Onsdag den 21.juni var alle mand på dæk kl. 07.30 da vi skulle forlade Lissabon for at sætte kurs ned langs Portugals sydkyst. Vi startede dog som altid med et solidt morgen måltid på agterdækket og allerede kl.09.00 var der klart skib så vi igen kunne drage ud på det store Atlanterhav.

Vi forlod havnen, sejlede videre ud gennem floden mod Atlanten med Lissabon om vores styrbord side, mens vi betragtede alle de fine bygninger der er i byen. Under udsejlingen ved udmugning af floden, blev vi mødt af 20 små fiskejoller som sejlede som om de havde drukket og de kendte tydeligvis ikke til vigereglerne, men vi klarede os igennem mængden, og drejede bagbord om og stak sydpå. Der gik ikke længe inden Genakkeren (forsejlet) var sat og vi bare strøg afsted. Dagen bød på den mest fantastiske sejlads, hvor Thomas tryllede i kabyssen, hvor han kokkererede de lækreste brød med tomat, mozzarella olivenolie, løg, salt og pepper bagt i ovnen, det blev til en himmelsk spise, alt dette med den velkendte fantastiske udsigt ud over Atlanten.

Alt imens vi strøg afsted, nappede jeg en lille morfar på dækket i solskinnet, flere gange afbrudt af delfiner der kikkede forbi for at hilse på. Hen under aften gik skipper i kabyssen og frembragte et dejligt aftensmåltid, så alle kunne klare sig igennem nattens sejlads.

Da vi overgik til vagtrul tog Skipper og broderen den første vagt fra kl.22.00-03.00 og da jeg ikke kunne sove valgte jeg at ligge mig på kistebænken i min sovepose og kigge op på den flotteste klare stjernehimmel med masser af stjerneskud og senere oplevede vi det mest utrolige lysshow i form af moril der lyste op i vandet bag båden. Et fantastisk syn som dog kort efter blev fuldstændig overgået, da vi fik gæster i form af delfiner som svømmede rundt om båden i jagt efter en fiskestime. Efter sig trak de hver lange haler af moril og fiskestimen som de jagtede lignende store lysende stjerneskud, når delfinerne svømmede ind i stimen. Da jeg endelig lagde mig til ro havde jeg mere end før svært ved at falde i søvn ovenpå denne store naturoplevelse, hvis lysshow mest af alt kan sammenlignes med James Cameron’s film Avatar fra 2009, sikke en oplevelse 🙂

WordPress Grid Gallery

Tirsdag den 20.juni var der mønstring kl.08.00 da dagen skulle bruges på at være turist i Lissabon. Vi startede med et let traktement på agterdækket, hvor temperaturen allerede kl.09 havde sneget sig op på 25 grader, og den var stigende. Vi begav os op i byen alt imens temperaturen steg, den var nu oppe på 39 grader, så da klokken rundede 11.00 og det var lovligt at indtage en læskedrik og vi kastede os ind under parasollen på den nærmeste beværtning på Rossio Square for at blive svalet ned både udvendigt og indvendigt.

Da temperaturen ikke opfordrede en til at stille sig i kø og vente på en tur i den legendariske Sporvogn nr.28 som Lissabon er kendt for, så sprang vi køen over og sprang ind i en elektrisk Tuktuk i stedet. Vi havde fået æren af at køre med Maria, som også blev vores guide den næste time, hun kunne ikke lide fodbold, kunne dog godt lide kirker, men mest for arkitekturen. Men hun listede rundt i alle de små gader, og det endte med at blive en virkelig fin tur vi fik.
Vi endte oppe ved slottet Castelo de S. Jorge hvor vi skulle se det og efterfølgende have noget at spise. Nu havde vi bare en i besætningen der tidligere havde rejst som rejseguide og i den forbindelse havde besøgt slottet, fortalte os at slottet blot var en bunke gamle sten, så vi besluttede os for at gå direkte på middagen, bestående af en yderst velsmagende Pizza.

