I dag kl. 10 lagde jeg Oklahoma City bag mig, drejede ud på Interstate 35 og satte kursen mod Texas. Efter ca. 1 times kørsel gjorde jeg et kort stop ved Turner Falls Park som jeg desværre havde håbet var lidt mere interessant end den var. Turner Falls Park er en række smukke vandfald som bestemt var smukke, men desværre (efter min mening) havde de valgt at omdannet store dele af området til et vandland. Men jeg fik da et par timer til at gå der og det var i den grad forfriskende at træde ud i det kølende vand når nu temperaturen langsom nærmede sig de 39 grader.

Da jeg igen ville ud på Interstate 35 var tilkørslen lukket på grund af vejarbejde og jeg måtte finde en alternativ rute for at komme ud på motorvejen. Og den rute min GPS fik mig ud på skal jeg love for var alternativ, og da vejen blev til grusvej overvejede jeg et kort øjeblik om jeg skulle fyre min GPS. Men jeg stolede på den og ganske rigtigt,  efter ca. 30 km. kørsel på små veje befandt jeg mig igen på Interstate 35, nok engang med kurs mod Texas.

Statsgrænsen til Texas blev krydset kl.15.15 og da jeg kunne se at den lille by Brock, vest for Ford Worth var indenfor rækkevidde, gav jeg mine venner Michael og LeAna et kald for at høre om de ville have gæster. Jeg skulle være mere end velkommen og 3 timer senere holdt jeg udenfor deres hus langt ude på den Texanske prærie, hvor jeg skal hilse og sige at der er en meget stjerneklar nattehimmel.

WordPress Grid Gallery

Hele dagen blev brugt i downtown Oklahoma City der indtil den 19. april 1995 kl.09.01 havde “Alfred P. Murrah” kontorbygningen stående. Minuttet efter (kl. 09.02) var halvdelen af bygningen sprængt væk og 168 personer havde mistet livet i det der kort tid efter blev kendt som “The Oklahoma City bombing”. Jeg selv husker udmærket hændelsen der i år er 20 år siden. Jeg valgte derfor at bruge det meste af min dag på at besøge The Oklahoma City National Memorial & Museum for at lære mere om hvad der skete og hvorfor.

I dag er der en smuk park der hvor bygningen engang stod og i parken står 168 tomme stole der hver repræsentere et mistet liv, symbolikken ved stole er at der efter den 19. april 1995 hos hver af de efterladte familier nu var en tom stol. Ud af de 168 tomme stole er 19 af dem små…på anden sal af “Alfred P. Murrah” bygningen var der nemlig en børnehave…

Nabobygningen der overlevede bombningen, er i dag omdannet til et museum der på en rigtig god måde fortæller om hele hændelsen og hvem der stod bag. Gerningsmændene vidste sig at være Timothy James McVeigh og Terry Nichols, to unge amerikanske mænd med et udpræget had til det Amerikanske regering. Disse to valgte at køre en kassevogn fyldt med sprængstof op foran bygningen, tænde lunten og omdanne denne smukke april morgen til et sandt helvede for mange.

Fyldt op med indtryk gik jeg ned igennem en meget søndags tom Oklahoma City (det var sgu lidt skræmmende at gå der helt alene i denne storby) ned til Myriad Botanical Gardens for at få tankerne et anden sted hen. Her brugte jeg et par timer i selvskab med palmer, blomster og masser af sommerfugle inden jeg hoppede på motorvejen og kørte til mit hotel.

WordPress Grid Gallery

Det blev ikke til mere end 172 km. bag rettet i dag. Men næsten alle kilometerne blev kørt på den gamle hovedvej, Route 66. Men inden jeg rullede afsted tog jeg lige en afstikker op til Tulsa Air & Space Museum der ligger ved Tulsa International Airport. Museet var ikke det største af sin slags, når jeg nu eksempelvis har besøgt Smithsonian National Air and Space Museum i Washington. Men det var bestemt besøget værd og faldt i snak med en guide på museet som udmærket kendte til Danmark, da han havde været udstationeret i Tyskland efter 2. verdenskrig.

