Kl.15 dansk tid kunne jeg træde ud i ankomsthallen i Billund, hvor jeg blev modtaget af min dejlige forældre der havde tilbudt at hente mig. Ja ok inden jeg kunne gå igennem tolden skulle jeg da lige være statist i en øvelse for tolderens narkohund, det vil sige at jeg fik et lille stykke stof i lommen som åbenbart duftede af narkotika. Da jeg så gik forbi den hårdtarbejdende vovse gik der ikke mere end 4 sekunder inden den lille våde snude var placeret der hvor kluden lå i lommen, imponerende hvad den kan sådan en hund/snude. Heldigvis var det bare en øvelse og jeg blev ikke lagt i håndjern og trukket om bagved, men fik i stedet et stort tak for hjælpen fra de 4 toldere og hunden fik ros den anden vej.

Turen hjem fra Seattle skulle have været med det hollandske flyselskab KLM, men mit fly fra Amsterdam til Billund var blevet aflyst, så jeg var blevet ombooket og skulle nu flyve med Air France til Paris og hjem til Billund derfra. Jeg havde aldrig før fløjet med Air France før, så jeg var spændt på at se hvad de kunne og det var desværre ikke imponerende. Fair nok jeg kom da hjem og fik da også noget og spise undervejs, men der var masser af små ting som eksempelvis deres service, maden og deres underholdningssystem som jeg syntes var lige 10-15% ringere end eksempelvis British Airways eller KLM. Men jeg er glad for at jeg nu har prøvet Air France, for så ved jeg da hvem jeg ikke skal vælge næste gang.

Men over atlanten kom jeg altså og fik da også set et par film undervejs, blandt andet filmen Top Gun: Maverick, hvor hovedrollen flyver rundt i sit F-18 Super Hornet jetfly, selvsamme fly som jeg hilste på for 12 dage siden ved Reno Air Races. Ved ankomst til Paris var det noget kaotisk da mit næste fly ikke fremgik af info-skærmen og der var kø ved scanneren hvor man kunne scanne sin billet, ja der var én scanner og ca. et halvt Boeing-777 fly (ca.200 passager) der ville scanne deres billet. Så det droppede jeg og gik bare ligeud i håb om at det var den rigtige vej, hvilket det heldigvis var. Jeg havde ikke uanet mængder af tid til at nå mit fly til Billund, så der var lige en snært af stress for at nå det og da jeg endelig kom frem til gaten havde jeg da heller ikke mere end 15 minutter, inden den lukkede. Hjemturen foregik i let skyet vejr og igennem de spredte skyer kunne jeg spotte de nord-franske marker, hollandske kanaler og det danske vadehav. Klokken 14.42 ramte hjulene asfalten og min tur til det nord-amerikanske var definitivt slut.

Der er ikke noget mere beroligende end at ligge i en telt og høre regnen slå på teltdugen, så det var en god nat i mit lille telt, for regnen startede allerede ved ét tiden i nat og fortsatte til langt op af formiddagen. Ja faktisk var det overskyet hele dagen, lidt som om at staten Washington var trist over at det min sidste dag i staten. Men trods regnen fik jeg pakket min camp sammen og forlod campingpladsen i Willapa Bay ved 10 tiden. Dagens plan var at køre de sidste kilometer op til Seattle hvor en seng på Quality Inn Sea-Tac Airport ventede på mig.

Jeg valgte at tage de små veje op til Seattle, der tog mig igennem skove, små byer og op langs kysten hvor der var lavvandet og man kunne se østers farmerne gå ude ved deres østers for at samle/høste dem. De har en meget smart måde de gør det på, hvor de ved lavvande går ude på østersbankerne og samler deres østers sammen og ligger dem i særlige beholdere der er forbundet til en bøje, via et langt reb. Når så det er højvandet sejler de ud til deres bøjer der nu ligger i overfladen og hiver deres østers-beholdere ombord.

