fin lille ø halvvejs igennem halvøen Kållandsö hvor vi slog lejer for natten.

Håbet for dagen var at nappe de sidste sluser i Göta kanalen og fortsætte videre ud i Vänern der med sin massive størrelse på 5.650 km² er Sverigs største sø, for at finde en passende overnatning et sted på et skær. Men moder natur ville det åbenbart anderledes, for selvom der var høj sol og blå himmel så blæste der en frisk vind fra vest med vindstød på over 12m/s. Så da vi efter 7 kilometer nåede Sjötorp, der i vores tilfælde var porten ud til Vänern, måtte vi konstatere at Vänern var off-limit for os i dag, vinden var alt for kraftig og stod lige ind imod kysten.

Men vejret var godt og Sjötorp var et turist-mekka af den anden verden, så der var der masser af restauranter og butikker at kikke på. Så vi legede turister for en stund og satsede på at vinden ville løje af i løbet af eftermiddagen, så vi kunne komme ud på den store sø.
Efter en god platte med fisk gik vi endnu engang ned til søen for at tage bestik af vejrsituationen som til alt held havde ændret sig så meget at vi godt turde stikke næsen ud i søen, hurtigt dreje om et hjørne og komme i læ af en halvø. Vi gjorde tanken til handling og efter én times roning uden de store problemer var vi over ved halvøen hvor vi fandt den dejligste lille naturhavn. Stedet var faktisk så idyllisk at vi valgte at slå lejer for natten her, ikke mindst fordi vinden stadig ikke var gunstig.
Planen for i morgen…eller skal vi sige i nat er at stå op kl.03 for at komme på søen mens der er stille vind og roligt vand og så ellers håbe at vi kan komme til halvøen Kållandsö som er halvvejs på vores tur ned igennem “monsteret” Vänern.

Igen blev klokken omkring 9 før vi tog dagens første rotag. Sluserne i Göta kanal systemet åbner kl.9 og med udsigt til omkring 16 sluser i løbet af dagen, tænkte vi at det var med at komme tidligt afsted. Men dagen skulle vise sig at være fyldt med forhindringer der i sidste ende førte til at dagens distance kun blev på sølle 19 kilometer.

Første forhindring ramte vi i Toreboda, hvor vi skulle vente på en jernbanebro som skulle åbne så vi kunne komme videre. Men selvom uret ved broen fortalte os at der var 15 minutter til at den ville gå op, vil jeg tro vi fik lov at vente i 45 minutter. Anden forhindring på vores videre færd fik vi ved dagens første sluse i Hajstorp, små 11 kilometer nede ad åen. Her kostede en lille misforståelse, imellem os og den søde sluse-prinsesse der styrede slusen, os 90 minutter. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for så var der tid til at se nærmere på det lille lokale museum med tilhørende salg af håndflids produkter + at der var tid til en sluse-is som vi spiste alt imens vores faretøj blev inspiceret af flere af de lokale, ja selv de bevingede af slagsen kunne ikke dy sig for at se nærmere på den flotte båd.

Videre gik det, efterhånden noget forsinket og efter blot 10 sluser og som skrevet før blot 19 kilometer var dagen ved at gå på hæld og vi måtte stoppe for natten i byen Lyrestad, hvor der var en skøn gæstehavn samt ikke mindst et spændende pizzaria som vi jo selvfølgelig måtte frekventere.

Omkring kl.09.00 lagde vi fra land ved Karlsborg og satte kurs mod dagens første sluse, godt 7 km foran os. Slusen var Forsvik og er sidste opadgående sluse i Göta kanalen (hvis du sejler øst/vest), hvilket vil sige at når vi var på den anden side af denne ville vi befinde os på det højeste punkt af hele systemet og fra der af vil sluserne kun være for nedadgående for os hele vejen ned til sidste sluse i systemet i Lilla Edet.
Men vi havde knap taget første rotag før de første dråber begyndte at falde og der skulle vise sig at være en hel del flere dråber på vej i løbet af formiddagen, ja faktisk bød dagens første 28 kilometer på regn og en hel del vind fra sydøst. Så det var 3 godt gennemvåde gutter der nåede Moholm slusen ved Tåtorps og kunne smutte ind i læ i kanalen og ro de sidste noget kolde kilometer op til gæstehavnen lidt syd for Töreboda, som vi havde udset os som potentiel lejr for natten.

Der gik ikke mange minutter fra vi havde fået båden på land, havde slået teltene op og pakket ud før vi alle 3 kikkede med kærlige øjne på havnens lille hyggelige Bastu hytte (lille sauna). Da vi alle var noget matte ovenpå dagens 38 kilometer, hvoraf de 28 var i kraftig regn var der ikke nogen diskussion, den sauna skulle vi ind og sidde i…og ca. 1 time senere sad vi alle 3 godt pakket i den lille hytte og nød godt af varmen fra den åbne brændeovn. Efter en time i hytten kombineret med to afkølende døb i Göta kanalen var vi som født på ny og klar på en god omgang gryderet med ris og så ellers en god nats søvn.

Alt var timet og tilrettelagt som var planen udtænkt af selveste Egon Olsen. Turen skulle have taget sit udgangspunkt i Seattle i staten Washington i det nordvestlige USA og have gået rundt i de omkringliggende stater med besøg i blandt andet Glacier National Park, Yellowstone, Salt Lake City, Crater Lake i staten Oregon og Portland for at besøge min kammerat Charlie.
Men få dage før flybilletterne skulle købes tilbage i marts tonede vores statsminister frem på skærmen og lukkede alt ned på grund af den verdensomspændende coronavirus og som skulle vise sig at “trække ud”, så jeg måtte se min tur til Seattle forsvinde i takt med at verden lukkede ned.

Så hvad skulle sommerferien så gå med…et godt bud kom ind fra højre (faktisk også grundet Covid19) i form af en rotur ned igennem Sverige fra byen Karlsborg og ned til Göteborg via blandt andet Göta kanalen og Sveriges største sø Vänern. 3 gutter fra Aarhus Studenter Roklub havde siden den 5. juni roet båden op til Stockholm og det var nu vores opgave at ro den retur til Danmark. Dog havde Martin og jeg valgt at dele turen op imellem os, således at Martin tog den første del af turen, fra Stockholm til Karlsborg og jeg nappede så turen fra Karlsborg til Göteborg.

Så det var derfor at jeg i dag, en lettere regnkold sommerdag, satte min GPS til Karlsborg for at køre op og mødes med båden Genefke og dens besætning Karsten, Jesper og Martin. Sverige var regnfuld hele vejen op til Karlsborg som jeg ramte omkring kl.16.30 stort set samtidig med at båden lagde til og 3 lettere regnvåde gutter gik i land.
Vi fik båden på land, slået telte op, fik lavet noget aftensmad og samtidig med at den blev spist fik jeg alle røverhistorierne fra deres tur den forgangene uge. I morgen overlader Martin så sin plads i båden til mig og turen går videre ned igennem Sverige, mod Göteborg.

10 dage med det mest strålende solskinsvejr blev det til. Men her sidste dag var det som om New York var ked af min snarlige afrejse og bød derfor på det vådeste regnvejr jeg har set i…nå ja 10 dage. Så gode råd var dyrere for at finde på noget vi kunne lave som foregik indendørs og den situation var der bestemt andre som også havde stået i. For da vi kom til American Museum of Natural History var der kø til langt ned af gaden. Men til vores held åbnede de en anden indgang lige da vi kom og Marvin havde årskort til museet, så det tog os kun 5 minutter så stod vi ind i det 190.000 m2 store museum.

Turen op til museet tog vi Subway linje L over til 14st. 8Ave. hvor vi hoppede over i et linje C. Vi gjorde dog et lille stop på 14st. 8Ave. stationen da den var fyldt med små søde bronze figurer lavet af kunstneren Tom Otterness. Det hele var et kunstværk med titlen “Life Underground” og jeg kunne snildt have brugt et par timer på at gå rundt på stationen for at finde de små figurer der var gemt overalt og flere af dem på de sjoveste steder.

Efter American Museum of Natural History tog vi ned til Chelsea Market (igen) da jeg ville have noget lækkert Halva fra “Seed + Mill” boden med hjem. Halva er en sød sesampasta blandet med smeltet sukker og forskellige smage så som chokolade, kanel, kokos eller kaffe og er en lækker lille snack. Frokosten blev til to slice pizza på Bleecker Street Pizza nede på hjørnet af Bleecker Street og 7 Ave. Det siges at stedet serverer rigtige gode pizzaer og nok engang talte rygterne sandt, i hvert fald hvad angår deres Nonna Maria Pizza…for pokker den var god.

Nå men så var det også ved at være tid til at pakke kufferten, sige på gensyn New York og så smutte ned under jorden for at snuppe Subway’en tilbage ud til JFK hvor den trofaste 747’er holdte klar. Kl.21.55 var turen slut og vi lettede, satte kursen mod London (senere Billund) og fløj ud i den mørke regnfulde nat.

Tom Otterness kunst på 14th Street

Søde små figurer

Mere Tom Otterness kunst

Sidste billede af New York

Kort før afgang fra en regnfuld JFK

Atlanterhavet er overskyet

Solnedgang inden vi lander i Billund

WordPress Grid Gallery

Nok en dag velsignet med det dejligste solskin stod jeg op til i dag og efter en god æg og skinke sandwich på “Bite” på 14th. Street gik jeg via 2nd Ave op nordpå op til United Nations bygningen der ligger på 44th. Street. Her satsede jeg på at der var plads på en af deres guidet turer rundt i komplekset, men først skulle jeg lige igennem security for overhovedet at komme ind. Da United Nations rent faktisk ikke er Amerikansk jord, så var sikkerheden selvfølgelig stor og man skulle igennem hele møllen, for at komme ind på området. Men jeg kom ind, fik fat i en billet til en guidet tur hvor vi blev sat grundigt ind i FN’s arbejde rundt om på kloden samt fik besøgt FN’s sikkerhedsråd, FN’s økonomiske og sociale råd, FN’s Forvaltningsråd (der for øvrigt er skænket af Danmark) og sidst men ikke mindst FN’s Generalforsamling, der er den største sal af dem alle og en man har set i TV et utal af gange.

Eftermiddagen blev brugt lidt på Grand Central Terminal, Fifth Ave. samt shopping hvor det vildeste indkøb var en is hos Big Gay Icecreme på Grove Street. Men det skal dog lige siges at jeg faldt over et par sko til $29.500…det er knap 200.000 dkr. for et par sko, som ikke engang var særlige pæne, men det er en helt anden sag.

Til aftensmad smuttede Marvin og jeg ned på 1st. Street ned til Cafe Himalaya hvor jeg fik en dejlig Gyathuk Ngopa…eller løst oversat, ristet nudler med kylling og grøntsager. Desserten blev indtaget på den nylig åbnet Lagkagehuset på Broadway hvor jeg fik mig en træstamme som jeg gumlede i mig med udsigten til en smukt oplyst Empire State Building.

United Nations

FN's Forvaltningsråd

Non-Violence kunstværket foran UN

Indgangen til FN's Generalforsamling

FN's Generalforsamling

East River & Roosevelt Island

Grand Central Terminal & Chrysler Building

Sko pris $29.500

Empire State Building by night

WordPress Grid Gallery

Uha da hvor var jeg nok engang finkulturel i dag og blev ligeledes lidt klogere i dag, men inden vi kommer dertil så skød Marvin og jeg dagen i gang med en god omgang blåbær pandekager hos B&H Dairy på 2nd Ave. som blev suppleret med et glas koldt juice og en god kop kaffe.
Herefter gik jeg over til Whitney Museum of American Art for at se deres udstilling der blandt andet indeholder en del Edward Hopper malerier, men de havde også en særudstilling om Andy Warhol og det var så her at jeg blev klogere i dag…jeg fandt nemlig ud af at jeg ikke er den store fan af Andy Warhol. Men så var det jo heldigt at de havde en masse andre spændende værker.
Efter Whitney gik turen ned til Battery Park for at nyde udsigten, en sandwich samt læse lidt i min bog. Efter en time i solen med udsigt over til den grønne kvinde med faklen (læs Statue of Liberty) gik jeg op langs East River, over Brooklyn Bridge og retur til Manhattan via Manhattan Bridge. Tilbagevejen bød på en god udsigt ind over det sydlige Manhattan i lyset fra en sol der var på vej ned…utrolig smukt.

Vel tilbage hos Marvin havde vi fået gæster fra Texas. En person som også tager med rundt på vores Fandango Road Trips var i byen og havde meldt sin ankomst, så selvfølgelig skulle vi ud og spise. Det blev til en god salat og en rigtig hyggeligt aften på en eller anden italiensk restaurant et sted her i nabolaget.

Nå ja så mødte jeg for øvrigt en blå krokodille, den lå og så gal ud på nede på Dover Street.

Blueberry Pancakes

Udsigten fra The Whitney

En Andy Warhol

3 x Edward Hopper

Udsigten fra Battery Park

Den blå krokodille på Dover St

Solnedgang over Brooklyn Bridge

WordPress Grid Gallery

Endnu engang stod jeg op til det skønneste vejr med en sol der strålede ned fra en skyfri himmel. Planen i dag var at pakke tasken og køre tilbage til Manhattan for at besøge min ven Marvin og spendere 4 dage sammen med ham. Men inden afgang fik jeg lige ringet hjem hvor næsten hele familien var samlet samt Bill og jeg kørte over til den lokale Panera Bread restaurant for at få noget frokost. Men da klokken slog 14 var tiden inde til at sige farvel til min “broder fra en anden moder” og køre tilbage på øen, ind til 10th. Street hvor min gode ven Marvin har en lejlighed og hvor jeg skal bo de resterende dage i byen.

Jeg havde knap været hos Marvin i 20 minutter før vi besluttede os for at tage et smut over til den nye bydel Hudson Yard der åbnede op for offentligheden i fredags. I centrum af bydelen står kunstværket “The Vessel”, et meget smukt…tjah skal vi ikke bare kalde det for et udsigtspunkt, som man kan kravle op i og nyde udsigten ud over blandt andet Hudson River. Både turen op og turen ned foregik via trapper som gik på kryds og tværs og som faktisk udgør hele værket, men den var fantastisk spændende og smuk at kravle rundt i.

