I dag sagde jeg farvel til Michael og LeAna og deres skønne hus i Brock, drejede ud på Interstate 20 og satte kursen mod Midland, Texas. Turen i dag var på ca. 400 km. og bød ikke på de store udfordringer da denne del af Texas er meget fladt og vejene går stort set lige ud, mod horisonten.
Så når man sådan cruiser afsted på en road-trip som i dag, har man fornøjelsen af at dele asfalt med nogle ualmindelige fede amerikanske truckere og her tænker jeg specielt på dem af mærket Peterbilt. Efter ca. 2 timers kørsel kom jeg tilfældigvis forbi en trucker forhandler som netop solgte Peterbilt lastbiler og som havde nogle flotte eksemplar stående i deres udstilling. Jeg kunne ikke dy mig for at svinge ind forbi og hilse på samt tage et par billeder af disse maskiner. Jeg faldt i snak med en flink sælger på stedet som tilbød mig at se en af truckerne indvendig, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til. Så for en kort stund kunne jeg sidde der bag rettet og nyde synet ud over den lange næse på dette uhyre.
Efter yderligere 2 timers kørsel ramte jeg Midland og fik straks tjekket ind på Holiday Inn, hvor jeg senere mødtes med min ven Jeff som bor her i Midland. Ved 18 tiden gik vi ned i lobbyen for at mødes med alle de andre som også havde fundet vej her til Midland for at tage på Location Hunt for at se hvor filmen Fandango blev skudt tilbage i 1983. Efter ca. 2 timer var lobbyen flydt med skuespillere og personer der arbejdede bag kameraet på filmen samt selvfølgelig masser af forventningsfulde gæster som mig selv, der er her for at se de steder hvor filmen blev optaget og høre alle historierne.
I morgen går det så for alvor løs og vi kan se frem til et par spændende dage med masser af historier.
Leave a Reply