Adiós St. Lucia

posted in: Uncategorized | 0

I dag pakkede vi sydfrugterne…eller vi pakkede i hvert fald vores kufferter og drog mod Hewanorra International Airport som ligger helt nede på øens sydspids. Det blev den sidste køretur vi havde med vores guide Gush, så ikke nok med at det var et farvel til en rigtig flink og hjælpsom guide, men også et farvel til St.Lucia. Hen på eftermiddagen steg vi ombord på den Boeing 747 der skulle bringe os til Heathrow. Ombordstigningen foregik helt oldschool via trapper op i flyet, ikke helt normalt med denne type fly som oftest bliver tilgået via en passager bro.

Hjemturen forløb stille og roligt og efter et kort stop i Heathrow fløj vi videre til Billund hvor dagens store overraskelse ventede min far (der havde været bortrejst i et 1/2 år). På P-pladsen udenfor lufthavnen holdt nemlig den legendariske SMUK-bus fyldt til bristepunktet med gode venner, allesammen parate med flag og sang til når min intetanende fader trådte ind i bussen. Overraskelsen var stor og gensynsglæden ikke mindst ligeså stor da han så alle dem der havde taget turen ned til Billund for at tage imod ham. Så rejsens sidste kilometer var en stor fornøjelse, i en bus der er bygget og indrettet til sjov og ballade.

Men det var 12 dejlige dage i Caribien inkl. jul under varme himmelstrøg, bestemt noget jeg vil anbefale.

Ind i junglen

posted in: Uncategorized | 0

Omkring middagstid proppede vores guide os alle ind i en lille bus og kørte os ind midt på øen. Vi havde sagt at vi godt ville ind og besøge junglen der ligger inde midt på øen og Gush skuffede selvfølgelig ikke i at få det planlagt. Efter ca. 25 km kørsel ind igennem øen parkerede vi bussen og gik ind i skoven, der selvfølgelig bød på spændende planter, flotte udsigter og interessante insekter.

Efter en 1/2 dag i junglen var vi vel tilbage i vores feriehus gik resten af dagen med at spise, pakke til morgendagens hjemrejse og så på at nyde de sidste timer i dette tropiske paradis.

Afslapning på dueøen

posted in: Uncategorized | 0

Jo jo vi havde nu altså været på Pigeon Island for kun en lille uge siden, men vi syntes nu den var så spændende med alt den historie, fantastiske udsigter og ikke mindst dejlige badestrande, at vi valgte at bruge hele 1. juledag på halvøen. Vi gik først op til Fort Rodney, et gammelt fort bygget tilbage i 1779 af Admiral George Rodney som udsigtspost for at kunne holde øje med franskmændene og ikke mindst den franske flådebase Fort Royal på øen Martinique, blot 32km. nord for Saint Lucia.
Blandt ruinerne fra den gamle fort mødte vi en af de lokale øboer i form af en lille sød eremitkrebs, cirka på størrelse med en golfbold. På trods af den noget beskedne størrelse skal jeg hilse fra min far og sige at den havde noget af et fast håndtryk. For da min far samlede den op og den lille fætter stak kloen frem for at hilse på nev den ham så gudsjammerligt i hånden at vi alle blev overrasket over hvor meget den lille fyr kunne nappe. Vi andre fravalgte at give den hånden og min far satte den tilbage på jorden hvor den stille sad og surmulede mens vi gik videre.
Efter et par interessante timer blandt historiske bygninger havde temperaturen sneget sig over de 30 grader og vi søgte derfor mod øens lokale badestrand, på vejen gik vi forbi en spøjst træ som jeg her senere har fundet ud af hed et Sandbox Tree og er kendt eller berygtet for at have en eksplosive måde at sprede sine frø på (læs mere her) og må siges nok at være verdens værste klatretræ…find selv ud af hvorfor 😉

Efter en dejlig dukkert i det azurblå hav gik vi atter tilbage til Gate Park for at slappe af på terrassen og ikke mindst i poolen.