Efter et par timers kørsel ramte jeg Seattle igen efter en fantastisk Road-Trip der startede for 22 dage siden. Kilometertælleren i min Chevrolet Malibu stod på 3.466 miles hvilket rundt regnet er 5.580 kilometer, så tror da pokker den trænger til at blive vasket. Klokken 14 svingede jeg ind på mit hotel ved Sea-Tac Airport og kunne straks se og ikke mindst høre flyene vælte ud af lufthavnen. Imorgen er det så min tur til at sidde i et af flyene og i mit tilfælde med kurs mod Paris.

Planen var entlig at trille nordpå i dag, hvilket jeg nu også gjorde, men ikke så meget som ventet, for jeg syntes ikke jeg var færdig med den lille hyggelige havneby Astoria, som jeg i dag læste mig til var en favorit blandt scandinaviske emigranter tilbage i 1890’erne. Faktisk så var 35% af befolkningen i Astoria fra Scandinavien i 1910, så mon ikke der går en del Hansen’er og Jensen’er rundt i byen med rødder tilbage i det Danske.

Første punkt på dagsordnen var et besøg på det lokale Columbia River Maritime Museum der havde fire forskellige udstillinger. De to mest interessant syntes jeg var om byens tidligere hovederhverv der tilbage i starten af 1900 tallet, var konserves industri, hvor de pakkede friskfanget laks fra floden, på dåser. Den anden udstilling som fangede min interesse var om de mange skibsforlis der igennem tiden var sket i Columbia River’s flodmunding, der er et meget vanskelig farevand at sejle i. De havde også en lille udstilling om grundstødningen af skibet New Carissa i 1999 og en om miljø-katastrofen Exxon Valdez der i 1989 grundstødte i Prins Williams Sund og lækkede ca. 40.000 tons råolie ud. De havde faktisk en del af skroget (der var ca. 2,5 cm tyk) fra Exxon Valdez, hvor man kunne se hvordan det var blevet revet op og bøjet rundt. Det var lidt specielt at se dette stykke jern da jeg husker ulykken og vidste hvad det efterfølgende havde forsaget af ulykker for dyrerne, erhvervet og menneskene i det lille samfund i Alaska.

Efter en tur “på havet” i Columbia River Maritime Museum kørte jeg op til byens absolutte højeste punkt The Astoria Column, der står på Coxcomb Hill og er et 38m højt tårn fra 1926. Er man frisk kan man nappe de 164 trappetrin og nyde den fantastiske udsigt der er fra toppen. Der var dog lidt skyet i dag, så udsigten var ikke helt som håbet, men jeg kunne da se byen, Astorie-Megler broen der går over til staten Washington og helt ned til Tillamook Lighthouse nede ved Ecola Park, hvor jeg var i søndags.

Da klokken var 15 tog jeg et sidste kik ned over Astoria og trillede så ned af Coxcomb Hill, for at køre over Astoria-Megler broen, ind i staten Washington og op til den lille campingplads KOA i Willapa Bay, hvor jeg fik slået mit telt op til turens sidste nat i det fri. I morgen går turen tilbage til Seattle, der ligger 2,5 timer kørsel herfra og hvor mit nu Air France fly (ikke KLM) venter på mig…håber jeg.

Det blev en dejlig nat i mit lille telt på KOA-Warrenton hvor de mange omkringliggende lys-fyr, ca. hvert 5 min blæste i deres tågehorn. Grunden til deres koncert fandt jeg ud af da jeg kl.07 stod op til endnu en dejlig dag i det amerikanske, for man kunne ikke se en hånd for sig på grund af tyk tåge. Trods tågen valgte jeg dog at køre en tur til stranden hvor jeg gik en lille tur og kikkede ud på det knap så stille Stillehav samt fik kikket på resterne fra en gammel engelsk 4 mastes stålbark der gik på grund her, tilbage i 1906.
Kl.11.30 kørte jeg ind i byen Astoria der ligger der hvor Columbia River møder Stillehavet og hvor Lewis og Clark-ekspeditionen tilbage i 1806 endelig nåede deres mål efter to års rejse der tog udgangspunkt i byen St.Louis som jeg besøgte tilbage i 2015. Så nu har jeg besøgt ekspeditionens usgangspunkt samt deres mål.

