Efter en nat på Quality Inn hotel i Tucson hvor nabobygningens airconditions stille brummen, sørgede for et lydbillede der fik en til at tro at man sov i en bikube. Så jeg så frem til at skulle op i det nærliggende område “Santa Catalina Natural Area” hvor bjerget Mount Lemmon med sine 2.791 meters højde giver en fantastisk god udsigt ned over Tucson.

Omkring kl. 12 påbegyndte jeg opstigningen op af Mount Lemmon af nogle meget snoede veje og med nogle fantastiske klippeformationer. På turen op gjorde jeg holdt ved stort set hvert sving der var, for at nyde den ene fantastiske udsigt efter den anden. I udkanten af den lille bjergby Summerhaven gjorde jeg et kort stop ved den lokale Ranger Station. Den lokale Ranger var meget flink og utrolig snakkesalig og han havde et verdenskort fyldt med nåle der var blevet sat i af personer fra hele verden som havde besøgt hans lille Ranger hytte. Ligesom så mange andre skulle jeg da også sætte en nål i hans kort.

Omkring kl.14.30 nåede jeg toppen af Mount Lemmon hvor der ligger et sødt lille skisportsområde som faktisk er USA’s mest sydlig beliggende. På grundt af årstiden var der dog ikke nogen skiløbere på bakkerne, men man kunne dog købe sig til en tur i liften til toppen af bjerget for at nyde områdets mange vandreture. Selv vendte jeg bilen for at køre ned igen, men inden nedkørslen ville jeg lige proviantere i den lille lokale butik i Summerhaven. På parkeringspladsen faldt jeg i snak med en lokal som fortalte at byen for få år siden var blevet ramt af en skovbrand der havde fortæret det meste af byen hvilket var grunden til at store dele af byen var flotte nybyggede bjælkehuse.

Jeg sagde tak for snakken og trillede ned af Mount Lemmon. Vel nede af bjerget igen svingede jeg til venstre ud på Interstate 10 for at køre de 320 km. til Deming, New Mexico som jeg nåede omkring kl. 20.30 hvorefter jeg fik tjekket ind på Mimbres Valley Inn og fik klaret aftensmaden som ikke var den store kulinariske oplevelse, men det plejer McDonald’s‎ nu heller aldring at være.

WordPress Grid Gallery

Det i dag er den 10. juli og der er 5 dage til at jeg skal være i Midland, Texas. Da jeg ikke følte noget tidspres tænkte jeg at en hel dag i Tucson ikke ville være så dårligt, jeg kunne jo bruge tiden på at besøge Pima Air & Space Museum, som jeg også var forbi tilbage i 2008 da jeg også var på vej til Texas. Dette fantastiske flymuseum ligger tæt op af Davis-Monthan Air Force Base der er kendt for at huse 309th Aerospace Maintenance and Regeneration Group. Denne gruppes opgave er at opbevare og adskille de omkring 4.400 fly som står spredt ud over hele området, hvilket også har givet det navnet “The Boneyard”.

Tilbage i 2008 var jeg med en bus inde i selve området for at se alle flyene, men denne gang var planen kun at koncentrere mig om Pima Air & Space Museum som jeg da også fik hele dagen til at gå med.

Timerne fløj bare afsted og før jeg ved af det var der gået 5 timer og jeg var ved at være godt fyldt op med flyvemaskine-indtryk, meget passende når det nu var ved at være lukketid.

Jeg kørte i stedet over til Hotel Quality Inn hvor nu sidder. Har lige være over på den lokale Denny’s efter aftensmaden og når den er væk vil jeg kikke lidt nærmere på morgendagens korte 350 kilometer tur over til Deming, New Mexico som jeg tænker muligvis skulle inkludere en afstikker op til Mount Lemmon for at nyde udsigten.
 

WordPress Grid Gallery

I dag er det den 9. juli, min kære nieces fødselsdag, så dagen startede selvfølgelig med en Skype-opringning hjem til Danmark for at sige tillykke til hende. Fødselsdagsfesten var i fuld gang da jeg ringede så det var dejligt at kunne være en del af festen, selvom jeg sad næsten 9000 kilometer væk.

Efter at have tjekket ud fra Palm Springs Travelodge kørte jeg over til det lokale fly museum Palm Springs Air Museum der bød på mange flotte fly og 5 timers god underholdning for en fly-nørd som mig.