X-mas Caribien style

posted in: Uncategorized | 0

Hvad skulle man dog lave på sådan en dag for at få tiden til at gå, så det kunne blive aften i en fart…Tjoh jeg tog såmænd rygsækken på og vandrede over på den anden side af øen, over til Plantation Beach. Turen var smuk med en fantastisk udsigt fra toppen og ud over øen. Stranden ved Plantation Beach var på ingen måde ligeså indbydende eller spændende som ved Pigeon Island, men der var dog en ting som fangede min interesse, der lå nemlig en kæmpe tank fra en NASA raket.
Efter ca.30 min på stranden gik jeg retur igen for at komme hjem og deltage i forberedelser til den store aften. Da jeg kom tilbage til Gate Park fortalte mine forældre at de havde haft besøg af vores lokale guide Gush, der havde været forbi for at ønske glædelig jul. Efter en dukkert i poolen satte vi kalkunen over grillen og forberedte resten af julemiddagen. Kl.18 kom Jørgen og Inga og vi satte os til julebordet på terrassen med 25 graders varme…en noget anderledes juleaften og en jeg sent vil glemme.

Dagen før dagen

posted in: Uncategorized | 0

Hvad skulle man dog bruge sådan en dag til, her dagen før selveste juleaften. Vi nuppede såmænd en god omgang pakkeleg med et tvist af Caribien, for i stedet for at bruge et almindeligt bærer til at slå med, så brugte vi selvfølgelig en kokosnød. Efter vores lille leg tog vi vandre-sandalerne på og gik en lille tur rundt i området. Vi endte oppe ved Smugglers Cove hvor vi fik en lille forfriskning på The Naked Fisherman på stranden med den dejligste udsigt ud over havet op mod øen Martinique.

På tilbagevejen fandt vi nogle smukke blomster i vejkanten som selvfølgelig skulle foreviges og det blev da til et enkelt godt skud af de orange-røde blomster med den lysegrønne baggrund. Aftenen blev brugt…jeps du gættede rigtigt, den blev brugt på hygge på terrassen med en dukkert i poolen og noget god mad.

Dykning i Caribien

posted in: Uncategorized | 0

Man kan ikke tage til Caribien uden at prøve og dykke ned i det azurblå, ca. 27 grader varme hav. Så dagens projekt var let og enkelt nemlig dykning. Vores lokale ven Gush kom endnu engang til vores hjælp da han havde sørget for at vi kom på en dykkerbåd med 5-6 andre der også ville ned og kikke nærmere på livet under vandet.
Omkring kl.9 lagde vi fra kaj og begav os ned langs vestkysten, efter ca. 5 km gjorde vi et kort stop for at få dykkerudstyr samt luftflasker ombord. Efter yderligere 25 km sejlads sydover lå vi nu nær byen Soufriére, som vi havde besøgt 3 dagen tidligere, og var klar til dagens første dyk. Jeg fik en flink engelsk mand som makker og dykket gik rigtig godt.

Turens 2. dyk var blot ca. 2 km længere mod syd, lige ud for byen Soufriére. Det fantastiske var at vi her kunne nyde udsigten til The Piton’s, de to store bjerge, inden vi gik under overfladen. Dette dyk bød også på masser af undervandsliv i form af fisk, planter og koraller hvor nogle havde forme som kæmpe skåle, imponerende. Inden vi afsluttede dykket kunne jeg se en svømmer der lå over os, det vidste sig at være min far der havde fulgt os fra overfladen under hele dykket. Han tog gladeligt imod os da vi kom op og vi fik et rigtigt godt billede af os med båden inkl. min mor + The Piton’s i baggrunden.

Hjemturen foregik for fuld skrald hen over bølgerne og efter et enkelt stop for at læsse dykkerudstyret af var vi atter på vej tilbage til Rodney Bay og Gate Park hvor endnu en hyggelig aften på terrassen ventede.

Rodney Bay

posted in: Uncategorized | 0

I dag var en af de lidt mere stille og rolige og ikke fyldt med meget andet end afslapning. Vi startede dog dagen med at gå ind til Rodney Bay for at se lidt nærmere på byen. Vi gik ned til stranden og slentrede stille og rolig sydover i vandkanten i bare tæer…ja mere afslappende kunne det bare ikke være. Da vi atter var tilbage ved udgangspunktet gik vi ind i byen for at få noget at spise. Valget faldt på en lille bod i vejkanten hvor vi alle 3 fik et velsmagende stykke lasagne. Vi satte os ned ved nogle have stole og lige som vi havde taget vores første bid kom en af “de lokale” forbi…og her var altså tale om en kæmperotte af en størrelse jeg aldrig har set magen til før. Desværre fik den hurtigt benene på nakken da jeg tog kameraet frem og jeg nåede ikke at få andet end et let slørret billede af fætteren.
Men vi fik spist op og gik op igennem den julepyntet by op mod det lokale supermarked for at få provianteret inden vi atter vendte snuden hjem mod vores lille hus i Gate Park, hvor den stod på afslapning (igen) og noget god mad på terrassen.

