Vores forudbooket fly retur til Danmark fløj desværre samme aften som vi kom i land, så det havde vi flere dage forinden annulleret og fået booket et andet, der ville lette mod London den følgende tirsdag, hvilket ville give os 3 dage på Saint Lucia. Der skulle selvfølgelig være tid til at slappe af, sove i en rigtig seng der ikke vippede og fordøje det netop overstået eventyr, men øen skulle nu også opleves.
Selvom jeg havde besøgt Saint Lucia før, vidste jeg at der var én ting som jeg ikke fik prøvet i 2011 og som jeg jo utrolig gerne ville prøve. Saint Lucia har to meget markante bjerge “The Pitons”, hvis silhuetter går igen på mange ting som eksempelvis deres lokale øl “Piton”, deres rom Chairman’s Reserve og sågar deres flag har også de to bjerge på sig, symboliseret med en gul og en sort trekant.

Begge bjerge kan bestiges og det var et højt ønske fra min side, at kunne stå på toppen af ét af dem og nyde udsigten ud over øen. Et ønske som jeg håbede ville lykkedes en af de næste par dage, men lørdagen skulle dog bruges på at nyde lokalområdet. Så da broderen og jeg havde fået tjekket os ind på et værelse på Bay Gardens Hotel, begav vi os mod stranden og vandet for at køle lidt af. Vi nappede efterfølgende en vand-taxa over til Pigeon Island National Park for at nyde udsigten fra toppen samt se de gamle koloni-ruiner. Besøget var kort da parken snart lukkede og vi havde kun ca. én time, men fik da set det vigtigste.

Tilbage ved vandet mødte vi sgu Bob Marley’s broder…eller det sagde han i hvert fald han var. Han hed Malakai og solgte os nogle smykker + han blev vores vand-taxa chauffør tilbage til Rodney Bay Marina hvor vi gik over til skipper og båden for at hilse på, samt for at aftale hvor vi skulle nyde endnu et aftensmåltid serveret uden at vi selv skulle arbejde for det. Efter en hyggelig aften sammen med resten af den tilbageværende besætningen, gik broderen og jeg godt mætte og noget trætte de 1,3 kilometer tilbage til vores Bay Gardens Hotel og vores seng i et airconditioneret værelse, uhmm.

Saint Lucia er en lækker caribisk ø beliggende syd for Martinique og nord for Saint Vincent. Øen høre under The British Commonwealth og er 617 km2 stor, hvilket svarer til vores egen dejlige Bornholm…ja ok Saint Lucia er lige 29 km2 større, men så næsten Bornholm størrelse.

Øen var et gensyn for mit vedkommende, jeg besøgte også øen tilbage i december 2011, hvor jeg tog til øen for at tage i mod min far der havde krydset Atlanten i sejlbåd (læs evt. mine indlæg fra 2011). Så jeg kunne genkende mange ting da vi efter 27 dage endelig fik fast grund under fødderne igen og kunne gå i land for at besøge Customs And Immigration + selvfølgelig et Corona-tjek. Alt blev klaret i løbet af én times tid og selvom vi havde en båd der skulle hovedrengøres valgte vi dog at sætte os ned på den lokale beværtning, da vi alle følte at det sjovt nok stadig gyngede når vi gik rundt….nå ja så var det jo belejligt at de også serverede den lokale øl Piton på stedet 😉

Båden blev rengjort fra…ja det er jo nærliggende at sige fra køl til mast…men det var nu kun der hvor vi havde opholdt os, der blev rengjort. Vi havde været flittige til at rengøre undervejs, selvom det var lidt besværligt når båden gyngede, så vi var færdige i løbet af blot 2-3 timer. Om aftenen ville organisationen vi havde sejlet under (Atlantic Rally for Cruisers) holde en afslutningsfest hvor der ville være præmier til vinderne samt i mange andre kategorier, åbenbart også til den båd der kom sidst i mål, indenfor tidsgrænsen og gad vide hvilken båd det så var?

