Så kom jeg tilbage til New York City eller rettere jeg landede ca. 20 km fra storbyen, i den lille forstad Paramus. Paramus har længe været et mit hjem her i New York, da jeg tilbage i 2010 lærte brødrerne Bill og John at kende på en rejse nede i Texas. Siden dengang har jeg altid været velkommen i deres hjem og har da også besøgt dem af flere omgange, sidst var blot 11 måneder siden, så det var jo nærmest selskrevet at jeg skulle bruge de sidste dage af min ferie i deres selskab.

Da jeg parkerede bilen stod triptælleren på 2512 miles hvilket er (med lidt hjælp fra Google) 4042 kilometer, svarende til en tur til Nordkapp i Norge og tilbage igen + lidt ekstra. Men bilen og jeg var da også efterhånden træt af at køre, så det var yderst tiltrænkt at skulle bruge de sidste dage på blot at slappe af i godt selskab.

Vi brugte en hel dag ved Jersey Shore og Asbury Park. John er meget musik interesseret og var vores guide rundt den musikalske historie der er knyttet til Asbury Park. For virkelig hardcore fans af musikeren Bruce Springsteen vil de vide at det var her han startede sin musikalske karierre på blandt andet spillestedet The Stone Pony og at hans første album fra 1973 hedder “Greetings from Asbury Park, N.J.”
Fantastisk at havde vores egen guide med, der virkelig kendte til områdets musikalske historie og alle stederne betydningsfulde for Bruce Springsteen.

Temperaturen havde i løbet af eftermiddagen sneget sig op på 35 grader. Så sidst på dagen, efter at vores guide havde meddelt at nu var Bruce Springsteen turen slut, så var det tid til et afkølende dyp i Atlanterhavet og så en is.

Hjemturen tilbage til Paramus blev tilbagelagt i solnedgangen, men da vi kom på højde med Manhattan var mørket faldet på og alle højhusende lyste op i det fjerne. Så alt imens jeg sad der med udsigten til New York’s skyline i aftenforklædning, satte John nummeret “New York, New York” med Frank Sinatra på musikanlæget. Wow sikke en afslutning på en fantastisk dag, i fantastisk selskab.

I forlængelse af gårsdagens indlæg, så var det faktisk også min tip-onkel Carl Madsen’s syld at jeg i dag besøgte byen Watkins Glen her i staten New York. I et af sine breve hjem til sin kære mor skriver han at han har været på weekend tur ned til byen Watkins Glen, der ligger i sydenden af Seneca Lake eller ca. 30 minutters kørsel fra byen Penn Yan som han boede i. Det vil sige 30 minutter i vore tids transportmiddel, dengang tilbage i 1910 tog det uden tvivl noget længere tid.
Byens store turistattraktion er Watkins Glen Gorge (Gorge = Kløft) og har været et turistmål siden 1794 hvor Samuel Watkins arvede jorden efter sin broder og begyndte at anlægge stier, butikker og et hotel.
Så da jeg gik op langs Glen Creek der i løbet af de sidste 12.000 år har gravet sig ned i klipperne, kunne ikke undlade at tænke på at her gik min tip-onkel Karl for 113 år siden og var givet vis ligesom jeg meget imponeret over sceneriet.
Det blev til en tur op til og op af Jacob’s Ladder, det vil sige 180 trin op til toppen, her nød jeg mit medbragte æble inden jeg tog trapperne ned og gik hele kløften igennem igen.
Tilbage ved min fantastiske Toyota, blev der lige skrevet et lille postkort hjem inden den blev sat i D (Drive) og bragte mig sydøst på ind i staten Pennsylvania og videre ned til Honesdale/Pocono KOA campingplads…jeps jeg får lige en nat mere i mit elskede telt.

