Faktisk havde jeg ingen planer i dag ud over at køre en enkelt time over til nabobyen Colorado City, men skæbnen ville det anderledes og så var det jo heldig at jeg ikke havde de store planer. 

Da jeg op af formiddagen tændte op for min KIA gjorde den mig opmærksom på, at venstre baghjul tabte luft…pis! Nå men jeg kunne dog stadig køre, så første stop var på den lokale tankstation for at få noget luft i dækket. Imens jeg fyldte luften på, tjekkede jeg dækket for genstande der kunne have forsaget lufttabet og ganske som ventet så sad der en skrue i dækket og blinkede til mig. 

Jeg lod den sidde og gik ind på tankstationen for at samle tankerne og for at få ringet til Hertz biludlejning for at høre hvad jeg nu skulle gøre. Den søde pige bag disken på tankstationen var utrolig hjælpsom og hjalp mig med at notere diverse sagsnumrer + en adresse på et værksted hvor jeg forhåbentligvis ville kunne få lappet dækket. Efter en halv time i telefonen satte jeg kurs mod Pep Boys autoværksted, hvor jeg blev mødt af en stor hjælpsomhed og ikke mindst mødte mekanikeren Larry der fortalte hele sin livshistorie samtidig med at han fandt synderen i dækket (en gibsskrue) + lappet dækket så jeg igen kunne komme på landevejen.

Jeg sagde tak for hjælpen samt historierne til Larry og trillede videre, men da bilen manglede brændstof, besluttede jeg mig for at køre tilbage til tankstationen hvor den flinke pige der hjalp mig stadig var på arbejde. Jeg gravede dybt i min taske og fandt en pose med danske Toms Guldkarameller som jeg havde medbragt hjemmefra. De var nu oprindelig til Bill i New York, men jeg syntes simpelthen at hun havde været så hjælpsom overfor mig i denne lidt pressede situation, at hun skulle have posen med karameller, som tak for hjælpen. Hun smilte over hele hovedet, da jeg trådte ind og var glad for at høre at jeg igen var kørende og takkede mange gange for posen med Guldkarameller.

Så hvad der blot skulle have været en stille dag med absolut ingen planer endte med et møde med lokalbefolkningen i byen Abilene, som så igen endte med, at jeg kunne komme videre vestpå mod Midland.

Inden sengetid i går trak der et kæmpe tordenvejr ind over os, så da vi stod op var vi spændte på om det havde forårsaget nogle ødelæggelser men mere interessant om det havde givet noget vand, området omkring Blanco er nemlig midt i en voldsom tørke. Heldigvis var der ingen skader sket, men der var nu heller ikke kommet ret meget vand, selvom det gik vildt for sig med lyn og torden.

Nå, men vi startede dagen med en safari. Michael og Elizabeth bor bag indhegning, så de mange hjorte af forskellige arter der er i området kan gå frit omkring. På vores lille time rundt i området fik vi set en 6-7 forskellige slags, blandt andet en flok kæmpe dyr (ved ikke hvilken art) der kom så tæt på os at jeg blev en smule utryg.

Efter morgenmaden kørte Michael og jeg ind til Austin for at leje et par cykler og cykle rundt i Zilker Metropolitan Park samt LadyBird Lake Bike Trail der ligger i downtown. Efter nattens uvejr var luftfugtigheden utrolig høj, så efter 16,5 km i sadlen trængte vi til noget aircondition…og nå ja også noget frokost. Så vi kørte på Terry Black’s BBQ, der siges at være byens bedste BBQ og som laver deres kød i kæmpe rygeovne, der er fyret op med egetræ. Smagen var udsøgt og jeg fik forståelsen for hvorfor stedet er så populært.

Vel hjemme igen var det tid til at sige farvel for denne gang. Jeg skulle videre mod vest og Michael og Elizabeth skulle mod øst, de skulle med hele familien til Florida for at opleve Disney World.