Jeg kørte straks hen for at se Oregon Film Museum beliggende i byens gamle fængsel, der også blev brugt som fængsel i film klassikeren The Goonies fra 1980’erne. De havde en masse spændende rekvisitter fra filmen samt en person bag skranken der virkelig var fan af filmen og gerne øsede ud af sin viden om området og hvor jeg skulle køre hen for at se flere lokationer fra filmen. Så det meste af dagen blev brugt på at køre rundt og se hvor filmen blev optaget, fik blandt andet set der hvor hovedpersonen Mikey boede, der i dag er privatejet, men ejerne er dog ok med at de dagligt får besøg af 30-40 fans der blot vil se huset.

Jeg fik mig indlogeret på Astoria Rivershore Motel og gik så ellers en tur ind til byen via deres River Walk der går langs kajkanten, hele vejen ind til byen, som dog så småt var ved at lukke. Så kl.18 returnerede jeg mit motel efter en god gåtur på 3-4 kilometer hvor jeg fik set nærmere på downtown Astoria…hvis man da kan kalde det downtown.

Kl.9 forlod Charlie og jeg Portland for at køre ud mod Stillehavet, ud til Cannon Beach hvor en del af Charlie’s arbejdsplads ligger. Charlie arbejder hos bryggeriet Public Coast Brewing Co. som også har en restaurant/bryggeri beliggende ved Cannon Beach, så det var oplagt at vi skulle spise frokosten der. På vejen derud, svingede vi ind forbi deres bondegård hvor de dyrker mange af de afgrøder som de brygger øllet af, eksempelvis havde de deres egen humle samt blåbær, som jeg skal hilse at sige smagte himmelsk. Da jeg er stor fan af Root Beer, som er en sodavand der i manges øjne har en noget speciel smag, syntes Charlie at jeg skulle have en lille smagsprøve med på min tur.

Køreturen ud mod kysten gik igennem skovklædte bjerge og var utrolig smuk, jeg må sige at Oregon ligger i toppen af smukke stater, hvor Hawaii selvfølgelig tager 1. pladsen.

Vi fik nogle fantastiske fiske tacos til frokost, hvortil jeg valgte den før omtalte Root-Beer. Jeg kunne dog også have valgt en af deres lidt specielle øl som eksempelvis en kokosnød-øl, nektarin-øl eller en S’more-øl (se her hvad en S’more er).
Efter frokosten gik vi en tur på Cannon Beach + kørte op til Ecola State Park. Disse to steder er ikke kun utrolig smukke og på den måde virkelig et besøg værd, men de var også kulisser i film-klassikeren The Goonies fra 1985. Da jeg er stor fan af filmen må jeg indrømme at den er grunden til at jeg på min tur har valgt at besøge området og ikke mindst den lille havneby Astoria, som står på morgendagens program.

Men ved 16.30 tiden fik jeg sagt farvel til Charlie som skulle hjem til Portland igen og jeg selv kørte op til den lille by Warrenton, hvor jeg fik mig indlogeret på den lokale KOA (Kampgrounds of America), fik slået mit telt op, skrevet lidt på bloggen og hoppede så ellers i posen.

Det blev til en fantastisk aften med min ven Charlie og han skønne kæreste Nathalie, hvor den stod på lækker mad på en nærliggende Mexikansk restaurant kombineret med historier fra sidst vi sås, hvilket var i sommeren 2018, så der var meget at fortælle. Efter maden kørte vi hjem til dem igen og Charlie og jeg satte os i sofaen for at se filmen der er hele grunden til at vi to kender hinanden, nemlig filmen Fandango fra 1985.

