Jeg lagde idag Seattle bag mig ved hjælp af en forholdsvis ny Chevrolet Malibu, Interstate 90 og ikke mindst en god håndfuld Dr.Pepper. Distancen i dag blev på ca 470 km øst på ind til den lille by Spokane, beliggende på grænsen til Idaho, hvilket vil sige at der er udsigt til en ny stat i morgen…ja faktisk bliver det nok til to da Glasier National Park ligger i Montana og der skulle jeg gerne ende i morgen. Men dagens køretur blev tilbagelagt i noget meget varieret landskab, til at starte med kørte jeg ind i bjergene, så ind i et meget goldt og flat slette landskab for til sidst at ende her i Spokane med nåletræer igen.

Seattle er kendt for fødested for mange størrer virksomheder, blandt andet kaffebaren Starbucks startede her, ja faktisk ligger verdens første Starbucks lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor. Men også flyvproducenten Boeing startede i Seattle og det var denne virksomhed der var omdrejningspunk for dagens oplevelser. For lidt syd for centrum ligger King County International Airport hvor Boeings første produktionshal også ligger og hvor der i dag er et flymuseum, eller det vil sige at der er blevet lavet et par tilbygninger for at kunne rumme de mange fly der er udstillet. For de har blandt meget andet spænende også verdens første Boeing 747 Jumbojet udstillet. Den blev brugt til at testflyve fly-modellen for at opnå en godkendelse fra myndighederne, for at kunne sætte den i produktion og senere brugt til at teste om flytypen kunne bruges som luft til luft tankfly for det amerikanske militær.
Jeg nappende den lokale bus linje 124 tilbage til downtown omkring kl.15 for blot at finde ud af at det meste af downtown var lukket grundet Labor Day, en mærkedag til ære for den amerikanske arbejderbevægelse og de amerikanske arbejdere. Men der var dog enkelte restauranter der have åbent, eksempelvis Viginia Inn som jeg havde fået anbefalet af min kammerat Richard. Så her snuppede jeg en udmærket burger inden jeg returnerede Den Grønne Skildpadde.

Her er hyggeligt her på “Den Grønne Skildpadde” hostel. Der er fri morgenmad og så kan det ikke være mere centralt placeret end det er, lige op ad Pike Place Market der nok er den største turist magnet i hele byen med alle mulige boder der sælger alt lige fra friskfanget Konge krabber fra Beringstrædet til sten der med garanti vil bringe positiv energi i dit liv…det sagde kvinden i boden i hvert fald.
Men jeg skulle ikke på marked i dag men der imod til tops i Seattle’s Space Needle, bygget i 1962 i forbindelse med verdensudstillingen. Heldigvis for mig var det klart vejr og jeg havde valgt at booke billet til den første tur til toppen i den udvendige elevator. Det gav mig ca. 30 minutter hvor jeg stort set havde toppen for mig selv og kunne nyde den fantastiske udsigt, specielt ind over downtown med det 4392m høje Mount Rainier i baggrunden. Inden nedturen begyndte kunne man vælge at træde ud på et roterende glasgulv, så man ikke blot kunne nyde udsigten ud, men også de 184m ned.
Formiddagen blev brugt på Museum of Pop Culture, der udstiller alt muligt indenfor modeerne pop-kultur. Jeg var specielt interesseret i de 3 udstillede Hover Boards fra filmen “Back to the Future 2” fra 1989 med en ung Michael J. Fox i hovedrollen. Jeg var så tæt på at rive dem ud af glasmontret for at prøve dem.
Efter et interessant museums besøg nappede jeg det lokale Monorail tog (det eneste i verden der stadig er aktiv) ind til downtown, for nu var det slut med pop-kultur, nu skulle jeg være finkulturel, hvilket blev klaret med et besøg på Seattle Art Museum. Nu vil jeg ikke kalde mig selv for en connoisseur ud i kunst, men kan dog godt lide at kikke på kunst en gang i mellem. Jeg tror dog grundet besøg på The Metropolitan Museum of Art i New York samt The Art Institute of Chicago, så havde jeg nok lidt for store forventninger til dette besøg.
Dagen var ved at gå på hæld, men der var nu stadig tid til en tur ned til vandet og Pier 55, der skulle vise sig at være et turisthelvede af den anden verden, men det lykkedes mig da at falde i snak med en ung brandmand på den lokale Seattle Fire Station 5, der gav mig en guidet rundtur på deres store brandbil.

