En god nats søvn i den klare bjergluft i 3100 meters højde gjorde godt og frisk og udhvilet traf jeg beslutningen at jeg ikke ville køre op til skisports området Aspen i dag. I stedet ville jeg køre op til Rocky Mountain National Park, en lille køretur på 250 kilometer, i må jeg sige smukke omgivelser.

Omkring middagstid kørte jeg ind i parken og jeg skulle ikke køre mange hundrede meter før jeg fik lov til at hilse på nogle af de mange dyr som lever i parken, desværre ikke nogle bjørne. Køreturen igennem parken tog mig noget tid da der var mange steder der skulle undersøges og udsigter der skulle nydes og fotograferes. Men omkring kl.14 nåede jeg toppen af parken der ligger i en højde af 3.659 meter. De sidste ca. 200 meter skulle tilbagelægges til fods hvilket var en hård vandring, på grundt af den mindre ilt i luften i disse højder og så var det jeg fik flashback fra min tur til toppen af vulkanen Mauna Kea på Hawaii i 2010.

Da vejret ikke viste sig fra den bedste side, der kom til tider nogle kraftige regnbyger ind over, blev det desværre ikke til de fantastiske billeder jeg havde håbet på.

Nedturen på den anden side (østsiden) var fantastisk med blandt andet kørsel ned igennem en smuk kløft de sidste kilometer, og efter ca. 2 timers kørsel stod jeg på de flade sletter øst for Rocky Mountains.

Da jeg nu kun var én times kørsel nord for byen Denver gav jeg Damen, som jeg havde mødt hos mine venner Michael og LeAna og som bor i Denver, et kald. Jeg skulle være velkommen til at kikke forbi og tage en nat på hans sofa, så i løbet af et par timer stod jeg hjemme hos ham.

Aftenen blev brugt på at køre op til et udsigtspunkt og nyde synet…og lige snuppe et par billeder, af downtown Denver med et kraftig uvejr bag ved.

WordPress Grid Gallery

Som kom jeg op i højderne. Sidder lige nu i 3.100 meters højde i byen Leadville som ligger i Rocky Mountains. Jeg havde regnet med at nå til Glenwood Springs, men havde undervurderet at kørsel i bjerge tager noget længere tid end kørsel på en motorvej. Så det blev til kun 290 km. inden det var tid til at finde et sted at overnatte og det blev så denne gang i Leadville på et lille motel med en dejlig udsigt til bjergene. Desværre har de været dækket af regnskyer det meste af den tid jeg har været her, men jeg krydser fingere for at jeg får dem at se i morgen, hvor planen er at jeg vil køre op til skisports området Aspen.

Men det var en skøn køretur herop i Rocky Mountains, bjergene er smukke og det er befriende at temperaturen siden Texas er faldet fra 39 til 15 grader. Men jeg kommer helt sikkert til at savne varmen om kort tid.

WordPress Grid Gallery

Kl. 9 satte jeg min Kia i gear og rullede ud på den dejlige Interstate 10 som går på tværs af landet fra Los Angeles i vest til Jacksonville, Florida i øst og som jeg igennem tiden har brugt meget tid på. Desværre skulle jeg ikke køre længe på den, da jeg drejede fra og kørte mod White Sands National Monument hvor jeg brugte et par timer på at gå rundt i det specielle hvide sand, der har lagt navn til parken.

Vel tilbage på vejen satte jeg nu kursen mod staten Colorado og i takt med at jeg bevægede mig nord på, ændrede landskabet sig fra ørken til prærie over til bjerge og sidst til græs-sletter. Omkring kl. 19 kørte jeg over Raton bjergpasset og kunne nu krydse Colorado af på min liste over besøgte stater og er nu oppe på at have besøgt 27 stater. Colorado er USA’s 38. delstat og der bor cirka ligeså mange i staten som i Danmark. Staten er mest kendt for at huse bjergkæden Rocky Mountains som jeg håber jeg skal stifte bekendtskab med indenfor de næste par dage.

Efter at have tilbagelagt ca. 850 kilometer i dag, svingede jeg ind i Colorado City og tjekkede ind på et Days Inn hotel. I morgen går turen så videre nord på og forhåbentlig ind i The Rockies.