I dag stod den så på en tur ind i Columbia River Gorge der er en smuk kløft der ligger lidt øst for Portland, Oregon. Kløften er fyldt med udsigtspunkter, vandfald, dæmninger og broer, hvor én af dem går under navnet “Bridge of the Gods” som Charlie og jeg selvfølgelig skulle krydse til fods…og hvorfor nu det. Jo for broen er ikke kun porten ind til staten Washington men er også en del af The Pacific Crest Trail (som jeg har skrevet om i en tidligere blog) og som jeg gik en lille del af på Mt.Hood for få dage siden. Så selvfølgelig skulle vi prøve og krydse den hvilket ikke var uden udfordringer, ikke mindst fordi der var frit udsyn ned da det var en rist man gik på.
Men vi klarede den og belønnede os selv med en god omgang Fish & Chips hos en rigtig god fiskehandler, der også solgte de lækreste røgede laks fra Alaska. Efter maden trillede vi stille og rolig hjemad, så et par vandfald på vejen + nød udsigten oppe fra Vista House.

Vel hjemme igen gjorde vi os klar til en aften tur ind til downtown Portland med tilhørende spisning på Deschutes Brewery som altså vinder titlen for at have serveret den bedste burger på denne tur. Klokken var sent inden vi var hjemme igen, så den stod altså på dyner….eller sovepose for mit vedkommende.

Nej ok der er lige én ting mere jeg må berette om. Charlie og min fælles interesse, filmen Fandango, har en scene hvor en af karaktererne skal springe i faldskærm. Dette kræver jo et fly og det finder de midt ude i den Texanske ørken hos en tosset pilot ved navn Truman Sparks. Flyet i filmen have registrerings nummeret N2673R hvilket var det rigtige nummer for dette fly, det vil sige altså ikke opdigtet til filmen. Charlie havde inden min ankomst foretaget lidt research og fundet ud af at dette fly, som stadig jævnligt kommer på vingerne, faktisk var i en lille lufthavn her i Portland.
Så vi blev enige om at “kaste terningerne” og køre ud til denne lufthavn og se om vi kunne være heldige. Efter at havde talt med tre forskellige endte vi hos lufthavns chefen som udemærket kendte til flyet og dets fortid som filmstjerne. Efter et opkald til ejeren hvor lufthavns chefen med et smil på læben fortalte at han havde to herrer stående på sit kontor, der frygtelig gerne ville se hans fly, endte vi med et thums-up fra chefen der straks greb nøglerne i skabet og bad os følge med. Efter en kort gåtur stod vi foran hangaren hvor chefen begyndte at åbne portene og som en anden helligdom åbenbarede flyet sig for vores øjne. Det lyder nørdet, I know, men for Charlie og jeg var det stort og vi kunne ikke begribe vores held, vi stod foran Truman Sparks’ fly. Hvad der få timer tidligere havde været et noget ambitiøst forsøg lykkedes sgu for os og vi var begge helt høje over vores held, da vi igen forlod lufthavnen og kørte mod Columbia River Gorge.

Se en kort scene fra filmen hvor flyet er med, kik med her

Så skal vi til det igen, altså det med at advare om fly-relateret indhold i dagens blog.
Jeg har en del år, vil tro siden jeg så filmen The Aviator fra 2004, haft kendskab til forretningsmanden, milliardæren, filmproducer og ikke mindst flypioneren Howard Hughes. Grunden til at jeg lægger vægt på flypioneren er fordi det var hele omdrejningspunktet for dagen i dag.
I 1940’erne midt i Anden Verdenskrig blev Howard Hughes og hans The Hughes Aircraft Company spurgt om de ikke kunne udvikle et transportfly der kunne flyve krigsmateriel fra USA til Europa, for på den måde at undgå at skulle sejle det over atlanten hvor de tyske U-både lå og ventede. Hughes gik straks igang med udviklingen og fandt hurtigt ud af at et vandfly ville være oplagt da landinger i Europa kunne blive problematisk, hvis tyskerne have bombet landingsbanerne. Der var dog et benspænd i forhold til byggeriet og det var at det ikke måtte bygges i metal da det var alt for værdifuld og skulle bruges til produktionen af amerikansk krigsmateriel, så Howard valgte at bygge flyet i birketræs-finer.

