Det blev en dejlig nat i mit lille telt på KOA-Warrenton hvor de mange omkringliggende lys-fyr, ca. hvert 5 min blæste i deres tågehorn. Grunden til deres koncert fandt jeg ud af da jeg kl.07 stod op til endnu en dejlig dag i det amerikanske, for man kunne ikke se en hånd for sig på grund af tyk tåge. Trods tågen valgte jeg dog at køre en tur til stranden hvor jeg gik en lille tur og kikkede ud på det knap så stille Stillehav samt fik kikket på resterne fra en gammel engelsk 4 mastes stålbark der gik på grund her, tilbage i 1906.
Kl.11.30 kørte jeg ind i byen Astoria der ligger der hvor Columbia River møder Stillehavet og hvor Lewis og Clark-ekspeditionen tilbage i 1806 endelig nåede deres mål efter to års rejse der tog udgangspunkt i byen St.Louis som jeg besøgte tilbage i 2015. Så nu har jeg besøgt ekspeditionens usgangspunkt samt deres mål.

Jeg kørte straks hen for at se Oregon Film Museum beliggende i byens gamle fængsel, der også blev brugt som fængsel i film klassikeren The Goonies fra 1980’erne. De havde en masse spændende rekvisitter fra filmen samt en person bag skranken der virkelig var fan af filmen og gerne øsede ud af sin viden om området og hvor jeg skulle køre hen for at se flere lokationer fra filmen. Så det meste af dagen blev brugt på at køre rundt og se hvor filmen blev optaget, fik blandt andet set der hvor hovedpersonen Mikey boede, der i dag er privatejet, men ejerne er dog ok med at de dagligt får besøg af 30-40 fans der blot vil se huset.

Jeg fik mig indlogeret på Astoria Rivershore Motel og gik så ellers en tur ind til byen via deres River Walk der går langs kajkanten, hele vejen ind til byen, som dog så småt var ved at lukke. Så kl.18 returnerede jeg mit motel efter en god gåtur på 3-4 kilometer hvor jeg fik set nærmere på downtown Astoria…hvis man da kan kalde det downtown.

Kl.9 forlod Charlie og jeg Portland for at køre ud mod Stillehavet, ud til Cannon Beach hvor en del af Charlie’s arbejdsplads ligger. Charlie arbejder hos bryggeriet Public Coast Brewing Co. som også har en restaurant/bryggeri beliggende ved Cannon Beach, så det var oplagt at vi skulle spise frokosten der. På vejen derud, svingede vi ind forbi deres bondegård hvor de dyrker mange af de afgrøder som de brygger øllet af, eksempelvis havde de deres egen humle samt blåbær, som jeg skal hilse at sige smagte himmelsk. Da jeg er stor fan af Root Beer, som er en sodavand der i manges øjne har en noget speciel smag, syntes Charlie at jeg skulle have en lille smagsprøve med på min tur.

Køreturen ud mod kysten gik igennem skovklædte bjerge og var utrolig smuk, jeg må sige at Oregon ligger i toppen af smukke stater, hvor Hawaii selvfølgelig tager 1. pladsen.

Vi fik nogle fantastiske fiske tacos til frokost, hvortil jeg valgte den før omtalte Root-Beer. Jeg kunne dog også have valgt en af deres lidt specielle øl som eksempelvis en kokosnød-øl, nektarin-øl eller en S’more-øl (se her hvad en S’more er).
Efter frokosten gik vi en tur på Cannon Beach + kørte op til Ecola State Park. Disse to steder er ikke kun utrolig smukke og på den måde virkelig et besøg værd, men de var også kulisser i film-klassikeren The Goonies fra 1985. Da jeg er stor fan af filmen må jeg indrømme at den er grunden til at jeg på min tur har valgt at besøge området og ikke mindst den lille havneby Astoria, som står på morgendagens program.

