På den sydligste del af øen Hawaii ligger Hawaii Volcanoes National Park som er hjemsted for vulkanerne “Kīlauea” som er en af verdens mest aktive vulkaner og “Mauna Loa” der med sin højde på 4169 meter fylder godt i landskabet.

Dagens tur gik ned til dette fantastiske område som dækker et areal på størrelse med Lolland. På turen fik jeg selvskab af Britiske Becca og Tyske Markus og vores første stop (udover for at få tanket) var ved Kilauea Visitor Center for at høre de lokale Park Rangers hvad vi skulle se i deres park. Selvom Kīlauea er kendt for at “leverer varen” når det kommer til lava-flow (flydende lave) var der dårlige nyheder fra den lokale Ranger. I næsten 2 uger havde Kīlauea ikke udvist meget aktivitet og mine forventninger om at skulle opleve flydende lava blev med et skudt i sænk, men sådan er naturen.

Besøget var dog ikke mindre kedeligt af den grund og vi fik da også det meste af en hel dag til at gå med at besøge flere af de spændende steder parken havde at byde på.
Af de mere bemærkelsesværdige var en tur ned i Thurston lava tube (billede til venstre) som engang var en underjordisk flod af lava der stille blev udtømt for til sidst blev afkølet så det eneste tilbageværende er et rør.

Vi kørte videre ad Chain of craters road (opkaldt efter de mange krater man køre forbi) ned til havet indtil vejen ender brat på grund af en lava-flod tilbage i 1986 valgte at dække vejen til. Så vi smed bilen fra os og gik ud på skorpen af afkølet lava. Det var kæmpe oplevelse og nogle helt igennem fantastiske formationer som naturen havde dannet og sjovt var det at se at der i dette golde område alligevel var tegn på at naturen var ved at vende tilbage i form af små planter som voksede ud af de små sprækker der var i lavaen.

Ud over en masse stop ved forskellige kratere så blev vores sidste sidste stop ved Halema‘Uma‘U Crater der er et 770 x 900 meter stort krater hvor man virkelig kan fornemme at der er hul igennem til underverdenen, da røgen vælter op nede fra dybet.

Efter en meget spændende dag i blandt vulkaner, så var dagens oplevelser langt fra slut. Planen var at vi ville køre op til Mauna Kea Visitor Information Station for at deltage i Star Gazing. Hver aften når solen er gået ned stiller stedet en masse kraftfulde Teleskoper op ude foran stationen til fri afbenyttelse for dem der godt vil have et nærmere kik på stjernehimmelen. Samtidig er der nogle meget entusiastiske astronomer som gerne fortæller om de forskellige himmellegemer man kan se med det blotte øje.

Jeg har da aldrig i mit liv set så smuk og klar en stjernehimmel og vi var allesammen helt høje af oplevelsen da vi meget sent på aftenen vendte snuden hjemad og at kørte tilbage til Hilo.

WordPress Grid Gallery

Det jeg har lært mest af af dagens oplevelse er at vi bestemt ikke må tage oxygen for givet og vi bør sætte mere pris på denne dejlige gas-art. Selv lærte jeg det på den hårde måde da jeg omkring kl.13 i dag stod i 3800 meters højde og hev efter vejret så man skulle tro at jeg havde været ryger hele livet.

Turen mod toppen af øens højeste punkt Mauna Kea (4200m) startede 6 timer tidligere i Hilo hvor John, Lennard og jeg satte os ind i min Dodge Caliber for at køre de ca. 55 km. op til Mauna Kea Visitor Information Station som ligger i 2800 meters højde. Her valgte vi at parkere bilen for selv at gå de sidste 10 km. (1400 højdemeter) op til toppen. Efter en kort snak med den lokale Ranger om vores projekt begav vi os af sted.

I en højde af 3000 meter er ilt niveauet ca. 30% lavere end ved havoverfladen hvilket helt sikkert var en afgørende faktor for at gåturen for mig var utrolig hård, men trods den meget anstrengende tur op af vulkanen havde jeg dog stadig overskud til at nyde den fedeste udsigt ud over Big Island og over mod den aktive vulkan Mauna Loa.

Efter ca. 5 timers vandring op igennem det øde landskab nåede vi endelig toppen der er hjemsted for ca.11 observatorier som står perfekt placeret her højt over skyerne og væk fra lys og luft forurening. Vi valgte at gå hen til W.M. Keck observatoriet for at hvile benene og for at spise vores medbragte frokost. Appetit havde jeg nu ikke meget af, til gengæld havde jeg kvalme og dundrende hovedpine hvilket alle 3 er symptomer på højdesyge, hvilket ikke kunne undre mig da jeg i løbet af 7 timer havde bevæget mig fra 0 til 4200 meter.