Efter ca. én time havde jeg set det museum og rulle ud på Route 66. Her skal det lige siges at hvis man er i tvivl om man køre på den rigtige vej (skiltningen er ikke altid god) så kik efter bikere. Er der masser af motorcyklister = du er på den rigtige vej 🙂

Inden jeg nåede dagens mål, Oklahoma City, kom jeg forbi et forholdsvis nyt Route 66 ikon, tankstationen Pops i byen Arcadia. Ud over at være en almindelig tankstation så har de også et sodavands udsalg der kan få en hver dansk dagligvarebutiks udvalg til at blegne. Omkring 600 forskellige sodavand er der at vælge imellem og jeg kunne have brugt en hel dag der hvis jeg havde økonomien og blæren til det. Men jeg måtte videre, så jeg nuppede blot 0,5 procent af deres udvalg med mig, der i blandt en Sarsaparilla som jeg aldrig havde smagt før.

For dem der skulle have interesse i at flytte til Oklahoma, så faldt jeg for øvrigt over et rigtig håndværker tilbud på min vej. Om en spand Gori kan gøre det er jeg en smule i tvivl om, jeg valgte ikke at kikke nærmere på huset, men blot beundre det på afstand.

WordPress Grid Gallery

Efter en god nats søvn i Springfield, Missouri kunne jeg se at jeg havde tiden med mig, skal først være i Brock, Texas på tirsdag, så der var ingen grund til stress. Derfor valgte jeg at tage det stille og roligt i dag, kom først afsted omkring kl. 12 efter at have provianteret lidt drikkevare til mig selv og til min Kia på den lokale “Kum And Go” tankstation, bilen fik lidt Super Unleaded jeg valgte at forkæle mig selv med en Dr. Pepper.

Destinationen i dag var sat til Tulsa, Oklahoma en lille køretur på ca. 300 km. Oklahoma er flinke til at tage betaling for at køre på deres motorveje, så efter en time i staten valgte at hoppe af Interstate 44 og over på Rute 66 som jeg fulgte resten af vejen ind til Tulsa.

Den korte køretur blev gennemført i høj sol og med ca. 30 grader udenfor min airkonditioneret Kia. Vejret har dog ikke været alt for godt de sidste par dage, der er flere steder af de områder jeg er kørt igennem som er blevet ramt af skybrud med efterfølgende oversvømmelser. Men det dårlige vejr ser ud til at være bag mig og udsigten for Dallas, som jeg gerne skulle ramme inden for kort tid, siger klart vejr og omkring 39 grader…uhmm!

Hold da fast har man lov at være heldig. Efter en regnfuld dag i går og en udsigt der sagde at det også ville regne i dag havde jeg ikke de store forhåbninger om at skulle nyde udsigten fra toppen af The Gateway Arch. Det så da heller ikke alt for godt ud da jeg satte mig i bilen for at køre de 20 km ind til downtown St. Louis, men da jeg svingede ind i parkeringshuset klarede det sgu op og jeg fik lov til både at nyde The Gateway Arch samt udsigten fra toppen i nogenlunde klart vejr. Tak for det 🙂

The Gateway Arch som også kaldes “The Gateway To The West” står på bredden af Mississippi floden, er 192 meter høj og stod færdig i 1965 efter ca. 2,5 års byggeri. Buen skal symboliserer porten til vesten og rent historisk, så står den her i St. Louis da det var her Meriwether Lewis og William Clark i 1804 som de første drog afsted op af Mississippi floden for at udforske det ukendte land vest for Mississippi floden…jo jo kom ikke og sig at jeg ikke har lært noget nyt i dag.

Jeg fik købt mig en billet til en de utrolig smarte (små) elevatorer…eller jeg vil nok mere sige rum-kapsler op til toppen. Da der ikke er mulighed for at elevatorerne kan køre lige op men skal følge buens krumning er disse små kapsler indrettet således at de altid er vandrette. Der er plads til 5 personer i hver og turen til toppen tager ca 4 minutter.

I toppen af buen er der et lille rum med vinduer på hver side hvor man kan nyde udsigten og her var det jeg takkede vejrguderne for at udsigten ikke blot var ind i en regn sky men rent faktisk ud over St. Louis (mod vest) og Mississippi floden og staten illinois (mod øst). Efter ca. 30 minutter tog jeg en “rum-kapsel” ned til moder jord igen og satte mig ned til floden for at ringe hjem og lykønske min dejlige niece som i dag har fødselsdag (tillykke Alberte!!).