Men ved 16.30 tiden fik jeg sagt farvel til Charlie som skulle hjem til Portland igen og jeg selv kørte op til den lille by Warrenton, hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA (Kampgrounds of America), fik slået mit telt op, skrevet lidt på bloggen og hoppede så ellers i posen.

Det blev til en fantastisk aften med min ven Charlie og han skønne kæreste Nathalie, hvor den stod på lækker mad på en nærliggende Mexikansk restaurant kombineret med historier fra sidst vi sås, hvilket var i sommeren 2018, så der var meget at fortælle. Efter maden kørte vi hjem til dem igen og Charlie og jeg satte os i sofaen for at se filmen der er hele grunden til at vi to kender hinanden, nemlig filmen Fandango fra 1985.

I dag stod den så på en tur ind i Columbia River Gorge der er en smuk kløft der ligger lidt øst for Portland, Oregon. Kløften er fyldt med udsigtspunkter, vandfald, dæmninger og broer, hvor én af dem går under navnet “Bridge of the Gods” som Charlie og jeg selvfølgelig skulle krydse til fods…og hvorfor nu det. Jo for broen er ikke kun porten ind til staten Washington men er også en del af The Pacific Crest Trail (som jeg har skrevet om i en tidligere blog) og som jeg gik en lille del af på Mt.Hood for få dage siden. Så selvfølgelig skulle vi prøve og krydse den hvilket ikke var uden udfordringer, ikke mindst fordi der var frit udsyn ned da det var en rist man gik på.
Men vi klarede den og belønnede os selv med en god omgang Fish & Chips hos en rigtig god fiskehandler, der også solgte de lækreste røgede laks fra Alaska. Efter maden trillede vi stille og rolig hjemad, så et par vandfald på vejen + nød udsigten oppe fra Vista House.

Vel hjemme igen gjorde vi os klar til en aften tur ind til downtown Portland med tilhørende spisning på Deschutes Brewery som altså vinder titlen for at have serveret den bedste burger på denne tur. Klokken var sent inden vi var hjemme igen, så den stod altså på dyner….eller sovepose for mit vedkommende.

Nej ok der er lige én ting mere jeg må berette om. Charlie og min fælles interesse, filmen Fandango, har en scene hvor en af karaktererne skal springe i faldskærm. Dette kræver jo et fly og det finder de midt ude i den Texanske ørken hos en tosset pilot ved navn Truman Sparks. Flyet i filmen have registrerings nummeret N2673R hvilket var det rigtige nummer for dette fly, det vil sige altså ikke opdigtet til filmen. Charlie havde inden min ankomst foretaget lidt research og fundet ud af at dette fly, som stadig jævnligt kommer på vingerne, faktisk var i en lille lufthavn her i Portland.
Så vi blev enige om at “kaste terningerne” og køre ud til denne lufthavn og se om vi kunne være heldige. Efter at havde talt med tre forskellige endte vi hos lufthavns chefen som udemærket kendte til flyet og dets fortid som filmstjerne. Efter et opkald til ejeren hvor lufthavns chefen med et smil på læben fortalte at han havde to herrer stående på sit kontor, der frygtelig gerne ville se hans fly, endte vi med et thums-up fra chefen der straks greb nøglerne i skabet og bad os følge med. Efter en kort gåtur stod vi foran hangaren hvor chefen begyndte at åbne portene og som en anden helligdom åbenbarede flyet sig for vores øjne. Det lyder nørdet, I know, men for Charlie og jeg var det stort og vi kunne ikke begribe vores held, vi stod foran Truman Sparks’ fly. Hvad der få timer tidligere havde været et noget ambitiøst forsøg lykkedes sgu for os og vi var begge helt høje over vores held, da vi igen forlod lufthavnen og kørte mod Columbia River Gorge.