The Hughes H-4 eller The Spruce Goose som flyet blev kaldt stod færdig i 1947, altså to år efter krigens afslutning, og var derfor ikke længere så pokkers interessant for det amerikanske militær og der gik diskution i den i forhold til om udviklingsprisen på de 23 milioner amerikanske dollers (278 milioner i nutids dollers) var pengene værd. Men flyet kom dog på vingerne den 2. november 1947, hvor Howard skulle fortage nogle taxi-tests af flyet ud for Long Beach i Californien. Under en af testene tog han chancen og lettede flyet og fløj ca. 1600 meget blot få meter over havet blot for at bevise overfor pressen at hans store projekt ikke var en fiasko. Men det skulle dog vise sig at disse 1600 meter ville blive de første men også sidste meter dette monster ville flyve. For Howard valgte kort efter at pakke flyet væk i en speciel hangar hvor det stod indtil hans død i 1976. Herefter blev det fundet frem og sat til udstilling ved Long Beach i Californien og senere blev det transporteret til den lille by McMinnville i Oregon hvor det i dag er udstillet.

Jeg var så heldig at få en gratis billet til en guidet tur rundt i flyet hvor vi blandt andet kom op i cockpittet hvilket var ligeså imponerende stort som resten af flyet.

Efter en god dag i Evergreen Aviation & Space Museum kørte jeg de 45 min op til Portland hvor min gode kammerat Charlie bor sammen med sin skønne kæreste Nathalie. De har inviteret mig til at blive weekenden over og vise mig Portland, Oregon. Så jeg er sikker på at der er spændende ting i vente.

Jeg havde altså håbet på en dejlig nat i mit lille telt, men sådan skulle det åbenbart ikke være mente i omegnen af 1 mio små biller. Efter ca. én times søvn vågnede jeg ved at der konstant var noget der kravlede rundt i mit hoved, som var det eneste der stak ud af soveposen. De små bæster kunne åbenbart kravle ind igennem mit net i teltet og de var ikke sådan til at overtale til at smutte ud….så det gjorde jeg! Jeg hoppede ind på bagsædet af min Malibu og faldt i søvn til lyden af tung regn på biltaget.

Kl.7 var det tid til at stå op og efter at jeg havde fået en tandbørste i hovedet kikkede naboen forbi der var ude og gå med deres to hunde. Vi fik lige vendt verdenssituationen og blev enige om at hvis vi var i “føresædet” ville verden være et meget mere fredeligt sted.
Jeg fik pakket bilen og gik en tur ned til søen, sådan for lige at lade op til dagens køretur over til den lille by McMinnville. Mens jeg stod ved søen og kikkede op på Mt.Hood…eller hvad der ville have været Mt.Hood, for bjerget var væk i lavthængende skyer. Jeg hoppede et smut på nettet, fandt et webcam fra toppen af Mt.Hood hvor jeg kunne se at de havde høj sol. Da min eneste plan for dagen var 2 timers kørsel tænkte jeg at der var tid nok til at køre en tur til toppen igen og tage på vandretur.
Jeg gik lidt ud af vandreruten Pacific Crest Trail der er en vandrerute der går fra Mexico i syd til Canada i nord, en tur på 4.264 kilometer. Ruten går lige forbi Timberline Lodge, så jeg skulle da ud og gå en lille….en meget lille del af ruten. Efter turen gik jeg ind på hotellet og her mødte jeg to vandre som var i fuld gang med The PCT som ruten bliver kaldt. De havde været undervejs siden april og havde en masse at fortælle, så jeg satte mig i sofaen overfor dem og fik et par af deres historier.

Ved middagstid sagde jeg definitivt farvel til Mt.Hood og trillede mod McMinnville. Undervejs besøgte jeg Barton Antique Mall hvor jeg skal love for at de havde mange fede ting til salg. Hvis blot jeg havde plads i flyet hjem og nå ja penge til det, så havde jeg fyldt bilen.

Lige fra da jeg forlod byen Madras i morges havde jeg udsigt til bjerget Mount Hood, der med sine 3.429 meters højde (over havet) ikke er til at overse. Jeg brugte den første time på at køre hen til foden af bjerget inden opstigningen begyndte. Heldigvis havde jeg en bil til at klare opturen på de ca. 1000 højdemeter inden jeg kom op til Timberline Lodge og det omkringliggende skiområde. For de af jer der er bekendt med filmen The Shining (på dansk Ondskabens Hotel) med en ung Jack Nicholson, så vil I nok kunne genkende Timberline Lodge, for hotellet blev brugt til optagelserne af denne klassiker fra 1980.