Efter The Vessel gik vi hele vejen ned til Chelsea Market via The High Line for at få noget aftensmad, hvilket bestod af frisklavet nudelsuppe. Da klokken nu havde sneget sig over 20.00 var det tid til at vende snuden hjemad.

The Vessel

Fra centrum og kikker op

The Vessel er interessant opbygget

Udsigten mod New Jersey

Indersiden af The Vessel

Undertegnede på The High Line

WordPress Grid Gallery

I dag var det Skt. Patricks day, den irske nationaldag her i USA. Så der var vel ikke noget bedre end at starte sådan en skøn solrig søndag i forstaden med en dejlig gåtur i den lokale park. Så stod op omkring kl.9 hvorefter Bill’s bror John og jeg kørte en tur over i den lokale park “Saddle River Park” for at gå en søndagstur på en 3-4 km. Solen skinnede fra en skyfri himmel og trods de kun 10 grader kunne man virkelig mærke solens varme stråler og forårets kommen.
Da vi atter var tilbage hos Bill havde han disket op med det helt store morgenbord med frugt, bacon, pølser og selvfølgelig Bill’s world famous Blueberry Pancakes. Så det var bare at sætte sig til bords og kaste sig over dette lækre morgenbord…mums!

Eftermiddagen blev brugt på shopping i Palisades Center, et kæmpe indkøbscenter lige over grænsen i New York state. Helt præcist fik jeg købet ingenting, men havde dog en intention om at ville have et par nye Nike sko, syntes bare ikke dem de havde var pokkers gode at have på. Så det blev til ingenting.

Ved 18 tiden kørte John og jeg ind på Manhattan for at gå en tur i biffen i Angelika Film Center. Vi så filmen The Hummingbird Project med Jesse Eisenberg i hovedrollen. En udmærket film, men køreturen ind på Manhattan, hen over George Washington Bridge med udsigten ind over skylinen i solnedgangen og turen ned langs Hudson River med udsigten til One World Trade Center var næsten en ligeså stor oplevelse som selve filmen.

Palisades Center

George Washington Bridge

Henry Hudson Parkway

One World Trade Center

WordPress Grid Gallery

I dag skulle Bills hold have spillet en træningskamp (i Baseball) men på grund af gårsdagens massive regnskyl blev kampen desværre aflyst, banen var blevet overskyllet. Så I stedet gik drengene indenfor for at træne lidt Batting, hvilket vil sige, træning i at ramme bolden med battet…hvilket jeg kan hilse og sige ikke er let.

Efter træningen kørte Bill og hans cheftræner Matt og jeg ned til byen North Bergen, ca. 20 min kørsel syd for Paramus, for at se de større drenge spille træningskamp mod byens lokale drenge. En spændende kamp som vi dog valgte ikke at se det hele af…der var kun 7 grader og det blæste, så vi sprang ind i bilen igen og kørte ned til Jersey City. Matt havde haft familie i byen, havde studeret der og kendte derfor meget til den + han var/er meget historisk interesseret, så Bill og jeg havde vores egen lokale guide med os rundt i byen og fik masser af spændende informationer, det var som at have et helt leksikon med os…fantastisk 🙂

Frokosten tog vi også i Jersey City på “Miss Amerika” en original Jerry O’Mahony Diner, som de fleste kender når de ser dem, med deres rustfri stål facade og klassiske interiør design, de er vel hvad de fleste tænker på når de høre ordet American Diner. Desværre er de et sjældent syn i dag da der kun eksistere ca. 20 af disse klassiske diners, lidt vildt når man tænker på at Jerry O’Mahony Diner Company producerede 2000 diners i årene fra 1917 til 1952. Så det var en oplevelse af få lov at spise frokost bestående af…en god burger, hvad ellers 🙂

Hjemturen tog vi via NJTP (The New Jersey Turnpike) som tilbød en fantastisk udsigt ind over New Yorks skyline. Så sikke en fantastisk dag i forstaden and Bill if you’re reading this, I can’t thank you enough.

Træning i stedet for kamp

Lets play ball

Jerry O'Mahony Diner

Udsigten fra The New Jersey Turnpike

Stars and Stripes

WordPress Grid Gallery

Der var sidste nat på mit SoHo 54 hotel og 3 gode dage i storbyen, de næste 3 dage vil jeg så befinde mig i forstaden Paramus hos min rigtig gode ven Bill og hans familie.

Men inden jeg hoppede ind i en Lyft vogn gik jeg en tur ned igennem West Broadway og ned til 9/11 Memorial for blandt andet at se Oculus bygningen som, siden sidst jeg var i byen, nu er helt færdigbygget. Oculus bygningen er en meget karakteristisk bygning som er utrolig flot på sin egen spektakulær måde og fungere som en Subway station. Trods lidt tidspres fik jeg dog skudt et par gode billeder af bygningen men også af One World bygningen.

kl.11 svingede min Lyft vogn ind til hotellet og kørte de ca. 40 km op til forstaden Paramus hvor Bill sad og ventede på terrassen da vi trillede ind i indkørslen. Efter en meget varm velkomst tog vi en god lang snak (havde ikke set hinanden i 2 1/2 år) hvorefter vi kørte over til Legal Seafoods for at få noget frokost. Eftermiddagen blev brugt i gymnastiksalen på det lokale collage hvor Bill er “Coach Bill” og træner Baseball for nogle unge drenge. Det var fedt at overvære og imponerende at se de unge drenge kaste bolden med en fart på 120-130 km/t.

Aftenen bød på et kæmpe tordenvejr med tilhørende ærte-store hagl…men det var nu også ganske forståeligt når vi i dag havde haft temperaturer på omkring 22-23 grader.

Greens Street

One World Trade Center

Oculus bygningen

One World Tower

11. September Memorial

Baseball træning

WordPress Grid Gallery

Tak skal du have jeg var fin-kulturel i dag og det er X2. Jeg besøgte både Museum of Modern Art(MoMA) og The Metropolitan (The MET) og sikke en masse klassiske værker jeg fik lov af se på med mine egne øjne. Der var værker af Monet, Pablo Picaso, Edward Hopper, Vincent Van Gogh, Edvard Munch, men min favorit var uden tvivl maleriet “Water” fra 1945 af den amerikanske maler Charles Sheeler…jeg ved ikke hvorfor, men det faldt jeg altså for. Der var dog også et spændende værk af en ukendt kunstner, selvom de var gode til at informere om hvem kunstnerne var, så havde de åbenbart glemt et ved denne installation. Jeg er dog næsten sikker på at værket hedder “Fire Extinguisher”, da det stod på selve værket 😉

Mest overrasket var jeg nu over størrelsen på Salvador Dalís kendte billede “The Persistence of Memory”. Det havde jeg nu forestillet mig var noget større end sølle 24×33 cm.

Kl.17 var jeg godt mættet af kunst og gik ned mod Grand Central Terminal for at nappe lidt aftensmad og nappe en Subway, på vejen svingede jeg lige ind forbi legetøjsbutikken FAO Schwarz der var flyttet til nye lokaler i Rockefeller Center…hey sådan en flot legetøjsbutik bliver man aldrig for gammel til at besøge.

Fiat er kommet på museum

The Persistence of Memory

Ukendt kunstner

Min favorit på The MET

En kunstner på The MET

På vej med Subway'en

WordPress Grid Gallery

Det var en stor dag for mig i dag, da jeg fik fornøjelsen af at hilse på en barndomshelt som jeg trofast fulgte på hans mange eventyr ud i den virkelige verden. Jeg fik lov at hilse på selveste Onkel Rejsende Mack fra TV showet Fragglerne der blev vist på Danmarks Radio i årene 1983 til 1987. Han stod på display på Museum Of The Moving Image i deres udstilling om Jim Henson’s arbejde, som jeg besøgte i dag. Ud over den eventyrlystende Mack havde de også figurer fra andre Jim henson produktioner såsom Muppet Show, Sesame Street og klassikeren “Labyrinten” fra 1986, med David Bowie og Jennifer Connelly i hovedollerne.

Efter et par timer på Museum Of The Moving Image, tog jeg Subway linjen R over til Lexington Av/59St. for at gå nogle få gader over til Tramway’en der vil bringe mig over på den lille aflange ø Roosevelt Island, beliggende i East River. Her gik jeg en tur ned til Franklin D. Roosevelt Four Freedoms Park hvor jeg nød udsigten over mod Manhattan’s skyline.

Aftensmaden blev indtaget på en lidt hemmelig beliggende burger restaurant hvor jeg fik serveret en ualmindelig god burger med tilhørende fritter…ja faktisk vil jeg sige at det er den bedste burger jeg har fået på hele Manhattan. Så den kan jeg kun anbefale, men hvordan du finder restauranten kan du jo spørge mig om næste gang vi mødes 🙂

Statler og Waldorf

Muppet Show

Fraglerne og Labyrinten

Onkel Rejsende Mack

Roosevelt Island Tramway

Tramway'en

Manhattan skyline

Dagens sidste billede

WordPress Grid Gallery

“God morgen New York” blev der sagt kl. 5.20 her til morgen, der var sikkert noget jetlag indblandet, man skidt pyt jeg følte mig udhvilet og tog det derfor stille og roligt med at gøre mig klar til at indtage byen. Men en god kop kaffe i hånden gik jeg ud af hotellet omkring kl.7 for blot at gå 20 meter ned af gaden og så vende om…det var pisse koldt og jeg skulle altså have en ekstra jakke på. Vel påklædt til dagens vejr gik jeg ud igen og ned til Hudson River som jeg fulgte op til The High Line som førte mig til første stop “Chelsea Market”, der er et utrolig spændende indkøbscenter indrettet i en gammel Oreo kikse fabrik. Chelsea Market nappede en god time af dagens plan da det ikke var til at løsrive sig fra de spændende butikker. Hoppede tilbage på The High Line og “rullede” hele vejen op til endestationen ved Hudson Yards.
Herfra gik det igen op langs Hudson River, op til 74th. Street hvor jeg svingede ind mod Central Park. På min vej mod parken faldt jeg over et kunstværk af gadekunstneren Banksy, der fornylig mest er kendt for at makulere et netop solgt kunstværk. Så jeg forstod hvorfor dette kunstværk var pakket ind i plexiglas + havde et overvågnings kamera rettet imod det.

Dagens frokost blev indtaget på Sylvia’s Soul Food beliggende i bydelen Harlem, nord for Central Park og har rødder helt tilbage i 1960’erne hvor Sylvia Woods startede sin lille restaurant der i dag er meget kendt for sin Soul Food. Jeg nappede en god omgang “Sylvia’s world famous talked about Bar-B-Que Ribs w/ Sylvia’s Original Sassy Sauce”. En udmærket frokost og bestemt et sted jeg vil anbefale hvis man en dag skulle være i området og vel og mærket være sulten.

Med maven fuld af Bar-B-Que Ribs gik jeg ned igennem Central Park, ned igennem 5th. Ave. forbi Rockefeller Center, Empire State Building og hele vejen ned til Watts Street og mit SoHo 54 hotel. Da jeg smækkede fødderne op i mit værelse på 11 etage stod kilometertælleren på 34km tilbagelagt…så tror da pokker fusserne var lidt trætte og jeg tror ikke jeg vågner kl.05.20 i morgen tidlig.

Chelsea Market

Hudson Yards nybyggeri

Bjarke Ingels bygning bag flasken

En gammel togbro

Banksy's Hammer Boy

Solen gæmmer sig bag skylinen

Empire State Building

Udsigten fra mit værrelse

WordPress Grid Gallery

Nå men her sidder jeg så, på sæde 42A i en Boeing 747 og kikker ud af vinduet ud på hvad der er starten på to flyverstreger som uden tvivl afslører vores færd hen over himmelen hvis man altså står ca. 11 km længere nede og kikker op. Flyverstregner skulle gerne bliver malet hele vejen til JFK lufthavnen i New York som vil blive udgangspunktet på 10 dage i byen som aldrig sover…men det har jeg nu altså i sinde at gøre, først på Hotel SoHo 54, så hos min “Brother from another mother” Bill i forstaden Paramus og sidst hos min rigtig gode ven Marvin der har en lejlighed på Manhattan.

Dagen startede perfekt med et par forældre der kørte mig til Billund lufthavn for at sende mig afsted på ordentlig vis. Vel ombord på mit British Airways fly til London Heathrow faldt jeg i snak med min sidemand Nicolaj der var på vej til Miami for at være med til hans kammerats bryllup. En fantastisk rar ung mand fra Sønderborg, på vej ud på eventyr og hans første tur til USA. Fuldstændig ligesom jeg gjorde tilbage i 2007 hvor jeg faktisk også fløj til Miami. Vi snakkede det meste af turen over den engelske kanal og i løbet af hvad der føltes som ingen tid satte vi hjulene på landingsbanen i Heathrow og Nicolaj smuttede over til hans Airbus A380 (lucky bastard:) og jeg over til Terminal 5 og en trofast Boeing 747’er.

Så her sidder jeg så altså med udsigten ud over et lettere overskyet Atlanterhav og udsigten til gode 10 dage i New York som det nu er 5 gang jeg besøger, tjah vi kan vel kalde det New York 5.0…uhmm det skal nok blive godt.

Afgang fra Billund

Min flyve-makker Nikolaj

Québec under os

Flot udsigt

Kort før landing i JFK

WordPress Grid Gallery

Howdy y’all, så er jeg vel tilbage i et varmt Danmark, hvilket er lidt underligt når man plejer at komme hjem til nogle lidt andre varmegrader end det man kom fra. Hjemturen gik uden de helt store bemærkninger, ah ok én bemærkning kunne være at mit fly fra Houston til London kun var ca. 30% fyldt, så jeg skal love for at der var plads til at strække benene, hele min række var tom! Så jeg sad ganske udmærket og de forskellige stewardesser var meget hjælpsomme og havde meget tid. Lettede fra Dallas kl.17.45 med kurs mod Houston hvor jeg skulle skifte over i en Boeing 777 der skulle tage mig over atlanten til London Heathrow. Herfra gik det videre til Billund hvor vi satte hjulene på landingsbanen kl.19.05, ca. 20 min forsinket.

