Sidste dag i Fandango’s tegn startede i udkanten af den lille kunstner by Marfa, hvor den lokale kirkegård var baggrund for en af scenerne i filmen. Efter et kort besøg der, hvor vi af uransagelige årsager ikke havde vores dokumentar hold med for at filme…rygtet sagde noget om adskillige øl på den lokale bar aftenen for inden. Så vi måtte selv stå for de billeder der skulle i kassen.

Efter Marfa gik turen til San Elizario for at se hvor de skød den sidste scene i flmen, det var også her vi sagde farvel (måske på gensyn) til flere af de deltagende. Aftenen blev brugt på at lave adskillelige interviews til dokumentarfilmen og selv undertegnet blevet hevet hen i den varme stol for at forklare hvor en dansker bliver ved med at vende tilbage for at deltage i disse events.

Som et sidste farvel gik vi alle hen på Great American Steakhouse for at få noget at spise og her må jeg sige at der var kød på menuen, primært af den slags der tidligere har sagt muuh. Tilbage på hotellet fik vi lavet et par interviews mere og sagde så vores sidste farvel, inden sengen kaldte.

Morgenstund ved Bottle House

Marfa kirkegård

Marvin fortæller historier

San Elizario

Gamle mænd på bænket

Der bliver lavet interviews

WordPress Grid Gallery

Kl. 08 ringede Jeff med klokken som tegn på at nu skulle vi afsted, eller det vil sige at vi først lige skulle give Steward (turist chefen for west Texas) en hånd for hans hjælp med at få stablet denne event på benene. Så klokken blev lidt over 8 før vi kom afsted i retning af den lille “spøgelsesby” Terlingua hvor vi havde et kort pitstop. Den endelige destination for denne 2 timer lange køretur ned gennem dette meget øde område i Texas var for at besøge DOM-rock, en sten som vores skuespillere besøger i filmen og som fysisk ligger ved breden af Rio Grande, blot et stenkast fra den Mexikanske grænse og nej Trump har ikke sat en væg op der…endnu. På denne tur var vi så heldige at have Kevin Costner’s personlige filmhold med os, som skulle skyde nogle scener til en kommende dokumentar om films påvirkning på dem som ser dem og da vi alle på denne tur jo er her i vest Texas kun på grund af en fim er det jo oplagt at inddrage os i denne dokumentar. De var nogle festlige fyre at have med og selv deres hund “Monty” som dog vidste sig at være Kevin Costner’s hund (som de skulle transportere op til Aspen, Colorado) var snakkesalig.

Men jeg vil tro de fik et par gode skud i kassen inden vi kørte til Lajitas for at få noget frokost, eller det vil sige at vi (Brian, der spiller Lester i filmen, Michael og jeg) lige havde et kort stop ved bredden af Rio Grande for at få kølet vores varme fusser i den dejlige vand. Og her vil jeg lige understrege og det er specielt til det amerikanske Border Patrol (hvis de læser med) at jeg IKKE gik de 5m over på den andet side (Mexico) af floden, jeg blev pænt på den Amerikanske side.

Efter frokost gik turen tilbage til Alpine og videre til Marathon for at besøge dagens sidste lokation. Også her blev der dokumenteret på livet løs af vores dokumentar filmhold hvorefter vi alle gik på Brick Vault Brewery for at få noget at spise. Omkring kl.19 var vi 4 der hoppede ind i Richard’s bil for at køre op til McDonald Observatory der ligger i en højde af 2000 meter og er Texas højeste punkt. Her deltog vi i et foredrag om stjernehimmelen som foregik under åben himmel, hvilket jeg kun kan sige var absolut fantastisk. Efter foredraget var der fri leg med deres mange, og flere af dem meget store, teleskoper. Så jeg fik skam hilst på Mars, Saturn og ikke mindst vores nærmeste nabo Månen.