Herefter satte jeg mig godt til rette i min Kia Optima, satte noget godt musik på, satte en Dr. Pepper i kop holderen og satte den i gear…eller det gør den faktisk helt selv (automatgear). Men så satte jeg gang i køretøjet og kørte her til Springfield, Missouri hvor jeg sidder nu. På vejen svingede jeg lige ind forbi Meramec Caverns for at tage en guidet tur i deres hule system som byder på mange flotte drypsten men som faktisk også var gemmested for den legendariske Jesse James tilbage i 1874.

WordPress Grid Gallery

Fair nok man kan ikke have store oplevelser hver dag og denne dag bød bestemt ikke på de helt store…ahh ok der var lige mit besøg hos Funks Grove Pure Maple Sirup der ligger på Rute 66, for at se hvordan de laver det velsmagende ahornsirup og selvfølgelig lige smage på varerne. De var utrolig flinke og tilbød mig en guidet tur rundt i deres lille produktion, hvor de fortalte hvordan man får saften fra Ahorntræer til at blive til Ahornsirup.

Solen har vi ikke set meget til i dag, det har faktisk regnet hele dagen og ved min ankomst her til St. Louis kunne jeg knap nok se The Gateway Arch. Jeg krydser fingrene for bedre vejr i morgen hvor planen er at jeg vil ind og se “The Gateway To The West” som The Gateway Arch også kaldes, inden jeg køre videre mod syd.

WordPress Grid Gallery

Kl.10 i dag fik jeg sagt farvel til Chicago og hoppede ned i undergrunden for at tage The Blue Line op til O’Hara Airport hvor min Kia Optima ventede på mig…flot at man her i staterne skal køre i et Sydkoreansk bilmærke. Men skidt, bilen køre ualmindelig godt og jeg er sikker på at nok skal blive gode venner inden for kort tid.

Min Road-Trip denne gang kommer til at foregå i staterne beliggende midt i USA, logisk nok også kaldet The Midt West. Ruten vil tage udgangspunkt i kortet herunder, men som altid så er jeg frisk på ændringer/omveje hvis jeg finder noget interessant på mig vej.

Men første etape gik i dag fra Chicago og sydpå ned til byen Bloomington, der ligger ca. 220 km syd for Chicago. På vejen svingede jeg ind forbi den lille forstadsby Joliet. Det er ikke fordi der er noget specielt ved denne lille by men fans af filmen Blues Brothers fra 1980 vil vide hvad jeg taler om. For dem af jer der ikke har haft fornøjelsen af at se denne klassiker så er det i denne by, udenfor fængslet Joliet Correctional Center at vi første gang møder de to brødrer Jake (spillet af John Belushi) og Elwood (spillet af Dan Aykroyd). Så jeg skulle selvfølgelig lige ind og se hvor de havde optaget denne klassiker.

Herefter svingede jeg ud på den klassiske vej “Rute 66” som jeg kørte ned af et godt stykke vej, indtil jeg begyndte at kede mig og valgte at køre ud på Interstate 55 for at få nogle kilometer bag mig.

I morgen skulle jeg gerne ramme storbyen St.Louis samt få lov til nok engang at hilse på Mississippi floden.

WordPress Grid Gallery

I dag var så sidste dag i byen og hvad kunne være bedre end at starte den med en tur op til toppen af John Hancock Center for at få et sidste view ud over byen og søen. I forhold til Willis Tower var her ingen mennesker, så jeg havde næsten hele 95. etage for mig selv og kunne rigtig nyde udsigten.

Efter min tur til toppen hoppede jeg ned i undergrunden for at tage den røde linje ned til Museum of Scence and Industry der ligger ca. 12 km. syd for midtbyen. Museet havde mange spændende ting, men blandt de mest interessant var en tysk ubåd fra 2. verdenskrig som amerikanerne fik fingrene i ud for Afrikas kyst, i juni 1944.
Efter 4 timer på museet stod jeg atter udenfor, og da jeg kunne mærke jeg havde gode ben besluttede jeg mig for at gå tilbage til byen og mit hotel. Det blev til en 14 kilometer gåtur i en smuk park der løber langs kysten, så det var en skøn tur tilbage, som tog mig ca. 2,5 time.

I morgen pakker jeg så rygsækken og tager toget ud til O’Hara lufthavn for at hente min nye bedste ven…min bil, der skal bringe mig videre ud på eventyr her i det amerikanske.

