Nok en dag velsignet med det dejligste solskin stod jeg op til i dag og efter en god æg og skinke sandwich på “Bite” på 14th. Street gik jeg via 2nd Ave op nordpå op til United Nations bygningen der ligger på 44th. Street. Her satsede jeg på at der var plads på en af deres guidet turer rundt i komplekset, men først skulle jeg lige igennem security for overhovedet at komme ind. Da United Nations rent faktisk ikke er Amerikansk jord, så var sikkerheden selvfølgelig stor og man skulle igennem hele møllen, for at komme ind på området. Men jeg kom ind, fik fat i en billet til en guidet tur hvor vi blev sat grundigt ind i FN’s arbejde rundt om på kloden samt fik besøgt FN’s sikkerhedsråd, FN’s økonomiske og sociale råd, FN’s Forvaltningsråd (der for øvrigt er skænket af Danmark) og sidst men ikke mindst FN’s Generalforsamling, der er den største sal af dem alle og en man har set i TV et utal af gange.
Eftermiddagen blev brugt lidt på Grand Central Terminal, Fifth Ave. samt shopping hvor det vildeste indkøb var en is hos Big Gay Icecreme på Grove Street. Men det skal dog lige siges at jeg faldt over et par sko til $29.500…det er knap 200.000 dkr. for et par sko, som ikke engang var særlige pæne, men det er en helt anden sag.
Til aftensmad smuttede Marvin og jeg ned på 1st. Street ned til Cafe Himalaya hvor jeg fik en dejlig Gyathuk Ngopa…eller løst oversat, ristet nudler med kylling og grøntsager. Desserten blev indtaget på den nylig åbnet Lagkagehuset på Broadway hvor jeg fik mig en træstamme som jeg gumlede i mig med udsigten til en smukt oplyst Empire State Building.
Leave a Reply