Så synger “USA – Nu med endnu mere Texas” turen virkelig på sidste vers. Sidder her i lufthavnen i Frankfurt og venter på mit sidste fly, der skal bringe mig retur til Billund. Men når man sådan sidder og småkeder sig lidt, kan man jo bruge tiden til at reflektere lidt over hvad der er blevet oplevet de sidste 18 dage.

Turen blev skudt ualmindelig godt i gang med et kort ophold hos gode venner i Blanco nær Austin, efterfulgt af et møde med den meget hjælpsomme lokalbefolkning i byen Abeline, herunder specielt Larry der hjalp med at få lappet mit venstre bagdæk, da jeg punkterede. Sjovt nok så vil jeg faktisk ikke have været den oplevelse foruden da det var gode lærepenge i forhold til hvad man skal gøre i sådan en situation…og nå ja så var det jo heldigt at det skete på en tankstation på en dag uden nogle planer.

Turen rundt i det sydvestlige Texas med alle Fandango-vennerne, både nye og gamle, var som altid en fantastisk oplevelse og køreturen retur til Dallas for at nå mit fly var en god måde at akklimatisere efter weekendens eskapader. Mit ophold i New Jersey for ikke at tale om mine sidste 3 dage i New York City var en stor kontrast til Texas’ store vidder og på sin egen måde smukke natur. Det var storbyferie med alt hvad den kunne trække af Broadway show, Frihedsgudinden, restaurantbesøg, Central Park, shopping på 5.Ave, udsigt fra The Edge og i den grad ømme fødder.

Men det var det, eller det var næsten det, jeg skal jo lige hjem med det sidste fly, hjem til Billund, hjem til karbonader hos mine forældre og sidst men ikke mindst hjem til skoven, freden og roen ved min sø på Mols…..jeg glæder mig!

I dag den 9. oktober er det Columbus Day her i USA….eller hvis vi skal være helt politisk korrekt, så er det Indigenous Peoples Day. Men hvad alt det går ud på, har jeg ikke energi til at skrive om nu, så den tager vi over en kop kaffe en dag. Så lad os nu bare sige det var Columbus Day i dag og på 5. Ave var der parade kl.11.30, men da jeg allerede var ude af døren kl.09 så jeg mit snit til at luske over til Lexington Candy Shop på Lexington Ave. En lille diner jeg længe har haft i kikkerten og nu skulle det altså lykkedes at besøge den. Men inden jeg nåede så langt kom jeg forbi en Lagkagehuset butik hvor jeg kunne se at der bag disken var rundstykker af alle slags. Så jeg lod mig friste af to gode rundstykker med smør + en god kop kaffe….ak ja så blev det alligevel ikke til morgenmad på Lexington Candy Shop. Men jeg gik nu alligevel ind og snuppede en af deres hjemmelavede sodavand, som smagte ganske udmærket. Stedet kan om få år fejre deres 100 års fødselsdag (i 2025) så du kan nok forstå at stedet virkelig emmer af nostalgi og historie.

Nå men paraden var netop begyndt, da jeg kom tilbage til 5.Ave, men jeg må tilstå at hvis den skal hamle op med Macy’s Thanksgiving Day Parade eller NYC St. Patrick’s Day Parade, som jeg også har oplevet, tjah så skulle der altså noget mere fut og festivitas i tingene. Sagt på en anden måde, så var mine forventninger nok for høje.

Så jeg fortsatte ned gennem byen, ned til Hudson Yards bydelen for at tage en tur 335 meter op til toppen af The Edge for at nyde udsigten ud, men også ned over byen. På deres observationsdæk har de et område med glas i gulvet, så man kan se de 335 meter ned, og selvfølgelig skulle jeg der ud og stå. Jeg fik nydt udsigten til alle sider og da jeg igen var ved jordniveau, så fortsatte jeg min færd videre ned igennem byen, denne gang via The Highline, ned til Chelsea Market, der ligger i en gammel Oreo kiksefabrik. Her fik jeg oset i lidt butikker men fik også provianteret lidt Halva, en mellemøstlig dessert jeg blev introduceret til af min ven Marvin, sidst jeg var i byen og som jeg synes smager fantastisk.