Indtil i dag kl. 11.30 lokal tid havde det været 1.260 dage siden jeg sidste havde amerikansk grund under fødderne. Dengang hed destinationen New York, men i dag skete det så endelig efter 2 forgæves forsøg (et i 2020 og et i 2021), at komme til det forjættede land USA. Kl.11.30 satte den lille Airbus hjulene på asphalten i byen Seattle, beliggende i den nordvestlige del af USA i staten Washington, der dermed blev den nr. 39 stat jeg har besøgt.

Efter en kort ventetid ved bagagebåndet og en meget gnidningsfri tur igennem imigration, smuttede jeg lige over på toget indtil downtown, af på University St. gik de få meter over til Green Tortoise Hostel Seattle, som skal være min base i byen her de næste 2 dage. Så man kan sige at alt gik så glat som man kunne have håbet. Efter indlogering nappede jeg en lille lur på en time….nej det blev til 2…ja faktisk til 2 1/2 men så var det også ud for at se byen.

Da det var blevet aftenstid blev det blot til at vandre lidt rundt i nærområdet. Besøgte den famøse The Gum Wall der er en gyde fyldt med brugt tyggegummi på væggene. Inden jeg tørnede ind for natten blev det til en lækker Clam Chowder på restaurant Seatown Rub Shack.

Flyet der skulle bringe os hjem mod Danmark afgik først kl.18.30, så der var tid til at sige et ordentligt farvel til skipper og familien samt ikke at glemme det gode skib Sophie Amalie, der havde bragt os sikkert over det store ocean. De sidste souvenirs blev indkøbt og ved 14 tiden satte vi os ind i Charles’ taxa. Charles havde været vores lokale chauffør på gårsdagens køretur ned til Piton bjergene. I dag skulle vi så igen ned i den anden ende af øen, en køretur på omkring 63 kilometer for at nå ned til Hewanorra International Airport. Turen tog dog 1,5 timer grundet de små bjergveje vi skulle ud på, men det var en flot og spændende tur på langs af øen, hvor Charles undervejs fortalte om de interessante ting vi passerede.

Vi fik målt vores temperatur ved indgangen, blev sprittet af samt fik det obligatoriske mundbind på og så var vi klar til at stige ombord…nå nej ved den sidste skranke inden sikkerhedscheck blev vi gjort opmærksom på at vi manglede et lille lap papir som vi skulle have fået udleveret ved check-in. Så ud af køen med os og tilbage til check-in skranken for at få den lille lap og så tilbage i køen for at aflevere den lille lap papir til den søde lille dame….jeg elsker bureaukrati 🙂

Alt hvad der skete herfra og indtil vi igen havde dansk grund under fødderne og byskiltet sagde København, skiller sig ikke meget ud fra den almindelig flyrejse, så det vil jeg ikke berette så meget om. Det var en dejlig flyvetur over Atlanterhavet til europa og englands hovedstad London. Hvad der havde taget os 27 dage at tilbagelægge blev gjort på sølle 8 timer og 20 minutter….en sjov tanke 🙂

En kort flyvetur senere satte vi hjulene på landingsbanen i København og kl.14.15 kunne vi atter betræde dansk jord og efter lidt ventetid ved baggagebåndet kunne vi gå ud i ankomsthallen, hvor vi fik en velkomst der var en Atlanterhavs Søfarer værdig i form af et par forældre der stod med skilte samt viftede med danske flag, ganske som Keld, Børge og Benny der byder Egon tilbage…sikke en velkomst, tak for det 🙂

Dagen i går (søndag) bød ikke på meget andet end afslapning på stranden. Planen var at broderen og jeg skulle gå en tur op og se hvor forældrene og jeg boede, da vi besøgte øen tilbage i 2011, men tempoet var i bund og pludselig var tiden så fremskreden at vi i stedet valgte at gå til stranden. Her mødte vi en af de lokale som efter en god samtale på en times tid, tilbød at sejle os tilbage til havnen, så vi kun havde 500m til hotellet. I følge de lokale corona-restriktioner skulle vi være indendørs inden kl.20, så i stedet for at gå ud og spise nappede vi en udmærket burger i hotellets restaurant, inden sengen kaldte….og det var vidst den dag.