Omkring kl.18 satte jeg min KIA i D (Drive) og satte kurs mod byen Abilene og som i en anden westernfilm så kørte jeg ud over prærien, alt imens solen gik ned i horisonten.

Jetlag eller ej så slog jeg i hvert fald øjnene op kl.05.30 her til morgen. Grunden til at skulle op på dette ukristelige tidspunkt i sin ferie, var en frokostaftale i den lille by Blanco, en times kørsel vest for storbyen Austin. Mine venner Michael og Elizabeth der bor i Blanco havde sagt at det var vigtigt at jeg kom kl.12 da det var en “speciel” restaurant. Så intetanende om hvad “speciel” gik ud på, kom jeg ud på I35 i god tid, så jeg også lige havde tid til et vigtigt stop på Buc-ee’s tankstationen i byen Temple.

Jeg ramte Blanco omkring kl.12 hvor jeg blev budt velkommen i indkørslen af Michael og Elizabeth. Tasken blev smidt ind og 10 minutter senere var vi på vej til vores “specielle” frokost. Restauranten var i mine øjnene ikke noget spektakulært sted og personalet var ved første øjekast heller ikke. Chess Club Cafe var sådan en hyggelig lokal restaurant med solid god mad. 

Det var dog da stedets nyansatte tjener kom for at tage imod vores ordre at jeg blev mistænksom. For det første var han noget nærgående, men skjulte sig også bag et menukort og en kasket. 10’øren faldt for mig da han begyndte at fyre replikker af fra filmen Fandango (en film der er hele årsagen til at jeg er i Texas), så da han fjernede menukortet og jeg kunne se hans ansigt, så jeg at det var Brian Cesak, en af skuespillerne fra filmen. 

Brian var kørt hele vejen fra Houston blot for at hilse på mig, hvilket jo selvfølgelig var grunden til vores stramme tidsplan for at nå denne “specielle” restaurant. For pokker hvor blev jeg glædeligt overrasket over gensynet med Brian der fik en kæmpe krammer.

Efter frokost snuppede vi en is hos OroBianco Italian Creamery der laver is på fløde fra vandbøfler, hvorefter vi kørte hjem og sprang i poolen. Resten af dagen stod den på afslapning, god mad og så at få vendt verden situationen globalt og lokalt.

Sikke en dag, sikke nogle fantastisk dejlige mennesker og sikken en ualmindelig god start på en god ferie.

Man kan vel sige at jeg har raget mig en slem omgang “USA syge” til mig…host! For nok engang, ja faktisk har jeg regnet ud at det er 13 gang, så skal jeg igen have Amerikansk jord under fødderne og det bliver igen Texansk jord jeg (blandt andet) vil betræde.

Så her sidder jeg, i en Boeing 787-Dreamliner og kikker ned på Lake Michigan der ligger ca. 11,5 km under mig, en sø jeg i øvrigt fik mulighed for at dykke i tilbage i 2015 da jeg besøgte storbyen Chicago. På skærmen foran mig står der 1 time og 45 minutter til destination der denne gang er Dallas/Fort Worth.

Så når nu det “lille” fly har fået ashphalt under hjulene igen og jeg har fået fat i min lejebil, ja så er planen som følger…sådan i store træk.
Jeg skal køre de ca. 600 km vestpå ind til byen Midland hvor jeg skal mødes med en masse mennesker fra hele verden for at deltage i eventen Ultimate Fandango. Når eventen så er vel overstået, returnerer jeg Dallas, for at snuppe et fly til New York hvor jeg skal besøge mine to “brødrer”, som jeg faktisk lærte at kende tilbage i 2010 under en lignende Ultimate Fandango.
Afslutningsvis napper jeg så lige 3 dage i selve New York City med alt hvad den kan trække af storbyferie.

Så udsigten er bestemt god her i 11,5 km højde både ud af det lille vindue, men også udsigten til 18 dage her i The United States of America.