Efter mit besøg på Palm Springs Air Museum vendte jeg snuden mod syd for at køre til Tucson, Arizona. Da jeg havde taget turen til Tucson ad Interstate 10 (I-10) før, valgte jeg denne gang at køre ned forbi Salton Sea ned til Interstate 8 (I-8) bare for at opleve noget andet. Da I-8 ligger tæt på grænsen til Mexico kunne jeg jo stoppe på vejen, vinke og måske råbe “Mi pequeño erizo ha comido mi llave” over til de søde Mexicanere.

Min plan lykkedes dog ikke da der ikke var skyggen af en mexicaner der hvor jeg stoppede (eller jeg så i hvert fald ingen) samt jeg nåede knap at holde stille i mere end et fotos tid før det amerikanske grænsepoliti i skikkelse af en sød kvinde kørte op til mig og spurgte hvad jeg dog gik og lavede. Jeg forklarede at jeg blot var en tosset turist ude efter et godt billede, undskyldte og satte mig i stedet ind i mit køretøj for at trille de sidste 450 kilometer ned til Tucson.

Mens solen gik ned bag mig og jeg kørte ind i aftenmørket rundede jeg de 580 kilometer og havde kun 100 tilbage inden jeg ville ramme mit mål. Omkring kl. 22 rullede jeg ind i Tucson efter en lang køretur hvor min Dodge Avenger rigtig fik lov til at strække ben og da jeg lagde hoved på puden på mit Ramada Limited hotel, sendte jeg en glad tanke til min kære niece som nu var 8 år (Tillykke Alberte!).

WordPress Grid Gallery

Gårsdagens flyvetur fra Honolulu til Los Angeles var underholdende på en lidt anden måde end jeg havde forventet. Jeg var så heldig at få en vinduesplads samt et tomt sæde ved siden af mig, så det så ud til at jeg ville få en god tur over stillehavet, hvilket jeg bestemt også fik. Min sidemand vidste sig nemlig at blive 8 årige Madeline der var på vej til Los Angeles alene, for at holde sommerferie hos hende nanny (barnepige) og var en lille smule nervøs ved flyveturen og ved at være alene afsted. For at “bryde isen” tilbød jeg Madeline min vinduesplads og fra da af var vi kammerater og vi fik flyvetiden til at gå med at spille, tegne og snakke om hvor i verden vi hver i sær kom fra. Efter ca. 6 timers flyvning sagde jeg farvel til min nye kammerat og gik ud af flyet men inden jeg forlod det, fik jeg en stor tak af vores stewardesse som var meget glad for at jeg havde taget mig så godt af Madeline.

Men vel ankommet til Los Angeles fik jeg fat i min Dodge Avenger og kørte de 15 min ned til mit Hacienda Hotel hvor jeg tjekkede ind omkring kl.16. Da jeg havde fået mig installeret tændte jeg for TV’et som fortalte at der 30 minutter tidligere havde været et jordskælv, Sjovt nok at det skulle ske lige nu hvor jeg igen var i LA, for da jeg sidst forlod LA tilbage i 2008 var min sidste oplevelse et jordskælv på 5,4 på richter skalaen. Så det var vel Los Angeles måde at sige velkommen tilbage.

Aftenen blev brugt i selvskab med min barndomskammerat der har boet i byen siden 1999. Vi tog ud og spiste Thai BBQ hvorefter vi cruisede lidt op af Sunset Boulevard‎, og rundt i downtown indtil langt ud på natten.

I dag har jeg så brugt på at køre ud af Los Angeles og ud til Palm Springs hvor jeg straks flygtede fra de ca. 45 graders varme og tog gondol liften op til toppen af Mount San Jacinto der ligger i 3.200 meters højde og hvor temperaturen var noget mere tåleligt. Her nød jeg udsigten og min medbragte frokost hvorefter jeg ca. 4 timer senere tog liften ned igen for at køre hen og tjekke ind på Palm Springs Travelodge. Her sidder jeg så nu og nyder en kold Dr. Pepper, Futurama på TV’et og er noget spændt på at se hvad de næste 21 dage bringer af oplevelser.

WordPress Grid Gallery

Min tid her på Hawaii er ved at synge på sidste vers og i dag var så rejsedag part 1. Kl 12.30 kastede jeg et sidste blik op på Mauna Kea, der stod så smukt der i middagssolen, inden jeg lettede fra Hilo med kurs mod Honolulu. Omkring en time senere stod jeg atter i Honolulu og for at gøre det lettere for mig selv ved morgendagens tidlige fly afgang tjekkede jeg ind på Airport Honolulu Hotel hvor jeg nu sidder.