Men det var ca. 16 dage i vest Texas, og trods dette var mit 5. besøg i staten, så havde den stadig nogle gode oplevelser at byde på. Blot for at nævne nogle stykker, så var der jo The Alamo og ikke mindst River Walk i San Antonio, den hyggelige by Alpine med en overnatning i The Bottle House (kan kun anbefales), Stjerne kig ved McDonald Observatory, en vandretur til Emory Peak i Big Bend National Park eller hvad med at hoppe i bølgen blå i den Mexicanske Golf ved siden af hangarskibet USS Lexington. Så konklusionen må være at det sydvestlige Texas helt klar har noget at byde på, selvom der er “langt imellem snapsene”…og her taler vi altså kilometer mæssig.

Lidt facts om turen:
Jeg var afsted fra den 15. juli til den 30. juli, hvilket med lidt simpel hovedregning er ca. 16 dage. Prisoversigten for hele turen ser nogenlunde således ud:

Fly + Bil + 2x hoteller = 10.740 kr.
Hoteller jeg selv betalte undervejs (4 stk.) = 3.340 kr.
Lommepenge = 4.729 kr.

Det vil sige at hele svineriet ender med at have kostet mig den nette sum af: 18.809 kr. alt inklusiv. Mange penge for kun 16 dage i landet men igen må jeg sige, at med de oplevelser jeg fik ud af det, så var det alle pengene værd. Jeg fik trillet 3.640 kilometer og med en benzin pris på $2,80 pr. gallon hvilket ca. svare til 4,82 kr. pr. liter, ja så endte jeg med at smide små 1.300 kr. for den køretur.

Det blev desværre ikke til flere nye stater i denne omgang, da jeg udelukkende befandt mig indenfor Texas grænser under hele turen. Så mit oversigtskort er ikke blevet ændret i forhold til sidste tur tilbage i 2016, så stadig 38 stater besøgt og blot 12 tilbage. Min endelige rute rundt i staten afveg ikke meget fra den grund idé jeg havde inden jeg fløj mod staterne, dog var der en enkel lille ændring. I stedet for at køre op til Interstate 10 og tage den ned til San Antonio, så nuppede jeg i stedet den lille hovedvej US90, der løber fra Van Horn i vest og helt ud til østkysten i Jacksonville i Florida.

Flyver med American Airlines

777'eren til London

Ikke mange med flyet

Rutekort og Stater

WordPress Grid Gallery

Så sidder jeg atter i Dallas og pakker rygsækken samtidig med at jeg fra mit vindue kan se flyene komme ind på stribe for at lande i DFW International Airport. Forlod Michael og Elizabeth i Spicewood her til morgen kl.9 og satte byen Temple ind i min GPS som dagens første stop, grunden til at jeg ville til Temple var for at besøge en tankstation…tjah det lyder lidt underlig, men hvis man aldrig har besøgt en Buc-ee’s tankstation og tilfældigvis køre forbi en på sin vej, så svinger man ind forbi. En Buc-ee’s er ikke en helt almindelig tankstation men mere et supermarked kombineret med en tankstation. Det er ganske imponerende at tælle 96 tankstandere, når man er vant til at der “kun” er 8 – 10 stykker og at der på herre toiletterne var 52 urinaler og ca. 20 toiletter, for som et at Buc-ee’s slogans lyder “The Top Two Reasons to Stop at Buc-ee’s: #1 and #2.”

Tilbage på Interstate 35 trillede jeg videre mod nord og nåede Waco efter ca. 60 kilometer, hvor jeg holdt frokost under parasollen hos Dr.Pepper museet..ja ok jeg indrømmer, jeg gik også ind og så det selvom jeg havde besøgt det tilbage i 2013. Men der var sket et par ændringer og udvidelser på museet, så selvfølgelig ville jeg ind og se det. Efter frokostpausen gik jeg en kort tur ud for at finde en postkasse hvor jeg kunne smide et par postkort i samt gik et smut forbi Magnolia Market, der er et hipt område med Street-Food vogne, restauranter, butikker med brugskunst, urtehaver og legepladser.

De sidste 170 km op til mit hotel i Dallas blev klaret på et par timer, der var lidt trafik omkring centrum men heldigvis ikke så meget at der blev til kø kørsel. Ankom hotellet omkring kl.17 hvor jeg hurtigt fik mit værelse hvor jeg så altså nu sidder og kikker på flyene der stadig kommer ind på stribe for at lande i lufthavnen bag hotellet.

Men i morgen eftermiddag er det så min tur til at sætte mig op i et af flyene og vende snuden hjemad…ahh ok første stop bliver nu Houston, men derfra går det så også hjemad, i første omgang London og så Billund.

Afgang fra Austin

Buc-ee's i Temple

Dr.Pepper museum i Waco

Magnolia Market i Waco

Dallas centrum i sigte

Flyene komme ind på stribe

WordPress Grid Gallery

OK min overnatning i Spicewood hos Michael og Elizabeth må nok tilskrives at være det absolutte bedste “hotel værrelse” jeg har haft på hele min snart 16 dages lange tur rundt i Texas og jeg var såmænd indlogeret på et Hilton til $500 pr. overnatning tilbage i Midland. Men at vågne op til 30 graders varme, en fantastisk udsigt ud over Texas Hill Country, 3 hjorte i baghaven der gik og græssede og så en pool den bare skreg til en om at hoppe i, det er der sgu intet hotel der kan slå. At jeg så også skulle fejre Michaels fødselsdag med en tur ud til tidligere præsident Lyndon B. Johnson ranch ved byen Stonewall gjorde bestemt ikke morgenen ringere.

Så da morgenmaden var fortæret kørte vi ud til Lyndon B. Johnson National Historical Park for at se hans ranch “The Texas White House” som de kaldte det og var hvor han boede når han ikke var i det Hvide hus i Washington. Det var ganske spændende at se hvor denne leder, der blev indsat som præsident på en noget trist baggrund, opholdte sig samt se hans biler, skole, barndomshjem og hans lille privatfly som han kaldte “Air Force One-Half”. Efter en skøn tur ud i naturen stod den på et par timers afslapning hjemme rundt om poolen inden vi kørte ind til Austin for at spise, i dag blev det ikke til Texas BBQ men i stedet Mexicansk. Efter aftensmaden havde Michael og Elizabeth booket en sejltur på Ladybird Lake hvor der under broen Congress Avenue Bridge bor en koloni på 1,5 mio flagermus, der hver aften efter solnedgang flyver ud for at fange deres aftensmad. Det er en turistattraktion af den anden verden og folk stimler sammen på broen, på bredden, sejler i kajak, surfboard små/store både ud for at se dem flyve ud.

Klokken var omkring 21 da vi atter var tilbage på breden, men inden vi vendte hjemad fik jeg min egen guidet tur igennem byen med stop ved State Capitol Building, Lyndon B. Johnson Library, Darrell K. Royal Texas Memorial Stadium (hjemsted for Texas Longhorn) og ikke mindst deres mascot BEVO som jeg fik lov at hilse på up-close.
Tilbage i privaten nød vi en stille stund ved poolen imens nattehimlen blev studeret.

Turens bedste overnatning

The Texas White House

Solnedgang over Austin

Lyndon B. Johnson State Park

Lyndon B. Johnson barndomshjem

Flagermusene flyver mod øst

Et meget vigtig skur

Congress Avenue broen

1.5 mio flagermus

WordPress Grid Gallery

Dagen startede med fødderne i vandkanten af den mexicanske golf mens jeg ringede hjem til Danmark. Var kørt ud til Mustang Island for at nyde freden og bølgernes stille skvulpen mod kysten, lidt ligesom den jyske vestkyst på en dejlig sommerdag. Efter en times afstressende gåtur i vandkanten satte jeg mig atter ind i min (efterhånden møgbeskidte) Nissan for at køre nord om øen og tilbage til Corpus Christi hvor jeg ville besøge museums-hangarskibet USS Lexington. Køreturen rundt om Corpus Christi bugten inkluderede en hyggelig lille 5 minutters færgetur fra Port Aransas og over til fastlandet. Fra færgelejet var der blot en lille 25 minutters køretur ad US35 og US181 før jeg kunne se det mægtige skib tårne sig op i horisonten.
USS Lexington er et Essex Class hangarskib, blev søsat i 1942 og var aktiv i stillehavet under 2. verdenskrig. Skibet var i tjeneste helt frem til 1991 hvor det blev taget ud og overdraget til Corpus Christi som museums skib, hvilket det stadig er den dag i dag. Det var et meget spændende besøg, specielt nu hvor jeg har besøgt et af hende søsterskibe nemlig USS Intrepid der ligger i New York og også fungere som museum. Så jeg fik det meste af 4 timer til at gå med at kikke rundt på skibet, besøgte broen, flydækket, kabyssen, værkstedet og ikke mindst motorrummet som bestod af to atom reaktorer der snilt kunne drive det 36.380 tons tunge hangarskib afsted med en fart af 33 knob (61 km/t).

Vel tilbage i køretøjet var klokken blevet 15 og jeg skulle se og komme afsted da jeg havde ca. 4 timers køretur foran mig til Austin hvor jeg havde en aftale med mine venner Michael og Elizabeth om at mødes på The Salt Lick til en seriøs omgang Texas BBQ. Min GPS var dog ikke helt sikker på hvor spisestedet lå, men heldigvis havde jeg Michael i telefonen et par gange undervejs for at guide mig og med blot få minutters forsinkelse lykkedes det mig at finde det utrolig populære spisested midt ude i det Texanske Hill Country.
Ordsproget “alt er større i Texas” passer meget godt på hvad jeg oplevede hos The Salt Lick for der var tale om et seriøst spisested med plads til omkring 800 og med portionerne så store at du ikke gik derfra sulten…i hvert fald ikke med deres gode vilje. Mørket var faldet på inden vi godt mætte trillede ud til bilerne og vendte snuden hjem til deres hus i Spicewood, vest for Austin.

Den mexicanske golf

Udsigten under overfarten

En hyggelig lille færgeoverfart

En rejefisker på vej i havn

USS Lexington

Fly på dækket af USS Lexington

En Douglas SBD Dauntless i flyhangaren

Dækket på USS Lexington

Grillen hos The Salt Lick

WordPress Grid Gallery

OK i dag har jeg virkelig været Turist med stort T. San Antonio er hjemsted for The Alamo der er en yderst vigtig brik i den Texanske historie. Selve The Alamo er en ca. 300 år gammel spansk missions bygning der blev bygget for at sprede det katolske budskab til de indfødte og de mexicanere der boede i området. Sådan lå denne mission i over 100 år indtil området begyndte og blive lidt overfyldt med amerikanske emigranter der flyttede til for at arbejde. Da disse amerikanere omkring 1831 begyndte at tale om at Texas skulle afrive sig Mexico for i stedet at blive en selvstændig stat (eventuel indtræde i den amerikanske føderation) blev det for meget for mexicanerne. For at forberede sig på en eventuel konflikt tog mexicanerne over til nabobyen Gonzales for at hente en lille bronze kanon, men til deres overraskelse blev de mødt af amerikanere i oprør og med flag hvor der stod “Come and take it” og nå ja så skød amerikanerne også efter dem med selv samme kanon. Da nyheden om et amerikansk oprør nåede den mexikanske præsident Antonio López de Santa Anna blev han en smule vred og sendte nogle år senere ca.6000 mand afsted mod San Antonio for at slå oprøret ned…og det er så her vi har slaget ved The Alamo.
Året var 1836 og The Alamo var blev omringet af den 6000 mand store mexicanske hær. Efter 13 dages belejring angreb mexicanerne den 6. marts The Alamo hvor oprørene havde forskanset sig og efter blot 90 minutters kamp var alle amerikanere blevet slagtet, her i blandt også danske Charles Zanco, der kæmpede på den amerikanske side.
Senere fik amerikanerne has på mexicanerne og som alle sikkert ved 😉 så blev Texas en selvstændig stat får år efter The Battle of the Alamo nemlig i 1845.

Efter et ordentlig skud historie besluttede jeg mig for at gå en tur langs San Antonio’s river walk som er en smuk gangsti langs floden der bærer samme navn som byen. Efter en lille time satte jeg mig ind på en italiensk restaurant for at få mig noget frokost og alt imens jeg sidder der og gumler på min pizza kommer ingen andre end Marvin J. McIntyre forbi, Marvin som jeg havde sagt farvel til i El Paso 3 dage forinden…sikke et tilfælde 🙂 Men det var dejligt at se ham igen og vi fik en snak i en times tid inden jeg trillede sydpå mod byen Corpus Christi.

I Corpus Christi fik jeg mig indlogeret på hotel La Quinta, men blev ikke længe på værelset da jeg kunne mærke at der var en god solnedgang i vente og nu hvor jeg var tæt på kysten ville jeg ud til den for at se solnedgangen. Som ventet blev den flot men lige som solen forsvinder bag horisonten triller en bil ind på p-pladsen og en kvinde hopper ud med sit kamera, desværre nåede hun det ikke, solen var gået ned. Jeg tilbød Katrina (som hun hed) at e-maile et af mine billeder og 30 min senere har stod vi stadig og snakkede om rejser, familie og arbejde. Det vidste sig at hun var kunstner og laver kunst ud af ting hun finder på stranden og som hun så sælger på hendes hjemmeside: http://www.seashellswithsoul.com/

San Antonio river walk

The Alamo

En af de lokale

Indgangen til The Alamo

Bagsiden af The Alamo

En lille ande familie i floden

Marvin and Peppe

Solnadgangen ved Corpus Christi

WordPress Grid Gallery

Meget er der ikke at berette om i dag da størstedelen af dagen gik med at køre 650 km. her til San Antonio hvor jeg nu sidder. Men der var dog tid til et stop ved “Fossil Bone Exhibit” der er et lille museum midt ude i ingenting, hvor de har fundet knogler fra dinosaurer og derfor udstiller nogle af dem.
Jeg var det eneste menneske på stedet, men der var en del kæmpe græshopper, som sad og varmede sig på asfalten og her vil jeg godt kondolere overfor de mange efterladte til de adskillige græshopper som måtte lade livet under min bildæk…sorry!