Efter frokosten gik vi stille og roligt tilbage til skuden, med et enkelt stop i det nærmeste…eller det var sgu nok det fjerneste supermarked (at dømme ud fra de kilometer vi gik) for at provianterer til den næste sejlads som efter planen vil gå til byen Vilamoura. På vejen kom vi forbi en fiskebutik, hvor jeg i vinduet spottede nogle mærkværdige små skaldyr som de solgte. Jeg fandt aldrig ud af hvad de var, men tog et billede af dem, som du kan se her til venstre.

Da vi ankom til skuden igen og inden der skulle laves aftensmad, så gik én på posthuset, to nappede en velfortjent lur og der var en som gik i bad. Så der var ro på båden og jeg så mit snit til at prøve og fange en Triggerfish jeg havde spottet svømme rundt om båden. Det lykkedes og her skal det siges at det vel og mærket var med vores fangstkrog og en blåmusling som madding.

Aftensmaden og resten af aftenen blev nydt på agterdækket i den lune sommervind som blæste ned over os med 24 grader varmt luft.

WordPress Grid Gallery

Mandag den 19. juni var der ingen mønstring, da vi sejlede igennem mod Lissabon. Første hold på broen var min broder og jeg efterfulgt af Skipper og Thomas der havde vagten fra kl. 00.00-05.00. Sidste hold havde vagten fra 05.00 og frem til båden overgik til dagssejlads hvor alle mand skiftevis holder udkik. Sidste hold var dog heldige at skyde dagen i gang med besøg af delfiner samt den flotteste solopgang.

Natten igennem var vi alle dog meget mod vores vilje iført sejlertøj da, det var så tåget at vandet drev af dem der holdte vagten, vind var der nok af vi hævede gennem natten vores gennemsnitshastighed til 6,5 knob over de 160 sømil, det hele blev hjulpet af at vi pumpede 1000 liter vand ind i vores styrebords ballasttanke. Men dagen startede med den lækreste morgenmad midt i Atlanten, trods det var lidt overskyet til at starte med. Men kl.11.30 klarede det op, og så skal jeg love for at solen tog fat, 30 grader kom temperaturen op på og da vandet var 20 grader var det at de 6 blege nordboer skulle skylles i Atlanterhavet ikke mindre end 3 gange på denne dag.

Men første gang vi plaskede rundt i bølgen blå, og 5 af os var kommet op, så sagde Jacob med sin altid rolige stemme “Jesper jeg tror du skal komme op nu”…det vi ikke havde set var at der kredsede en haj på ca. 1,5 meter rundt om båden. Jeg husker ikke jeg kom op af vandet, men det næste jeg husker er at jeg står på badeplatformen og kikker ud på en hajfinne, som svømmer lidt rundt for så at forsvinde ned i dybet.
Til frokosten læste vi lidt op på hajangreb og blev en del klogere, blandt andet at det tiltrækker hajer hvis du urinere i vandet, da hajen kan lugte det på lang afstand. Døde fisk samt at plasker i vandet tiltrækker også disse skabninger. Med disse 3 facts kunne vi konstatere at vi havde gjort alle 3 ting inden vi gik i vandet, så tror da pokker at vi fik besøg.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi forbi Europas vestligste punkt og det blev fejret med ROM og efterfølgende gik min broder i kabyssen og lavede en ordenligt læs japansk skipperlabskovs (læs Sushi) som vi nød under indsejlingen til Lissabon. Dagen sluttede med frugtsalat på agterdækket i havnen Doca De Alcantara der ligger lige ved siden af broen med det spøjse navn “25. april-broen” og forbinder det nordlige og sydlige Lissabon.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 18. juni var der mønstring kl.07.15 da skibets nyeste besætning også skulle ind og se byen Porto og ligeledes smage på de gyldne dråber (læs Portvin). Vi startede med at gå ind langs Douro flodens sydside, og så alle Portvinshusene. På vejen blev der af flere besætningsmedlemmer indkøbt noget ubrugeligt souvenir, selv investerede jeg i det smukkeste lille håndklæde med et proderet motiv af Porto’s kendte Ponte Luís I bro.

Kl. 12.00 skulle skuden være afsejlet marinaen i Gaia, men portvinshuset Offley skulle lige frekventeres og skulle man finde på at drikke alt det de havde på lager, er jeg overbeviste om at det ville afstedkomme en let hovedepine.