I morgen kl. 07.15 siger jeg farvel og helt sikkert på gensyn til Hawaii som har været en helt igennem fantastisk oplevelse lige fra starten af, for nu godt 15 dage siden.

Den hårdeste oplevelse var min vandretur op på toppen af Mauna Kea den 29. juni sammen med Tyske Lennard og John fra USA (se indlæg “Bestigning af Mauna Kea“). Den smukkeste naturoplevelse var min tur i det grønne for blot få dagen siden hvor jeg besøgte Akaka Falls State Park og Hawaii Tropical Botanical Garden. Men den fedeste oplevelse var uden tvivl de 60 sekunders frit fald jeg havde på min 4. dag på Oahu, denne oplevelse vil jeg sent glemme…forhåbentlig aldrig.

Men nu sidder jeg altså her på samme hotel hvor det hele startede for 15 dagen siden og i morgen kl.04.15 ringer vækkeuret for at jeg kan nå mit American Airlines fly til Los Angeles.

WordPress Grid Gallery

Efter en god nats søvn stod jeg tidligt op og gik ned i opholdsrummet hvor jeg mødte Charles (indehaveren af Hilo Backpackers Hostel) som kom med friskplukket bananer, eller som jeg så det, friskplukket morgenmad. Jeg nappede straks et par stykker fuldstændig uvidende om at det ville være det eneste måltid jeg ville få indtil meget sent på aftenen.

Dagen i dag skulle bruges i selvskab med Sweiziske Vladimir der ligesom jeg har stor interesse i at fotografere og vi havde på gårsdagens nedkørsel fra Mauna Kea besluttet os for at køre ned og se Hawaii Volcanoes National Park, for mig ville det blive et gensyn, men det var jeg bestemt ikke træt af.

Omkring kl.10 kørte vi ind i nationalparken og kørte faktisk først ud igen omkring kl.21. Vores godt 11 timer i parken blev fornuftigt brugt på at køre rundt til de forskellige kratere. En stor oplevelse var det da vi valgte at gå væk fra stien og gå op til kanten af vulkanen Mauna Ulu for at kikke ned i krateret. Dampen steg op fra dybet men heldigvis var Pele (den Hawaiianske gudinden for vulkaner) flink ikke at lade Mauna Ulu gå i udbrud mens vi stod på der på kanten.

Sidst på dagen kørte vi op til Sulphur Banks hvor man virkelig kan mærke at undergrunden er kogene da dampen vælter ud af alle sprækker og der flere steder er svovl aflejringer. Alt i mens solen gik ned bag Mauna Loa kørte vi hen til vores sidste stop, Thomas A. Jaggar Museum hvor man finder en lille museum der forklare stort set alt om vulkaner. Men det var ikke så meget museet vi kom efter, for omkring 1000m derfra ligger Hale Ma’uma’u vulkan krater og med en sol der var gået ned og med nattemørket lige rundt om hjørnet, øjnede Vladimir og jeg nogle gode foto muligheder.

Det blev til nogle gode skud af denne indgang til helvede som lyste op i nattemørket. Dog skulle man lige time sit billede rigtigt da de fleste af de andre turister der også tog billeder af dette flotte syn brugte blitz, som hurtigt kunne ødelægge mange af mine forsøg med lang lukketid på kameraet…

Omkring kl.21 sagde vi tak til Pele for det flotte syn og satte kurs mod Hilo som vi ramte omkring kl.10. Nu havde jeg ikke fået andet end to bananer hele dagen, så for hurtigt at stoppe min nu meget knurrende mave svingede vi ind forbi McDonald’s som selvfølgelig også findes på Hawaii.

WordPress Grid Gallery

I dag er det 4. juli, Amerikas uafhængighedsdag (Independence Day) og for mig bød dagen på alt imellem himmel og jord, bogstavelig talt. Ca. 20 minutters kørsel nord for Hilo, ligger Akaka Falls State Park med det utrolig smukke vandfald Akaka Falls. Parken var mit første stop ud af dagens i alt fire hvoraf det sidste skulle vise sig at blive i en højde af 4200 meter og byde på den nok flotteste solnedgang jeg endnu har set i mit liv. Men mere om det senere, først skulle jeg lige nyde synet af det 129 meter høje Akaka Falls som jeg beundrede i det meste af en time hvorefter jeg kørte videre til Hawaii Tropical Botanical Garden der ligger blot 15 minutters kørsel fra Akaka Falls.

