Søndag den 25. Juni var hviledag i forhold til sejlads og når man nu ligger for foden af et 412m. højt bjerg skulle det selvfølgelig bestiges. Så efter et overdådigt morgenmåltid indtaget i cockpittet med udsigt til startbanen til Gibraltar lufthavn, begav vi os mod kabineliften til toppen…det er hårdt at være bjergbestiger 🙂
Klokken 11.42 var vi på toppen hvor stedets lokale kom springende for at byde os velkommen…for dem som ikke har været på toppen af Gibraltar klippen, så er den altså beboet af berber aber som er ualmindelig nærgående og frække. I løbet af vores 15 min på toppen var der 3 episoder hvor de stjal en taske, stjal 3 bananer fra en taske og ganske enkelt angreb en lille dreng som gik med en taske. Så her kommer dagens lektion hvis du en dag skal på toppen af Gibraltar klippen: Medbring ikke en taske, er det nødvendigt skal den ikke indeholde madvare og bestemt ikke bæres af børn. Vi blev dog skånet for nærkontakt med de små bæster, men havde nu også en bevæbnet (med en pind) Peter, hvis de skulle blive for nærgående. Vi gik det meste af toppen rundt og fik besøgt de største attraktioner herunder blandt andet O’Hara’s Battery, St. Michael’s Cave, Jews Gate og The Great Siege Tunnels, et hulesystem hugget ind i klippen og blandt andet brugt under 2. Verdenskrig til at forsvare øen.
Vi satte kurs mod bunden af klippen og byen der ligger nedenfor, fandt en god Italiensk pizza restaurant hvor de serverede en god øl og formidable pizza’er. At vi fik lov til at vente ca. 40 min. på maden og 20 min. på regningen taler vi ikke om, det var vel blot den Italienske charme ved det sted.
Godt trætte men velnærede vendte vi tilbage til Sophie Amalie, hvor alle mand hoppede i havnen for at køle de trætte kroppe af ovenpå dagens strabadser. Dagen blev sluttet af med en Portvin/Tonic i cockpittet, alt imens flyene landede og lettede på startbanen få hundrede meter fra os.
Leave a Reply