Kl. 14.00 sagde vi farvel til Porto og sejlede ud mod Atlanterhavet som viste sig fra sin gode side, med nogle behagelige store men bløde bølger. Kursen blev sat til Lissabon, en sejlads på godt 330 km. og estimeret til ca. 25 timer.

Aftensmaden blev nydt på Atlanten og bestod af mørbradgryde pimpet med noget spritstads som var blevet givet i gave i forbindelse med afsejlingen tilbage i maj.

Da tusmørket sænkede sig over Atlanten og båden gik over i 3 timers vagtrul blev vi fulgt af en flok på ca.30 delfiner i ca. 30 minutter. En fantastisk måde at afslutte 1. dag på havet.

WordPress Grid Gallery

For at kunne forstå hvorfor jeg den 17. juni valgte at stige på et fly med kurs mod storbyen Porto i Portugal, skal vi lige spole tiden ca. én måned tilbage hvor jeg på Egå lystbådehavn sagde farvel til det gode skib Sophie Amalie, et 45 fods danskbygget Dansail skib samt hendes besætning.
De tørnede ud fra Egå den 15. maj og satte kursen mod Middelhavet og den spanske østkyst og en del af dette fantastiske eventyr havde jeg været så heldig at blive inviteret med på og derfor grunden til at jeg sammen med min ven Thomas, denne dag fløj til Portugals næststørste by Porto hvor båden nu lå og ventede på os.

Ganske kort så forlod skibet Egå med kurs mod Thyborøn, herefter videre over nordsøen over til Inverness i Skotland for så at sejle tværs igennem landet via en masse kanaler, sluser og søerne Loch Ness og Loch Lochy. På den anden side at Skotland gik turen igennem Crinan Canal, ned igennem det iriske hav til Dublin, for efter en kort pause, at stikke til søs igen og krydse Biscay bugden. Efter 4 døgn, 6 timer og 630 sømil ramte de Poerto de Ribadeo på den spanske nordkyst og 9 dage senere anløbe de Porto hvor Thomas og jeg kunne stige ombord.

Skibets rute fra Egå til Porto

Oprindeligt skulle vi have påmønstret i byen A Coruña, men da skibet havde forladt byen få dage inden vi tog afsted, var vi nød til at lave en feberredning og købe nye flybilletter hos RyanAir som kunne bringe os til Porto i stedet for A Coruña. Det kom dog ikke som en overraskelse at vi fik RyanAir’s mangel på kundeservice at mærke da vi mellemlandede i Madrid. Der var nemlig uheldigvis gået kuk i vores betaling, så inden afrejse havde vi talt i telefon med deres kundeservice i Irland, som havde forsikrede os at vi sagtens kunne betale for billetterne hos deres kundeservice ved ankomst i Madrid…men der skulle en umenneskelig stor mængde overtalelse og tålmodighed til, for at få den “rare” dame bag disken til at godtage vores forklaring, også selvom vi havde et
udprint af en e-mail fra deres hovedafdeling i Irland.

Men vi kom dog langt om længe med flyet og ankom Porto omkring kl.20. hvorefter vi hoppede i en taxa som bragte os til lystbådehavnen Marina da Afurada. Der var stor gensynsglæde hos alle mand og kort efter ankomst blev der disket op med velkomst Guinness som blev nydt på agterdækket i takt med solen gik ned og lysene tændte i byen.

Aftensmaden blev nydt på den meget lokale og ualmindelige hyggelige restaurant Taberna São Pedro og hvor vores meget rapkæftet men søde tjener sørgede godt for os. Menuen bestod af alt godt fra havet, fanget blot få sømil derfra og alt sammen tilberedt på grillen ude på gaden.

Godt mætte og vel tilbage på båden blev der serveret Gin og Tonic og kort efter gik vi til ro, mig med en fornemmelse af, at dette eventyr kun kunne blive fantastisk, med sådan en start. Det skulle senere vise sig at jeg fik ret 🙂

WordPress Grid Gallery

Det var 18 gode dage i det nordøstlige USA også kaldet New England og vel hjemme igen tager jeg lige et tilbageblik. Som altid skuffer New York aldrig og heller ikke denne gang. Selvom byen var i sit sommertøj med temperaturer omkring 30 grader, så fik vi set en masse både udendørs og indendørs hvor vi selvfølgelig nød godt af at museer, butikker og caféer alle har aircondition.