Den godt 69000 m2 store Hawaii Tropical Botanical Garden blev grundlagt helt tilbage i 1977 hvor Dan J. Lutkenhouse købte området der dengang mest af alt var en losseplads fyldt med gamle bilvrag og andet skrald. I dag finder man i stedet omkring 2000 forskellige plantearter, papegøjer, gekkoer og parken har sågar også sit eget vandfald, Onomea Falls.

Efter en flot tur i det grønne hvor jeg fik skudt en masse gode billeder kørte jeg tilbage til Hilo Backpackers Hostel dog med en enkelt afstikker ud til Rainbow Falls der ligger i udkanten af Hilo.

Efter én lille time på Hostlet hvor jeg lige kunne nå og få opladet batteriet i kameraet såvel som mine egne (blev i form af 2 bananer fra Charles’ egen have) satte jeg nok engang kursen mod 4200 meters højde. Jeg havde nemlig tidligere på dagen lavet en aftale med Sweiziske Vladimir om at jeg skulle køre til toppen af Mauna Kea for at hente ham. Han havde brugt dagen på at vandre op til toppen hvor vi så skulle mødes, se solnedgangen, køre ned for at se Star Gazing ved Mauna Kea Visitor Information Station og så ellers køre tilbage til Hilo.

Turen til toppen blev ikke så hård for mig denne gang men jeg kunne høre på omdrejningerne på min trofaste Dodge Caliber at den ligesom mig får dage forinden også havde det svært med den lille mængde ilt der er i 4200 meters højde. Men toppen blev nået og jeg fandt også min kammerat Vladimir som havde haft en fantastisk gåtur til toppen. Vi brugte de næste timer på at finde det bedste sted at fotografere solnedgangen som blot var få timer væk.

Omkring kl.19.20 kunne vi nyde de sidste stråler inden solen gik ned i Stillehavet med klapsalver til følge fra de mange turister der var kommet til toppen af Mauna Kea med turistbuser for at se solnedgangen. Det blev til mange gode skud af denne fantastiske solnedgang som jeg til dato ikke har set smukkere og jeg måtte da også flere gange lade kameraet være for blot at nyde synet.

Da mørket var faldt på og de fleste turister var kørt ned igen kom vi til at kikke ned mod byen Hilo som var helt oplyst af en masse fyrværkeri flere hundrede meter under os. Så var det vi kikkede på hinanden og ønskede hinanden happy Independence Day.

WordPress Grid Gallery

Efter gårsdagens hviledag i Kailua Kona hvor den stod på tøjvask med tilhørende ventetid som blev brugt på at sidde i en stol på terrassen og nyde udsigten ud over Stillehavet var jeg i dag lørdag klar til at køre det sidste stykke vej rundt om øen for at ende tilbage i byen Hilo igen. Jeg forlod Kona Seaside Hotel ved 10 tiden for at køre af Mamalahoa Highway op til byen Waimea hvor jeg drejede ind på Kohala Mountain Road for at køre om til Pololu Valley. Her gjorde jeg et stop i et par timer for at gå ned i dalen og nyde den smukke natur.

Efter en hård og svedig tur op til toppen af dalen igen var det rart at kunne sætte sig ind i en Dodge Caliber med aircondition for at køre de ca. 80 km over til Waipio Valley, der ligesom Pololu Valley er en utrolig smuk dal som selvfølgelig skulle udforskes. Hvis ikke benene allerede var trætte blev de det i hvert fald nu, da turen ned, for ikke at nævne turen op af Waipio Valley gik af en vej med en stigning på 25%. Selve Waipio Valley var som at gå rundt i en botanisk have med masser af flotte blomster, spændende planter og med udsigt til det smukke Hiilawe Waterfall.

Jeg kom på et tidspunkt også forbi en masse avokadoer som lå tværet ud på grusvejen og som den dumme dansker jeg er, tænker jeg at der må have været en uheldig person som har tabt alle disse herlige frugter, indtil jeg kikker op og opdager at træet jeg står under er en avokado træ.

Det blev til en 4 timers vandring ned i dalen inden jeg godt svedig igen stod på toppen. Herefter vendte jeg snuden mod syd for at køre de sidste ca. 80 km tilbage til Hilo Backpackers Hostel og på den måde fuldende min tur rundt om øen Hawaii, Big Island.