Se en kort scene fra filmen hvor flyet er med, kik med her

Så skal vi til det igen, altså det med at advare om fly-relateret indhold i dagens blog.
Jeg har en del år, vil tro siden jeg så filmen The Aviator fra 2004, haft kendskab til forretningsmanden, milliardæren, filmproducer og ikke mindst flypioneren Howard Hughes. Grunden til at jeg lægger vægt på flypioneren er fordi det var hele omdrejningspunktet for dagen i dag.
I 1940’erne midt i Anden Verdenskrig blev Howard Hughes og hans The Hughes Aircraft Company spurgt om de ikke kunne udvikle et transportfly der kunne flyve krigsmateriel fra USA til Europa, for på den måde at undgå at skulle sejle det over atlanten hvor de tyske U-både lå og ventede. Hughes gik straks igang med udviklingen og fandt hurtigt ud af at et vandfly ville være oplagt da landinger i Europa kunne blive problematisk, hvis tyskerne have bombet landingsbanerne. Der var dog et benspænd i forhold til byggeriet og det var at det ikke måtte bygges i metal da det var alt for værdifuld og skulle bruges til produktionen af amerikansk krigsmateriel, så Howard valgte at bygge flyet i birketræs-finer.

The Hughes H-4 eller The Spruce Goose som flyet blev kaldt stod færdig i 1947, altså to år efter krigens afslutning, og var derfor ikke længere så pokkers interessant for det amerikanske militær og der gik diskution i den i forhold til om udviklingsprisen på de 23 milioner amerikanske dollers (278 milioner i nutids dollers) var pengene værd. Men flyet kom dog på vingerne den 2. november 1947, hvor Howard skulle fortage nogle taxi-tests af flyet ud for Long Beach i Californien. Under en af testene tog han chancen og lettede flyet og fløj ca. 1600 meget blot få meter over havet blot for at bevise overfor pressen at hans store projekt ikke var en fiasko. Men det skulle dog vise sig at disse 1600 meter ville blive de første men også sidste meter dette monster ville flyve. For Howard valgte kort efter at pakke flyet væk i en speciel hangar hvor det stod indtil hans død i 1976. Herefter blev det fundet frem og sat til udstilling ved Long Beach i Californien og senere blev det transporteret til den lille by McMinnville i Oregon hvor det i dag er udstillet.

Jeg var så heldig at få en gratis billet til en guidet tur rundt i flyet hvor vi blandt andet kom op i cockpittet hvilket var ligeså imponerende stort som resten af flyet.

Efter en god dag i Evergreen Aviation & Space Museum kørte jeg de 45 min op til Portland hvor min gode kammerat Charlie bor sammen med sin skønne kæreste Nathalie. De har inviteret mig til at blive weekenden over og vise mig Portland, Oregon. Så jeg er sikker på at der er spændende ting i vente.

Jeg havde altså håbet på en dejlig nat i mit lille telt, men sådan skulle det åbenbart ikke være mente i omegnen af 1 mio små biller. Efter ca. én times søvn vågnede jeg ved at der konstant var noget der kravlede rundt i mit hoved, som var det eneste der stak ud af soveposen. De små bæster kunne åbenbart kravle ind igennem mit net i teltet og de var ikke sådan til at overtale til at smutte ud….så det gjorde jeg! Jeg hoppede ind på bagsædet af min Malibu og faldt i søvn til lyden af tung regn på biltaget.