Men inden selve overrækkelsen var der en masse underholdning og taler fra forskellige prominente personligheder. Alt sammen noget vi kunne nyde sammen med den lækre lille anretning med horderves vi havde fået udleveret + diverse drikkevare. Men kort før vi var ved vejs ende for ceremonien blev mandskabet af båden Sophie Amelie kaldt op til scenen, ikke noget vi lige havde ventet. Det vidste sig at vi var den sidste båd der havde krydset målstregen indenfor tidsgrænsen og det skulle vi da havde en præmie for, men om det var for at lukke munden på os fordi vi får dage forinden havde brokket os over at ARC havde valgt at fremrykke afslutningsceremonien, selvom der stadig lå flere både ude på Atlanterhavet det vides ikke. Men vi fik en præmie og fik da lov at komme på scenen til klapsalver.

Efter festlighederne gik vi alle mand ud for at spise en lækker omgang aftensmad som vi ikke selv skulle tilberede i en vippende båd eller for den sags skyld vaske op efter, i det salte vand fra Atlanten. En ualmindelig lækker pizza blev det til for mit vedkommende, men selvom den smagte fantastisk, så føltes øjenlågene utrolig tunge og sengen ombord på båden nærmest trak i de fleste af os. Der gik da heller ikke mange sekunder fra mit hovedet ramte puden til søvnen overmandede mig totalt og jeg sov sødt i en båd der for en gang skyld ikke vippende og med et ur der ikke vækkede mig 6 timer senere.

Fornemmelsen af hvilken dag vi havde flød meget sammen i takt med at vi flød længere og længere ud på det store hav. Det var først sidst på turen, omkring da vi kunne se på de resterende antal sømil, hvor mange dage vi ca. havde tilbage, at dagene begyndte at få navne igen. Ellers havde rutinen kørt derud af med 4 timers vagt 6 timers fri, døgnet rundt. Det var også her med få dage tilbage, at vi kunne konkludere at vores proviantering havde passet perfekt, til trods for at vores tur blev ca. 6 dage længere end estimeret. Vi havde aftensmad til 6-7 dage mere, men det skyldes jo vores store held i forhold til at fange fisk undervejs. Af drikkevand havde vi vel 5-6 liter tilbage, så også her ramte vi plet. Det eneste vi skød forbi med var indkøbet af øl (ja det lyder underligt), Men her var der så rigeligt tilbage, at der kunne holdes en god fest, når vi kom i land.

Det var skipper og jeg der havde morgenvagten den 4. februar og vi kunne nyde starten på dagen med den flotteste solopgang. Men inden solen stod op, kunne vi kl.05.20 i nattemørket spotte en del lys langt ude i horisonten. Hvor der før var lys blev forvandlet til en smuk ø da solen endelig stod op og kastede sine stråler ned på den. Så kl.06.06 blev der fra min side, som en anden sørøver, råbt “land i sigte”, den første landkending siden vi forlod Cap Verde 17 dage tidligere.
Som dagen gik kom øen nærmere og forventningen til afslutningen på vores tur steg. Men inden vi skulle dreje om det sidste hjørne, skulle vi lige havde fornøjelsen af at sejle i noget tov til en tejne, sat ud af de lokale fiskere. En hurtig indsats af alle mand og vi havde fået viklet os ud af tovværket og kunne begive os videre mod målet nu under to kilometer væk.
Med ca. én kilometer til mål så jeg en lille gummibåd komme i mod os. Jeg huskede at min fader havde fortalt at der kom en fotograf ud til dem da han i 2011 deltog i Atlantic Rally for Cruisers og krydsede Atlanten, så mon ikke dette var fotografen der var på vej. Alle mand havde iført sig deres røde shorts (sejler du over Atlanten giver det ret til at bære røde bukser) og min hjemme designet T-shirt, så vi var 5 ens klædte, ualmindelig stolte sømænd der havde klaret turen over Atlanterhavet, hvilket uden tvivl kan ses på de billeder fotografen tog af os. Alt imens han sejlede rundt om os og knipsede løs sagde jeg til min broder at der sejler et andet menneske, underforstået fotografen. De sidste 27 dage havde vi ikke set andre end de 4 andre i båden og nærmeste skib havde ligget flere sømil fra os. Men her var der pludselig en anden båd og ikke mindst et andet menneske, hvilket var en speciel oplevelse.

Sidste hjørne blev rundet og der foran os lå målstregen, markeret med en bøje og en dommerbåd. Kl.12.40 lød signalet fra dommerbåden at det gode skib Sophie Amelie og hendes besætning havde krydset Atlanten og til ære for os blev der nu spillet Queen’s “We Are The Champions” over radioen.