På min tur kom jeg igennem to kontrolposter (Border Patrol) hvor de lige skulle høre hvem jeg var, hvor jeg kom fra og ikke mindst hvor jeg skulle hen. Grunden var at den vej jeg kørte på (US90) går lige forbi grænsen til Mexico, helt præcist ca. 500m fra den naturlige grænse, floden Rio Grande. Så der var sandelig en interesse i at vide hvorfor en dansker kørte rundt her i det sydlige Texas.

Men nu hvor der ikke er meget at berette om i dag kan jeg jo fortælle om den store glæde det er at gå i et større supermarked her i USA, specielt hvis man godt kan lide et bredt udvalg i læskedrikke og ikke som i Danmark, blot kan vælge imellem en 4 – 5 forskellige. Jeg var forbi en Wallmart den anden dag og nuppede et billede af deres hylde med et hav af forskellige varianter.

Nedkørslen fra The Chisos Basin

Fætteren til den afdøde

Fossil Bone Exhibit

Pecos River Bridge

Dagens primærer udsigt

Bredt udvalg af sodanvand

WordPress Grid Gallery

Emory Peak der med sine 2400 meter er det højeste punkt i The Chisos Mountains. Udsigten deroppe fra var storslået på sådan en klar juli dag, med en sol der ikke var fedet med at dele ud af sine stråler. Temperaturen kom op på omkring 37 grader hvilket betød at der skulle medbringes en del vand for at komme på toppen og ikke mindst ned igen. Jeg havde ca. 1,3 gallon hvilket svare til ca. 5 liter med mig og kun en lille slat tilbage da jeg efter 6 timers vandring atter stod på P-pladsen ved min bil. Hvad skete der så med alt det vand, tjah for dem der er interesseret kan jeg sige at det i hvert fald ikke kom ud igen via den mest almindelige vej…så konklusionen må vel være at jeg har svedt en del i dag.

Turen op var på 8,2 kilometer (i alt 16,4 km.) og foregik ad små grusstier men de sidste ca. 600 meter gik det over til at være noget mere bjergbestigning på klipper på hænder og fødder og her var det så, at man skulle være ekstra opmærksom på nogle af parkens beboere, her tænker jeg specielt på de tynde aflange og med en hale der kan klappe (læs klapperslanger). Men der var heldigvis ingen, eller det var der helt sikkert, men jeg så dem bare ikke. Desværre/heldigvis så jeg heller ikke nogle af parkens andre beboere, såsom Black Bear eller Mountain Lion, men fik hilst på mange blå fugle der var meget nysgerrige og var hurtig til at flokkes omkring en hver gang man holdt pause i håb om at der faldt lidt snack af til dem.

Toppen nåede jeg omkring kl.12 efter 3 timers vandring og havde den helt for mig selv, ja faktisk havde jeg ikke mødt et eneste menneske på hele min 3 timers tur til toppen. Nedstigningen var 30 min hurtigere og vel nede igen besluttede jeg mig for at tage endnu en nat her i Chisos Mountains Lodge da her er utrolig hyggeligt, smukt, ikke ret mange mennesker, og dem der er, er vældig flinke. Så der er vel endnu en smuk solnedgang i vente samt en god nats søvn i den friske bjergluft.

Godt på vej

Mødte ingen men er der

Halvvejs mod toppen

The Chisos Mountains

Sidste hvil inden toppen

Udsigten på Emory Peak

Blå fugle

WordPress Grid Gallery

Ultimate Fandango 2018 sluttede officielt i går aftes med en god middag på Great American Steakhouse, dog var der flere genkendelige ansigter ved morgenmaden her til morgen. Men klokken 9 kunne jeg ikke strækken den længere, nu skulle jeg til at vende hjulene på min Nissan Altima mod øst for at køre ned til Big Bend National Park. Så det var med en smule fugtige øjne at jeg sagde farvel til så mange gode venner både nye og gamle.

Dagens køretur var på 525 km og gik stort set hele vejen tilbage til der hvor vi kom fra i går. Dog med den undtagelse at jeg i stedet for at svinge til højre ned mod DOM-Rock, fortsatte ligeud ned mod Big Bend National Park hvor jeg sidder nu og skriver dette indlæg, sidder i skyggen af et fyrretræ med udsigt ud over The Window, som denne fantastiske udsigt hedder. Vej herned foregik af den øde landevej 118, der tog mig forbi Prada Marfa. Men til min store overraskelse så lykkedes det mig at spotte settet fra filmen “Giant” fra 1956 med James Dean i rollen som Jett Rink. Sette har også en rolle i filmen Fandango, så selvfølgelig blev det fotograferet selvom der skulle zoomes en del for at få et billede af det, men det lykkedes sådan da.

Men nu sidder jeg så her i 1650 meters højde med en udsigt man ikke må klage over samt udsigten til en flot solnedgang (forhåbentlig) og ikke mindst udsigten til en god vandretur op til Emory Peak (2400 meters højde) i morgen.

Ekstra ekstra ekstra!
Jo jo som forudset så blev der serveret en ualminelig flot solnedgang her kl.21. Jeg tog i den grad for mig af retterne og fik da også et par gode skud i kassen. Men nu er det altså også godaften og snart godnat.

Interstate 10 mod øst

Prada Marfa

The Giant set

Big Bend National Park

Opkørslen til Big Bend NP

Dagens skrive værksted

Emery Peak

Solnedgang i Big Bend 1

Solnedgang i Big Bend 2

Solnedgang i Big Bend 3

WordPress Grid Gallery

Sidste dag i Fandango’s tegn startede i udkanten af den lille kunstner by Marfa, hvor den lokale kirkegård var baggrund for en af scenerne i filmen. Efter et kort besøg der, hvor vi af uransagelige årsager ikke havde vores dokumentar hold med for at filme…rygtet sagde noget om adskillige øl på den lokale bar aftenen for inden. Så vi måtte selv stå for de billeder der skulle i kassen.

Efter Marfa gik turen til San Elizario for at se hvor de skød den sidste scene i flmen, det var også her vi sagde farvel (måske på gensyn) til flere af de deltagende. Aftenen blev brugt på at lave adskillelige interviews til dokumentarfilmen og selv undertegnet blevet hevet hen i den varme stol for at forklare hvor en dansker bliver ved med at vende tilbage for at deltage i disse events.

Som et sidste farvel gik vi alle hen på Great American Steakhouse for at få noget at spise og her må jeg sige at der var kød på menuen, primært af den slags der tidligere har sagt muuh. Tilbage på hotellet fik vi lavet et par interviews mere og sagde så vores sidste farvel, inden sengen kaldte.

Morgenstund ved Bottle House

Marfa kirkegård

Marvin fortæller historier

San Elizario

Gamle mænd på bænket

Der bliver lavet interviews

WordPress Grid Gallery

Kl. 08 ringede Jeff med klokken som tegn på at nu skulle vi afsted, eller det vil sige at vi først lige skulle give Steward (turist chefen for west Texas) en hånd for hans hjælp med at få stablet denne event på benene. Så klokken blev lidt over 8 før vi kom afsted i retning af den lille “spøgelsesby” Terlingua hvor vi havde et kort pitstop. Den endelige destination for denne 2 timer lange køretur ned gennem dette meget øde område i Texas var for at besøge DOM-rock, en sten som vores skuespillere besøger i filmen og som fysisk ligger ved breden af Rio Grande, blot et stenkast fra den Mexikanske grænse og nej Trump har ikke sat en væg op der…endnu. På denne tur var vi så heldige at have Kevin Costner’s personlige filmhold med os, som skulle skyde nogle scener til en kommende dokumentar om films påvirkning på dem som ser dem og da vi alle på denne tur jo er her i vest Texas kun på grund af en fim er det jo oplagt at inddrage os i denne dokumentar. De var nogle festlige fyre at have med og selv deres hund “Monty” som dog vidste sig at være Kevin Costner’s hund (som de skulle transportere op til Aspen, Colorado) var snakkesalig.

Men jeg vil tro de fik et par gode skud i kassen inden vi kørte til Lajitas for at få noget frokost, eller det vil sige at vi (Brian, der spiller Lester i filmen, Michael og jeg) lige havde et kort stop ved bredden af Rio Grande for at få kølet vores varme fusser i den dejlige vand. Og her vil jeg lige understrege og det er specielt til det amerikanske Border Patrol (hvis de læser med) at jeg IKKE gik de 5m over på den andet side (Mexico) af floden, jeg blev pænt på den Amerikanske side.

Efter frokost gik turen tilbage til Alpine og videre til Marathon for at besøge dagens sidste lokation. Også her blev der dokumenteret på livet løs af vores dokumentar filmhold hvorefter vi alle gik på Brick Vault Brewery for at få noget at spise. Omkring kl.19 var vi 4 der hoppede ind i Richard’s bil for at køre op til McDonald Observatory der ligger i en højde af 2000 meter og er Texas højeste punkt. Her deltog vi i et foredrag om stjernehimmelen som foregik under åben himmel, hvilket jeg kun kan sige var absolut fantastisk. Efter foredraget var der fri leg med deres mange, og flere af dem meget store, teleskoper. Så jeg fik skam hilst på Mars, Saturn og ikke mindst vores nærmeste nabo Månen.

Der bliver fortalt historier

Vi takker Stewart for hans arbejde

I festligt selskab

DOM Rock

Der bliver dokumenteret

Brian, Michael og jeg ved DOM rock

Brian og jeg med Rio Grande

En Road-Runner tager sin flugt

I 2000 meters højde

McDonald Observatory

WordPress Grid Gallery

Lad mig starte med at sige som Stig Møller synger i en af hans sange med samme titel “Sikke’n dejlig dag”. Kl. 7 kørte Chuck, Marvin og jeg fra vores hotel for at mødes med alle de andre deltagere der ventede på parkeringspladsen ved det lokale Petroleum Museum (som jeg besøgte i går). Kl.8 drog vi ud på vores road-trip/location-hunt for at se de steder hvor filmen Fandango fra 1985 blev optaget. Selvom programmet var stramt for at nå alle stederne var der alligevel tid til at få hilst på nye ansigter og ikke mindst givet krammere til dem man ikke havde set i 3-5 år.
Vi fik besøgt en masse forskellige steder, men med en temperaturen udenfor der sneg sig op på omkring 41 grader så var det meget kærkommen at vi også skulle køre ca. 330 i airconditioneret biler. Sidste stop på dagen program var i byen Alpine hvor jeg blev indlogeret i “The Bottle House”, et fantastisk lille sted med det mest hyggelige interiør og ikke mindst eksteriør. Stedet havde den lokale turist chef Stewart fundet til os, for jeg skulle såmænd ikke bo alene men der imod sammen med Marvin J. McIntyre der spiller Truman Sparks samt Chuck Bush der spiller Dorman i filmen, sikke et fantastisk selskab 🙂

Aftenen gik med at se filmen i den lokale biograf hvor hele byen var blevet inviteret. Før forestillingen var der en såkaldt Meet & Greet hvor de 4 skuespillere vi har med på turen, fortalte historier og ikke mindst tog imod spørgsmål fra publikum.

Så sikke’n dejlig dag vi havde i dag.

Monahans Sand Hills

Marvin nyder sandt i Manahans

Hold foto

Marvin, Brian og Chuck

Det fantastiske Bottle House

Brian, Michael og jeg i Alpine

Meet & Greet

Fandango på den store skærm

WordPress Grid Gallery

Det var en noget stille dag i dag. Startede med en god omgang morgenmad som må siges at være over standard, men fair nok det var prisen for hotel værelset også. Da jeg havde fået pakket min Nissan kørte jeg over til min ven Jeff’s garage hvor han ventede med en varm kop kaffe, en behagelig lænestol og en god
portion hyggesnak om løst og fast…nå ja så havde han også lige kørt hans Dodge Charger fra 1966 frem. Nu er det ikke sådan at denne bil på nogen måde har mistet sine hestekræfter trods sin høje alder, for Jeff er en person som ved hvordan man “fixer” en bil hvis man ønsker den skal…skal vi ikke bare sige bevæge sig fra A til B på meget kort tid. Sagt på en anden måde Jeff har kørt dragracing i mange år og tog mig med en lille tur i hans Charger. Heldigvis var det på nogle små øde landeveje hvor der ikke var en politimand i sigte, for havde der været det var vi helt sikkert blevet stoppet på den måde/med den fart vi kørte.

Efter vores lille tur kørte vi over for at se på biler på det lokale Petroleum Museum hvor vi kom gratis ind da Jeff kendte personalet. De havde nogle interessante biler stående fra en lokal racerkøre.

Sidst på dagen hentede jeg Chuck Bush (en af skuespillerne fra filmen Fandango) i lufthavnen og vi kørte sammen til det første “meet and greet” hvor deltagerne til de næste dages lokation-hunt ville mødes. Resten af aftenen gik med at hilse på hinanden samt fortælle historier.

Dodgen klar til at strække ben

Morgenkaffe i garagen

The Petroleum Museum

Flere biler

WordPress Grid Gallery

Jeg sov fantastisk i nat…om det var den friske texanske landluft eller freden og roen hos Michael og LeAna i den lille by Brock…næ nej jeg tror det skyldes at jeg kort inden jeg lagde mit trætte hoved på puden fik nyheden om at jeg var blevet onkel til en lille dreng. Han kom til verden kl.02.11 (dansk tid) og vejede 3400 gram. Så selvfølgelig var det første jeg gjorde da jeg stod op frisk og veludhvilet, at FaceTime hjem til den lille fyr for at hilse på. Så der sad jeg, ganske fedeligt på terrassen, ca. 8000 km. væk fra den lille fyr og hilste på ham for første gang.

