Som overskriften antyder så var dagens projekt en road-trip rundt på øen for at se de forskellige seværdigheder øen har at byde på. Vores chauffør Gush havde fået fat i en lille bus som vi alle 6 kunne være i og omkring kl.9 kørte vi afsted sydover, ind igennem den frodigste regnskov og banan-plantager for at nå vores første stop som var hovedstaden Castries. Her fik vi udsigten ud over byen fra udsigtspunktet på Government House road. Turen gik videre sydpå ned mod Sulphur Springs, en aktiv vulkan der som den eneste i verden kan nåes pr. bil. Vulkanen ligger tæt på byen Soufrière på den sydvestlige del af øen. Under turen derned gjorde vi tre små stop ved hhv. en lille butik der solgte brød lavet på indmaden af en slags træ, et stop for at nyde udsigten ud mod de to markante bjerge The Pitons på 771m og 743m hvor der var rig mulighed for at få et par gode skud i kassen og ikke mindst et lille stop ved en mand der havde en lille bod i vejkanten hvor han solgte friske kokosnødder…som var en velsmagende forfriskning.
Sidste stop på dagens road-trip var på St.Lucia Rum destilleriet hvor vores guide hurtigt fik lejnet smagsprøver op på alle deres mange varianter. Der var noget for en hver smag, ja selv noget som jeg, der ikke er den store nyder af spiritus, godt kunne lide. Jeg blev lidt vild med deres Chairman’s Reserve rom, både den almindelige udgave, deres Spiced samt udgaven The Forgotten Casks som har lidt en sjov historie bag sig (læs her: http://thefatrumpirate.com/chairmans-reserve-the-forgotten-casks)
Herefter gik turen tilbage til vores lille lejlighed i Gate Park hvor aftenen bød på noget god mad og hygge på terrassen.
Leave a Reply