Ude på gaden igen stod jeg nu på West 15th. Street og min seng ligger på West 104th. Street, så der var tale om en lille gåtur på 7 km. inden jeg kunne smække fusserne op.

Jeg mødte den her søde gamle franske dame i dag. Hun var lidt den stille type og var også noget grøn i hovedet, men ellers en ganske frisk dame. Der er selvfølgelig tale om Frihedsgudinden eller Liberty Enlightening the World som statuen faktisk rigtigt hedder. Jeg havde været så frisk at få fat i en billet, der gav adgang til kronen med de 7 spidser. Jeg sad klar ved computeren den 1.maj hvor billetterne til i dag altså blev sat til salg, så når jeg siger jeg var frisk, så mener jeg altså 5 måneder før tid frisk.

Dagen startede allerede kl.7 efter kun 6 timers søvn. Aftenen før havde jeg været på Broadway for at se showet/musicalen Moulin Rouge, der tager udgangspunkt i Baz Luhrmann’s film Moulin Rouge fra 2001. Jeg er lidt tosset med musikken, så selvfølgelig skulle jeg ind og se den, og når jeg nu var i New York, så skulle den jo ses på Broadway.

Men jeg snuppede en croissant og en kop kaffe her til morgen og hoppede under jorden for at tage Subway, linje 1 ned til Battery Park hvor færgerne til Liberty Island afgår. Klokken var ikke meget over 10 da jeg tog første trin af de i alt 162 trin mod toppen af Frihedsgudinden og jeg vil tro at 20 min senere ramte jeg hovedet…altså hendes hoved. Heldigvis var det en skyfri og solrig dag, så udsigten fra toppen var smuk, med byen i baggrunden. Det er faktisk muligt at tilgå hendes fakkel, som hun bærer i højre hånd. Men da adgangen dertil er for besværlig er den blev lukket af for turister.

Vel nede igen tog jeg et smut over til Ellis Island og så ellers retur til New York. Min plan var nu at gå retur til min seng, der ligger på HI New York City Hostel, men med et enkelt lille stop undervejs, nemlig for at besøge min kammerat Marvin, der bor i byen. Jeg snuppede en kort pause hos ham inden vi gik ud og spiste en bid brød på D&H Dairy og efter dette lille pitstop fortsatte jeg min færd nordpå. Da jeg endelig kunne svinge benene op i min seng, stod speedometeret på 19 km.

Det må siges at have været en stille fredag formiddag her i forstaden. Men ved 15 tiden gjorde vi os klar til at køre ind til Bill’s kæreste Cynthia, der har en lækker lejlighed i Williamsburg i bydelen Brooklyn. Lejligheden er så godt placeret at man kunne sidde i hendes sofa og se Empire State Building…ikke dårligt!

Køreturen ind til byen var bestemt heller ikke uinteressant, da jeg nu havde en lokalkendt og oven i købet tidligere politimand bag rattet. Bill var i NYPD i flere år tilbage i 1990’erne og patruljerer gaderne i New York for at fange forbrydere. Senere blev han Detective hos politiet og havde sit kontor i Grand Central Terminal…ikke i Grand Central Station. Hvad forskellen er på de to, kan du altid spørge mig om.

Men Bill var virkelig en god guide og smed om sig med gode historier om de steder vi passerede.

Efter et godt aftensmåltid på restaurant Baci & Abbracci på Grand Street, gik vi ned til East River for at nyde udsigten ind over Williamsburg Bridge og Manhattan. Vi fik også set nærmere på Domino Sugar, et gammel sukkerraffinaderi fra 1882 der er ved at blive ombygget til en kontorbygning. Sidste stop inden køreturen hjem til forstaden blev på caféen Qahwah House hvor vi fik en god kop krydret kaffe, lavet på kaffebønner fra Yemen.