Jeg besøgte den lille by Penn Yan i dag, ikke fordi byen har det store at byde på men der skete et dødsfald i byen for snart 113 år siden og ham der gik bort var Karl Madsen, eller Carl Madsen som de siger herover. Karl var min mormors onkel og som min mormor sagde, så fik han “Amerika-syge” i en ung alder. Han var blot 20 år da han sagde farvel til sin familie og hoppede på Amerika båden for at krydse Atlanten. Han kom ind via New York og drog så vest på, ind i landet indtil han kom til den lille by Penn Yan beliggende i staten New York. Her kendte han tydeligvis en gårdejer Niels Pedersen som han kunne tjene hos. Alt dette ved vi fordi Karl sendte breve hjem til sin mor Marie i Danmark hvor han fortalte om sit liv i det store nye land og området han boede i. Desværre fortalte det sidste brev Marie fik, at hendes søn var blevet syg, det var gårdejeren Niels Pedersen der måtte meddele Marie at hendes søn havde fået lungebetændelse. Herefter fik Marie desværre ikke flere breve, for Karl døde kort efter i en alder af blot 21 år. En trist afslutning på hvad der kunne havde været et fantastisk Amerika eventyr for Karl.

I 2009 da mine forældre og jeg var i New York lejede vi en bil og kørte lidt rundt i de omkringliggende stater. Vi havde planlagt at køre igennem Penn Yan, bare for at se byen hvor Karl havde boet. Men til vores held og takket være flere af byens indbyggere, så endte vi dagen med at stå med Karls dødsattest i hånden + vi havde fået anvist hvor hans gravsten stod på den lokale kirkegård. Den besøgte vi selvfølgelig og fik da også lagt en lille blomst på Karls grav. Dette var første gang nogen i hans familie havde besøgt hans grav…i 98 år. Nu er det snart 113 år siden at Marie mistede sin søn Karl og i dag blot anden gang at Karl fik gæster hjemmefra.
Jeg fik pudset støvet af den gamle gravsten og lagde nogle friske blomster ved. Spiste et æble imens jeg fortalte Karl om hvor modig jeg syntes han var, sådan at drage på eventyr. Nå ja, jeg fik også lige fortalt Karl hvad der var sket i Danmark de sidste 113 år.

Ærgeligt at Karl skulle dø i en så ung en alder. Tænk sig hvad der kunne have været af familie i Amerika hvis Karl havde fået stiftet en. Men selvom det ikke skulle blive sådan, så har jeg jo stadig min onkel Karl fra Amerika.

Der var ikke de store planer i dag andet end at sige farvel til Canada og så ellers køre lidt ned igennem New York state ned til Canandaigua/Rochester KOA hvor jeg endnu engang får fornøjelsen af at sove i mit lille telt.

Afskeden med Canada blev taget på Lewiston-Queenston Bridge og tog ca. én time i meget langsom kø, inden jeg igen havde Amerikansk grund under fødderne. Da jeg havde tiden med mig besluttede jeg mig for at køre langs Lake Ontario, men jeg var ikke nået langt ned af vejen inden jeg så et skilt der sagde Old Fort Niagara. Jeg svingede fra og fulgte skiltene ned til hvad der vidste sig at være et gammelt Fransk / Brittisk/ Amerikansk fort, dog oprindelig bygget af franskmænd tilbage i 1726, for at beskytte deres interesser i området.
Britterne smed franskmædene ud i 1759 og forlod selv stedet i 1796. Siden da har den amerikanske hær haft til huse på stedet fra 1815 til 1963 hvorefter U.S. Coast Guard rykkede ind og stadig holder til på stedet. Canada ligger jo lige over på den anden side af Niagara-floden, blot 460m væk.

Men museet var virkelig en positiv overraskelse og med flere huse man kunne kikke i og godt måtte røre ved tingene. Desuden var der statister i tøj fra de forskellige tidsaldre, der fortalte og fremvidste forskellige remedier. Eksempelvis fyrede de en kanon af (selvfølgelig over mod Canada) og en riffel blev også affyret som skulle lades forfra med sort krudt, ligesom kanonen.

Det blev da til 3 timer på stedet og jeg sluttede af med at kikke ud over Lake Ontario, hvor man langt ude i det fjerne kunne skimte skylinen af Canadas største by Toronto.