WordPress Grid Gallery

Dagens projekt hed dykning i Lake Michigan og startede allerede kl.06.00 med en let morgenmad bestående af en tør pakke cornflakes…ja ja man kan ikke leve fyrsteligt hver morgen. Kl.07 sprang jeg ind i en Taxa der tog mig op til Belmont Harbour hvor jeg skulle mødes med Captain Jim på hans båd R.V. Aquatica. Den skulle bringe os (Marc, Robert, Jeff, Chris, Holly og selvfølgelig Jim selv) ud på åbent hav…nå nej sø, for at dykke på to vrag beliggende tæt på Chicago. Vejret vidste sig fra sin pæneste side med høj sol, en temperatur på omkring 28 grader og en sø der var blik stille, sand helse for sjælen oven på gårsdagens 4. juli festligheder.

Første dyk var på vraget “Straits of Mackinac”, en gammel færge fra 1928 som var blevet sunket med vilje tilbage i 2003 og ligger nu på 23 meter vand. Jeg teamet op med Mark som kendte vraget og kunne give mig en guidet tur, blandt anden ned under dæk for at se kedlerne. Efter ca. 30 minutter gik vi til overfladen og ombord på R.V. Aquatica. Her kunne vi få et lille hvil imens Captain Jim sejlede os over til vraget af “Wells Burt”, en skonnert bygget i 1873 men som desværre kun fik 10 år på søen, da hun gik ned i en storm i 1883 og tog 11 mand med ned i graven. Vraget ligger på 11 meter vand og var utrolig godt velbevaret trods mere end 130 år under vand. Igen teamet jeg op med Mark som også her kunne være min guide, da han havde været på vraget flere gange. Efter 42 minutter på Wells Burt gik vi til overfladen og efter 30 minutters sejlads, med en smuk udsigt ind imod Chicago, lå vi atter ved landgangsbroen ved Belmont Harbour.

Da klokken ikke havde passeret 12 endnu blev Jeff, Robert, Kris, Holly og jeg enige om at vi skulle ud og spise frokost sammen. Så vi kørte over til Revolution Brewing og fik os en god frokost og en god snak rundt om bordet.

And Marc, Jeff, Robert, Chris and Holly if you’re reading this, thanks for a great day at sea, I had a blast 🙂

Efter frokosten tilbød Robert at køre mig over til Wrigley Field der er Chicago Cubs hjemmebane og hvor der ligger en togstation tæt ved. Dog spillede The Cubs kamp i dag og da jeg blev smidt af, var kampen netop færdig, så jeg droppede at tage togen hjem og valgte i stedet at gå de 10 km. hjem i ro og fred ned langs søen, ned forbi John Hancock Center og hjem til mit hotel Red Roof Inn.

WordPress Grid Gallery

Først vil jeg lige ønske Happy Independence Day. I dag for 239 år siden erklærede amerikanerne selvstændighed overfor det Britiske Imperium og den Amerikanske nation blev født. Så i dag render alle rundt og ønsker Happy 4th. of July og i aften er der “fødselsdagsfest” i hele landet.

Med gårsdagens pressede program med to museums besøg og en tur op i Willis Tower, var faktisk først i seng omkring kl.03.00, besluttede jeg mig for at tage det roligt i dag og kun planlægge ét besøg, og valget faldt på Shedd Aquarium der ligger ved siden af Field Museum som jeg besøgte i går.

Efter en kort tur i undergrunden begav jeg mig mod Shedd Aquarium, med et enkelt stop på restauranten “The Burger” hvor jeg satsede på at man kunne få noget morgenmad. Det eneste de serverede på stedet var nu kun Burgere, hvilket jeg jo kunne have sagt mig selv, når nu restauranten hed The Burger. Så morgenmaden i dag bestod af en burger, men her skal det lige siges at det var en ualmindelig god en af slagsen.

Shedd Aquarium var fyldt med fisk og andre spændende skabninger, desværre også fyldt til randen med mennesker der ligesom jeg ville se på en fisk eller to. Så der var lidt trængsel for at se de mange akvarier. Men det lykkedes at se dem alle og efter ca. 3 timer forlod jeg Shedd Aquarium for stille og rolig at gå de ca. 5 km. op langs kysten tilbage til mit hotel.

I aften står den så på 4th. of July fyrværkeri på bredden af Lake Michigan, det skal nok blive flot 🙂

WordPress Grid Gallery