WordPress Grid Gallery

I dag pakkede vi sydfrugterne, sagde farvel til Alpine, Texas og kørte mod vest til El Paso. På vejen besøgte vi 3 film lokationer, herunder blandt andet filmens slut scene som er et bryllup i byen San Elizario, beliggende lige op af den Mexikanske grænse. Herefter var det slut og det var tid til at sige farvel til alle disse fantastisk mennesker. Flere havde dog booket et værelse på Holiday Inn i El Paso, så helt slut var det ikke for flere af os.

Men inden vi kørte til hotellet var vi 8 som kørte ud i ørkenen, ud til sådan et sted hvor man dumper ting man ikke ønsker skal findes igen. Der var dog ikke noget der var blevet dumpet der med vilje der hvor vi skulle hen, men mere på grund af en ulykke. Om morgenen den 17. juni 1970 var et SR-71 Blackbird fly ved at blive tanket op i luftrummet over ørkenen. Noget gik desværre galt og de to fly kolliderede og SR-71 flyet blev så beskadiget at det styrtede ned. I dag er der ikke meget tilbage af flyet da myndighederne har været ude og fjerne det meste. Men der er dog masser af fragmenter i forskellige størrelse, vi fandt blandt andet en stor del af motoren. Interessant var det at være ude i ørkenen og ikke mindst se stedet hvor dette spion fly styrtede ned.

Omkring kl. 16 var vi på hotellet hvor vi mødes med de tilbageværende for at gå ud og få nogle gode bøffer på restauranten Great American Land & Cattle.
Tilbage på hotellet igen var det tid til at sige farvel, men også et på gensyn. Rygtet havde dog sagt at dette ville blive den sidste tur, men med nye kræfter blev det besluttet at gennemføre endnu en tur, som vil blive i sommeren 2018.

WordPress Grid Gallery

Dagen startede kl.8 med et farvel til Mark Illsley som skulle tilbage til Los Angeles. Jeg fik fornøjelsen af at køre ham og hans broder ud til deres fly som de havde parkeret i den lokale lufthavn her i Alpine.

Efter at have ønsker dem en sikker flyvetur hjem mødtes jeg med de andre for at køre ned til Big Bend National Park hvor de tilbage i 1983 skød en af hovedscenerne til filmen. Stedet ligger lige op af grænsen til Mexico med Rio Grande som en naturlig grænse.
Efter en times tid på lokationen hvor der blev skålet i Dom Pérignon fra 1964, skudt nogle gode billeder og nydt udsigten returnerede vi Alpine med et enkelt stop i Lajitas for at få noget frokost.
Kl.18.30 havde borgmesteren i Alpine inviteret os til at se filmen i hans biograf, hvor der før filmen blev lavet en lille en Meet-and-Greet hvor alle gæsterne kunne får lov til at stille spørgsmål til de tre skuespillere.

Filmen kom på det store lærred til stor jubel fra publikum og der blev klappet og jublet flere gange under forestillingen…fantastisk! Efter visningen var der nogle stykker som valgte at køre til nabobyen Marfa, der er meget kendt for deres kunstner miljø. Zoë Carter, en pige fra vores gruppe, havde fået arrangeret at hun skulle give en koncert på et lokalt spillested. Jeg selv gik stille og roligt hjem til vores hotel sammen med Marvin J. McIntyre hvorefter vi satte os på min terrasse og snakkede til sent på aftenen.

I morgen er det sidste dag og turen går op til El Paso.

WordPress Grid Gallery

Dagens projekt bestod i at køre store dele af West Texas tynd samt stoppe ved forskellige lokationer hvor filmen Fandango blev optaget tilbage i 1983, eller Lacation Hunting som det også kaldes. Jeg vil ikke kede jer med en detaljeret beskrivelse af vores rute eller hvad vi så på de 5 stop vi havde men blot slå fast at selvom dette er 4. gang jeg gør dette, er det bestemt ikke blevet kedeligere.
Denne gang har vi fået fornøjelsen af at få Hollywood instruktøren Mark Illsley med som arbejdede som Assistant Director på Fandango og som efterfølgende arbejdede på Robin Hood: Prince of Thieves, Rapa Nui og instrueret filmen Happy, Texas tilbage fra 1999. Hold da fast hvor har han nogle historier at fortælle og som den heldige kartoffel jeg er, fik jeg fornøjelsen af at have ham med i min Kia, bare ham og mig, det meste af dagens tur og fik derfor en masse spændende historier fra livet som instruktør i Hollywood…lad mig bare sige at det var meget interessant og tiden (samt Texas) fløj bare forbi!