Siden jeg forlod Port Huron i går morges har den stået på Canada hele vejen. Jeg krydsede floden St.Clair River omkring kl.11 hvorefter jeg kørte ind i staten Ontario i Canada. Det tog det meste af dagen at krydse over til den anden side hvor byen Niagara Falls ligger og som er kendt for at ligge lige op af vandfaldet med samme navn og nå ja hele grunden til at jeg har valgt at have 1,5 dage her. Jeg var dog også her tilbage i marts 2009, men der var temperaturen noget lavere end de ca. 27 grader vi har haft de sidste 2 dage.
Men selvom jeg så altså havde set vandfaldet før (i vinterforklædning) så var det stadig imponerende at se de ufattelige store mængder vand falde ud over de to vandfald. Ja der er tale om to vandfald American Falls og det nok mest fotograferede Horseshoe Falls.
Jeg startede dagen i dag med en sejltur i Maid of the Mist der tager en ud for foden af vandfaldet hvor man i den grad for en unik oplevelse med vandsprøjt i store mængder, godt at et regnslag var inkluderet i billetten.
Efter sejlturen i vandtågen, gik jeg langs kanten og helt ud til Niagara’s vandkraftværk, bygget tilbage i 1903. Det er blevet istandsat og åbnet for publikum for få år siden og er virkelig et spændende museum, da det meste af interiøret er bevaret fra dengang. De har sågar åbnet den tunnel hvor vandet strømmede ud af efter det var løbet igennem turbinerne. Tunnlen endte for foden af vandfaldet hvor der i dag er blevet lavet et Plateau man kan gå ud på og nyde synet.
Sidste stop inden jeg skulle hjem og svinge fødderne op var en tur om bag ved vandfaldet, ja ok det lyder fantastisk, men det var faktisk lidt småkedeligt da det jo bare var en mur af vand man kikkede ud på. Men tanken om hvor det var man befandt sig var nok det mest imponerende.

Dagens opgave var simpel og lige til. Kør de ca. 230 kilometer herop til Port Huron, beliggende i den sydlige ende af Lake Huron.
Da tiden var med mig bad jeg min GPS om at holde sig fra store veje, hvilket resulterede i at jeg på et tidspunkt endte ud på 8 mile road og følte mig derfor noget street, nede med hjemmedrengene og cool som ham rapperen M&M…eller staves han Eminem?? Nå men under alle omstændigheder så kørte jeg i hvert fald ganske kort på 8 mile road som Eminem altså har lavet en rap om, lyt med her.

Men heldig som jeg var så tog min GPS mig igennem den ene lille hyggelige by efter den anden, blandt andre byen Milford, Michigan hvor jeg gjore et kort stop for at finde en postkasse. Jeg fandt ikke en men fandt til gengæld en venlig blomsterhandler der godt ville sende mit postkort afsted, ja hun gav mig faktisk et nyt ganske gratis samt en anbefaling om at besøge æblemosteriet Diehl’s i nabobyen Holly, så det gjorde jeg selvfølgelig. Men inden jeg kørte afsted fra Milford, besøgte jeg lige den lokale chokoladebutik der lavede deres egne chokolader. Jeg købte et par velsmagede S’mores chokolader og anbefalede hende at prøve og lave P-tærter (dem fra Carletti). Det var hun meget opsat på at prøve da de jo så lækre ud. Så måske Carletti i fremtiden har en konkurrent i Milford og hvis der er tale om copyright osv. så vil jeg godt undskylde overfor Carletti.
Nå men jeg kørte mod æblemosteriet Diehl’s i nabobyen Holly hvor jeg blev budt velkommen indenfor i et mosteri drevet af nu 3. generation. Det startede tilbage i 1948 hvor bedstefaren vandt jorden med alle æbletræerne i et spil poker. Jeg smagte selvfølgelig på varerne…meen jeg må sige at der kan mosteriet i Studstrup altså godt være med, måske ikke i kvantum men i den grad på smagen.
Jeg fortsatte videre af små veje og inden jeg trillede ind på Port Huron KOA lykkedes det mig at besøge en Big Boy restaurant. Jeg har længe gerne vil se sådan en da der ikke findes mange tilbage af den 88 år gamle restaurantkæde. Der findes faktisk kun 55 tilbage og 46 af dem ligger her i staten Michigan. Det blev til en milkshake og en selfie med selveste Big Boy, inden jeg kørte det sidste stykke.