Der bliver fortalt historier

Vi takker Stewart for hans arbejde

I festligt selskab

DOM Rock

Der bliver dokumenteret

Brian, Michael og jeg ved DOM rock

Brian og jeg med Rio Grande

En Road-Runner tager sin flugt

I 2000 meters højde

McDonald Observatory

WordPress Grid Gallery

Lad mig starte med at sige som Stig Møller synger i en af hans sange med samme titel “Sikke’n dejlig dag”. Kl. 7 kørte Chuck, Marvin og jeg fra vores hotel for at mødes med alle de andre deltagere der ventede på parkeringspladsen ved det lokale Petroleum Museum (som jeg besøgte i går). Kl.8 drog vi ud på vores road-trip/location-hunt for at se de steder hvor filmen Fandango fra 1985 blev optaget. Selvom programmet var stramt for at nå alle stederne var der alligevel tid til at få hilst på nye ansigter og ikke mindst givet krammere til dem man ikke havde set i 3-5 år.
Vi fik besøgt en masse forskellige steder, men med en temperaturen udenfor der sneg sig op på omkring 41 grader så var det meget kærkommen at vi også skulle køre ca. 330 i airconditioneret biler. Sidste stop på dagen program var i byen Alpine hvor jeg blev indlogeret i “The Bottle House”, et fantastisk lille sted med det mest hyggelige interiør og ikke mindst eksteriør. Stedet havde den lokale turist chef Stewart fundet til os, for jeg skulle såmænd ikke bo alene men der imod sammen med Marvin J. McIntyre der spiller Truman Sparks samt Chuck Bush der spiller Dorman i filmen, sikke et fantastisk selskab 🙂

Aftenen gik med at se filmen i den lokale biograf hvor hele byen var blevet inviteret. Før forestillingen var der en såkaldt Meet & Greet hvor de 4 skuespillere vi har med på turen, fortalte historier og ikke mindst tog imod spørgsmål fra publikum.

Så sikke’n dejlig dag vi havde i dag.

Monahans Sand Hills

Marvin nyder sandt i Manahans

Hold foto

Marvin, Brian og Chuck

Det fantastiske Bottle House

Brian, Michael og jeg i Alpine

Meet & Greet

Fandango på den store skærm

WordPress Grid Gallery

Det var en noget stille dag i dag. Startede med en god omgang morgenmad som må siges at være over standard, men fair nok det var prisen for hotel værelset også. Da jeg havde fået pakket min Nissan kørte jeg over til min ven Jeff’s garage hvor han ventede med en varm kop kaffe, en behagelig lænestol og en god
portion hyggesnak om løst og fast…nå ja så havde han også lige kørt hans Dodge Charger fra 1966 frem. Nu er det ikke sådan at denne bil på nogen måde har mistet sine hestekræfter trods sin høje alder, for Jeff er en person som ved hvordan man “fixer” en bil hvis man ønsker den skal…skal vi ikke bare sige bevæge sig fra A til B på meget kort tid. Sagt på en anden måde Jeff har kørt dragracing i mange år og tog mig med en lille tur i hans Charger. Heldigvis var det på nogle små øde landeveje hvor der ikke var en politimand i sigte, for havde der været det var vi helt sikkert blevet stoppet på den måde/med den fart vi kørte.

Efter vores lille tur kørte vi over for at se på biler på det lokale Petroleum Museum hvor vi kom gratis ind da Jeff kendte personalet. De havde nogle interessante biler stående fra en lokal racerkøre.

Sidst på dagen hentede jeg Chuck Bush (en af skuespillerne fra filmen Fandango) i lufthavnen og vi kørte sammen til det første “meet and greet” hvor deltagerne til de næste dages lokation-hunt ville mødes. Resten af aftenen gik med at hilse på hinanden samt fortælle historier.

Dodgen klar til at strække ben

Morgenkaffe i garagen

The Petroleum Museum

Flere biler

WordPress Grid Gallery

Jeg sov fantastisk i nat…om det var den friske texanske landluft eller freden og roen hos Michael og LeAna i den lille by Brock…næ nej jeg tror det skyldes at jeg kort inden jeg lagde mit trætte hoved på puden fik nyheden om at jeg var blevet onkel til en lille dreng. Han kom til verden kl.02.11 (dansk tid) og vejede 3400 gram. Så selvfølgelig var det første jeg gjorde da jeg stod op frisk og veludhvilet, at FaceTime hjem til den lille fyr for at hilse på. Så der sad jeg, ganske fedeligt på terrassen, ca. 8000 km. væk fra den lille fyr og hilste på ham for første gang.

