Den mest logiske reaktion vil være at træde et stort skridt tilbage, hvis man pludselig fandt sig selv placeret med fødderne få millimeter fra kanten i 4 kilometers højde. Det ville bestemt også være min reaktion hvis blot jeg ikke var solidt fastspændt til Joe (den nok vigtigste person i verden for mig, i hvert fald for de næste 15 min.) som havde et fast koncentreret udtryk i øjnene og så ud til at være klar på hvad der skulle ske. Selv var jeg lidt mere i tvivl om det nu var det helt rigtige at tage springet ud af dette to motors BEECH 100 King Air fra 1969. Men der var ikke mulighed for at tage diskussionen med Joe, i hvert fald ikke nu, så der var kun en vej ud af dette her og det var ud af døren med nok det største trappetrin jeg har taget i mit liv.
Men dagen startede nu noget mere fredeligt med morgenmad bestående af friskplukket Papaya nydt under et palmetræ i haven ved BackPackers Hawaii Hostel 
sammen med amerikaneren John der var taget til Hawaii for at deltage i et bryllup men lige nu nød driverlivet inden turen gik hjem. Efter en let morgenmad fik jeg pakket min røde Chevrolet og satte kurs mod Dillingham Airfield og Pacific Skydiving Center hvor dagens første og nok største oplevelse skulle finde sted.
Efter at have hilst på min makker Joe og min kameramand fik jeg en gennemgående introduktion til hvad der skulle ske og hvordan det skulle gøres. Vi blev alle læsset op i flyet som kort tid efter satte kurs mod himmelen over O’ahu. Udsigten på vejen op var helt igennem fantastisk så stemningen var høj da der blev gjort signal til at vi skulle rejse os op og gå mod døren. Nu skal det lige siges at 4200m højde er skræmmende højt specielt når man står med fødderne få millimeter fra kanten og på ingen måde har kontrol over hvornår vi tager springet. Efter få sekunder i døråbningen så jeg min kameramand slippe flyet og forsvinde ud i det blå og inden jeg kunne nå at tænke den mindste tanke fulgte Joe og jeg efter.
De første 60 sekunder af turen ned kan på ingen måde beskrives, så det vil jeg ikke begive mig ud i. Men efter de 60 sekunders frit fald udløste Joe faldskærmen og det kontrollerede kaos og susen for ørerne blev erstattet af en rolig brise og et adrenalin kick af den anden verden. Men trods den store mængde adrenalin der nu var i kroppen var jeg dog i stand til at nyde turen ned med udsigten ind over O’ahu samt ud over Stillehavet.
Vel nede på jorden igen blev jeg budt velkommen af et par high-five og et “Mahalo” af min kameramand og efter at have sagt tak for turen til Joe satte jeg mig ind i min Chevrolet for at køre ind til Honolulu for at se Pearl Harbor. Men inden jeg drejede tændingsnøglen skulle jeg trække vejret dybt for lige at synke denne oplevelse.
Dagens anden store oplevelse var noget mere tankevækkende end det jeg lige havde været igennem. Det var et besøg på Pearl Harbor som jo gik over i historiebøgerne da området den 7. december 1941 blev angrebet af i alt 350 Japanske Zero fly. Angrebet denne søndag i december var en total overraskelse for amerikanerne som efterfølgende valgte at træde ind i 2. Verdenskrig.
Ca. 3 år senere endte det som bekendt med en Japansk kapitulation som den Japanske udenrigsminister Mamoru Shigemitsu og den amerikanske General Douglas MacArthur underskrev på dækket af det amerikanske Krigsskibet USS Missouri den 2. september 1945. Dette krigsskib ligger også i Pearl Harbor, lige bagved USS Arizona for på den måde at symboliserer både starten og afslutningen af 2. verdenskrig.
Med to store oplevelser i bagagen var jeg godt fyldt op, så efter at havde checket ind på Polynesian Beach Club Hostel gik jeg en stille tur ned på Waikiki Beach for at slappe af, fordøje dagens oplevelser og nyde aftensolen. Mens mørket faldt på gik jeg stille igennem byen og tilbage til min seng.