Kl.7 var det tid til at stå op og efter at jeg havde fået en tandbørste i hovedet kikkede naboen forbi der var ude og gå med deres to hunde. Vi fik lige vendt verdenssituationen og blev enige om at hvis vi var i “føresædet” ville verden være et meget mere fredeligt sted.
Jeg fik pakket bilen og gik en tur ned til søen, sådan for lige at lade op til dagens køretur over til den lille by McMinnville. Mens jeg stod ved søen og kikkede op på Mt.Hood…eller hvad der ville have været Mt.Hood, for bjerget var væk i lavthængende skyer. Jeg hoppede et smut på nettet, fandt et webcam fra toppen af Mt.Hood hvor jeg kunne se at de havde høj sol. Da min eneste plan for dagen var 2 timers kørsel tænkte jeg at der var tid nok til at køre en tur til toppen igen og tage på vandretur.
Jeg gik lidt ud af vandreruten Pacific Crest Trail der er en vandrerute der går fra Mexico i syd til Canada i nord, en tur på 4.264 kilometer. Ruten går lige forbi Timberline Lodge, så jeg skulle da ud og gå en lille….en meget lille del af ruten. Efter turen gik jeg ind på hotellet og her mødte jeg to vandre som var i fuld gang med The PCT som ruten bliver kaldt. De havde været undervejs siden april og havde en masse at fortælle, så jeg satte mig i sofaen overfor dem og fik et par af deres historier.

Ved middagstid sagde jeg definitivt farvel til Mt.Hood og trillede mod McMinnville. Undervejs besøgte jeg Barton Antique Mall hvor jeg skal love for at de havde mange fede ting til salg. Hvis blot jeg havde plads i flyet hjem og nå ja penge til det, så havde jeg fyldt bilen.

Lige fra da jeg forlod byen Madras i morges havde jeg udsigt til bjerget Mount Hood, der med sine 3.429 meters højde (over havet) ikke er til at overse. Jeg brugte den første time på at køre hen til foden af bjerget inden opstigningen begyndte. Heldigvis havde jeg en bil til at klare opturen på de ca. 1000 højdemeter inden jeg kom op til Timberline Lodge og det omkringliggende skiområde. For de af jer der er bekendt med filmen The Shining (på dansk Ondskabens Hotel) med en ung Jack Nicholson, så vil I nok kunne genkende Timberline Lodge, for hotellet blev brugt til optagelserne af denne klassiker fra 1980.

Jeg fik det meste af dagen til at gå med vandre rundt oppe på toppen af dette bjerg og havde en skøn udsigt ud over Oregon, lige indtil sidst på dagen hvor regnen trak ind over bjerget. Så jeg gik i stedet indenfor på hotellet for at se det indvendigt samt se deres lille museum. Hotellet blev bygget i 1930’erne under depressionen som et led i at få folk i arbejde igen under Franklin D. Roosevelt’s genopretningsplan “New Deal”. Hotellet stod færdig i 1938 efter to års byggeri og er bygget af træ fra de omkringliggende skove og sten fra selve bjerget. På grund af hotellets historie er det i dag et U.S. National Historic Landmark og er derfor ikke blevet moderniseret, i hvert fald ikke ret meget. Så det indvendige er utrolig rustikt og man kan virkelig se at konstruktionen er bygget til at kunne holde til de store mængder sne de får i løbet af vinteren.

Da jeg så at hotellet havde sin egen postkasse til udgående post kunne jeg ikke dy mig for at købe et par postkort, sætte mig i en blød lænestol med udsigt ud over bjergene hvor regnen silede ned, og skive en hilsen hjem. Inden nedstigningen kunne påbegynde satte jeg mig i hotellets bar for at snuppe en sandwich og her faldt jeg i snak med Dale, der arbejdede som altmulig-mand på hotellet og havde masser af spændende historier at fortælle. Så jeg var godt underholdt imens jeg spiste min sandwich og drak min Dr.Pepper. Dale sagde at han sad i baren og ventede på at en kollega skulle få fri så han kunne få et lift ned til foden af bjerget, da jeg vidste at jeg alligevel skulle samme vej tilbød jeg ham et lift, for så kunne jeg da få lidt flere historier undervejs.
Efter at jeg havde sat Dale af kørte jeg de ca. 3 kilometer over til Trillium Campground der ligger ved Trillium Lake og her håber jeg på endnu en dejlig nat i mit lille telt.