Næ så var der mere action over mandagen. Her havde vi sammen med vores lokale chauffør fået arrangeret at vi skulle ned i den sydvestlige ende af øen, ned til de to ikoniske bjerge “Petit Piton” og “Gros Piton”, for som jeg skrevet i mit forgående indlæg så havde jeg et brændende ønske om at bestige et af dem og i dag skulle mit ønske gå i opfyldelse, vi skulle alle mand gå og nogle gange kravle de 798 meter til toppen af Gros Piton.
Turen startede roligt ud men ca. halvvejs oppe, kort efter vi havde nydt den mest fantastiske udsigt over til Petit Piton, gik det fra hyggelig vandretur og over til klatring op af stejle klipper med et noget sølle rækværk som eneste hjælp mod afgrunden. Men efter ca. 2 timer og 20 minutters hårdt arbejde i ca. 30 graders varme og en meget høj luftfugtighed, nåede vi toppen hvor vi fik fornøjelsen af at besøge det lokale supermarked….det sagde ejerne i hvert fald at det var. Meen supermarkedet bestod nu blot af en køleboks, en lille hytte og et bord hvor der lå 10-15 mango. Jeg købte en mango til mig selv og en Piton øl til min broder, jeg tænkte at han da skulle have en Piton (øl) på Piton (bjerget).
Nedturen var kun 10 minutter hurtigere en opturen på grund af det uvejsomme terræn og vel nede igen stod vores chauffør klar med bilen og fragte os de 38 km nordpå op til St.Lucia Distillers hvor de blandt mange andre rom producere den meget velsmagende Chairman’s Reserve Spiced. Min broder havde et brændende ønske om at besøge destilleriet, som jeg havde besøgt i 2011. Men vi gjorde holdt på fabrikken og tog den guidet tur i produktionen, hvor vi så hvordan de lavede vores yndlings rom. Efter den noget korte rundtur var der smagsprøver på hele deres sortiment på over 25 forskellige rom-produkter, så det var godt vi havde chauffør på.

Klokken var meget nær spisetid inden vi nåede retur til Rodney Bay Marina, så aftensmaden nappede vi på havnen på Elena’s Italian Resturant.

Vores forudbooket fly retur til Danmark fløj desværre samme aften som vi kom i land, så det havde vi flere dage forinden annulleret og fået booket et andet, der ville lette mod London den følgende tirsdag, hvilket ville give os 3 dage på Saint Lucia. Der skulle selvfølgelig være tid til at slappe af, sove i en rigtig seng der ikke vippede og fordøje det netop overstået eventyr, men øen skulle nu også opleves.
Selvom jeg havde besøgt Saint Lucia før, vidste jeg at der var én ting som jeg ikke fik prøvet i 2011 og som jeg jo utrolig gerne ville prøve. Saint Lucia har to meget markante bjerge “The Pitons”, hvis silhuetter går igen på mange ting som eksempelvis deres lokale øl “Piton”, deres rom Chairman’s Reserve og sågar deres flag har også de to bjerge på sig, symboliseret med en gul og en sort trekant.

Begge bjerge kan bestiges og det var et højt ønske fra min side, at kunne stå på toppen af ét af dem og nyde udsigten ud over øen. Et ønske som jeg håbede ville lykkedes en af de næste par dage, men lørdagen skulle dog bruges på at nyde lokalområdet. Så da broderen og jeg havde fået tjekket os ind på et værelse på Bay Gardens Hotel, begav vi os mod stranden og vandet for at køle lidt af. Vi nappede efterfølgende en vand-taxa over til Pigeon Island National Park for at nyde udsigten fra toppen samt se de gamle koloni-ruiner. Besøget var kort da parken snart lukkede og vi havde kun ca. én time, men fik da set det vigtigste.