Omkring kl.8 fik jeg sagt farvel til Michael og LeAna (if you are reading this, thank you so much for your hospitality. I hope that I one day can repay you) og drejede ud på I20 for at køre de ca. 400 km til Midland, Texas hvor min ven Jeff ventede. Eftermiddagen gik med at luske rundt i Jeff’s garage og kikke på de mange fede amerikaner biler han har samt snakke/planlægge de næste 4 dages begivenheder.

Jeff havde fået mig indlogeret på det fine hotel Hilton i downtown Midland, på 10 sal med udsigt ud over byen…jo jo I’m living the good life og klager bestemt ikke, men det må jeg vel heller ikke, når der nu er tale om et frit hotel værelse der normalt koster $500 pr. overnatning.

En god start

On the road again

Jeff's garage

WordPress Grid Gallery

Titlen på dette indlæg afsløre nok meget godt hvad jeg brugte det meste af dagen på. Men det var nu mest ved et tilfælde at jeg kl.10.45 skulle ind og se Dallas Cowboys hjemmebane også kaldt AT&T Stadium. For på min vej over til en telefon butik, hvor jeg skulle sparke liv i min amerikaske telefon, kørte jeg forbi et kæmpe stadion, og da butikken viste sig først at åbne 30 minutter senere tænkte jeg at ventetiden da skulle bruges fornuftig…eksempelvis på at besøge dette bygningsværk, som jo så viste sig at være hjemmebane for Dallas Cowboys, der spiller med i NFL (National Football League). Dette monster af et stadion stod færdig i 2009 og kostede den nette sum af 1,1 mia…dollar, har plads til ca.100.000 gæster, har to 49 x 21 meter store fjernsynsskærme hængende og afstanden fra gulv til loft er så stor at frihedsgudinden snilt kan stå derinde med hendes fakkel og hvad hun nu ellers slæber rundt på. Spændende var det, ikke mindst fordi vi havde en fantasisk guide, der havde lommerne fulde af gode historier.

Vel ude igen kunne jeg nu få liv i min mobil da butikken for længst var åbent. Bagefter kørte jeg over til Fort Worth Water Gardens, der er en park med en række springvand og søer, et perfekt sted at nyde sin medbragte mad, et kold Dr. Pepper samt lige at ringe hjem og sige alt er vel.
Omkring kl.15 svingede jeg ud på I30 for at køre mod Weatherford hvor jeg skulle mødes med mine venner Michael & LeAna på den lokale restaurant Boo-Ray’s. Det var fedt at se dem igen og alt imens verdenssituationen blev vendt et par gange spiste jeg min fried Alligator…haps! Aftenen blev spenderet hjemme på Michael og LeAna’s terasse hvor cikaderne larmede om kap alt imens kolibrierne fløj omkring os.

AT&T Stadium

lækker view

Det grønne plastic græs

Fort Worth Water Gardens_2

Fort Worth Water Gardens_1

WordPress Grid Gallery

Efter et par år hvor jeg har haft selskab under mine rejser, fik jeg i dag kl.11.15 luft under mine egne vinger og strøg til himmels med kurs mod Dallas, Texas. Det hele startede denne gang i Billund som mine fantastiske forældre var så venlige at køre mig til. Efter ca.10 minutters flyvning fløj vi over Esbjerg hvor min dejlige niece om få dage vil ankomme i det hollandske skib “Wylde Swan” som dejltagere i kapsejladsen Tall Ship Race. Hvad vil tage hende 3-4 dage at krydse tog mig kun ca. 1 time, hvorefter Themsen og kort efter London kom til syne i det klare vejr.
I Hearthrow havde 3 timer til at skifte fra terminal 5 til 3 samt ikke mindst få fat i et Boarding Pass til flyvningen til Dallas…ja American Airlines havde valgt at overbooke flyet hvilket betød at der i første omgang ikke var plads til mig, men det blev der heldigvis. Kl. 15.05 satte jeg mig til rette i et Boeing 777-300ER og alt imens europa forsvandt bag horisonten blev der set et par film, samt lidt live VM fodbold fra Rusland. Enten havde vi vinden i ryggen eller også havde vores texanske pilot (at dømme ud fra hans accent) hjemve, for vi ankom Dallas allerede kl.19, hvilket var ca. én time før ventet. Men jeg klagede bestemt ikke og heller ikke over hvor hurtigt det gik at komme igennem immigrationen, få fat i min kuffert og ikke mindst fat i min bil der endte med at blive en Nissan Altima.