Jeg overlevede nattens strabadser og altså ikke fordi vi fik besøg af en bjørn på campingpladsen i løbet af natten, men der imod fik vi så store mængder regn, at der var store pytter overalt da jeg stod op. Jeg havde dog været så fremsynet og placeret mit telt strategisk, så jeg ville undgå at ligge i en vandpyt i løbet af natten. Så jeg fik en god nats søvn til lyden af regn på teltdugen…og er der noget mere beroligende end det.

Jeg kørte i dag den anden vej rundt om krateret, så jeg kunne se nærmere på de ting jeg missede i går, på grund af tidsnød. Der blev tale om et stop ved Sun Notch, Plaikni Falls, Pinnacles Overlook, Phantom Ship Overlook og til sidst Videa Falls. Af dagens 6 stop var jeg meget facineret af The Pinnacles, der er en masse sten-formationer der skyder op mod himmelen i kanten af en lille dal. Der er faktisk tale om skorstene fra da vulkanen gik i udbrud og sendte en masse aske ned i denne dal. Asken som var utrolig varm lå nu i et lag på mange meter og for at komme af med varmen sendte den damp op igennem askelaget. De steder hvor dampen slap ud blev askelaget hård som sten og som tiden gik, skal vi sige et par tusind år eller der omkring, så eroderede det omkringliggende askelag væk så kun disse skorsten-formationer stod/står tilbage….facinerende!

Inden jeg sagde farvel til Crater Lake, kørte jeg en sidste tur op til krater-kanten for at nyde et sidste kik samt for at få den rette inspiration til at skrive et par postkort hjem. Men så var det også med at komme videre nordpå, så jeg satte min Malibu i Drive, satte en god podcast på radioen og trillede ud på US-97 der tog mig op igennem Oregon op til den lille by Madras hvor jeg tjekkede ind på et Motel. Så i nat skal jeg ikke sove i telt blandt bjørne, men der imod på en madres i Madres.

For ca. 7700 år siden, såvidt jeg har regnet mig frem til var det en onsdag, lød der et kæmpe brag her ved det der i dag hedder Crater Lake. Indtil den dag stod der et 3700m højt bjerg på stedet men få dage efter var der ikke andet tilbage end et kæmpe hul i jorden. Sådan nogenlunde midt i hullet skød der en lille vulkan op som væltede lava ned i hullet og på den måde satte en prop i, så der over tid kunne dannes en sø af smeltevand, en sø der i dag hedder Crater Lake og som på sit dybeste sted er 592m dyb og derved kan kalde sig den dybeste sø i Amerika.
Dette fantastiske sted havde jeg hele dagen til at udforske. Der er selvfølgelig en vej rundt langs kraterkanten (vi er jo i USA) med rigtig mange forskellige punkter hvor man kan nyde udsigten ud over dette storslåede stykke natur.
Jeg fik blandt andet gjort hold ved Watchman Overlook, hvor jeg vandrede op til Watchman Peak, der er en udsigtspost for brændvæsnet når der er risiko for skovbrænde. Heroppe fra var der en utrolig god udsigt ud over krateret med den lille vulkan-ø i midten af søen, øen bliver i øvrigt kaldt Wizard Island. Herfra gik det videre til Cleetwood Cove som er eneste sted (så vidt jeg ved) hvor man kan komme ned i bunden af krateret, ned til søen. Selvfølgelig skulle jeg ned og se det hele nedefra og jeg kunne heller ikke dy mig for lige at stikke hænderne i vandet for at mærke det kolde vand.
Klokken var nu omkring mange, jeg havde kun nået halvvejs rundt om krateret, så en rask beslutning blev taget, jeg måtte nappe en overnatning på den nærliggende campingplads, så jeg kunne se resten af krateret i morgen. Ved indkørslen til campingpladse blev jeg mindet om at der er bjørne i parken, da et skilt fortalte at bjørne er på campingpladsen og at man skal overholde alle regler. Jeg satser på at jeg ikke får gæster i mit lille telt i løbet af natten, heldigvis er jeg blevet gode venner med naboens hund Ruby, som har lovet mig også at være vagthund for mig.