Omkring kl.8 fik jeg sagt farvel til Michael og LeAna (if you are reading this, thank you so much for your hospitality. I hope that I one day can repay you) og drejede ud på I20 for at køre de ca. 400 km til Midland, Texas hvor min ven Jeff ventede. Eftermiddagen gik med at luske rundt i Jeff’s garage og kikke på de mange fede amerikaner biler han har samt snakke/planlægge de næste 4 dages begivenheder.

Jeff havde fået mig indlogeret på det fine hotel Hilton i downtown Midland, på 10 sal med udsigt ud over byen…jo jo I’m living the good life og klager bestemt ikke, men det må jeg vel heller ikke, når der nu er tale om et frit hotel værelse der normalt koster $500 pr. overnatning.

En god start

On the road again

Jeff's garage

WordPress Grid Gallery

Titlen på dette indlæg afsløre nok meget godt hvad jeg brugte det meste af dagen på. Men det var nu mest ved et tilfælde at jeg kl.10.45 skulle ind og se Dallas Cowboys hjemmebane også kaldt AT&T Stadium. For på min vej over til en telefon butik, hvor jeg skulle sparke liv i min amerikaske telefon, kørte jeg forbi et kæmpe stadion, og da butikken viste sig først at åbne 30 minutter senere tænkte jeg at ventetiden da skulle bruges fornuftig…eksempelvis på at besøge dette bygningsværk, som jo så viste sig at være hjemmebane for Dallas Cowboys, der spiller med i NFL (National Football League). Dette monster af et stadion stod færdig i 2009 og kostede den nette sum af 1,1 mia…dollar, har plads til ca.100.000 gæster, har to 49 x 21 meter store fjernsynsskærme hængende og afstanden fra gulv til loft er så stor at frihedsgudinden snilt kan stå derinde med hendes fakkel og hvad hun nu ellers slæber rundt på. Spændende var det, ikke mindst fordi vi havde en fantasisk guide, der havde lommerne fulde af gode historier.

Vel ude igen kunne jeg nu få liv i min mobil da butikken for længst var åbent. Bagefter kørte jeg over til Fort Worth Water Gardens, der er en park med en række springvand og søer, et perfekt sted at nyde sin medbragte mad, et kold Dr. Pepper samt lige at ringe hjem og sige alt er vel.
Omkring kl.15 svingede jeg ud på I30 for at køre mod Weatherford hvor jeg skulle mødes med mine venner Michael & LeAna på den lokale restaurant Boo-Ray’s. Det var fedt at se dem igen og alt imens verdenssituationen blev vendt et par gange spiste jeg min fried Alligator…haps! Aftenen blev spenderet hjemme på Michael og LeAna’s terasse hvor cikaderne larmede om kap alt imens kolibrierne fløj omkring os.

AT&T Stadium

lækker view

Det grønne plastic græs

Fort Worth Water Gardens_2

Fort Worth Water Gardens_1

WordPress Grid Gallery

Efter et par år hvor jeg har haft selskab under mine rejser, fik jeg i dag kl.11.15 luft under mine egne vinger og strøg til himmels med kurs mod Dallas, Texas. Det hele startede denne gang i Billund som mine fantastiske forældre var så venlige at køre mig til. Efter ca.10 minutters flyvning fløj vi over Esbjerg hvor min dejlige niece om få dage vil ankomme i det hollandske skib “Wylde Swan” som dejltagere i kapsejladsen Tall Ship Race. Hvad vil tage hende 3-4 dage at krydse tog mig kun ca. 1 time, hvorefter Themsen og kort efter London kom til syne i det klare vejr.
I Hearthrow havde 3 timer til at skifte fra terminal 5 til 3 samt ikke mindst få fat i et Boarding Pass til flyvningen til Dallas…ja American Airlines havde valgt at overbooke flyet hvilket betød at der i første omgang ikke var plads til mig, men det blev der heldigvis. Kl. 15.05 satte jeg mig til rette i et Boeing 777-300ER og alt imens europa forsvandt bag horisonten blev der set et par film, samt lidt live VM fodbold fra Rusland. Enten havde vi vinden i ryggen eller også havde vores texanske pilot (at dømme ud fra hans accent) hjemve, for vi ankom Dallas allerede kl.19, hvilket var ca. én time før ventet. Men jeg klagede bestemt ikke og heller ikke over hvor hurtigt det gik at komme igennem immigrationen, få fat i min kuffert og ikke mindst fat i min bil der endte med at blive en Nissan Altima.

Esbjerg i sigte

Ankommet til Dallas

Nissan Altima

WordPress Grid Gallery

Nok engang står der USA på flybilletten og nok engang er Texas (The Lone Star State) min endelige destination. Men nu breder Texas sig jo også ud over et areal på ca. 695.662 km² som er nogenlunde på størrelse med Frankrig og Schweiz lagt sammen, plus lidt ekstra.

Så mon ikke staten stadig byder på et par oplevelser, selvom jeg nu står overfor at sætte mine fødder i staten for 5. gang. For den opmærksomme læser eller nok mere dem som har læst mine tidligere indlæg, så er hele undskyldningen for min tur til Texas endnu engang for at deltage i eventen Ultimate Fandango, som er en Road-trip rundt i den sydvestlige del af staten, for at besøge locations der dannede baggrund for flere scener i filmen “Fandango” (på dansk “Farvel til klikken”) fra 1985. Men når man nu alligevel besøger staten, så kan man jo ligeså godt køre lidt rundt og se sig omkring (ud over hvad vi selvføleglig får set ved eventen).

Så planen for min tur er at som følger, selvfølgelig med den altid tilstedeværende mulighed for at dreje fra ruten, hvis der skulle dukke noget spændende op undervejs. For som en af mine favorit forfatter Peter Jenkins skriver: “Be anxious, even afraid, to go down trails that are unknown to you, but go anyway“.

Kl.04 vækkede de forskellige mobiler rundt i båden og ca. 40 min. senere holdte taxaen på kajen for at bringe 4, lidt trætte, sømænd til lufthavnen. Kl.04.29 afmønstrede Jacob, efterfulgt af Peter, så blev det undertegnet og sidst Skipper selv, som blev lidt rørstrømsk da han forlod det gode skib Sophie Amalie for sidste gang på dette eventyr.

Kl.07.45 lettede vi mod en skyfri himmel sammen med morgensolen og efter ca. 170 minutter i luften have vi atter dansk grund under fødderne. Hvad der havde taget skibet ca. 1 1/2 måned at tilbagelægge tog kun sølle 3 timer i det lille Boeing 737-800 fly.
Vel ankommet til Billund blev vi modtaget af let overskyet vejr og 15 graders varme, men til gengæld en masse varme velkomster fra familier der bød de stolte sømænd velkommen hjem.

Eventyret om Sophie Amalie’s tur til Middelhavet tog sin begyndelse på kajkanten den 14.maj med afskeds pølser og øl, men for mit vedkommende i byen Porto på den portugisiske vestkyst, men blev afsluttet i ankomsthallen i Billund lufthavn den 3. juli. I alt fik 9 sømænd, med lidt udskiftning undervejs, fornøjelsen af sejle med på de i alt 2780 sømil.

Tusind tak til Thomas, Jacob, Peter og min broder Morten for det rigtig gode selskab. En speciel tak til skipper Morten for en plads ombord på dette fantastiske eventyr og sidste men ikke mindst en stor tak til det gode skib Sophie Amalie, må du altid have vind i sejlene.

WordPress Grid Gallery

2. Juli var sidste dag ombord på det gode skib Sophie Amalie. Dagen blev hovedsageligt brugt på at pakke rejsetasken, fixe de sidste ting og sidst rengøre skibet fra køl til maste-top. Efter frokost gik vi en tur ind til byen for at klare de obligatoriske
“køber-du-ikke-en-ting-med-hjem-til-mig” indkøb. Da souvenir butikkerne blev for meget, var det herligt at havet og en kølig dukkert kun var få meter fra en, det blev da også benyttet et par gange undervejs. Vel tilbage på skibet blev Skipper sendt i masten for at tilse toppen og samtidig udskifte vindmåleren, efterfølgende blev jeg også sendt til tops, men det var nu mest for at nyde udsigten fra den 23m. høje mast.

Kl.20 havde Peter inviteret mandskabet på 3 retters menu på restaurant Sirocco, med udsigt ud over Middelhavet. Så de 4 sømænd tog deresfineste tøj på og Skipper hans hvide kaptajns kasket, så han også var korrekt påklædt, når nu vi skulle ud og spise fint.

Vel tilbage på skibet blev de uigenkaldelige sidste ting fixet, inden vi kl.23.00 sagde godnat i cockpittet med et glas portvin og en kop kaffe.

WordPress Grid Gallery

1. Juli stod, ligesom gårsdagen, på arbejde med at klargøre båden så den kan klare de næste 2 måneder alene. Peter var dog i køkkenet hvor han frembragte det mest vidunderlige rugbrød som var tiltænkt som grundelement i dagens frokost. Men kort inden vi kunne nyde dette herlige bagværk, oplevede vi det mest besynderlige fænomen. Himmelen over os blev gradvis mørkere og mørkere og pludselig dalede der en væskelignende substans ned fra himmelen. Væsken var meget klar og fuldstændig uden smag. Readaktionen var så heldig at snuppe et billede af væsken der ramte og stille gled ned af ruderne på sprayhooden??

75% af mandskabet valgte at holde siesta efter frokosten, men da klokken slog 3 glas (15.00) gik vi på sightseeing i Torrevieja. Vi havde fået meldinger fra Danmark om at store områder uden for byen skulle være salt søer hvor de producere salt. Efter 30 minutters gang kunne vi se de store søer samt store bunker af hvad vi formoder var salt. Da vi ikke kunne komme tættere på (se billede) vendte vi om og gik istedet på promenaden for at nyde en is??

Vel tilbage på Sophie Amalie gik jeg igang med aftensmaden mens resten af mandskabet gik til stranden. Aftenens menu stod endnu engang på Guldmakrel, igen lavet på gril med kartofler og salat som tilbehør. Men inden der blev serveret nåede Skipper en badetur sammen med Sophie Amalie hvor hun samtidig fik pletmalet “bikini linien” som var blev noget slidt efter 2780 sømil.

En dejlig dag blev afsluttet i cockpittet med sømands historier rundt om bordet.

WordPress Grid Gallery

30. Juni var der ingen krav om mønstring hvilket flertallet af skibets besætning udnyttede til fulde. Der var dog også et par stykker som havde noget natteroderi ved 4 tiden om natten på grund af den tiltagende vind og fender samt fortøjninger der skulle tilses. Så kl.10 stod sidste mand op, Jacob og mig havde dog været vågen længe og var derfor gået til bageren efter morgenbrød, som desværre skulle vise sig at være noget tørt brød. Men vi blev mætte og kunne gå igang med dagens opgaver der blandt andet var pakning af gummibåd, lakering, maling af dæk, vask af sprayhood, montering af bagbord skødevogn til kuttersejlet, badning og afkortning af spiler-stag som blev fortaget på landgangsbroen samtidig med at vi nød solens sidste stråler og fik en forfriskning.

Kl. 19.30 var der stor nervøsitet at spore hos undertegnet, da tiden var kommet til at jeg skulle op til den store “knob og fortøjning”-eksamen med Skipper som den hårde eksaminator. Lykkeligvis blev eksamen klaret med et rigtig flot 13 tal, målt ud fra Richterskalaen. Det var en tydelig glad og lettet Jesper der modtog sit bevis og et godt fast håndtryk fra en stolt Skipper.

Efter vores aftenbad i det 25 grader varme Middelhav tog vi en sun-downer i cockpittet hvorefter vi gik på restaurant Las Columnas og nød vores aftensmåltid med udsigt ud over det nu natmørke Middelhav.

WordPress Grid Gallery

Natholdet afløste aftenholdet omkring kl.01.30 og fik dermed fornøjelsen af at bringe Sophie Amalie de sidste sømil ind til havnen Selinas Marina i Torrevieja, plads nr.33. Kl.03.30 blev fortøjningerne kastet i land efter i alt 2780 sømil siden afgangen fra Egå den 15.maj. Ankomsten blev fejret med en kold øl/vand i cockpittet inden vi hoppede i køjen og fik lidt søvn. Den 29. Juni var der ingen krav om mønstring, men solen og varmen gjorde sit for at mandskabet kun nappede 5 timer på langs, inden der igen var aktivitet ombord. Dagens projekter var at udskifte starter i motoren, reparere en utæthed i dieseltanken (det duftede nemlig lidt af diesel på toilettet), indkøb, vask af båd, vasketøj, maling af dæk, ophæng af gummibåd og sidst men ikke mindst badning i det varme Middelhav.

Kl. 21.03 blev der smidt nogle gevaldige fileter på grillen. Kødet kom fra gårsdagens uventede, men meget velkomne gæst. Imens solen stille gik ned bag os forsvandt 1/2 af vores Guldmakrel (Mahi Mahi) i selskab med Peters kartofler, Skippers marinade, Jocobs salat og undertegnets hjemmerørt dressing. Det var et fantastisk måltid og Guldmakrel er, som mange har nævnt, meget velsmagende.

Selvom klokken var 22.30 var aftenen ikke helt forbi endnu. Vi havde tidligere på dagen spottet en tiltalende isbutik som vi ville ind og se lidt nærmere på. Nå ja så var der jo også lige et væddemål som skulle udbetales, det var noget med nogle søfartsregler og vigeregler for robåde (reglerne kan ses på billedet her til venstre). Skal vi ikke bare sige at Isen smagte godt men for undertegnet smagte den ekstra godt 🙂

WordPress Grid Gallery

Der var mønstring kl.05.00 for at kunne komme afsted fra Almeria og rundt om pynten Cabo De Gata i tide inden vinden fra vest, senere på dagen ville tiltage. Der var afgang kl.05.50, ca. 10 minutter før planlagt afgang, til Skippers store tilfredsstillelse. Alt imens morgensolen farvede horisonten orange sejlede vi for motor + forsejl med kurs mod Torrevieja (syd for Alicante) den endelige destination.