Tilbage ved vandet mødte vi sgu Bob Marley’s broder…eller det sagde han i hvert fald han var. Han hed Malakai og solgte os nogle smykker + han blev vores vand-taxa chauffør tilbage til Rodney Bay Marina hvor vi gik over til skipper og båden for at hilse på, samt for at aftale hvor vi skulle nyde endnu et aftensmåltid serveret uden at vi selv skulle arbejde for det. Efter en hyggelig aften sammen med resten af den tilbageværende besætningen, gik broderen og jeg godt mætte og noget trætte de 1,3 kilometer tilbage til vores Bay Gardens Hotel og vores seng i et airconditioneret værelse, uhmm.

Saint Lucia er en lækker caribisk ø beliggende syd for Martinique og nord for Saint Vincent. Øen høre under The British Commonwealth og er 617 km2 stor, hvilket svarer til vores egen dejlige Bornholm…ja ok Saint Lucia er lige 29 km2 større, men så næsten Bornholm størrelse.

Øen var et gensyn for mit vedkommende, jeg besøgte også øen tilbage i december 2011, hvor jeg tog til øen for at tage i mod min far der havde krydset Atlanten i sejlbåd (læs evt. mine indlæg fra 2011). Så jeg kunne genkende mange ting da vi efter 27 dage endelig fik fast grund under fødderne igen og kunne gå i land for at besøge Customs And Immigration + selvfølgelig et Corona-tjek. Alt blev klaret i løbet af én times tid og selvom vi havde en båd der skulle hovedrengøres valgte vi dog at sætte os ned på den lokale beværtning, da vi alle følte at det sjovt nok stadig gyngede når vi gik rundt….nå ja så var det jo belejligt at de også serverede den lokale øl Piton på stedet 😉

Båden blev rengjort fra…ja det er jo nærliggende at sige fra køl til mast…men det var nu kun der hvor vi havde opholdt os, der blev rengjort. Vi havde været flittige til at rengøre undervejs, selvom det var lidt besværligt når båden gyngede, så vi var færdige i løbet af blot 2-3 timer. Om aftenen ville organisationen vi havde sejlet under (Atlantic Rally for Cruisers) holde en afslutningsfest hvor der ville være præmier til vinderne samt i mange andre kategorier, åbenbart også til den båd der kom sidst i mål, indenfor tidsgrænsen og gad vide hvilken båd det så var?

Men inden selve overrækkelsen var der en masse underholdning og taler fra forskellige prominente personligheder. Alt sammen noget vi kunne nyde sammen med den lækre lille anretning med horderves vi havde fået udleveret + diverse drikkevare. Men kort før vi var ved vejs ende for ceremonien blev mandskabet af båden Sophie Amelie kaldt op til scenen, ikke noget vi lige havde ventet. Det vidste sig at vi var den sidste båd der havde krydset målstregen indenfor tidsgrænsen og det skulle vi da havde en præmie for, men om det var for at lukke munden på os fordi vi får dage forinden havde brokket os over at ARC havde valgt at fremrykke afslutningsceremonien, selvom der stadig lå flere både ude på Atlanterhavet det vides ikke. Men vi fik en præmie og fik da lov at komme på scenen til klapsalver.

Efter festlighederne gik vi alle mand ud for at spise en lækker omgang aftensmad som vi ikke selv skulle tilberede i en vippende båd eller for den sags skyld vaske op efter, i det salte vand fra Atlanten. En ualmindelig lækker pizza blev det til for mit vedkommende, men selvom den smagte fantastisk, så føltes øjenlågene utrolig tunge og sengen ombord på båden nærmest trak i de fleste af os. Der gik da heller ikke mange sekunder fra mit hovedet ramte puden til søvnen overmandede mig totalt og jeg sov sødt i en båd der for en gang skyld ikke vippende og med et ur der ikke vækkede mig 6 timer senere.