Vi har også fået Stewart Ramser med, som til daglig er turistchef for denne del af Texas, hvilket har betydet at det lokale medie, ja faktisk også et magasin som udkomme i hele Texas, har fået øjnene op for os og på en af vores stop fik jeg fornøjelsen af at sidde en halv time og forklare journalisten hvorfor en dansker vælger at tage hele vejen herover til West Texas for at deltage i denne event. Magasinet vil udkomme i hele Texas og hvis jeg skulle være så heldig at komme med i artiklen vil jeg gøre alt for at få fat i et eksemplar og få det lagt op her på bloggen.

Men det var Ultimate Fandango dag 1 og i morgen venter endnu en dag og jeg kan mærke det bliver fantastisk 🙂

WordPress Grid Gallery

I dag sagde jeg farvel til Michael og LeAna og deres skønne hus i Brock, drejede ud på Interstate 20 og satte kursen mod Midland, Texas. Turen i dag var på ca. 400 km. og bød ikke på de store udfordringer da denne del af Texas er meget fladt og vejene går stort set lige ud, mod horisonten.

Så når man sådan cruiser afsted på en road-trip som i dag, har man fornøjelsen af at dele asfalt med nogle ualmindelige fede amerikanske truckere og her tænker jeg specielt på dem af mærket Peterbilt. Efter ca. 2 timers kørsel kom jeg tilfældigvis forbi en trucker forhandler som netop solgte Peterbilt lastbiler og som havde nogle flotte eksemplar stående i deres udstilling. Jeg kunne ikke dy mig for at svinge ind forbi og hilse på samt tage et par billeder af disse maskiner. Jeg faldt i snak med en flink sælger på stedet som tilbød mig at se en af truckerne indvendig, hvilket jeg selvfølgelig ikke kunne sige nej til. Så for en kort stund kunne jeg sidde der bag rettet og nyde synet ud over den lange næse på dette uhyre.

Efter yderligere 2 timers kørsel ramte jeg Midland og fik straks tjekket ind på Holiday Inn, hvor jeg senere mødtes med min ven Jeff som bor her i Midland. Ved 18 tiden gik vi ned i lobbyen for at mødes med alle de andre som også havde fundet vej her til Midland for at tage på Location Hunt for at se hvor filmen Fandango blev skudt tilbage i 1983. Efter ca. 2 timer var lobbyen flydt med skuespillere og personer der arbejdede bag kameraet på filmen samt selvfølgelig masser af forventningsfulde gæster som mig selv, der er her for at se de steder hvor filmen blev optaget og høre alle historierne.

I morgen går det så for alvor løs og vi kan se frem til et par spændende dage med masser af historier.

WordPress Grid Gallery

Det er dejligt at komme her ud på landet i Brock, lige hvad jeg havde brug for efter 12 dage på farten. Så i dag havde jeg ikke de store planer men sov længe og tog det stille og roligt. Men kl. 9 valgte Michael’s søn Damen (som også holder ferie her hos Michael og LeAna) og jeg at tage ind til Fort Worth for at se Kimbell Art Museum som har en af verdens største samlinger af billeder lavet af Frederic Remington og Charles M. Russell. To meget anerkendte kunstnere som sidst i 1800 tallet indfanget den amerikanske Western kultur i deres smukke malerier, der i dag er meget værdsat og hvor flere af dem er vurderet til over 35 mio. kr.

Så der hang for mange $ på Kimbell Art Museum hvilket bestemt også kunne ses på antal af kustoder i lokalerne, vi blev stort set mandsopdækket med op til 3 personer af gangen.