Det var så den tur, det eventyr og hvilket et fantastisk et af slagsen, tilbage var der nu kun at sejle båden i havn, ind til havneplads 15D. Men på vejen ind blev vi først mødt af skippers familie der stod med danske flag og bød os velkommen. Da vi kom længere ind i havnen blev der truttet i tågehorn, jublet og klappet af besætningerne på de andre både der var kommet i mål og da vi havde fortøjret båden stod ARC officials på broen for at byde os velkommen med en lækker frugtkurv samt en rigtig Saint Lucia Rom.

Det var 27 dage fyldt med store oplevelser. Der var søsygen den første dag på vandet, de mange fisk vi fik fanget og den ene flyvefisk jeg fik i nakken en nat. Der var Cap Verde, de to blåhvaler der vippede med halerne, stormen midt på atlanten, at svømme på 5000m vand, besøg af grindehvaler og ikke mindst de dejlige delfiner, de stjerneklare nattevagter, det fantastiske gode selskab jeg var i hele vejen (ikke mindst min egen dejlige broder). Men en af de største oplevelse jeg tager med mig fra dette eventyr er en så simpel ting som at sidde alene i stævnen af båden og kikke ud på det store…det uendelig store Atlanterhav.

Den 24. januar omkring kl.17 blev proppen skudt i vejret på vores medbragte Champagne og der blev skålet i bobler, for at fejre at vi nu var halvvejs på vores færd over Atlanten dvs. vi lå halvvejs på den korteste distance målt fra Gran Canaria til Saint Lucia. Vi endte dog til slut på 3177 NM, hvilket svare til 5883 km hvilket er noget mere end de 4923km som den korteste distance er. Men de ekstra kilomeret skyldes vores lille afstikker ned forbi Cap Verde øerne. Men halvvejs var vi den 24. januar og det blev fejret.

Den 24. januar blev der vasket tøj på badeplatformen og alt imens tøjret tørrede i vinden var vi tre der hoppede ud i bølgen blå og hang efter båden, hvilket var en speciel oplevelse…ikke så meget fordi det var efter en båd her midt på Atlanten, men mere på grund af at der var 5000m vand under en og tanken om hvad der måtte ligge og lure dernede i dybet. Dog var det ikke kun hvad der lå under vandet der kunne skræmme en men også hvad der flød på overfladen. Flere gange undervejs blev der observeret The Portuguese Man O’War (Portugisisk Orlogsmand), der flyder i overfladen og har giftige brændetråde under sig. Heldigvis var ingen af os i vandet da de flød forbi.
Flyvefisk fik vi til gengæld lov at hilse på op til flere gange, hvor de i deres færd forvildede sig op på dækket af båden og lå og sprællede. Det var dog mest om natten af de hoppede ombord, givet vis fordi de så ikke kunne se båden. Det var da også midt på natten at jeg midt i en lur…ja ja jeg sov på min vagt, men vi var altså to på vagt af gangen. Men det var altså midt i min lur at jeg blev vækket af en sød lille flyvefisk der fløj lige ind i nakken på mig, skal vi sige et alternativ vækkeur. Nå men jeg kom på benene, fandt den lille fyr der fik en omgang skældud og blev så kastet tilbage i havet. Resten af vagten kunne jeg så nyde duften af Eau de fisk og fjerne alle de skæld den lille fyr havde efterladt.

Selvom det halvvejs på turen havde svundet godt i provianten havde vi nu stadig rigeligt at leve af, dog var der nu ikke mere flere forskellige ingredienser at vælge imellem. Vores gulerødder og agurker “døde” hurtigt i varmen, hvor imod kartoflerne, appelsiner og æbler holdt forholdsvis længe, men her halvvejs over havet var det slut med frisk frugt og grønt. Så når der skulle “trylles” i kabyssen skulle man så være lidt kreativ med det vi havde på lager, til vores held fik vi jo stort set hver anden dag frisk fisk ombord.
Men eks. madlavning kunne jo ikke undgå at producere en hel del affald. Selvom vi inden afgang havde skilt os af med alt overflødig emballage (hvilket der var meget af) så fik vi daglig en masse affald i form af eksempelvis plast, papir og dåser. ARC organisationen havde pålagt os at bringe alt vores affald med i land, så ikke noget med at ligge det ud på “den blå hylde” (læs: smide det i havet). Vi gjorde dog det at vi klippede det meste af vores affald i små stykker og proppede det ned i de plastdunke som vi havde haft drikkevand i. På den måde kom det ikke til at lugte i varmen, da vi kunne skrue låget på + vigtigst af alt så blev det komprimeret voldsomt og fyldte derfor næsten ingenting. Vi endte faktisk med kun at have så lidt affald med i land at det snildt kunne være i en lille trillebøre (uden top på).