Så med klare indikationer på højdesyge og en krop som fortalte mig at jeg IKKE skulle gå de 10 kilometer ned igen var gode råd dyre, men inden jeg havde tænkt denne tanke til ende kom der to gutter ind af døren som jeg pænt hilste på og fortalte dem så den gode nyhed om at jeg da skulle køre med dem ned. Det var der heldigvis ikke noget problem i så efter ca.1 time på toppen satte John og mig (Lennard valgte at gå ned) os ind på bagsædet og i løbet af 30 minutter stod vi atter ved Mauna Kea Visitor Information Station.

Sidst på eftermiddagen stod vi atter ved havoverfladen i Hilo og kunne igen nyde godt af den store mængde ilt der var i denne højde og her var det jeg lærte at sætte pris på vores 8. grundstof.

WordPress Grid Gallery

Hawaii består af i alt 8 øer som alle er og stadig bliver dannet af vulkansk aktivitet kaldet et Hotspot. I takt med at de tektoniske plader trækker alle øerne nordvest bliver der hele tiden lagt nyt land til øgruppen og på et tidspunkt ude i fremtiden vil der blive dannet en ny ø syd for den største af de 8 øer, Hawaii eller også kendt som Big Island.

Dagens projekt var at foretage et ø-hop og flyve ned til Hawaii, Big Island. Men først skulle jeg lige ind for at aflevere min knaldrøde Chevrolet Cobalt før jeg kunne hoppe på et go! Mukulele fly der skulle bringe mig fra Honolulu og ned til Hilo, den største by på øen Hawaii, Big Island. Efter en times flyvning havde jeg en ny ø under fødderne og foran mig lå der masser af spændende oplevelser…og nå ja, foran mig var også min nye (igen røde) udlejningsbil, denne gang en fed Dodge Caliber.

Jeg satte straks kurs mod Hilo Backpackers Hostel som jeg havde udset mig som et godt sted at overnatte. Her nåede jeg knap at få mig installeret før ejeren Charles spurgte om jeg skulle med ned og have frokost på den lokale sportsbar sammen med John fra USA og Lennard fra Tyskland. Selvfølgelig skulle jeg det og under middagen, bestående af en ualmindelig god burger, besluttede John, Lennard og jeg os for at bestige øens højeste bjerg Mauna Kea på 4200 meter, den følgende dag.

Resten af dagen blev brugt på at se mig omkring i Hilo og så selvfølgelig på forberedelse på morgendagens bjergbestigning.

WordPress Grid Gallery

Ovenpå de sidste dages oplevelser, nogle mere flyvske end andre, tænkte jeg at dagens vigtigste opgave måtte være at slappe af, meget nærliggende når nu det jo var søndag. Så jeg valgte at sove lidt længe og så ellers tage det stille og roligt. Omkring kl.10 var der nogle stykker som ville over på Waimea Beach for at solbade og amerikaneren John og jeg beslutter os for at tage med for at bruge et par timer på at dykke i vandet ud for stranden. Det blev til næsten 2 timer i vandet hvor jeg blandt andet svømmede ind i en masse små blæksprutter.

Om eftermiddagen kørte Sarah (en britisk pige fra Hostlet) og jeg ind til byen Hale’iwa for at få noget frokost og for at se denne spændende by. Hale’iwa er en rigtig sufer-by med surfboards overalt og grunden er at byen ligger på kysten (North Shore) som hvert år i perioden november til april er legendarisk når det kommer til bølger man kan surfe på. Men her i slutningen af juni måned ligger havet ganske roligt, så den fornøjelse måtte jeg undvære.

På hjemvejen svingede Sarah og jeg ind forbi den nærmeste is butik for at få en Shaved Ice. Shaved Ice kan letteste kan forklares som en snebold hvor man får hældt forskellige smage ud over. De smager virkelig godt og er dejligt afkølende på en varm Hawaii sommerdag.

Omkring solnedgangs-tid gik stort set alle der boede på Hostlet ned på stranden for at sidde i det varme sand og nyde solnedgangen. Da dette var min sidste aften på O’ahu sad jeg selv der på stranden og tænkte på hvad denne fantastiske ø havde budt på af fede oplevelser og hvad der mon lå af eventyr på den næste ø.

WordPress Grid Gallery

I dag lørdag checkede jeg tidligt ud fra mit Polynesian Beach Club Hostel og kørte op til det 230m høje vulkankrater Diamond Head, der ligger i udkanten af Honolulu. Sidst der var gang i vulkanen var for ca.150.000 år siden, så jeg var en smule nervøs da jeg begav mig mod toppen…var det i dag det havde besluttede sig for at gå i udbrud? Jeg nåede dog toppen uden at mærke noget og der kunne jeg nyde udsigten ud over det endeløse Stillehav samt ind over Honolulu med Kapiolani Regional Park og Waikiki Beach lige nedenfor. Bedre start på dagen kunne man ikke ønske sig, så med fornyet energi satte jeg mig til rette i min Chevrolet for at køre op langs hele østkysten for at vende tilbage til North Shore og BackPackers Hawaii Hostel.