En time efter afgang gik Peter og jeg under dæk for at få en morgenlur inden vi alle indfandt os i cockpittet for at nyde sejladsen, solen samt en formiddagslur. Frokosten blev indtaget for anker i en lille vig hvor vi for inden havde kølet vores kroppe i det lyseblå vand. Da vi igen havde sat sejl spottede Skipper en lille hval som svømmede forbi os ca. 500m. ude, fantastisk syn. Men afsted det gik, med først 7, så 8 og til sidst 12,5 knob kun med forsejl, så vi kom fremad. Eftermiddagen gik med afslapning og der var vidst også et par af mandskabet som fik sig en eftermiddagslur. Men det var godt for ca. kl.17.34 begyndte linen at løbe ud på vores bagbord fiskestang hvilket var startskudet på en ca. 40 min. kamp mod, hvad der senere vidste sig at være den flotteste guldmakrel (Mahi Mahi). Skipper tog stangen, Peter roret, Jacob fangstkrogen og jeg tog kameraet for at forevige kampen. Da den efter 25 min. kom op til båden fik Jacob kroget den med det resultat at den hoppede af igen og strøg 150 fod mod bunden. Omkring 4 gange var den oppe og hilse på inden den endelig blev kroget og hevet ombord. Vel ombord blev den hilst velkomme med 42% Spansk Grappa som for alvor tog livet af den 105 cm. smukke blå/gule fisk som langsomt mistede sin farve, hvilket guldmakreller åbenbart gør når de er blevet landet. Så det var med stor glæde at Sophie Amalie kort efter kunne sende et telegram (læs SMS) hjem til bådens fiskeriminister og letmatros Morten og overbringe den store nyhed. Ca. 2500 sømil skulle der til før der endelig for alvor var bid og de fleste af disse sømil har broderen trofast ventet og ventet på gevinst. Så der var glæde og spore hos fiskeriministeren da nyheden nåede frem.

Klokken var nu mange, så Skipper hoppede i kabyssen for igen at trylle herligheder frem. Aftensmaden blev nydt i stille vuggende bølger på et par meter, mens dagens begivenheder blev vendt og drejet. Kl.22.30 gik båden over i 3 timers vagtrul med Peter og undertegnet på første vagt.

WordPress Grid Gallery

27. Juni blev hundevagten (03.00 til 08.00) taget af Jacob og mig, meldingen lød på en rolig stjerneklar nat med vind på 4-5ms. Nattens største højdepunkter var de i alt 7 besøg vi fik af flere legesyge delfiner, der lyste op i vandet og trak en hale af lysende moril efter sig. Et fantastisk syn der virkelig højner moralen når man sidder der i mørket og timerne virker lange. Solen brød over horisonten kl.06.52 og ca. en time senere stod resten af mandskabet op og morgenmaden kunne nydes i cockpittet. Det blev dog en smule forhastet måltid da det blæste op og vi i løbet af kort tid havde vindstød af stormene kuling med varsling om tordenbyger. Så skibber tog en klog beslutning og valgte at lægge kursen om og søge nødhavn i byen Almeria, som kan dateres helt tilbage til det 13 århundrede.

Et godt stykke før vi anløb havnen kunne vi spotte en stor mærkværdig bygning lige ved indsejlingen. Da vi ankom havnen omkring kl.11 kunne vi konstatere at der var tale om El Cargadero de Mineral, en udskibningsplatform bygget helt tilbage i 1904, til at læsse mineraler ombord på skibe.
Under frokosten konstaterede vi ud fra vindens susen i riggen at Skibbers beslutning om at gå i havn var den rigtige. Det fejrede vi med en tur op i byen hvor vi gik forbi før omtalte El Cargadero de Mineral, besøgte Catedral de Almería og fik en velsignelse på vores videre færd. Vi ville efterfølgende have besøgt borgen Alcazaba på toppen men de holdte siesta, så vi gik over til den lokale tyrefægtnings arena “Plaza De Toros” hvor vi var så heldige at møde en flink ung toreador som lod os kikke indenfor.
Tilbage på skibet gik Peter og jeg igang med madlavningen mens Skipper og Jacob gik på stranden for at slås med de store bølger der skyllede ind. Alt imens vinden susede i riggen blev aftenens måltid, bestående af grillet tun-steaks med kartofler og salat, indtaget. Efter lidt dessert samt en stille kop kaffe, blev dagens oplevelser samt morgendagens udfordringer vendt inden køjen nok engang kaldte.

WordPress Grid Gallery

Mandag den 26. Juni var der mønstring kl.07.00 og til alles overraskelse var det Peter som var først ude af fjerene og gjorde morgenbordet klar. Kl. 09.30 kastede vi fortøjningerne og sagde farvel til klippeøen og porten til Middelhavet. Efter en times sejlads for stålsejl (læs motor) havde vi Gibraltar om bagbord og var nu officielt i Middelhavet, hvilket blev behørigt fejret med en god pibe tobak i form af lakridspiber, hjembragt fra de kolde lande (Danmark).

Omkring kl. 13.30 (lige under frokosten) blæste det op, vinden var 9ms fra syd/vest så vi valgte at tage storsejlet ned og lave hygge sejlads med forsejl i stedet. Da der igen var ro i båden og de fleste slog mave og fintænkte med lukkede øjne, spottede Peter to store hajer som svømmede tæt forbi båden. Vi formoder det skyldes at vi kort forinden havde smidt de sørgelige rester af vores lufttørrede skinke “Møffe” ud i havet. Så vi håber hajerne nød denne delikatesse ligeså meget som vi har gjort de sidste mange dage.

Hen under aften blæste det stadig, men trods 9-10ms agten for tværs og en god rullende bølgegang blev der alligevel tryllet i kabyssen. Skipper lavede ravioli med pølser og de sidste rester af “Møffe” (æret været dens minde). Mens Skipper kokkererede, bredte der sig en liflig duft i båden og kort inden maden blev serveret spottede Peter en stor havskildpadde svømmende i overfladen, vi fornemmede at den forsøgte at følge efter os og var helt sikker på den gik efter Skippers lækkerier. Kl.21.22 takkede solen af for i dag og ca. en time senere var det natholdet (fra 03.00 til 08.00) som sagde godnat og overlod roret til aftenholdet.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 25. Juni var hviledag i forhold til sejlads og når man nu ligger for foden af et 412m. højt bjerg skulle det selvfølgelig bestiges. Så efter et overdådigt morgenmåltid indtaget i cockpittet med udsigt til startbanen til Gibraltar lufthavn, begav vi os mod kabineliften til toppen…det er hårdt at være bjergbestiger 🙂

Klokken 11.42 var vi på toppen hvor stedets lokale kom springende for at byde os velkommen…for dem som ikke har været på toppen af Gibraltar klippen, så er den altså beboet af berber aber som er ualmindelig nærgående og frække. I løbet af vores 15 min på toppen var der 3 episoder hvor de stjal en taske, stjal 3 bananer fra en taske og ganske enkelt angreb en lille dreng som gik med en taske. Så her kommer dagens lektion hvis du en dag skal på toppen af Gibraltar klippen: Medbring ikke en taske, er det nødvendigt skal den ikke indeholde madvare og bestemt ikke bæres af børn. Vi blev dog skånet for nærkontakt med de små bæster, men havde nu også en bevæbnet (med en pind) Peter, hvis de skulle blive for nærgående. Vi gik det meste af toppen rundt og fik besøgt de største attraktioner herunder blandt andet O’Hara’s Battery, St. Michael’s Cave, Jews Gate og The Great Siege Tunnels, et hulesystem hugget ind i klippen og blandt andet brugt under 2. Verdenskrig til at forsvare øen.

Vi satte kurs mod bunden af klippen og byen der ligger nedenfor, fandt en god Italiensk pizza restaurant hvor de serverede en god øl og formidable pizza’er. At vi fik lov til at vente ca. 40 min. på maden og 20 min. på regningen taler vi ikke om, det var vel blot den Italienske charme ved det sted.

Godt trætte men velnærede vendte vi tilbage til Sophie Amalie, hvor alle mand hoppede i havnen for at køle de trætte kroppe af ovenpå dagens strabadser. Dagen blev sluttet af med en Portvin/Tonic i cockpittet, alt imens flyene landede og lettede på startbanen få hundrede meter fra os.

WordPress Grid Gallery

Natten til lørdag den 24. Juni bød på god lun (26 grader) vind der skød os afsted mod Gibraltar med op til 8-10 knob. Højdepunkterne var det ca. 150 meter lange mystiske skib der passerede os med kun én sømil og som ikke ville give sig til kende på vores AIS (automatiske identifikations system) samt den PAN PAN alarm vi fik ind på vores VHF radio om en formodet redningsflåde i området. Vi fandt ikke redningsflåden og det mystiske skib formodede vi var et Spansk militær fartøj på hemmelig tys tys mission.

Morgenen bød på roligt vejr men I takt med at vi nærmede os Gibraltar og de to verdensdele (Afrika og Europa) kom tættere på tog vinden til, så det var i ca. 10sm modvind at vi hejste det engelske gæsteflag for at være klar til at anløbe Gibraltar, der jo spøjst nok er en del af England. Kl.12.30 kunne vi skimte den 426 meter høje Gibraltar klippe og klokken 14 ankom vi Ocean Village harbour efter at have sejlet slalom sejlads imellem de mange opankeret fragtskibe. Natten havde været hård med lidt søvn, så da skipper foreslog 2 timers hvil inden vi skulle op og proviantere, var der ingen der protesterede.

Aftensmaden blev grillet på landgangsbroen og blev suppleret af grilspyd, melon, brød, dressing samt Peters legendariske Gibraltar-skrællet kartofler. Desserten var endnu engang en dejlig frugtsalat, som også blev nydt her for foden af Gibraltar klippen.

WordPress Grid Gallery

Den 23. juni ringede vækkeuret noget før solen overhovedet havde overvejet at stå op. Grunden var at de to letmatroser Morten og Thomas skulle afmønstre det gode skib Sophie Amalie og hjem til kære Dannevang og deres familier. Efter et tårevædet farvel nød de nu resterende 4 ombordværende besætningsmedlemmer det velkendte overdådige morgenmåltid under sprayhooden i læ for den allerede bagene sol. Efter vi selv var tanket op blev mandskabet og båden soigneret så vi var klar til at stikke mod Gibraltar. Sidste punkt inden afgang var at få diesel på. Men jeg tror tankpasseren holdte siesta for det tog da godt nok sin tid før han kom og hældte “saft” på skuden. Mens han fyldte diesel på og jeg stod med fortøjningen fløj et passagerfly over os og jeg tænkte, at det godt kunne være den maskine som broderen nu sad i med kurs mod Danmark, få timer senere kunne jeg se på et Facebook opslag fra ham, at det havde været den jeg så.

På havet igen blev der læst i lidt litteratur, budt op til skønsang acompanieret af Morten på guitar inden hovmesteren kl. 14 ringede med frokostklokken. Efter en god frokost tog Skipper og jeg malertøjet på og gik på fordækket for at lege med farvelade og male dækket.

I anledning af Skt. Hans blev der til aften serveret en lækker spaghetti med kødsovs og en dejlig salat til. Det hele blev skyllet ned med en smuk solnedgang, der stille sank ned i Atlanterhavet bag os.
Efter aftensmaden blev der tændt Skt. Hans bål (læs stearinlys) og sunget Midsommervise og klokken 22 gik båden over i 5 timers vagtrul med Jacob og mig på første vagt indtil kl.03.00.

WordPress Grid Gallery

Denne dejlige torsdag på Atlanterhavet startede med at Jacob og Thomas bag roret og da resten af besætningen så småt var på dæk, sidste mand omkring kl.07.30 satte vi os til morgenbordet og nød dagens første måltid mens vi rundede Cape Saint-Vincent, der er Portugals syd-vestligste punkt og officielt det sted (på min del af turen) hvor båden gik fra at sejle med kurs syd, til nu øst, ind mod Gibraltar og Middelhavet.

Vinden vi har sejlet med ned langs Portugal har primært været i Nord-vest men da vi rundede hornet kom den nu fra Nordøst, og vi kunne pludselig dufte en krydret duft af citrus og oliven, inde fra land.
Fiskesnøren blev som altid kastet ud, også selvom det ikke er blevet til mange fisk på krogen, på de 2300 sømil som båden har tilbagelagt siden afsejlingen fra Egå midt i maj…ja faktisk er det kun blevet til:

• En lillebitte torsk fanget i Nordsøen
• En forurenet Multe (fanget i en havn)
• Min Trigger fish fanget i havnen i Lissabon

Men bådens fiskeriminister (min broder) kastede vanen tro snøren ud efter morgenmaden og selvom chancen for fangst ikke var stor, set i forhold til antallet af fisk der er blevet hevet i land på de 2300 tilbagelagte sømil, så var heldet med ham i dag. Omkring kl.10.30 da vinden var løjet af og vi alle måtte en tur i det 23 grader varme vand, var der gevinst i form af en fin lille sardin.

Eftermiddagen gik for sejl stille og roligt ind til havnen Marina de Vilamoura, hvor vi fik fortøjret båden, gik ud og badede ved den lokale strand og efterfølgende gik ud og spiste en slags afskedsmiddag på en lokal restaurant. Denne dejlige torsdag var nemlig sidste dag for to af bådens besætningsmedlemmer, herunder min egen broder, som i morgen skal hjem til Danmark.

Efter afskedsmiddagen gik vi alle 6, nu snart 4 hjem via havnefronten med alle dens butikker og beværtninger som var overfyldte med briter i skal vi sige vældig godt humør 🙂

WordPress Grid Gallery

Onsdag den 21.juni var alle mand på dæk kl. 07.30 da vi skulle forlade Lissabon for at sætte kurs ned langs Portugals sydkyst. Vi startede dog som altid med et solidt morgen måltid på agterdækket og allerede kl.09.00 var der klart skib så vi igen kunne drage ud på det store Atlanterhav.