Gårsdagens køretur fra Dayton, Ohio og herop til Detroit, Michigan var ikke meget at berette om andet end jeg fik set en del majsmarker. Nå nej jeg fik jo to stater mere på min støt voksende lister over stater jeg har besøgt, så gårsdagens tal endte altså på 47 stater besøgt…only 3 more to go.

Jeg slog mit telt op her på Detroit/Ann Arbor KOA og kort efter jeg havde fået indrettet min lejer, kom min nærmeste nabo Chet som han hed og hilste på. Han var en pensioneret motorcykel betjent fra Las Vegas og var meget interesseret i Danmark, da hans forfædre stammede derfra. Jeg blev budt på en kop the på deres terrasse og alt imens solen gik ned sad vi der i et par gyngestole med en god kop the og fik talt om løst og fast samt hvordan livet er i Amerika og Danmark.

Men dagen i dag skulle bruges på Detroit, eller rettere på Henry Ford museum of american innovation, et kæmpe museum der indeholdt en masse interessante genstande/opfindelser fra Amerika, selvfølgelig med bilfabrikanten Ford som udgangspunkt. Men ud over Ford biler fik jeg da også set bilen (en Lincoln Continental fra 1961), hvori Kennedy sad da han blev skudt i Texas, tilbage i 1963, jeg så The Wienermobile en reklamebil for Oscar Mayer pølser og så den smukkeste Volkswagen Westfalia camperbus fra 1959, wow den var fed.
Da dagen knap var omme da jeg var færdig med museet, fik jeg tilkøbt en guidet tur på den nærliggende Ford fabrik, hvor de samler Ford F150 trucks. Desværre var fotografering forbudt på stedet, så ingen billeder derfra. Men spændende var det at se hvordan sådan et moderne samlebånd fungerer.

I morgen tænker jeg at køre op til byen Sarnia, der ligger i bunden af Lake Huron samt lige ved grænsen til Canada.

Ok jeg må nok hellere komme med en advarsel om at dette indlægs indehold nok kun er interessant for personer med en vis interesse for flyvemaskiner, så er du advaret.

Men grunden til at jeg har valgt at gøre stop her i Dayton, Ohio er af den simple grund at det Amerikanske flyvevåben har deres museum her, hvor de har udstillet fly helt tilbage fra 1909 med The Wright Military Flyer og hele vejen op til i dag, med den avancerede Lockheed Martin F-22 Raptor, som jeg faktisk fik fornøjelsen af at se og ikke mindst høre tilbage i 2022 da jeg var til Reno Air Race i Reno, Nevada.

Men her i skoven på campingpladsen startede dagen kl.07 og efter morgenmaden trillede jeg langsomt ind mod museet som åbnede kl.9. Jeg tænkte at det var med at være der tidlig for at kunne nå igennem hele deres samling. Det vidste sig at være en klog beslutning, da jeg lige akurat nåede at kommen igennem alle 4 haller, da det blev sagt i højtalerne at de lukkede om 30 minutter. Det blev til knap 8 timer hvor jeg traskede rundt og kikkede på det ene mere fantastiske fly efter det andet. En stor oplevelse var uden tvivl deres North American XB-70 Valkyrie, der er det eneste tilbageværende eksemplar. Søsterflyet led en trist skæbne da det styrtede ned under en reklame foto flyvetur i juni 1966 (se en lille film om styrtet her)

Af andre bemærkelsesværdige fly kan nævnes The Memphis Belle, et B-17F bombefly fra Anden Verdenskrig der gennemførte 25 missioner og derfor kunne vende hjem til USA. Jeg var lidt vild med deres UFO lignende VZ-9 Avrocar, der vidst ikke blev til meget andet end testflyvninger.
Så var der selvfølgelig min store favorit, SR-71 Black Bird overvågningsflyet men også B-1 Lancer bombeflyet og det imponerende B-2 Spirit stealth bombefly med sin ligeså imponerende kostpris på ca.13,5 millarder dkr….hold da fast man kan få mange lakridspiber for de penge.
Det var dog et af de lidt mindre fly jeg var mest imporeret over at se. Tilbage i 2008 var jeg så heldig at få en flyvetur i en North American P-51 Mustang og siden dengang har flyet været min absolutte favorit. Så jeg havde selvfølgelig godt læst at der kort efter 2. verdenskrig blev lavet en Twin Mustang, altså hvor man valgte at koble 2 fly sammen til ét. Jeg var ikke klar over at museet havde sådan en (de havde faktisk to), så det var virkelig en stor oplevelse at se den med egne øjne.

