Bussen afgik fra Radisson Blu Scandinavia Hotel kl. forfærdelig tidligt her fredag morgen. Destinationen var Billund hvor første fly ventede på at bringe os over den engelske kanal til Heathrow Airport i London hvor en noget størrer Boeing 747 skulle bringe os 6800 kilometer over Atlanten, til den lille britiske ø Saint Lucia i det caribiske hav.
Hele grunden til at tage denne tur til Caribien, var for at tage imod min fader som i 21 dage havde deltaget i ARC’s kapsejlads over Atlanten og altså endt på denne lille smukke ø syd for øen Martinique. Og når man nu var på sådan en dejlig trope ø og julen nærmede sig, så var det jo nærliggende at blive et par dage og så holde julen der. Så det var grunden til at vi denne december dag forlod et temmelig råkoldt Danmark til fordel for et Saint Lucia med sine hvide badestrande, palmer og ca. 28 grader.
9 timer tog flyveturen med Virgin Airlines og omkring kl.16 lokal tid (de er 5 timer bagud i forhold til Danmark) satte den hjulene på den varme asfalt og foran lå lidt ventetid ved immigration og så ellers ca. 2 timers kørsel med den venlige lokal guide Gush, som min fader havde arrangeret skulle afhente os ved lufthavnen og køre os til Rodney Bay på øens nordvest kyst. Der ventede min far og hans sejler-kammerat Jørgen på os i det dejligste feriehus, hvor de næste 13 dage skulle tilbringes.
Vi ankom i aftenmørket omkring kl.19, sidst jeg havde set min fader var ca. 6 måneder tidligere, så gensynsglæde var stor og der blevet givet nogle kraftige og varme krammere. Dagen sluttede af med velkomstdrinks ved bordet på terrassen, lige ved siden af vores egen pool som jeg ikke kunne dy mig for at teste.
Leave a Reply