Efter en god dosis finkultur kørte vi over til Fred’s Texas Cafe for at få lidt amerikansk madkultur, en velsmagende Fredburger with Cheese and Fries med en dejlig kold Dr. Pepper til.

Aftenen blev en perfekt blanding af se på billeder, tage nye samt sidde rundt om bordet og fortælle historier fra livet i Amerika og Danmark.

Michael and LeAna, thank you so much for your hospitality and I wish that I can return the favor some day 🙂

I morgen sadler jeg så endnu engang op og ridder mod solnedgan…ahh ok, der gik der lige lidt for meget Western nostalgi i den. Nej i morgen går turen videre mod Midland, en køretur på 422 km. tværs over Texas.

WordPress Grid Gallery

I dag kl. 10 lagde jeg Oklahoma City bag mig, drejede ud på Interstate 35 og satte kursen mod Texas. Efter ca. 1 times kørsel gjorde jeg et kort stop ved Turner Falls Park som jeg desværre havde håbet var lidt mere interessant end den var. Turner Falls Park er en række smukke vandfald som bestemt var smukke, men desværre (efter min mening) havde de valgt at omdannet store dele af området til et vandland. Men jeg fik da et par timer til at gå der og det var i den grad forfriskende at træde ud i det kølende vand når nu temperaturen langsom nærmede sig de 39 grader.

Da jeg igen ville ud på Interstate 35 var tilkørslen lukket på grund af vejarbejde og jeg måtte finde en alternativ rute for at komme ud på motorvejen. Og den rute min GPS fik mig ud på skal jeg love for var alternativ, og da vejen blev til grusvej overvejede jeg et kort øjeblik om jeg skulle fyre min GPS. Men jeg stolede på den og ganske rigtigt,  efter ca. 30 km. kørsel på små veje befandt jeg mig igen på Interstate 35, nok engang med kurs mod Texas.

Statsgrænsen til Texas blev krydset kl.15.15 og da jeg kunne se at den lille by Brock, vest for Ford Worth var indenfor rækkevidde, gav jeg mine venner Michael og LeAna et kald for at høre om de ville have gæster. Jeg skulle være mere end velkommen og 3 timer senere holdt jeg udenfor deres hus langt ude på den Texanske prærie, hvor jeg skal hilse og sige at der er en meget stjerneklar nattehimmel.

WordPress Grid Gallery

Hele dagen blev brugt i downtown Oklahoma City der indtil den 19. april 1995 kl.09.01 havde “Alfred P. Murrah” kontorbygningen stående. Minuttet efter (kl. 09.02) var halvdelen af bygningen sprængt væk og 168 personer havde mistet livet i det der kort tid efter blev kendt som “The Oklahoma City bombing”. Jeg selv husker udmærket hændelsen der i år er 20 år siden. Jeg valgte derfor at bruge det meste af min dag på at besøge The Oklahoma City National Memorial & Museum for at lære mere om hvad der skete og hvorfor.

I dag er der en smuk park der hvor bygningen engang stod og i parken står 168 tomme stole der hver repræsentere et mistet liv, symbolikken ved stole er at der efter den 19. april 1995 hos hver af de efterladte familier nu var en tom stol. Ud af de 168 tomme stole er 19 af dem små…på anden sal af “Alfred P. Murrah” bygningen var der nemlig en børnehave…

Nabobygningen der overlevede bombningen, er i dag omdannet til et museum der på en rigtig god måde fortæller om hele hændelsen og hvem der stod bag. Gerningsmændene vidste sig at være Timothy James McVeigh og Terry Nichols, to unge amerikanske mænd med et udpræget had til det Amerikanske regering. Disse to valgte at køre en kassevogn fyldt med sprængstof op foran bygningen, tænde lunten og omdanne denne smukke april morgen til et sandt helvede for mange.

Fyldt op med indtryk gik jeg ned igennem en meget søndags tom Oklahoma City (det var sgu lidt skræmmende at gå der helt alene i denne storby) ned til Myriad Botanical Gardens for at få tankerne et anden sted hen. Her brugte jeg et par timer i selvskab med palmer, blomster og masser af sommerfugle inden jeg hoppede på motorvejen og kørte til mit hotel.

WordPress Grid Gallery