Der var ikke de store planer for dagen i dag, så til en start blev det til afslapning på terrassen her hos Bill i hans skønne hus i forstaden. Vi havde dog tre ting på programmet, og første punkt var at besøge Hinchliffe Stadium i nabobyen Paterson. Hinchliffe Stadium har en lang historie bag sig, der går helt tilbage til 1932 hvor det var hjemmebane for The New York Black Yankees. Sidst jeg så dette stadium var i 2014 hvor det var i en sørgelig forfatning og virkelig trængte til en kærlig hånd. Det fik det heldigvis, og i 2023 kunne det så genåbne sine porte og invitere gæster indenfor for at se Baseball og nu også amerikansk fodbold. Så det var skønt at se det gamle stadion i en ny og opgraderet forklædning.

På hjemvejen snuppede vi en bid brød hos Suburban Diner samt svingede ind forbi DICK’S Sporting Goods, en kæmpe sportsbutik der forsyner lokalbefolkningen med gear. Jeg var på jagt efter en god kikkert, nu hvor jeg (hjemme i Danmark) er flyttet på landet og godt kunne bruge sådan en. Og jeg fandt en god Nikon Aculon A211 kikkert, så nu kan jeg rigtig nærstudere dyrelivet hjemme ved Langesø.

Sidste punkt på dagens program var en koncert med The Soul Soothers. Bill’s bror John er en formidabel guitarspiller og hans band skulle øve/spille koncert i aften og nu hvor Bill og jeg kendte en fra bandet, fik vi siddepladser helt oppe ved scenen…Ja ok koncertstedet var Dr.P kiropraktor klinik og vi var kun 9 gæster. Men det var en skøn koncert og fedt at høre John folde sig ud på sin guitar.

Så fik jeg staten New Jersey under mine fødder, en stat som jeg første gang besøgte i 2007 hvor jeg også landede i lufthavnen Newark for efterfølgende at tage toget ind til byen der aldrig sover, New York. Storbyen venter dog også på mig denne gang, men i første omgang står den på forstads ferie hos min “broder fra en anden moder” Bill i hans hus i den lille forstadsby Paramus, 15 min kørsel fra Manhattan.

I dag tog vi en tur op til universitetsbyen New Haven der ligger i staten Connecticut. Byen er hjemsted for det anerkendte universitet Yale, men det var nu ikke lærdom vi kom til byen for at få, det var mere for at spise frokost. Midt i byen ligger nemlig den lille restaurant Louis Lunch, et spisested jeg i mange år har ønsket at besøge. Så kan man jo undre sig over hvorfor jeg havde et brændende ønske om at besøge et lille sted, der knap kan huse 15 gæster og kun har to ting på deres menukort….. Hamburger og Cheeseburger.

Grunden var, at udover at servere særdeles velsmagende burgere, så siges der også at det var hos Louis Lunch at noget så amerikansk som Hamburgeren blev opfundet og ejeren, manden bag disken og altså ophavsmanden var danske Ludvig Lassen fra Ballum nær Ribe. Han drog over Atlanten i 1881 som blot 16 årig for at søge lykken, startede med at sælge smør og æg fra sin lille salgsvogn, men i 1895 begyndte han at sælge frokost ting og en dag kom en travl forretningsmand forbi og spurgte om ikke Ludvig eller Louie som han hed nu, kunne fixe en hurtig frokost til ham. Louie klaskede to stykker toast omkring en af hans stykker grillet fars og bingo, der var hamburgeren.

I 1917 flyttede Louis Lunch så ind i den lille røde murstensbygning (et tidligere garveri) den ligger i idag og på grund af dens historiske værdi, er bygningen i dag fredet og intet er blevet ændret hverken indvendig eller udvendig i mange år, hvilket er yderst charmerende.

Vi fik vores meget velsmagende burgere og skyllede den ned med en Root-Beer sodavand, hvorefter vi gik over for at se nærmere på Yale Universitetet, der blot ligger 2 min fra Louis Lunch. Det blev også til et besøg på Yale Bowl, et historisk fodboldstadion, og her snakker vi om amerikansk fodbold, fra 1914 der stadig er i brug. Vi fandt tilfældigvis en åben port og sneg os ind for at se banen.