Efter 8 dages meget rolig sejlads ned langs Afrikas kyst rundede vi den 17. januar øen Boa Vista, en ø i Cap Verde øgruppen hvilket skulle fejres, for nu stod der 285° på kompasset og Saint Lucia ret forude. Vi fejrede det med Skovchefens Smuk-Rom fra Smukfest, en flot rom medbragt af min broder til at nyde ved særlige lejligheder og dette må siges at være en af dem. Efter 4-5 timers sejlads ind imellem Cap Verde øerne gik vanddybden pludselig fra 2000m til blot 40m…ja ok nu er 40m jo stadig meget, men når vanddybden springer så meget er det lidt skræmmende. Det forholdsvis “lave vand” må være rigt på dyreliv, for ikke lang tid efter morgenmaden så var der fisk på krogen, men ikke kun én, men én på hver af vores to fiskestænger. Efter ca. 30 min kamp blev turens to største fisk hevet i land, to store Mahi Mahi på hhv. 99 cm og 102 cm. og på den måde var aftensmaden sikret de næste 4 dage, til trods for at vi i forvejen havde rigeligt med mad.
Men livet i det lave vand blev ved med at vise sig for os. Ved middagstid råbte Skipper at han kunne se hvaler, hvilket fik alle mand på dæk og ganske rigtigt, der ca. 200m fra båden lå to kæmpe blåhvaler og sendte blåst i vejret (Blåst er betegnelsen på det sprøjt af vand, der fremkommer, når en hval ånder ud efter at have været neddykket). Da de lå lige ud for os dykkede de begge og jeg er sikker på at det var ren gestus samt for at ønske os Bon Voyage, at de to hvaler samtidig vippede deres haler i vejret og dykkede ned i dybet. En oplevelsesrig dag blev afsluttet med Mahi Mahi i tomatsovs med tilhørende pasta, alt imens solen gik ned imellem Cap Verde øerne.

Da vi fik lagt Cap Verde øerne bag os lå nu kun Atlanterhavet samt 4000 km foran os og de imponerende store dønninger (bløde bølger) på ca. 4m der kom ind agter og fik både til stille at rulle fra side til side.
Det at krydse at kæmpe ocean som eksempelvis Atlanterhavet er ikke meget anderledes end at krydse Kattegat, forstået på den måde at udsigten er den samme om du sejler 25 km eller 2500 km fra land og fornemmelsen er næsten også den samme. Så det er mest rent mentalt at du er bevidst om at du er ude på det store hav og også her en del af udfordringen ligger. Denne udfordring bliver du virkelig mindet om hvis du sætter dig ned, eksempelvis i stævnen hvilket jeg ofte gjorde og stille sidder og kikker ud over havet, så er det virkelig at tanken og visheden rammer dig om at du er langt væk fra land og de nærmeste mennesker (ud over de andre på båden) kan være de astronauter der opholder sig på Den Internationale Rumstation.
Men visheden om at du er langt fra omverden og på den måde også fra hjælp, kan også ramme én på andre måder. Eksempelvis da vi den 20. januar læste i dagens melding fra ARC’en, at skibet “Brainstorm” en Hollandsk X-Yachts havde fået rorskade og tog vand ind, faktisk så meget vand at mandskabet havde forladt båden, men heldigvis var blevet hentet af to andre ARC både. Denne melding fik en til igen at få tanken om, at vi virkelig var overladt til os selv og hjælpen er meget langt væk. Det skal dog lige nævnes at selvom Brainstorm blev forladt og drev rundt overladt til en grum skæbne, så kom meldingen 3-4 dagen senere at en slæbebåd var på vej ud for at bjerge den. Der var åbenbart et forsikringsselskab der havde regnet lidt på det 🙂