Fornemmelsen af hvilken dag vi havde flød meget sammen i takt med at vi flød længere og længere ud på det store hav. Det var først sidst på turen, omkring da vi kunne se på de resterende antal sømil, hvor mange dage vi ca. havde tilbage, at dagene begyndte at få navne igen. Ellers havde rutinen kørt derud af med 4 timers vagt 6 timers fri, døgnet rundt. Det var også her med få dage tilbage, at vi kunne konkludere at vores proviantering havde passet perfekt, til trods for at vores tur blev ca. 6 dage længere end estimeret. Vi havde aftensmad til 6-7 dage mere, men det skyldes jo vores store held i forhold til at fange fisk undervejs. Af drikkevand havde vi vel 5-6 liter tilbage, så også her ramte vi plet. Det eneste vi skød forbi med var indkøbet af øl (ja det lyder underligt), Men her var der så rigeligt tilbage, at der kunne holdes en god fest, når vi kom i land.

Det var skipper og jeg der havde morgenvagten den 4. februar og vi kunne nyde starten på dagen med den flotteste solopgang. Men inden solen stod op, kunne vi kl.05.20 i nattemørket spotte en del lys langt ude i horisonten. Hvor der før var lys blev forvandlet til en smuk ø da solen endelig stod op og kastede sine stråler ned på den. Så kl.06.06 blev der fra min side, som en anden sørøver, råbt “land i sigte”, den første landkending siden vi forlod Cap Verde 17 dage tidligere.
Som dagen gik kom øen nærmere og forventningen til afslutningen på vores tur steg. Men inden vi skulle dreje om det sidste hjørne, skulle vi lige havde fornøjelsen af at sejle i noget tov til en tejne, sat ud af de lokale fiskere. En hurtig indsats af alle mand og vi havde fået viklet os ud af tovværket og kunne begive os videre mod målet nu under to kilometer væk.
Med ca. én kilometer til mål så jeg en lille gummibåd komme i mod os. Jeg huskede at min fader havde fortalt at der kom en fotograf ud til dem da han i 2011 deltog i Atlantic Rally for Cruisers og krydsede Atlanten, så mon ikke dette var fotografen der var på vej. Alle mand havde iført sig deres røde shorts (sejler du over Atlanten giver det ret til at bære røde bukser) og min hjemme designet T-shirt, så vi var 5 ens klædte, ualmindelig stolte sømænd der havde klaret turen over Atlanterhavet, hvilket uden tvivl kan ses på de billeder fotografen tog af os. Alt imens han sejlede rundt om os og knipsede løs sagde jeg til min broder at der sejler et andet menneske, underforstået fotografen. De sidste 27 dage havde vi ikke set andre end de 4 andre i båden og nærmeste skib havde ligget flere sømil fra os. Men her var der pludselig en anden båd og ikke mindst et andet menneske, hvilket var en speciel oplevelse.

Sidste hjørne blev rundet og der foran os lå målstregen, markeret med en bøje og en dommerbåd. Kl.12.40 lød signalet fra dommerbåden at det gode skib Sophie Amelie og hendes besætning havde krydset Atlanten og til ære for os blev der nu spillet Queen’s “We Are The Champions” over radioen.

Det var så den tur, det eventyr og hvilket et fantastisk et af slagsen, tilbage var der nu kun at sejle båden i havn, ind til havneplads 15D. Men på vejen ind blev vi først mødt af skippers familie der stod med danske flag og bød os velkommen. Da vi kom længere ind i havnen blev der truttet i tågehorn, jublet og klappet af besætningerne på de andre både der var kommet i mål og da vi havde fortøjret båden stod ARC officials på broen for at byde os velkommen med en lækker frugtkurv samt en rigtig Saint Lucia Rom.