Vel tilbage i Paramus blev resten af eftermiddagen og aftenen brugt på at se Jackson’s (Bill’s søn) hold spille og desværre tabe en basketball kamp på den lokale skole. Sorgerne over den tabte kamp blev spist og drukket væk på restaurant Fairmount Eats sammen med Bill’s kammerat Matt.

Titlen siger lidt om hvad jeg har fordrevet tiden med de sidste 4 dage. Titlen er Kevin Costner’s sidste replik i filmen Fandango fra 1985 der blev optaget i det sydvestlige Texas og som jeg har brugt de sidste 4 dage på at køre rundt og se hvor blev filmet, sammen med ca. 80 andre fans.

Vores lille tur rundt, eller skal vi kalde den vores lille Road-Trip rundt til de i alt 12 lokationer, endte med en distance på ca. 1.100 km. hvilket uden tvivl afslører at ikke alle stederne ligger lige ved siden af hinanden. I min bil havde jeg fornøjelsen af at have en af skuespillerne fra filmen + Rebecca fra Irland med. Da turen rundt krævede en del kørsel, var der jo rig mulighed for at få en masse historier fra Marvin J. McIntyre, der ud over Fandango også har spillet med i The Running Man, Pale Rider og Back to the Future. Så det blev til en hel del historier fra Hollywoods filmindustri, alt imens det Texanske ørkenlandskab susede forbi.

Men det var 4 fantastiske dage i selskab med gamle venner samt en god håndfuld nye. Så det var vemodigt at skulle sige farvel her til morgen, inden jeg satte min KIA i gear, trillede ud på Interstate 10 og satte kurs mod Colorado City, små 620 km længere nede af gaden.

Faktisk havde jeg ingen planer i dag ud over at køre en enkelt time over til nabobyen Colorado City, men skæbnen ville det anderledes og så var det jo heldig at jeg ikke havde de store planer. 

Da jeg op af formiddagen tændte op for min KIA gjorde den mig opmærksom på, at venstre baghjul tabte luft…pis! Nå men jeg kunne dog stadig køre, så første stop var på den lokale tankstation for at få noget luft i dækket. Imens jeg fyldte luften på, tjekkede jeg dækket for genstande der kunne have forsaget lufttabet og ganske som ventet så sad der en skrue i dækket og blinkede til mig. 

Jeg lod den sidde og gik ind på tankstationen for at samle tankerne og for at få ringet til Hertz biludlejning for at høre hvad jeg nu skulle gøre. Den søde pige bag disken på tankstationen var utrolig hjælpsom og hjalp mig med at notere diverse sagsnumrer + en adresse på et værksted hvor jeg forhåbentligvis ville kunne få lappet dækket. Efter en halv time i telefonen satte jeg kurs mod Pep Boys autoværksted, hvor jeg blev mødt af en stor hjælpsomhed og ikke mindst mødte mekanikeren Larry der fortalte hele sin livshistorie samtidig med at han fandt synderen i dækket (en gibsskrue) + lappet dækket så jeg igen kunne komme på landevejen.

Jeg sagde tak for hjælpen samt historierne til Larry og trillede videre, men da bilen manglede brændstof, besluttede jeg mig for at køre tilbage til tankstationen hvor den flinke pige der hjalp mig stadig var på arbejde. Jeg gravede dybt i min taske og fandt en pose med danske Toms Guldkarameller som jeg havde medbragt hjemmefra. De var nu oprindelig til Bill i New York, men jeg syntes simpelthen at hun havde været så hjælpsom overfor mig i denne lidt pressede situation, at hun skulle have posen med karameller, som tak for hjælpen. Hun smilte over hele hovedet, da jeg trådte ind og var glad for at høre at jeg igen var kørende og takkede mange gange for posen med Guldkarameller.

Så hvad der blot skulle have været en stille dag med absolut ingen planer endte med et møde med lokalbefolkningen i byen Abilene, som så igen endte med, at jeg kunne komme videre vestpå mod Midland.