Søndag den 23. januar omkring kl.10.30 ramte vi koordinaterne 15°21.630N 36°14.300W og grunden til at jeg har disse er fordi her slukkede vi alt elektronik på båden, og hvorfor nu det. Jo ser du efter et dejligt morgenmåltid nydt i cockpittet blev horisonten lidt mørk og da vinden pludselig også lagde sig samtidig med at temperaturen faldt ca 5-8 grader, kikkede vi på hinanden og blev enige om at der var noget i gære. Sejlet blev hurtigt rebet og ca. 10 min senere blev vi bekræftet at noget var i gære da himmel og hav stod i et. Da vindmåleren målte 25 m/s valgte vi at slukke alt elektronik for det lynede lige over hovedet på os. Vi var dog sikker på at der var tale om en såkaldt Squall, en meget lokal byge med en pludselig, kraftig stigning i vindhastigheden, der kan varer i flere minutter. Men efter én times sejlads og det stadig regnede voldsomt tænkte vi at der uden tvivl måtte være tale om et uvejr. Jeg har et billede på min nethinde af skipper der alene sidder ved roret (resten af mandskabet var flygtet ned i kabyssen) mens vinden piber i riggen og regnen pisker ind fra styrbord, så voldsomt at det så ud som om at det regnede vandret. Til vores held, så lå vi kun i kanten af uvejret og efter et par timer tog vinden og regnen af og hen under aften kunne vi se kanten af fronten, ja det endte faktisk med at vi havde blå himmel over os igen + en fantastisk smuk solnedgang, da aftensmaden blev serveret.
En skræmmende oplevelse der uden tvivl bliver forstærket af at man ligger isoleret omkring 2000 km fra kysten.

Efter et par dage på havet havde kroppen vænnet sig til bådens rullen samt den noget afbrudte nattesøvn. Vores vagtplan hed 4 timer vagt, 6 timer fri hvilket kørte døgnet rundt, hvilket eksempelvis betød at man ikke ville have den samme nattevagt hver nat, men at det skiftede fra dag til dag.

Kursen de første 9 dage var ikke i en retning der fik os meget tættere på Saint Lucia i Caribien. Under den sidste vejr-briefing fra ARC, havde de advaret om et lavtryk som lå midt ude på Atlanten hvilket betød at anbefalingen fra deres side var at tage den et godt stykke ned langs Afrikas kyst inden man valgte at dreje vestover. Vi tog deres anbefalinger til os og sejlede stille og roligt ned langs Vestsahara og Mauritanias kyst, hvilket var i sikker afstand til lavtrykket. En anbefaling som ikke alle deltagere tog til sig, men som et par dage senere måtte se i øjnene nok var en god idé. En af dem der måtte sande at den sikre kurs nok alligevel var sydpå, var en Nautitech 40 katemaran der efter start satte kurs lige ud i lavtrykket hvilket resulterede i at de fik banket et vindue ind af en bølge. De valgte dog trods manglende rude at fortsætte mod Saint Lucia.

Men for os gik det stille og roligt sydover. Det var flere gange dagligt at vi fik “gæster” i form af delfiner der skulle over og se hvad vi var for nogen. Men to dage efter start kom vi i kontakt med en kæmpe flok meget nysgerrige grindehvaler, som kom helt tæt op til båden og kikkede på os, fascinerende at se sådan et kæmpe dyr der kan veje op til 800 kg, tæt på.

Der skulle ikke gå mange timer fra vi forlod havnen før end fiskeriet blev påbegyndt, men vi skulle dog 3 dage ind i sejladsen før der var bid i form af to små Bonito Tun på ca. 30 cm. De skulle vise sig at være de første i en lang række af fisk som fandt vores fiskegrej interessant og som altid så smager hjemmefanget fisk bare fantastisk og disse to små tun blev da også senere nydt med nogle dejlige kartofler og gulerødder (skrællet af Peter) og en lækker lille salat. Når vi nu snakker fiskeri så ser fiskenoteringerne for hele turen således ud: Der blev fanget i alt 12 fisk på hele overfarten, hvoraf 10 af dem var af arten Mahi-mahi (Guldmakrel) i forskellige størrelser, den største på 102 cm. Disse Mahi-mahi fisk er meget lys i kødet og utrolig mager. På grund af vores held med at fange disse store fisk blev de tilberedt på flere måder. De kom i gryderetter, blev stegt på panden og som min favorit, stegt som frikadeller, mums! Alle disse fisk var et godt supplement til vores proviant, som dog ikke var mangelfuld, men udsigten til friskfanget fisk var jo bare herlig.