Jeg fik det meste af dagen til at gå med vandre rundt oppe på toppen af dette bjerg og havde en skøn udsigt ud over Oregon, lige indtil sidst på dagen hvor regnen trak ind over bjerget. Så jeg gik i stedet indenfor på hotellet for at se det indvendigt samt se deres lille museum. Hotellet blev bygget i 1930’erne under depressionen som et led i at få folk i arbejde igen under Franklin D. Roosevelt’s genopretningsplan “New Deal”. Hotellet stod færdig i 1938 efter to års byggeri og er bygget af træ fra de omkringliggende skove og sten fra selve bjerget. På grund af hotellets historie er det i dag et U.S. National Historic Landmark og er derfor ikke blevet moderniseret, i hvert fald ikke ret meget. Så det indvendige er utrolig rustikt og man kan virkelig se at konstruktionen er bygget til at kunne holde til de store mængder sne de får i løbet af vinteren.

Da jeg så at hotellet havde sin egen postkasse til udgående post kunne jeg ikke dy mig for at købe et par postkort, sætte mig i en blød lænestol med udsigt ud over bjergene hvor regnen silede ned, og skive en hilsen hjem. Inden nedstigningen kunne påbegynde satte jeg mig i hotellets bar for at snuppe en sandwich og her faldt jeg i snak med Dale, der arbejdede som altmulig-mand på hotellet og havde masser af spændende historier at fortælle. Så jeg var godt underholdt imens jeg spiste min sandwich og drak min Dr.Pepper. Dale sagde at han sad i baren og ventede på at en kollega skulle få fri så han kunne få et lift ned til foden af bjerget, da jeg vidste at jeg alligevel skulle samme vej tilbød jeg ham et lift, for så kunne jeg da få lidt flere historier undervejs.
Efter at jeg havde sat Dale af kørte jeg de ca. 3 kilometer over til Trillium Campground der ligger ved Trillium Lake og her håber jeg på endnu en dejlig nat i mit lille telt.

Jeg overlevede nattens strabadser og altså ikke fordi vi fik besøg af en bjørn på campingpladsen i løbet af natten, men der imod fik vi så store mængder regn, at der var store pytter overalt da jeg stod op. Jeg havde dog været så fremsynet og placeret mit telt strategisk, så jeg ville undgå at ligge i en vandpyt i løbet af natten. Så jeg fik en god nats søvn til lyden af regn på teltdugen…og er der noget mere beroligende end det.

Jeg kørte i dag den anden vej rundt om krateret, så jeg kunne se nærmere på de ting jeg missede i går, på grund af tidsnød. Der blev tale om et stop ved Sun Notch, Plaikni Falls, Pinnacles Overlook, Phantom Ship Overlook og til sidst Videa Falls. Af dagens 6 stop var jeg meget facineret af The Pinnacles, der er en masse sten-formationer der skyder op mod himmelen i kanten af en lille dal. Der er faktisk tale om skorstene fra da vulkanen gik i udbrud og sendte en masse aske ned i denne dal. Asken som var utrolig varm lå nu i et lag på mange meter og for at komme af med varmen sendte den damp op igennem askelaget. De steder hvor dampen slap ud blev askelaget hård som sten og som tiden gik, skal vi sige et par tusind år eller der omkring, så eroderede det omkringliggende askelag væk så kun disse skorsten-formationer stod/står tilbage….facinerende!

Inden jeg sagde farvel til Crater Lake, kørte jeg en sidste tur op til krater-kanten for at nyde et sidste kik samt for at få den rette inspiration til at skrive et par postkort hjem. Men så var det også med at komme videre nordpå, så jeg satte min Malibu i Drive, satte en god podcast på radioen og trillede ud på US-97 der tog mig op igennem Oregon op til den lille by Madras hvor jeg tjekkede ind på et Motel. Så i nat skal jeg ikke sove i telt blandt bjørne, men der imod på en madres i Madres.