Esbjerg i sigte

Ankommet til Dallas

Nissan Altima

WordPress Grid Gallery

Nok engang står der USA på flybilletten og nok engang er Texas (The Lone Star State) min endelige destination. Men nu breder Texas sig jo også ud over et areal på ca. 695.662 km² som er nogenlunde på størrelse med Frankrig og Schweiz lagt sammen, plus lidt ekstra.

Så mon ikke staten stadig byder på et par oplevelser, selvom jeg nu står overfor at sætte mine fødder i staten for 5. gang. For den opmærksomme læser eller nok mere dem som har læst mine tidligere indlæg, så er hele undskyldningen for min tur til Texas endnu engang for at deltage i eventen Ultimate Fandango, som er en Road-trip rundt i den sydvestlige del af staten, for at besøge locations der dannede baggrund for flere scener i filmen “Fandango” (på dansk “Farvel til klikken”) fra 1985. Men når man nu alligevel besøger staten, så kan man jo ligeså godt køre lidt rundt og se sig omkring (ud over hvad vi selvføleglig får set ved eventen).

Så planen for min tur er at som følger, selvfølgelig med den altid tilstedeværende mulighed for at dreje fra ruten, hvis der skulle dukke noget spændende op undervejs. For som en af mine favorit forfatter Peter Jenkins skriver: “Be anxious, even afraid, to go down trails that are unknown to you, but go anyway“.

Kl.04 vækkede de forskellige mobiler rundt i båden og ca. 40 min. senere holdte taxaen på kajen for at bringe 4, lidt trætte, sømænd til lufthavnen. Kl.04.29 afmønstrede Jacob, efterfulgt af Peter, så blev det undertegnet og sidst Skipper selv, som blev lidt rørstrømsk da han forlod det gode skib Sophie Amalie for sidste gang på dette eventyr.

Kl.07.45 lettede vi mod en skyfri himmel sammen med morgensolen og efter ca. 170 minutter i luften have vi atter dansk grund under fødderne. Hvad der havde taget skibet ca. 1 1/2 måned at tilbagelægge tog kun sølle 3 timer i det lille Boeing 737-800 fly.
Vel ankommet til Billund blev vi modtaget af let overskyet vejr og 15 graders varme, men til gengæld en masse varme velkomster fra familier der bød de stolte sømænd velkommen hjem.

Eventyret om Sophie Amalie’s tur til Middelhavet tog sin begyndelse på kajkanten den 14.maj med afskeds pølser og øl, men for mit vedkommende i byen Porto på den portugisiske vestkyst, men blev afsluttet i ankomsthallen i Billund lufthavn den 3. juli. I alt fik 9 sømænd, med lidt udskiftning undervejs, fornøjelsen af sejle med på de i alt 2780 sømil.

Tusind tak til Thomas, Jacob, Peter og min broder Morten for det rigtig gode selskab. En speciel tak til skipper Morten for en plads ombord på dette fantastiske eventyr og sidste men ikke mindst en stor tak til det gode skib Sophie Amalie, må du altid have vind i sejlene.

WordPress Grid Gallery

2. Juli var sidste dag ombord på det gode skib Sophie Amalie. Dagen blev hovedsageligt brugt på at pakke rejsetasken, fixe de sidste ting og sidst rengøre skibet fra køl til maste-top. Efter frokost gik vi en tur ind til byen for at klare de obligatoriske
“køber-du-ikke-en-ting-med-hjem-til-mig” indkøb. Da souvenir butikkerne blev for meget, var det herligt at havet og en kølig dukkert kun var få meter fra en, det blev da også benyttet et par gange undervejs. Vel tilbage på skibet blev Skipper sendt i masten for at tilse toppen og samtidig udskifte vindmåleren, efterfølgende blev jeg også sendt til tops, men det var nu mest for at nyde udsigten fra den 23m. høje mast.

Kl.20 havde Peter inviteret mandskabet på 3 retters menu på restaurant Sirocco, med udsigt ud over Middelhavet. Så de 4 sømænd tog deresfineste tøj på og Skipper hans hvide kaptajns kasket, så han også var korrekt påklædt, når nu vi skulle ud og spise fint.

Vel tilbage på skibet blev de uigenkaldelige sidste ting fixet, inden vi kl.23.00 sagde godnat i cockpittet med et glas portvin og en kop kaffe.

WordPress Grid Gallery