Nå men vel tilbage i min camp, tager jeg endnu en nat i mit dejlige telt inden jeg i morgen køre nordpå, op til Detroit, Michigan og rygtet siger at der nok vil komme to stater mere på min liste, men vi får se 🙂

Spøjs overskrift på et rejseindlæg fra det amerikanske, men det hele giver mening når jeg siger at jeg i dag føjede en ny stat til min liste over besøgte stater, ja jeg føjede faktisk hele 3 til listen…nej ok fair nok en af dem (West Virginia) blev tilføjet i går aftes omkring kl.19. Så i dag hele to stater mere på min liste, Kentucky samt Ohio der var så heldig at blive nr.45, only 5 more to go.

Natten blev tilbragt på det mest usle hotelværrelse, hvor alt bare var slidt og klamt…ja undskyld sproget. Jeg tænker værelset var lige noget for Jan Elhøj & Morten Kirckhoff og deres TV program “Nul Stjerner”. Men jeg overlevede natten og efter dagens køretur på ca. 500 km herop til Dayton, Ohio vidste jeg at der ventede hele to overnatninger på Dayton KOA campingplads (KOA = Kamping Of Amerika). Noget jeg i den grad hellere vil end et usselt værrelse som det i Princeton, West Virginia.

Så dagen i dag blev brugt på transport, så ikke mange oplevelser andet en veje. Først igennem bjergene i West Virginia for så senere at ramme de flade sletter her i Ohio. En udmærket køretur på ca. 7 timer inkl. diverse frivillige og ufrivillige pauser. Lige efter jeg havde krydset grænsen til Ohio trak der et voldsomt uvejr ind med så meget vand ovenfra at jeg intet kunne se ud af forruden, selvom viskerne kørte på maks. Så jeg drejede roret mod styrbord og søgte vejrlig på en sidevej i en 20 minutters tid, for så igen at begive mig nordpå mod Dayton, hvor jeg nu sidder i min Camp på et bordbænke sæt under en ahorn og skriver dette…se det er sgu da bedre end et kedeligt hotelværelse 🙂

I går endte jeg med at slå mit telt op på den ualmindelig hyggelige Shenandoah Valley KOA campingplads og nåede lige nøjagtig at få min camp indrettet inden solen gik ned bag bjergene.

Dagen startede tidlig i dag, da campingpladsens egen hane begyndte at gale allerede kl.05.30. Så efter at have hørt på hans galen i 1,5 time opgav jeg at sove mere og valgte at stå op og komme igang. Planen for i dag var dog ikke andet end at køre op i bjergene og køre en del af den smukke Blue Ridge Parkway.
Blue Ridge Parkway er en National Parkway kendt for sine naturskønne udsigtspunkter ned langs ruten, der går fra Rockfish Gap i Virginia og ned til Ravensford i staten North Carolina. Vejen snor sig som en slange rundt i bjergene og for næsten hver 3. kilometer er der et udsigtspunkt der får en til at tabe kæben. Jeg valgte ikke at køre hele turen, men kun de første ca.180 km af den i alt 755 km lange tur. Jeg nappede nemlig også en lille 1,5 times vandretur op til udsigtspunktet Humpback Rocks.

Inden jeg drejede væk fra Blue Ridge Parkway og videre ud på Highway 460 mødte jeg en af parkens lokale beboere, en lille skildpadde der lå midt på vejen, temlig udsat. Vi blev enige om at det var et skidt sted at ligge, så jeg fik lov at flytte ham ind i skoven igen, så vi begge kunne komme videre.