WordPress Grid Gallery

Planen for i dag var at sige farvel til Charles og Hilo Backpackers Hostel for at køre over på den anden side af øen over til byen Kailua Kona kendt for hvert år at afholde Ironman World Championship.

På køreturen fik jeg selvskab af tyske Markus som havde et fly han skulle nå i Kailua Kona senere på dagen og da jeg alligevel skulle over til byen på min tur rundt om øen kunne han jo køre med.Turen gik syd-om og det blev til flere stops undervejs blandt andet ned til området Kalapana hvor der engang var masser af bebyggelse indtil vulkanen Kīlauea valgte af brænde det hele af, så der i dag ikke er meget tilbage. Det næste stop var ved Punaluu Black Sand Beach der som navnet siger er en strand bestående af sort sand. På stranden var der masser af havskildpadder som slappede af i middagssolen og som på ingen måde havde noget i mod at blive fotograferet. Sidste stop inden vi vendte næsen mod Kailua Kona var USA’s sydligste punkt Ka Lae point.

Vi ankom Kailua Kona International Airport ved 16 tiden hvor jeg fik sagt farvel til Markus. Jeg selv kørte ind til byen for at tjekke ind på Kona Seaside Hotel i hjertet af byen og med en skøn udsigt ud over havnen.

Resten af dagen blev brugt på ren afslapning, gå lidt rundt og kikke på byen og på blot at sidde i en stol på terrassen og læse i min bog “Direktøs” af Ida Tin.

WordPress Grid Gallery

punaluu

På den sydligste del af øen Hawaii ligger Hawaii Volcanoes National Park som er hjemsted for vulkanerne “Kīlauea” som er en af verdens mest aktive vulkaner og “Mauna Loa” der med sin højde på 4169 meter fylder godt i landskabet.

Dagens tur gik ned til dette fantastiske område som dækker et areal på størrelse med Lolland. På turen fik jeg selvskab af Britiske Becca og Tyske Markus og vores første stop (udover for at få tanket) var ved Kilauea Visitor Center for at høre de lokale Park Rangers hvad vi skulle se i deres park. Selvom Kīlauea er kendt for at “leverer varen” når det kommer til lava-flow (flydende lave) var der dårlige nyheder fra den lokale Ranger. I næsten 2 uger havde Kīlauea ikke udvist meget aktivitet og mine forventninger om at skulle opleve flydende lava blev med et skudt i sænk, men sådan er naturen.

Besøget var dog ikke mindre kedeligt af den grund og vi fik da også det meste af en hel dag til at gå med at besøge flere af de spændende steder parken havde at byde på.
Af de mere bemærkelsesværdige var en tur ned i Thurston lava tube (billede til venstre) som engang var en underjordisk flod af lava der stille blev udtømt for til sidst blev afkølet så det eneste tilbageværende er et rør.

Vi kørte videre ad Chain of craters road (opkaldt efter de mange krater man køre forbi) ned til havet indtil vejen ender brat på grund af en lava-flod tilbage i 1986 valgte at dække vejen til. Så vi smed bilen fra os og gik ud på skorpen af afkølet lava. Det var kæmpe oplevelse og nogle helt igennem fantastiske formationer som naturen havde dannet og sjovt var det at se at der i dette golde område alligevel var tegn på at naturen var ved at vende tilbage i form af små planter som voksede ud af de små sprækker der var i lavaen.

Ud over en masse stop ved forskellige kratere så blev vores sidste sidste stop ved Halema‘Uma‘U Crater der er et 770 x 900 meter stort krater hvor man virkelig kan fornemme at der er hul igennem til underverdenen, da røgen vælter op nede fra dybet.

Efter en meget spændende dag i blandt vulkaner, så var dagens oplevelser langt fra slut. Planen var at vi ville køre op til Mauna Kea Visitor Information Station for at deltage i Star Gazing. Hver aften når solen er gået ned stiller stedet en masse kraftfulde Teleskoper op ude foran stationen til fri afbenyttelse for dem der godt vil have et nærmere kik på stjernehimmelen. Samtidig er der nogle meget entusiastiske astronomer som gerne fortæller om de forskellige himmellegemer man kan se med det blotte øje.

Jeg har da aldrig i mit liv set så smuk og klar en stjernehimmel og vi var allesammen helt høje af oplevelsen da vi meget sent på aftenen vendte snuden hjemad og at kørte tilbage til Hilo.

WordPress Grid Gallery