Inden sengetid i går trak der et kæmpe tordenvejr ind over os, så da vi stod op var vi spændte på om det havde forårsaget nogle ødelæggelser men mere interessant om det havde givet noget vand, området omkring Blanco er nemlig midt i en voldsom tørke. Heldigvis var der ingen skader sket, men der var nu heller ikke kommet ret meget vand, selvom det gik vildt for sig med lyn og torden.

Nå, men vi startede dagen med en safari. Michael og Elizabeth bor bag indhegning, så de mange hjorte af forskellige arter der er i området kan gå frit omkring. På vores lille time rundt i området fik vi set en 6-7 forskellige slags, blandt andet en flok kæmpe dyr (ved ikke hvilken art) der kom så tæt på os at jeg blev en smule utryg.

Efter morgenmaden kørte Michael og jeg ind til Austin for at leje et par cykler og cykle rundt i Zilker Metropolitan Park samt LadyBird Lake Bike Trail der ligger i downtown. Efter nattens uvejr var luftfugtigheden utrolig høj, så efter 16,5 km i sadlen trængte vi til noget aircondition…og nå ja også noget frokost. Så vi kørte på Terry Black’s BBQ, der siges at være byens bedste BBQ og som laver deres kød i kæmpe rygeovne, der er fyret op med egetræ. Smagen var udsøgt og jeg fik forståelsen for hvorfor stedet er så populært.

Vel hjemme igen var det tid til at sige farvel for denne gang. Jeg skulle videre mod vest og Michael og Elizabeth skulle mod øst, de skulle med hele familien til Florida for at opleve Disney World.

Omkring kl.18 satte jeg min KIA i D (Drive) og satte kurs mod byen Abilene og som i en anden westernfilm så kørte jeg ud over prærien, alt imens solen gik ned i horisonten.

Jetlag eller ej så slog jeg i hvert fald øjnene op kl.05.30 her til morgen. Grunden til at skulle op på dette ukristelige tidspunkt i sin ferie, var en frokostaftale i den lille by Blanco, en times kørsel vest for storbyen Austin. Mine venner Michael og Elizabeth der bor i Blanco havde sagt at det var vigtigt at jeg kom kl.12 da det var en “speciel” restaurant. Så intetanende om hvad “speciel” gik ud på, kom jeg ud på I35 i god tid, så jeg også lige havde tid til et vigtigt stop på Buc-ee’s tankstationen i byen Temple.

Jeg ramte Blanco omkring kl.12 hvor jeg blev budt velkommen i indkørslen af Michael og Elizabeth. Tasken blev smidt ind og 10 minutter senere var vi på vej til vores “specielle” frokost. Restauranten var i mine øjnene ikke noget spektakulært sted og personalet var ved første øjekast heller ikke. Chess Club Cafe var sådan en hyggelig lokal restaurant med solid god mad. 

Det var dog da stedets nyansatte tjener kom for at tage imod vores ordre at jeg blev mistænksom. For det første var han noget nærgående, men skjulte sig også bag et menukort og en kasket. 10’øren faldt for mig da han begyndte at fyre replikker af fra filmen Fandango (en film der er hele årsagen til at jeg er i Texas), så da han fjernede menukortet og jeg kunne se hans ansigt, så jeg at det var Brian Cesak, en af skuespillerne fra filmen. 

Brian var kørt hele vejen fra Houston blot for at hilse på mig, hvilket jo selvfølgelig var grunden til vores stramme tidsplan for at nå denne “specielle” restaurant. For pokker hvor blev jeg glædeligt overrasket over gensynet med Brian der fik en kæmpe krammer.

Efter frokost snuppede vi en is hos OroBianco Italian Creamery der laver is på fløde fra vandbøfler, hvorefter vi kørte hjem og sprang i poolen. Resten af dagen stod den på afslapning, god mad og så at få vendt verden situationen globalt og lokalt.

Sikke en dag, sikke nogle fantastisk dejlige mennesker og sikken en ualmindelig god start på en god ferie.