Tirsdag den 20.juni var der mønstring kl.08.00 da dagen skulle bruges på at være turist i Lissabon. Vi startede med et let traktement på agterdækket, hvor temperaturen allerede kl.09 havde sneget sig op på 25 grader, og den var stigende. Vi begav os op i byen alt imens temperaturen steg, den var nu oppe på 39 grader, så da klokken rundede 11.00 og det var lovligt at indtage en læskedrik og vi kastede os ind under parasollen på den nærmeste beværtning på Rossio Square for at blive svalet ned både udvendigt og indvendigt.

Da temperaturen ikke opfordrede en til at stille sig i kø og vente på en tur i den legendariske Sporvogn nr.28 som Lissabon er kendt for, så sprang vi køen over og sprang ind i en elektrisk Tuktuk i stedet. Vi havde fået æren af at køre med Maria, som også blev vores guide den næste time, hun kunne ikke lide fodbold, kunne dog godt lide kirker, men mest for arkitekturen. Men hun listede rundt i alle de små gader, og det endte med at blive en virkelig fin tur vi fik.
Vi endte oppe ved slottet Castelo de S. Jorge hvor vi skulle se det og efterfølgende have noget at spise. Nu havde vi bare en i besætningen der tidligere havde rejst som rejseguide og i den forbindelse havde besøgt slottet, fortalte os at slottet blot var en bunke gamle sten, så vi besluttede os for at gå direkte på middagen, bestående af en yderst velsmagende Pizza.

Efter frokosten gik vi stille og roligt tilbage til skuden, med et enkelt stop i det nærmeste…eller det var sgu nok det fjerneste supermarked (at dømme ud fra de kilometer vi gik) for at provianterer til den næste sejlads som efter planen vil gå til byen Vilamoura. På vejen kom vi forbi en fiskebutik, hvor jeg i vinduet spottede nogle mærkværdige små skaldyr som de solgte. Jeg fandt aldrig ud af hvad de var, men tog et billede af dem, som du kan se her til venstre.

Da vi ankom til skuden igen og inden der skulle laves aftensmad, så gik én på posthuset, to nappede en velfortjent lur og der var en som gik i bad. Så der var ro på båden og jeg så mit snit til at prøve og fange en Triggerfish jeg havde spottet svømme rundt om båden. Det lykkedes og her skal det siges at det vel og mærket var med vores fangstkrog og en blåmusling som madding.

Aftensmaden og resten af aftenen blev nydt på agterdækket i den lune sommervind som blæste ned over os med 24 grader varmt luft.

WordPress Grid Gallery

Mandag den 19. juni var der ingen mønstring, da vi sejlede igennem mod Lissabon. Første hold på broen var min broder og jeg efterfulgt af Skipper og Thomas der havde vagten fra kl. 00.00-05.00. Sidste hold havde vagten fra 05.00 og frem til båden overgik til dagssejlads hvor alle mand skiftevis holder udkik. Sidste hold var dog heldige at skyde dagen i gang med besøg af delfiner samt den flotteste solopgang.

Natten igennem var vi alle dog meget mod vores vilje iført sejlertøj da, det var så tåget at vandet drev af dem der holdte vagten, vind var der nok af vi hævede gennem natten vores gennemsnitshastighed til 6,5 knob over de 160 sømil, det hele blev hjulpet af at vi pumpede 1000 liter vand ind i vores styrebords ballasttanke. Men dagen startede med den lækreste morgenmad midt i Atlanten, trods det var lidt overskyet til at starte med. Men kl.11.30 klarede det op, og så skal jeg love for at solen tog fat, 30 grader kom temperaturen op på og da vandet var 20 grader var det at de 6 blege nordboer skulle skylles i Atlanterhavet ikke mindre end 3 gange på denne dag.

Men første gang vi plaskede rundt i bølgen blå, og 5 af os var kommet op, så sagde Jacob med sin altid rolige stemme “Jesper jeg tror du skal komme op nu”…det vi ikke havde set var at der kredsede en haj på ca. 1,5 meter rundt om båden. Jeg husker ikke jeg kom op af vandet, men det næste jeg husker er at jeg står på badeplatformen og kikker ud på en hajfinne, som svømmer lidt rundt for så at forsvinde ned i dybet.
Til frokosten læste vi lidt op på hajangreb og blev en del klogere, blandt andet at det tiltrækker hajer hvis du urinere i vandet, da hajen kan lugte det på lang afstand. Døde fisk samt at plasker i vandet tiltrækker også disse skabninger. Med disse 3 facts kunne vi konstatere at vi havde gjort alle 3 ting inden vi gik i vandet, så tror da pokker at vi fik besøg.

Sidst på eftermiddagen sejlede vi forbi Europas vestligste punkt og det blev fejret med ROM og efterfølgende gik min broder i kabyssen og lavede en ordenligt læs japansk skipperlabskovs (læs Sushi) som vi nød under indsejlingen til Lissabon. Dagen sluttede med frugtsalat på agterdækket i havnen Doca De Alcantara der ligger lige ved siden af broen med det spøjse navn “25. april-broen” og forbinder det nordlige og sydlige Lissabon.