Efter 3 dage i The Big Apple drog vi ud på en road-trip op nordpå for at se hvad New England havde at byde på. Turen gik ígennem staterne Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine og Vermont og bragte mig op på 38 stater besøgt af de i alt 50 stater der udgør The United States of America.

Af highlights på turen rundt skal nævnes Boston, den smukke havneby med den historiske “The Freedom Trail” som føre en rundt til historiske steder i byen og ender ved den amerikansk fregat USS Constitution fra 1797. De smukke kystveje med de mange lysfyr op langs østkysten, den fantastiske Acadia National Park, det 1.874 meter høje Mount Washington, den dejligt lille by Stowe og dens velsmagende ahornsirup og sidste men ikke mindst, den gæstfrihed vi blev mødt med hos min amerikanske familie i New Jersey.

Facts om turen:
Flyrejse Billund – Amsterdam – New York og retur = ca. 6000 kr. pr. person
Fullsize billeje i 14 dage = ca. 7000 kr.
Rundturen var på ca. 3000 km.
Benzin forbrug i en tørstig Buick Regal (10 km/l) = 1650 kr (literpris ca. 5,50 kr.)
Hoteller ca. 9500 kr.

For dem der har planer om at besøge New England så er området bestemt et besøg værd. Men du skal ikke forvente de vilde oplevelser i stil med dem du finder på den klassiske rundtur i det vestlige (L.A. – Las Vegas – Grand Canyon – San Francisco – L.A.). Men sætter du pris på en flot natur, god mad (seafood), gode badestrande, afslappet stemning og ikke mindst amerikansk historie, så er New England bestemt også noget for dig. Skulle jeg vende tilbage til området vil jeg klart bruge mere tid på staterne New Hampshire og Vermont da de var interessante og bød på mange gode vandreture i smukke bjerge og skovområder. Men jeg skulle nok også lige et smut forbi Doherty’s Ale House i Providence som serverede turens bedste burger og så lige forbi Fox’s Lobster House nær Nubble Lighthouse hvor de serverer is der er et måltid i sig selv.

Thank you and God bless America

I dag kørte vi ind i staten New Jersey efter blot 2 minutter på vejen og kort efter kunne vi så køre ind i Parken “High Point State Park” som jeg selv havde fornøjelsen af at besøge i november 2014 da jeg var i New York for at holde Thanksgiving sammen med min amerikanske familie. Denne gang var temperaturen dog noget højere end sidst jeg var der og til alt held så var obelisken der står i parken også åben, så man kunne tage de 291 trin til toppen. Turen op var dog noget varm og da toppen kun bød på fedtet udkiksvinduer som ikke var åbne og heller ingen aircondition, så gik der ikke lang tid før turen gik ned igen.

Omkring kl.11.30 trillede vi ud af parken for at køre ned til forstaden Paramus hvor min amerikanske brødre bor og som havde inviteret os til at tage en overnatning hos dem. Vi blev i den grad modtaget med åbne arme og et overdådig frokostbord som vi straks satte tænderne i, samtidig med at vi fik talt om løst og fast og hvad der var sket siden vi så hinanden sidst (2014). Efter en god frokost kørte vi ned til Hudson River for at få et view ind over Washington Bridge og ned mod Manhattan. Først på aftenen kørte vi ud for at spise på restauranten Legal Sea Foods hvorefter vi kørte over på den lokale Baseball bane for at se Bill’s søn og hans hold spille finalen i deres sommerturnering, som de overlegen vandt med pokaloverrækkelse til følge.

En fantastisk afslutning på en fantastisk dag sammen med nogle fantastiske mennesker. And since Bill also reads this blog I would like to say thank you to all of you for a fantastic day and thank you so much for your hospitality.