Vi forlod havnen, sejlede videre ud gennem floden mod Atlanten med Lissabon om vores styrbord side, mens vi betragtede alle de fine bygninger der er i byen. Under udsejlingen ved udmugning af floden, blev vi mødt af 20 små fiskejoller som sejlede som om de havde drukket og de kendte tydeligvis ikke til vigereglerne, men vi klarede os igennem mængden, og drejede bagbord om og stak sydpå. Der gik ikke længe inden Genakkeren (forsejlet) var sat og vi bare strøg afsted. Dagen bød på den mest fantastiske sejlads, hvor Thomas tryllede i kabyssen, hvor han kokkererede de lækreste brød med tomat, mozzarella olivenolie, løg, salt og pepper bagt i ovnen, det blev til en himmelsk spise, alt dette med den velkendte fantastiske udsigt ud over Atlanten.

Alt imens vi strøg afsted, nappede jeg en lille morfar på dækket i solskinnet, flere gange afbrudt af delfiner der kikkede forbi for at hilse på. Hen under aften gik skipper i kabyssen og frembragte et dejligt aftensmåltid, så alle kunne klare sig igennem nattens sejlads.

Da vi overgik til vagtrul tog Skipper og broderen den første vagt fra kl.22.00-03.00 og da jeg ikke kunne sove valgte jeg at ligge mig på kistebænken i min sovepose og kigge op på den flotteste klare stjernehimmel med masser af stjerneskud og senere oplevede vi det mest utrolige lysshow i form af moril der lyste op i vandet bag båden. Et fantastisk syn som dog kort efter blev fuldstændig overgået, da vi fik gæster i form af delfiner som svømmede rundt om båden i jagt efter en fiskestime. Efter sig trak de hver lange haler af moril og fiskestimen som de jagtede lignende store lysende stjerneskud, når delfinerne svømmede ind i stimen. Da jeg endelig lagde mig til ro havde jeg mere end før svært ved at falde i søvn ovenpå denne store naturoplevelse, hvis lysshow mest af alt kan sammenlignes med James Cameron’s film Avatar fra 2009, sikke en oplevelse 🙂

WordPress Grid Gallery

Tirsdag den 20.juni var der mønstring kl.08.00 da dagen skulle bruges på at være turist i Lissabon. Vi startede med et let traktement på agterdækket, hvor temperaturen allerede kl.09 havde sneget sig op på 25 grader, og den var stigende. Vi begav os op i byen alt imens temperaturen steg, den var nu oppe på 39 grader, så da klokken rundede 11.00 og det var lovligt at indtage en læskedrik og vi kastede os ind under parasollen på den nærmeste beværtning på Rossio Square for at blive svalet ned både udvendigt og indvendigt.

Da temperaturen ikke opfordrede en til at stille sig i kø og vente på en tur i den legendariske Sporvogn nr.28 som Lissabon er kendt for, så sprang vi køen over og sprang ind i en elektrisk Tuktuk i stedet. Vi havde fået æren af at køre med Maria, som også blev vores guide den næste time, hun kunne ikke lide fodbold, kunne dog godt lide kirker, men mest for arkitekturen. Men hun listede rundt i alle de små gader, og det endte med at blive en virkelig fin tur vi fik.
Vi endte oppe ved slottet Castelo de S. Jorge hvor vi skulle se det og efterfølgende have noget at spise. Nu havde vi bare en i besætningen der tidligere havde rejst som rejseguide og i den forbindelse havde besøgt slottet, fortalte os at slottet blot var en bunke gamle sten, så vi besluttede os for at gå direkte på middagen, bestående af en yderst velsmagende Pizza.

Efter frokosten gik vi stille og roligt tilbage til skuden, med et enkelt stop i det nærmeste…eller det var sgu nok det fjerneste supermarked (at dømme ud fra de kilometer vi gik) for at provianterer til den næste sejlads som efter planen vil gå til byen Vilamoura. På vejen kom vi forbi en fiskebutik, hvor jeg i vinduet spottede nogle mærkværdige små skaldyr som de solgte. Jeg fandt aldrig ud af hvad de var, men tog et billede af dem, som du kan se her til venstre.

Da vi ankom til skuden igen og inden der skulle laves aftensmad, så gik én på posthuset, to nappede en velfortjent lur og der var en som gik i bad. Så der var ro på båden og jeg så mit snit til at prøve og fange en Triggerfish jeg havde spottet svømme rundt om båden. Det lykkedes og her skal det siges at det vel og mærket var med vores fangstkrog og en blåmusling som madding.

Aftensmaden og resten af aftenen blev nydt på agterdækket i den lune sommervind som blæste ned over os med 24 grader varmt luft.

WordPress Grid Gallery

Mandag den 19. juni var der ingen mønstring, da vi sejlede igennem mod Lissabon. Første hold på broen var min broder og jeg efterfulgt af Skipper og Thomas der havde vagten fra kl. 00.00-05.00. Sidste hold havde vagten fra 05.00 og frem til båden overgik til dagssejlads hvor alle mand skiftevis holder udkik. Sidste hold var dog heldige at skyde dagen i gang med besøg af delfiner samt den flotteste solopgang.

Natten igennem var vi alle dog meget mod vores vilje iført sejlertøj da, det var så tåget at vandet drev af dem der holdte vagten, vind var der nok af vi hævede gennem natten vores gennemsnitshastighed til 6,5 knob over de 160 sømil, det hele blev hjulpet af at vi pumpede 1000 liter vand ind i vores styrebords ballasttanke. Men dagen startede med den lækreste morgenmad midt i Atlanten, trods det var lidt overskyet til at starte med. Men kl.11.30 klarede det op, og så skal jeg love for at solen tog fat, 30 grader kom temperaturen op på og da vandet var 20 grader var det at de 6 blege nordboer skulle skylles i Atlanterhavet ikke mindre end 3 gange på denne dag.

Men første gang vi plaskede rundt i bølgen blå, og 5 af os var kommet op, så sagde Jacob med sin altid rolige stemme “Jesper jeg tror du skal komme op nu”…det vi ikke havde set var at der kredsede en haj på ca. 1,5 meter rundt om båden. Jeg husker ikke jeg kom op af vandet, men det næste jeg husker er at jeg står på badeplatformen og kikker ud på en hajfinne, som svømmer lidt rundt for så at forsvinde ned i dybet.
Til frokosten læste vi lidt op på hajangreb og blev en del klogere, blandt andet at det tiltrækker hajer hvis du urinere i vandet, da hajen kan lugte det på lang afstand. Døde fisk samt at plasker i vandet tiltrækker også disse skabninger. Med disse 3 facts kunne vi konstatere at vi havde gjort alle 3 ting inden vi gik i vandet, så tror da pokker at vi fik besøg.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi forbi Europas vestligste punkt og det blev fejret med ROM og efterfølgende gik min broder i kabyssen og lavede en ordenligt læs japansk skipperlabskovs (læs Sushi) som vi nød under indsejlingen til Lissabon. Dagen sluttede med frugtsalat på agterdækket i havnen Doca De Alcantara der ligger lige ved siden af broen med det spøjse navn “25. april-broen” og forbinder det nordlige og sydlige Lissabon.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 18. juni var der mønstring kl.07.15 da skibets nyeste besætning også skulle ind og se byen Porto og ligeledes smage på de gyldne dråber (læs Portvin). Vi startede med at gå ind langs Douro flodens sydside, og så alle Portvinshusene. På vejen blev der af flere besætningsmedlemmer indkøbt noget ubrugeligt souvenir, selv investerede jeg i det smukkeste lille håndklæde med et proderet motiv af Porto’s kendte Ponte Luís I bro.

Kl. 12.00 skulle skuden være afsejlet marinaen i Gaia, men portvinshuset Offley skulle lige frekventeres og skulle man finde på at drikke alt det de havde på lager, er jeg overbeviste om at det ville afstedkomme en let hovedepine.

Kl. 14.00 sagde vi farvel til Porto og sejlede ud mod Atlanterhavet som viste sig fra sin gode side, med nogle behagelige store men bløde bølger. Kursen blev sat til Lissabon, en sejlads på godt 330 km. og estimeret til ca. 25 timer.

Aftensmaden blev nydt på Atlanten og bestod af mørbradgryde pimpet med noget spritstads som var blevet givet i gave i forbindelse med afsejlingen tilbage i maj.

Da tusmørket sænkede sig over Atlanten og båden gik over i 3 timers vagtrul blev vi fulgt af en flok på ca.30 delfiner i ca. 30 minutter. En fantastisk måde at afslutte 1. dag på havet.

WordPress Grid Gallery

For at kunne forstå hvorfor jeg den 17. juni valgte at stige på et fly med kurs mod storbyen Porto i Portugal, skal vi lige spole tiden ca. én måned tilbage hvor jeg på Egå lystbådehavn sagde farvel til det gode skib Sophie Amalie, et 45 fods danskbygget Dansail skib samt hendes besætning.
De tørnede ud fra Egå den 15. maj og satte kursen mod Middelhavet og den spanske østkyst og en del af dette fantastiske eventyr havde jeg været så heldig at blive inviteret med på og derfor grunden til at jeg sammen med min ven Thomas, denne dag fløj til Portugals næststørste by Porto hvor båden nu lå og ventede på os.

Ganske kort så forlod skibet Egå med kurs mod Thyborøn, herefter videre over nordsøen over til Inverness i Skotland for så at sejle tværs igennem landet via en masse kanaler, sluser og søerne Loch Ness og Loch Lochy. På den anden side at Skotland gik turen igennem Crinan Canal, ned igennem det iriske hav til Dublin, for efter en kort pause, at stikke til søs igen og krydse Biscay bugden. Efter 4 døgn, 6 timer og 630 sømil ramte de Poerto de Ribadeo på den spanske nordkyst og 9 dage senere anløbe de Porto hvor Thomas og jeg kunne stige ombord.

Skibets rute fra Egå til Porto

Oprindeligt skulle vi have påmønstret i byen A Coruña, men da skibet havde forladt byen få dage inden vi tog afsted, var vi nød til at lave en feberredning og købe nye flybilletter hos RyanAir som kunne bringe os til Porto i stedet for A Coruña. Det kom dog ikke som en overraskelse at vi fik RyanAir’s mangel på kundeservice at mærke da vi mellemlandede i Madrid. Der var nemlig uheldigvis gået kuk i vores betaling, så inden afrejse havde vi talt i telefon med deres kundeservice i Irland, som havde forsikrede os at vi sagtens kunne betale for billetterne hos deres kundeservice ved ankomst i Madrid…men der skulle en umenneskelig stor mængde overtalelse og tålmodighed til, for at få den “rare” dame bag disken til at godtage vores forklaring, også selvom vi havde et
udprint af en e-mail fra deres hovedafdeling i Irland.

Men vi kom dog langt om længe med flyet og ankom Porto omkring kl.20. hvorefter vi hoppede i en taxa som bragte os til lystbådehavnen Marina da Afurada. Der var stor gensynsglæde hos alle mand og kort efter ankomst blev der disket op med velkomst Guinness som blev nydt på agterdækket i takt med solen gik ned og lysene tændte i byen.

Aftensmaden blev nydt på den meget lokale og ualmindelige hyggelige restaurant Taberna São Pedro og hvor vores meget rapkæftet men søde tjener sørgede godt for os. Menuen bestod af alt godt fra havet, fanget blot få sømil derfra og alt sammen tilberedt på grillen ude på gaden.

Godt mætte og vel tilbage på båden blev der serveret Gin og Tonic og kort efter gik vi til ro, mig med en fornemmelse af, at dette eventyr kun kunne blive fantastisk, med sådan en start. Det skulle senere vise sig at jeg fik ret 🙂

WordPress Grid Gallery

Det var 18 gode dage i det nordøstlige USA også kaldet New England og vel hjemme igen tager jeg lige et tilbageblik. Som altid skuffer New York aldrig og heller ikke denne gang. Selvom byen var i sit sommertøj med temperaturer omkring 30 grader, så fik vi set en masse både udendørs og indendørs hvor vi selvfølgelig nød godt af at museer, butikker og caféer alle har aircondition.

Efter 3 dage i The Big Apple drog vi ud på en road-trip op nordpå for at se hvad New England havde at byde på. Turen gik ígennem staterne Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine og Vermont og bragte mig op på 38 stater besøgt af de i alt 50 stater der udgør The United States of America.

Af highlights på turen rundt skal nævnes Boston, den smukke havneby med den historiske “The Freedom Trail” som føre en rundt til historiske steder i byen og ender ved den amerikansk fregat USS Constitution fra 1797. De smukke kystveje med de mange lysfyr op langs østkysten, den fantastiske Acadia National Park, det 1.874 meter høje Mount Washington, den dejligt lille by Stowe og dens velsmagende ahornsirup og sidste men ikke mindst, den gæstfrihed vi blev mødt med hos min amerikanske familie i New Jersey.

Facts om turen:
Flyrejse Billund – Amsterdam – New York og retur = ca. 6000 kr. pr. person
Fullsize billeje i 14 dage = ca. 7000 kr.
Rundturen var på ca. 3000 km.
Benzin forbrug i en tørstig Buick Regal (10 km/l) = 1650 kr (literpris ca. 5,50 kr.)
Hoteller ca. 9500 kr.

For dem der har planer om at besøge New England så er området bestemt et besøg værd. Men du skal ikke forvente de vilde oplevelser i stil med dem du finder på den klassiske rundtur i det vestlige (L.A. – Las Vegas – Grand Canyon – San Francisco – L.A.). Men sætter du pris på en flot natur, god mad (seafood), gode badestrande, afslappet stemning og ikke mindst amerikansk historie, så er New England bestemt også noget for dig. Skulle jeg vende tilbage til området vil jeg klart bruge mere tid på staterne New Hampshire og Vermont da de var interessante og bød på mange gode vandreture i smukke bjerge og skovområder. Men jeg skulle nok også lige et smut forbi Doherty’s Ale House i Providence som serverede turens bedste burger og så lige forbi Fox’s Lobster House nær Nubble Lighthouse hvor de serverer is der er et måltid i sig selv.