En dag i Castries

posted in: Uncategorized | 0

I dag to vi alle 5 (Jørgen, Inga, mine forældre og jeg) ind til hovedstaden Castries for at gå en tur rundt og se på julepynten, besøge det lokale marked og ikke mindst få en lille velsignelse i den lokale kirke med det dejligt klingende navn “Cathedral Basilica of the Immaculate Conception“.

Markedet var en spændende blanding af boder der solgte eksotiske frugter og grøntsager samt flotte håndlavet ting i mange forskellige afskygninger. Min fader faldt i snak med en flink lokal der havde en bod hvor han solgte fletværk af palmeblade og der gik ikke lang tid så havde min far en flettet palmehat på hovedet. Med i købet fik han så også et dejligt billede sammen med den glade sælger.

Vel hjemme igen nød vi endnu en stille aften på terrassen.

Road-Trip på Saint Lucia

posted in: Uncategorized | 0

Som overskriften antyder så var dagens projekt en road-trip rundt på øen for at se de forskellige seværdigheder øen har at byde på. Vores chauffør Gush havde fået fat i en lille bus som vi alle 6 kunne være i og omkring kl.9 kørte vi afsted sydover, ind igennem den frodigste regnskov og banan-plantager for at nå vores første stop som var hovedstaden Castries. Her fik vi udsigten ud over byen fra udsigtspunktet på Government House road. Turen gik videre sydpå ned mod Sulphur Springs, en aktiv vulkan der som den eneste i verden kan nåes pr. bil. Vulkanen ligger tæt på byen Soufrière på den sydvestlige del af øen. Under turen derned gjorde vi tre små stop ved hhv. en lille butik der solgte brød lavet på indmaden af en slags træ, et stop for at nyde udsigten ud mod de to markante bjerge The Pitons på 771m og 743m hvor der var rig mulighed for at få et par gode skud i kassen og ikke mindst et lille stop ved en mand der havde en lille bod i vejkanten hvor han solgte friske kokosnødder…som var en velsmagende forfriskning.

Sidste stop på dagens road-trip var på St.Lucia Rum destilleriet hvor vores guide hurtigt fik lejnet smagsprøver op på alle deres mange varianter. Der var noget for en hver smag, ja selv noget som jeg, der ikke er den store nyder af spiritus, godt kunne lide. Jeg blev lidt vild med deres Chairman’s Reserve rom, både den almindelige udgave, deres Spiced samt udgaven The Forgotten Casks som har lidt en sjov historie bag sig (læs her: http://thefatrumpirate.com/chairmans-reserve-the-forgotten-casks)
Herefter gik turen tilbage til vores lille lejlighed i Gate Park hvor aftenen bød på noget god mad og hygge på terrassen.

Pigeon Island

posted in: Uncategorized | 0

Ovenpå aftenens festligheder tog vi det med ro det meste af formiddagen men efter en god frokost valgte vi at tage traveskoene på for at gå ud på halvøen Pigeon Island, omkring 2 kilometer her fra vores lejlighed. Pigeon Island var indtil 1972 en ø beliggende i Rodney Bay, men så valgte man at forbinde den til hovedøen og dermed gøre den til en halvø. På øen ligger det gamle Fort Rodney, bygget af Admiral George Rodney tilbage i 1782 som et forsvar mod den franske flåde, husk på den franske ø Martinique ligger blot 32 kilometer mod nord.

Det var utrolig spændende at gå rundt på denne halvø og kikke på de gamle ruiner samt nyde udsigten ind mod Rodney Bay. Vi fik det meste af eftermiddagen til at gå rundt på øen og sluttede turen af med at sætte os ved strandbaren ved vandkanten og nyde en kølig drink, inden vi igen gik hjemad.

Resten af dagen stod på afslapning omkring poolen med en kold Dr.Pepper i hånden og aftensmaden bestod af de lækreste tun-bøffer fra den tun som faderens skib fangede på vejen over Atlanten…hold nu op det smagte godt 🙂