WordPress Grid Gallery

Vi nærmer os så småt målet og afslutningen for denne rundtur i New England og i dag tog vi så den sidste store etape rent kilometermæssigt. Ca. 400 kilometer blev det til fra Rutland, Vermont og her til Port Jervis i staten New York. Over halvdelen af turen tog vi af små veje ned igennem Vermont, langs The Green Mountains, så blev det til lidt motorvejskørsel kort efter vi var kommet ind i New York State, hvorefter vi igen hoppede over på nogle små veje der kørte ned langs Hudson Valley langs Hudson River, som de fleste jo ved løber ned forbi Manhattan.

Men dagens første stop gjorde vi ved den lille by Weston hvor de havde en gammel mølle fra 1780 med et museum. Desværre var det ikke åbent endnu, så det blev kun til at se på det udvendige som blandt andet indebar et lille savværk drevet af to vandturbiner. Efter vores lille stop kørte vi videre sydover og ind tværs over The Green Mountains. Frokosten blev holdt i den lille by Saugerties hvor de havde en opdæmmet sø. Dæmningen var meget spændende med det som jeg fandt mere interessant var de Water Chesnuts (Vandkastanjer) som jeg fandt. Jeg skal love for at det var nogle satans små partisan-søm at have liggende ved bredden af sådan en sø hvor vandhunde i alle aldre går rundt med bare fødder, sikkert også grunden til at de lokalt har fået tilnavnet “Devil Face”.

Efter ca. 7 timer på farten og det sidste stykke via I84 West kunne vi skimte obelisken i parken High Point, New Jersey som er morgendagens mål inden vi skal ned og besøge min amerikanske broder, Bill og hans familie som venligt har inviteret os til at overnatte hos dem.

WordPress Grid Gallery

I dag sagde vi farvel til byen Stowe og det skønne område omkring denne lille bjergby. Skulle du nogensinde befinde dig i Vermont og har behov for naturoplevelser, så er Stowe et rigtig godt bud, også selvom det er vinter da de også her deres eget skisportsområde. Men inden vi vendte hjulene mod syd kørte vi op i bjergene nær byen op til Bingham Falls, der er et smukt vandfald. Her brugte vi en lille time på nyde vandfaldet og på at tage et par gode skud.
Herefter kørte vi op til Smugglers’ Notch State Park, et bjergpas som tilbage i tiden var en smuglerute hvor varer fra Canada (blot 60 km. væk) blev smuglet ned til USA.

På vores tur ned igennem Vermont kørte vi via vej nr. 100 der løber ned igennem Green Mountain National Park. Turen var meget smuk og førte os igennem en dal med landbrug og masser af søde små byer. Frokosten blev holdt ved vandfaldet Warren Falls og herefter kørte vi så de sidste ca. 79 kilometer ned til byen Rutland hvor vi sidder nu.

WordPress Grid Gallery

Ja den er (næsten) rigtig nok, det var lige før vi fik is til morgenmad. Efter en god nat her i Stowe kørte vi omkring 13 km. ned af gaden til is-producenten Ben & Jerry’s første is-fabrik, hvor man kunne få en guidet tur rundt i deres fabrik og hvor der selvfølgelig var smagsprøver efter rundturen. Så med lidt “Milk and Cookie” is i maven kørte vi ind til byen Burlington, der er den største by her i staten Vermont. Her gik vi en tur op og ned af deres gågade og kikkede lidt på butikker.

Mens vi gik på gågaden begyndte det desværre at smådryppe lidt så vi nappede en ice Coffee og kørte retur til Stowe hvor vi havde booket endnu en overnatning på The Butler House. Vi faldt lidt for hotellet, byen og omgivelserne + det passede os fint at have en base som vi i dag kunne køre ud fra, så vi nappede altså endnu en overnatning her i Stowe.

På hjemturen gjorde vi et par stop undervejs for at besøge et lokalt æble mosteri, ahornsirup producent og sidst en billedeskærer som stod og skar de flotteste bjørne ud af træ. Han var flink til at stoppe motorsaven og tage en snak med os om hans arbejde og havde vi plads i kufferten havde vi sikkert også købt en bjørn af ham…men de var desværre for store og ville kræve deres egen siddeplads i flyet.

WordPress Grid Gallery