Lidt over klokken 13 i dag kunne jeg skrive endnu en stat på min liste af besøgte stater. Det blev staten Oregon i det nordvestlige USA og den blev stat nr. 42 jeg har besøgt siden jeg første gang besøgte USA, tilbage i 1999. Dengang besøgte jeg 4 stater, der i blandt Californien som jeg faktisk brugte det meste af dagen i dag på at køre igennem.
Dagen i dag startede med et farvel til Richard & Tracy som jeg har brugt de sidste 4 dage sammen med. De kørte ind til Reno Air Races igen for at fotograferer de flotte maskiner og jeg trillede min Malibu ud på US-395 for at køre nordpå op mod Crater Lake National Park. I løbet af dagen kørte jeg tæt forbi Lassen National Forest som er opkaldt efter danske Peter Lassen fra Farum, som immigrerede til USA i 1830. Læs mere om Peter her.

Det var ikke den store velkomst da jeg stillede ind i Oregon, der var kun et sølle lille skilt hvor der stod “Welcome to Oregon” og skiltet stod i vejkanten lige op af en løg-farmer, så Oregon bød altså velkommen med en lugt af løg.
Ved ankomst til den lidt kedelige by Klamath Falls, gad jeg ikke sidde bag rattet længere og tjekkede ind på et intetsigende Super8 motel…men hva pokker, det kan ikke være lige spændende hver dag.

Desværre vil jeg lige slutte af med en lidt trist nyhed. Da jeg havde fået mig indlogeret her på motellet fik jeg en besked fra min kammerat Richard, der også i dag havde været til Reno Air Races. Han fortalte at der i dagens Gold Race for jet-fly omkring kl.15.45 havde været et flystyrt og piloten var afgået ved døden. Der var tale om et Tjekkisk fly af typen Aero L-29 Delfin. Hvad der er sket siden flyet styrtede ned ved ingen endnu, men trist er det. De lokale nyheder skriver lidt om styrtet her

Dagen startede med at Facetime hjem hvor hele familien var samlet i Studstrup. Det var dejlig at se dem og så lige få pudset mit danske af da det ikke er meget dansk jeg har talt de sidste par uger. Mens vi talte fløj der en lille kolibri rundt i det nærliggende træ. Det lykkedes mig at få ét godt billede af den ud af de ca. 25 jeg tog, for disse små dyr er utrolig hurtige.

Selvom Reno Air Races fortsætter weekenden ud, så var det i dag sidste dag for mig og selvom interessen er stor og dette event er spændende så kan man også trænge til at se noget andet end flyvemaskiner. Vi havde Richard’s kone Tracy med i dag så vi valgte at tage en kort dag og vendte snuden hjemad allerede ved 13 tiden. Men vi fik da set lidt racerløb og kikket lidt på de udstillede maskiner, hvor der blandt andet var kommet et F-18 fly som blev brugt i optagelser til filmen Top Gun 2: Maverick, ja det var faktisk det fly Tom Cruise’s karakter fløj rundt i.

Vejret eller skal jeg sige røgen fra de omkringliggende skovbrænde var minimal i dag, så ved hjemkomst kunne vi faktisk se ind over byen samt downtown med alle casinoerne, fra deres indkørsel. Sidst på dagen valgte jeg at få rørt benene lidt og gik en tur op i bjergene der ligger bag Richard og Tracy’s hus. Det blev til en times vandretur hvor jeg fik oparbejdet en god sult som blev stillet med en god hjemmelavet burger i Richard & Tracy’s baghave, omkring bålet sammen med et par bekendte der var kommet på besøg. En fantastisk afslutning på nogle gode dage her i den nordlige del af Reno, men i morgen starter jeg min Chevrolet Malibu op igen og kører videre nordpå, ud på nye eventyr.