12/1: 2 stk. Bonito tun på ca. 30 cm.
15/1: 1 stk. Mahi Mahi på 87 cm.
17/1: 2 stk. Mahi Mahi på 99 og 102 cm.
22/1: 1 stk. Mahi Mahi på 30 cm. som blev sat ud igen
22/1: 2 stk. Mahi Mahi på 70 cm.
24/1: 1 stk. Mahi Mahi som var for lille men som også hoppede af krogen
24/1: 1 stk. Mahi Mahi på 88 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 60 cm.
27/1: 1 stk. Mahi Mahi på 97 cm.

Ud af den tykke tåge tordnede den lille Airbus A320 med kurs mod den lille ø Gran Canaria, ud for Marokko kyst. Ombord var 4 forventningsfulde sømænd hvis drøm var at krydse det store Atlanterhav i det gode skib Sophie Amalie, der allerede lå og ventede på dem i havnebyen Las Palmas på den nordøstlige del af øen.

Men lad os lige stoppe et kort øjeblik og hoppe tilbage til sommeren 2017, hvor jeg havde fornøjelsen af at sejle båden fra Porto i Portugal, ned langs kysten forbi Lissabon, rundt om Gibraltar og om til byen Torrevieja på den spanske østkyst. Turen var fantastisk med masser af oplevelser og var min sådan rigtige sejler-ferie på de store have og her jeg fik smag for at holde ferie på en båd.
Så det var med ualmindelig stor begejstring at jeg i vinteren 2021 fik beskeden om at der ville være en plads til mig på båden, når den næsten et år senere skulle krydse Atlanterhavet.

Tiden gik og trods udfordringer i form af specielt Corona virussen, lykkedes det at tage første skridt i denne lange rejse og komme på vingerne med kurs mod Gran Canaria.

Vel ankommet var det i taxa direkte til havnen hvor Sophie Amelie lå og ventede. Mørket var faldt på inden vi kom ombord, så det blev ikke til meget andet end lidt hygge, småsnak og noget koldt at drikke i cockpittet inden vi alle 4 tørnede ind for natten.

De følgende 6 dage skulle bruges på at klargøre skibet og ikke mindst mandskabet til den store tur. Der var blandt andet daglige Zoom-møder med praktiske informationer fra organisationen som vi sejlede under (ARC – Atlantic Rally for Cruisers). Alle sikkerhedssystemer skulle tjekkes og godkendes af ARC inden vi kunne komme afsted og så skulle vi selvfølgelig også have provianteret. Her var ARC også behjælpelige med guides til hvad der var godt at medbringe, jeg kan eksempelvis nævne at der blandt meget andet blev indkøbt:

96 æg
10 kg kartofler
5 kg ris
50 appelsiner
5 kg havregryn
8 liter yoghurt i små bæger
100 liter drikkevand
100 dåser sodavand
120 juicebrikker
150 dåser øl
20 poser chips
25 pakker kiks
20 plader chokolade
24 ruller toiletpapir

Lørdag den 8. januar var alt provianten indkøbt og forsvarligt stuvet væk, alle sikkerhedssystemer og procedure gennemgået og en sidste tøjvask hængt til tørre. Den 8. januar var også dagen hvor vi ville få svar på den Coronatest vi havde fået lavet dagen før. Hvis blot én af os var positive, var turen aflyst…heldigvis var ingen af os ramt og vi kunne nu melde klart skib og glæde os til morgendagens afgang.

Den 9. januar kl.12.20 kastede vi fortøjningerne og sejlede ud af havneindløbet hvilket for flere ombord var et bevægende øjeblik, da der nu ikke var nogen vej tilbage, nu var vi afsted. Kl.13.05 passerede vi startlinjen og satte kursen mod øst…ja øst, for det blæste 10-12 m/s og der var store bølger, så for at komme fri af øen sejlede vi østpå. De første 16-20 timer blev brugt på at vende sig til nu at være på søen, vi skulle alle lige have søben som det hedder. Jeg var dog dog så hårdt ramt af søsyge, at jeg måtte skippe Axel’s fantastiske Gullasch og hoppe direkte i seng, men efter en god nats søvn var jeg frisk igen og klar til at hoppe ind i det faste vagt-rul med 4 timers vagt og 6 timers fri.