WordPress Grid Gallery

Søndag den 18. juni var der mønstring kl.07.15 da skibets nyeste besætning også skulle ind og se byen Porto og ligeledes smage på de gyldne dråber (læs Portvin). Vi startede med at gå ind langs Douro flodens sydside, og så alle Portvinshusene. På vejen blev der af flere besætningsmedlemmer indkøbt noget ubrugeligt souvenir, selv investerede jeg i det smukkeste lille håndklæde med et proderet motiv af Porto’s kendte Ponte Luís I bro.

Kl. 12.00 skulle skuden være afsejlet marinaen i Gaia, men portvinshuset Offley skulle lige frekventeres og skulle man finde på at drikke alt det de havde på lager, er jeg overbeviste om at det ville afstedkomme en let hovedepine.

Kl. 14.00 sagde vi farvel til Porto og sejlede ud mod Atlanterhavet som viste sig fra sin gode side, med nogle behagelige store men bløde bølger. Kursen blev sat til Lissabon, en sejlads på godt 330 km. og estimeret til ca. 25 timer.

Aftensmaden blev nydt på Atlanten og bestod af mørbradgryde pimpet med noget spritstads som var blevet givet i gave i forbindelse med afsejlingen tilbage i maj.

Da tusmørket sænkede sig over Atlanten og båden gik over i 3 timers vagtrul blev vi fulgt af en flok på ca.30 delfiner i ca. 30 minutter. En fantastisk måde at afslutte 1. dag på havet.

WordPress Grid Gallery

For at kunne forstå hvorfor jeg den 17. juni valgte at stige på et fly med kurs mod storbyen Porto i Portugal, skal vi lige spole tiden ca. én måned tilbage hvor jeg på Egå lystbådehavn sagde farvel til det gode skib Sophie Amalie, et 45 fods danskbygget Dansail skib samt hendes besætning.
De tørnede ud fra Egå den 15. maj og satte kursen mod Middelhavet og den spanske østkyst og en del af dette fantastiske eventyr havde jeg været så heldig at blive inviteret med på og derfor grunden til at jeg sammen med min ven Thomas, denne dag fløj til Portugals næststørste by Porto hvor båden nu lå og ventede på os.

Ganske kort så forlod skibet Egå med kurs mod Thyborøn, herefter videre over nordsøen over til Inverness i Skotland for så at sejle tværs igennem landet via en masse kanaler, sluser og søerne Loch Ness og Loch Lochy. På den anden side at Skotland gik turen igennem Crinan Canal, ned igennem det iriske hav til Dublin, for efter en kort pause, at stikke til søs igen og krydse Biscay bugden. Efter 4 døgn, 6 timer og 630 sømil ramte de Poerto de Ribadeo på den spanske nordkyst og 9 dage senere anløbe de Porto hvor Thomas og jeg kunne stige ombord.

Skibets rute fra Egå til Porto

Oprindeligt skulle vi have påmønstret i byen A Coruña, men da skibet havde forladt byen få dage inden vi tog afsted, var vi nød til at lave en feberredning og købe nye flybilletter hos RyanAir som kunne bringe os til Porto i stedet for A Coruña. Det kom dog ikke som en overraskelse at vi fik RyanAir’s mangel på kundeservice at mærke da vi mellemlandede i Madrid. Der var nemlig uheldigvis gået kuk i vores betaling, så inden afrejse havde vi talt i telefon med deres kundeservice i Irland, som havde forsikrede os at vi sagtens kunne betale for billetterne hos deres kundeservice ved ankomst i Madrid…men der skulle en umenneskelig stor mængde overtalelse og tålmodighed til, for at få den “rare” dame bag disken til at godtage vores forklaring, også selvom vi havde et
udprint af en e-mail fra deres hovedafdeling i Irland.

Men vi kom dog langt om længe med flyet og ankom Porto omkring kl.20. hvorefter vi hoppede i en taxa som bragte os til lystbådehavnen Marina da Afurada. Der var stor gensynsglæde hos alle mand og kort efter ankomst blev der disket op med velkomst Guinness som blev nydt på agterdækket i takt med solen gik ned og lysene tændte i byen.

Aftensmaden blev nydt på den meget lokale og ualmindelige hyggelige restaurant Taberna São Pedro og hvor vores meget rapkæftet men søde tjener sørgede godt for os. Menuen bestod af alt godt fra havet, fanget blot få sømil derfra og alt sammen tilberedt på grillen ude på gaden.

Godt mætte og vel tilbage på båden blev der serveret Gin og Tonic og kort efter gik vi til ro, mig med en fornemmelse af, at dette eventyr kun kunne blive fantastisk, med sådan en start. Det skulle senere vise sig at jeg fik ret 🙂

WordPress Grid Gallery