Thank you and God bless America

I dag kørte vi ind i staten New Jersey efter blot 2 minutter på vejen og kort efter kunne vi så køre ind i Parken “High Point State Park” som jeg selv havde fornøjelsen af at besøge i november 2014 da jeg var i New York for at holde Thanksgiving sammen med min amerikanske familie. Denne gang var temperaturen dog noget højere end sidst jeg var der og til alt held så var obelisken der står i parken også åben, så man kunne tage de 291 trin til toppen. Turen op var dog noget varm og da toppen kun bød på fedtet udkiksvinduer som ikke var åbne og heller ingen aircondition, så gik der ikke lang tid før turen gik ned igen.

Omkring kl.11.30 trillede vi ud af parken for at køre ned til forstaden Paramus hvor min amerikanske brødre bor og som havde inviteret os til at tage en overnatning hos dem. Vi blev i den grad modtaget med åbne arme og et overdådig frokostbord som vi straks satte tænderne i, samtidig med at vi fik talt om løst og fast og hvad der var sket siden vi så hinanden sidst (2014). Efter en god frokost kørte vi ned til Hudson River for at få et view ind over Washington Bridge og ned mod Manhattan. Først på aftenen kørte vi ud for at spise på restauranten Legal Sea Foods hvorefter vi kørte over på den lokale Baseball bane for at se Bill’s søn og hans hold spille finalen i deres sommerturnering, som de overlegen vandt med pokaloverrækkelse til følge.

En fantastisk afslutning på en fantastisk dag sammen med nogle fantastiske mennesker. And since Bill also reads this blog I would like to say thank you to all of you for a fantastic day and thank you so much for your hospitality.

WordPress Grid Gallery

Vi nærmer os så småt målet og afslutningen for denne rundtur i New England og i dag tog vi så den sidste store etape rent kilometermæssigt. Ca. 400 kilometer blev det til fra Rutland, Vermont og her til Port Jervis i staten New York. Over halvdelen af turen tog vi af små veje ned igennem Vermont, langs The Green Mountains, så blev det til lidt motorvejskørsel kort efter vi var kommet ind i New York State, hvorefter vi igen hoppede over på nogle små veje der kørte ned langs Hudson Valley langs Hudson River, som de fleste jo ved løber ned forbi Manhattan.

Men dagens første stop gjorde vi ved den lille by Weston hvor de havde en gammel mølle fra 1780 med et museum. Desværre var det ikke åbent endnu, så det blev kun til at se på det udvendige som blandt andet indebar et lille savværk drevet af to vandturbiner. Efter vores lille stop kørte vi videre sydover og ind tværs over The Green Mountains. Frokosten blev holdt i den lille by Saugerties hvor de havde en opdæmmet sø. Dæmningen var meget spændende med det som jeg fandt mere interessant var de Water Chesnuts (Vandkastanjer) som jeg fandt. Jeg skal love for at det var nogle satans små partisan-søm at have liggende ved bredden af sådan en sø hvor vandhunde i alle aldre går rundt med bare fødder, sikkert også grunden til at de lokalt har fået tilnavnet “Devil Face”.

Efter ca. 7 timer på farten og det sidste stykke via I84 West kunne vi skimte obelisken i parken High Point, New Jersey som er morgendagens mål inden vi skal ned og besøge min amerikanske broder, Bill og hans familie som venligt har inviteret os til at overnatte hos dem.

WordPress Grid Gallery

I dag sagde vi farvel til byen Stowe og det skønne område omkring denne lille bjergby. Skulle du nogensinde befinde dig i Vermont og har behov for naturoplevelser, så er Stowe et rigtig godt bud, også selvom det er vinter da de også her deres eget skisportsområde. Men inden vi vendte hjulene mod syd kørte vi op i bjergene nær byen op til Bingham Falls, der er et smukt vandfald. Her brugte vi en lille time på nyde vandfaldet og på at tage et par gode skud.
Herefter kørte vi op til Smugglers’ Notch State Park, et bjergpas som tilbage i tiden var en smuglerute hvor varer fra Canada (blot 60 km. væk) blev smuglet ned til USA.

På vores tur ned igennem Vermont kørte vi via vej nr. 100 der løber ned igennem Green Mountain National Park. Turen var meget smuk og førte os igennem en dal med landbrug og masser af søde små byer. Frokosten blev holdt ved vandfaldet Warren Falls og herefter kørte vi så de sidste ca. 79 kilometer ned til byen Rutland hvor vi sidder nu.

WordPress Grid Gallery

Ja den er (næsten) rigtig nok, det var lige før vi fik is til morgenmad. Efter en god nat her i Stowe kørte vi omkring 13 km. ned af gaden til is-producenten Ben & Jerry’s første is-fabrik, hvor man kunne få en guidet tur rundt i deres fabrik og hvor der selvfølgelig var smagsprøver efter rundturen. Så med lidt “Milk and Cookie” is i maven kørte vi ind til byen Burlington, der er den største by her i staten Vermont. Her gik vi en tur op og ned af deres gågade og kikkede lidt på butikker.

Mens vi gik på gågaden begyndte det desværre at smådryppe lidt så vi nappede en ice Coffee og kørte retur til Stowe hvor vi havde booket endnu en overnatning på The Butler House. Vi faldt lidt for hotellet, byen og omgivelserne + det passede os fint at have en base som vi i dag kunne køre ud fra, så vi nappede altså endnu en overnatning her i Stowe.

På hjemturen gjorde vi et par stop undervejs for at besøge et lokalt æble mosteri, ahornsirup producent og sidst en billedeskærer som stod og skar de flotteste bjørne ud af træ. Han var flink til at stoppe motorsaven og tage en snak med os om hans arbejde og havde vi plads i kufferten havde vi sikkert også købt en bjørn af ham…men de var desværre for store og ville kræve deres egen siddeplads i flyet.

WordPress Grid Gallery

Med gårsdagens voldsomme regnvejr bag os stod vi i dag op til en sol som skinnede fra en skyfri himmel, lige præcis sådan et vejr man kunne ønske sig, hvis man skulle lege bjergbestiger og bestige det højeste bjerg i det nordøstlige USA. Med sine 1917 meter er Mount Washington et imponerende bjerg som giver en fantastisk udsigt til alle sider, for dem der bestiger det…i vores tilfælde betyder bestige dog at vi sad komfortable i vores Buick og lod den klare det hårde arbejde med at få os op af den 12,5 kilometer lange vej til toppen. Alternativt kunne vi nu også have taget turen til toppen med et af de mange tog som siden 1869 har fragtet turister til toppen, et af dem er faktisk et fint damp-lokomotiv.

Vel ankommet til toppen (tak til vores Buick) nød vi vores medbragte frokost med, tør jeg nok sige, turens flotteste udsigt. Men vi brugte det meste af 3 timer på toppen med blandt andet at fotografere, besøge det lille museum og deres souvenir butik, der er fastgjort med lænker til bjerget, da toppen af Mount Washington er det sted i verden der er målt den højeste vindhastighed med 372 km/t. Men i dag skinnede solen og vinden var stille, så vi nød opholdet i fulde drag.

Vel nede igen svingede vi mod vest for at køre mod den lille by Stowe hvor vi havde booket en overnatning i en dejlig taglejlighed på The Butler House. Men inden vi kom til Stowe kunne jeg omkring kl.17 krydse staten Vermont af på min liste, da vi krydsede floden Connecticut River og min liste kom op på 38 besøgte stater.

WordPress Grid Gallery

Det meste af dagen i dag blev brugt på transport fra Acadia National Park i staten Maine og ind i landet til den lille by Campton beliggende i udkanten af White Mountain National Forest i staten New Hampshire.

Men før vi overhovedet kom afsted skulle morgenmaden nydes på terrassen med udsigten ud over Atlanterhavet, en fantastisk måde at starte dagen på. Så gik turen tilbage ind i Acadia National Park for lige at nyde de smukke udsigter en sidste gang hvorefter vi satte vores Buick i D (automatgear) og trillede afsted mod New Hampshire. Undervejs faldt vi over denne antik butik (se billede) som havde fyldt deres hus til randen ja faktisk over randen, med ting og sager hvor alt var til salg. Vi fik 20 minutter til at gå med at kikke på hvor meget “lort” de havde proppet ind i det lille hus. Men der var dog et par spændende ting imellem.

Med ca. 100 kilometer tilbage af dagens 440 kilometer gjorde vi stop for at spise vores frokost og købe lidt ind, men da vi kom ud havde et udvejr trukket op, et udvejr som skulle vise sig at være noget af en mundfuld. Selvom vinduesviskerne kørte på max var det lige før vi ikke kunne se noget og var da også nød til at søge dækning på en P-plads under nogle store træer.

Men efter en et par timer med kraftig regn kom solen endelig frem og vi kunne svinge ind på vores Days Inn hotel i solskin efter 440 kilometer on the road.

WordPress Grid Gallery

Godt trætte og mørbanket efter en aktiv dag, sidder vi nu på vores terrasse og nyder en kold IBC Cream Soda og ikke mindst vores 90 graders view ud over havet her fra vores Sea Breeze hotel i udkanten af byen Bar Harbor i staten Maine. Grunden til at kroppen er noget mørbanket skyldes den 7 kilomter lange vandring vi havde til toppen af Cadillac Mountain for at nyde udsigten ud over Acadia National Park. Turen blev gennemført i 25 graders varme og med en bagende sol, men alle mand nåede toppen og vigtigst af alt, alle mand kom sikkert ned igen.

Turen tog godt og vel 4 timer og vel nede igen tog vi shuttle-bussen videre rundt i parken for at se hvad den ellers havde at byde på. Vi besøgte Thunder Hole, hvor vandet slår ind mod kysten og laver et brag, deraf navnet Thunder Hole. Herfra videre til Jordan Pond hvor det også lige blev til et par billeder af søen, men så var dagen også ved at være brugt (og det samme var vi). Men Inden vi kunne læne os tilbage og nyde udsigten her på vores terrasse, svingede vi lige ind forbi byen Bar Harbor for at proviantere lidt.

WordPress Grid Gallery

Efter en god nats søvn i Portland, Maine gik turen yderligere nordpå i dag. Men inden vi nåede her til Ellsworth lidt uden for Acadia National Park beliggende ud til kysten her i staten Maine, ja så stod den på “lokation hunt” som det hedder. Tilbage i 1994 udkom filmen “Forrest Gump” med Tom Hanks i hovedrollen som den halvdumme Forrest Gump der har et, lad os bare sige, meget spændende liv. Ud over blandt andet at møde amerikanske præsidenter, blive bordtennis stjerne eller arbejde som rejefisker, så løber han også fra kyst til kyst. For dem der kan huske det så vender han om ved et fyr som står ved kysten ud til Atlanterhavet. Fyret hedder Marshall Point Lighthouse og er meget smukt…kan vi sige nu. For vi brugte et par timer på stedet hvor vi fik snuppet et par billeder, spist vores medbragte frokost samt fik set det lille hyggelige museum der er i selve fyrmester boligen.

Efter Marshall Point Lighthouse kørte vi stille og rolig op langs kysten igennem en masse små fiskerbyer hvor man ikke er i tvivl om hvad de primært fisker efter…hummer, hummer og atter hummer og flere steder op langs kysten er der spisesteder med hummer på menuen, ja selv på McDonald’s kan man få hummer.

WordPress Grid Gallery

I dag har vi stort set ikke lavet andet en at cruise op langs strandvejen, dog ikke med nedrullede vinduer og høj musik men mere med oprullede vinduer og fuld blæs på air condition (der er 30 grader udenfor) og med strandvejen mener vi vejen der går op langs den amerikanske østkyst.

Dagen startede dog ud med en tur på det lokale posthus i byen Lowell hvor vi fik sendt et par hilsner hjem til Danmark, hvorefter vi kørte ad I 495 ud til kysten og ud til landevejen A1 der går langs østkysten og har en del meget store og fine huse liggende langs vejen med udsigten ud over Atlanterhavet.

Undervejs nordpå stoppede vi flere steder for at nyde vejret, en Clam Chowder, en udsigt eller en stor is (set i forhold til den størrelse man får i is butikken i Egaa havn). Efter en lille times kørsel kørte vi ind i New Hampshire og efter yderligere et par timers kørte vi ind i Portsmouth og over broen Memorial Bridge som går hen over Piscataqua River og forbinder New Hampshire med Maine og min liste kom op på 37 besøgte stater.

I dag har vi så slået lejer her i Portland, Maine og i morgen går turen videre op nord på.

WordPress Grid Gallery

Boston, Massachusetts er USA’s 24. største by og har et indbyggertal på ca. 667.000. Byen er rig på amerikansk historie og har flere gamle bygninger der stammer helt tilbage fra 1680 og bærer tydelig præg af at være grundlagt af engelske nybyggere. Igennem byen er der en 4 kilometer lang rute markeret med røde sten i jorden, som tager en rundt forbi de mest betydningsfulde bygninger, monumenter, kirker og også skibet USS Constitution fra 1797. Turen kaldes “Freedom Trail” og starter ved parken Boston Common, midt inde i byen og den skulle vi selvfølgelig kikke nærmere på hvilket vi fik det meste af dagen til at gå med.

Men inden vi gik ud på ruten, rundt til de 16 forskellige vartegn gik vi lige et smut ned af Beacon street hvor en vis bar ligger godt gemt nede i en kælder. For dem der husker 80’er serien “Cheers” (på dansk “Sams Bar”) vil bestemt også kunne genkende den udvendige del af selve baren. Desværre var baren lukket da vi kom, så vi kunne ikke gå ind og hilse på Norm, Cliff, Sam eller Carla ?

Efter vores tur rundt på “The Freedom Trail” endte vi ved skibet USS Constitution, en amerikansk fregat fra 1797 som har stor betydning for amerikansk søværns historie. Skibet var desværre under renovering, så det blev ikke til de bedste billeder af skibet, da det var pakket ind i stillads. Men vi fik dog lov til at gå ombord og se nærmere på dette historiske vartegn som var imponerende stor (22 m. længere end Fregatten Jylland).

Ca. kl.18.30 sagde vi farvel til Boston og rullede med toget tilbage til Lowell hvor vores Buick ventede for at tage os de sidste kilometer tilbage til vores Motel 6 hotel i Tewksbury.

WordPress Grid Gallery