Det var 27 dage fyldt med store oplevelser. Der var søsygen den første dag på vandet, de mange fisk vi fik fanget og den ene flyvefisk jeg fik i nakken en nat. Der var Cap Verde, de to blåhvaler der vippede med halerne, stormen midt på atlanten, at svømme på 5000m vand, besøg af grindehvaler og ikke mindst de dejlige delfiner, de stjerneklare nattevagter, det fantastiske gode selskab jeg var i hele vejen (ikke mindst min egen dejlige broder). Men en af de største oplevelse jeg tager med mig fra dette eventyr er en så simpel ting som at sidde alene i stævnen af båden og kikke ud på det store…det uendelig store Atlanterhav.

Den 24. januar omkring kl.17 blev proppen skudt i vejret på vores medbragte Champagne og der blev skålet i bobler, for at fejre at vi nu var halvvejs på vores færd over Atlanten dvs. vi lå halvvejs på den korteste distance målt fra Gran Canaria til Saint Lucia. Vi endte dog til slut på 3177 NM, hvilket svare til 5883 km hvilket er noget mere end de 4923km som den korteste distance er. Men de ekstra kilomeret skyldes vores lille afstikker ned forbi Cap Verde øerne. Men halvvejs var vi den 24. januar og det blev fejret.

Den 24. januar blev der vasket tøj på badeplatformen og alt imens tøjret tørrede i vinden var vi tre der hoppede ud i bølgen blå og hang efter båden, hvilket var en speciel oplevelse…ikke så meget fordi det var efter en båd her midt på Atlanten, men mere på grund af at der var 5000m vand under en og tanken om hvad der måtte ligge og lure dernede i dybet. Dog var det ikke kun hvad der lå under vandet der kunne skræmme en men også hvad der flød på overfladen. Flere gange undervejs blev der observeret The Portuguese Man O’War (Portugisisk Orlogsmand), der flyder i overfladen og har giftige brændetråde under sig. Heldigvis var ingen af os i vandet da de flød forbi.
Flyvefisk fik vi til gengæld lov at hilse på op til flere gange, hvor de i deres færd forvildede sig op på dækket af båden og lå og sprællede. Det var dog mest om natten af de hoppede ombord, givet vis fordi de så ikke kunne se båden. Det var da også midt på natten at jeg midt i en lur…ja ja jeg sov på min vagt, men vi var altså to på vagt af gangen. Men det var altså midt i min lur at jeg blev vækket af en sød lille flyvefisk der fløj lige ind i nakken på mig, skal vi sige et alternativ vækkeur. Nå men jeg kom på benene, fandt den lille fyr der fik en omgang skældud og blev så kastet tilbage i havet. Resten af vagten kunne jeg så nyde duften af Eau de fisk og fjerne alle de skæld den lille fyr havde efterladt.

Selvom det halvvejs på turen havde svundet godt i provianten havde vi nu stadig rigeligt at leve af, dog var der nu ikke mere flere forskellige ingredienser at vælge imellem. Vores gulerødder og agurker “døde” hurtigt i varmen, hvor imod kartoflerne, appelsiner og æbler holdt forholdsvis længe, men her halvvejs over havet var det slut med frisk frugt og grønt. Så når der skulle “trylles” i kabyssen skulle man så være lidt kreativ med det vi havde på lager, til vores held fik vi jo stort set hver anden dag frisk fisk ombord.
Men eks. madlavning kunne jo ikke undgå at producere en hel del affald. Selvom vi inden afgang havde skilt os af med alt overflødig emballage (hvilket der var meget af) så fik vi daglig en masse affald i form af eksempelvis plast, papir og dåser. ARC organisationen havde pålagt os at bringe alt vores affald med i land, så ikke noget med at ligge det ud på “den blå hylde” (læs: smide det i havet). Vi gjorde dog det at vi klippede det meste af vores affald i små stykker og proppede det ned i de plastdunke som vi havde haft drikkevand i. På den måde kom det ikke til at lugte i varmen, da vi kunne skrue låget på + vigtigst af alt så blev det komprimeret voldsomt og fyldte derfor næsten ingenting. Vi endte faktisk med kun at have så lidt affald med i land at det snildt kunne være i en lille trillebøre (uden top på).