Turen op langs kysten blev afbrudt af en masse stop for at nyde udsigter eller hvad der nu var af spændende ting at se på. Det længste stop var ved Sea Life Park Hawaii som efter min mening ikke var stoppet værd. Det skal dog ses i lyset af at min første indtryk af parken var et lille “soppebasin” hvor nogle meget triste havskildpadder fik dagen til at gå med at svømme rundt i det varme vand og spise det salat som turister kastede ind til dem. Da disse fedelige dyr står mit hjerte nær, havde jeg sgu lidt svært ved at komme mig over at se deres elendighed, hvilket sikkert også påvirkede mit overordnet syn på Sea Life Park Hawaii.

Efter et par timer i parken kørte jeg videre op langs kysten og omkring kl.18 svingede jeg ind på parkeringspladsen ved Polynesian Beach Club Hostel hvor jeg blev budt velkommen af min amerikanske dykker-kammerat John som stadig nød driverlivet her på nordkysten.

WordPress Grid Gallery

Den mest logiske reaktion vil være at træde et stort skridt tilbage, hvis man pludselig fandt sig selv placeret med fødderne få millimeter fra kanten i 4 kilometers højde. Det ville bestemt også være min reaktion hvis blot jeg ikke var solidt fastspændt til Joe (den nok vigtigste person i verden for mig, i hvert fald for de næste 15 min.) som havde et fast koncentreret udtryk i øjnene og så ud til at være klar på hvad der skulle ske. Selv var jeg lidt mere i tvivl om det nu var det helt rigtige at tage springet ud af dette to motors BEECH 100 King Air fra 1969. Men der var ikke mulighed for at tage diskussionen med Joe, i hvert fald ikke nu, så der var kun en vej ud af dette her og det var ud af døren med nok det største trappetrin jeg har taget i mit liv.

Men dagen startede nu noget mere fredeligt med morgenmad bestående af friskplukket Papaya nydt under et palmetræ i haven ved BackPackers Hawaii Hostel sammen med amerikaneren John der var taget til Hawaii for at deltage i et bryllup men lige nu nød driverlivet inden turen gik hjem. Efter en let morgenmad fik jeg pakket min røde Chevrolet og satte kurs mod Dillingham Airfield og Pacific Skydiving Center hvor dagens første og nok største oplevelse skulle finde sted.
Efter at have hilst på min makker Joe og min kameramand fik jeg en gennemgående introduktion til hvad der skulle ske og hvordan det skulle gøres. Vi blev alle læsset op i flyet som kort tid efter satte kurs mod himmelen over O’ahu. Udsigten på vejen op var helt igennem fantastisk så stemningen var høj da der blev gjort signal til at vi skulle rejse os op og gå mod døren. Nu skal det lige siges at 4200m højde er skræmmende højt specielt når man står med fødderne få millimeter fra kanten og på ingen måde har kontrol over hvornår vi tager springet. Efter få sekunder i døråbningen så jeg min kameramand slippe flyet og forsvinde ud i det blå og inden jeg kunne nå at tænke den mindste tanke fulgte Joe og jeg efter.

De første 60 sekunder af turen ned kan på ingen måde beskrives, så det vil jeg ikke begive mig ud i. Men efter de 60 sekunders frit fald udløste Joe faldskærmen og det kontrollerede kaos og susen for ørerne blev erstattet af en rolig brise og et adrenalin kick af den anden verden. Men trods den store mængde adrenalin der nu var i kroppen var jeg dog i stand til at nyde turen ned med udsigten ind over O’ahu samt ud over Stillehavet.

Vel nede på jorden igen blev jeg budt velkommen af et par high-five og et “Mahalo” af min kameramand og efter at have sagt tak for turen til Joe satte jeg mig ind i min Chevrolet for at køre ind til Honolulu for at se Pearl Harbor. Men inden jeg drejede tændingsnøglen skulle jeg trække vejret dybt for lige at synke denne oplevelse.

Dagens anden store oplevelse var noget mere tankevækkende end det jeg lige havde været igennem. Det var et besøg på Pearl Harbor som jo gik over i historiebøgerne da området den 7. december 1941 blev angrebet af i alt 350 Japanske Zero fly. Angrebet denne søndag i december var en total overraskelse for amerikanerne som efterfølgende valgte at træde ind i 2. Verdenskrig.

Ca. 3 år senere endte det som bekendt med en Japansk kapitulation som den Japanske udenrigsminister Mamoru Shigemitsu og den amerikanske General Douglas MacArthur underskrev på dækket af det amerikanske Krigsskibet USS Missouri den 2. september 1945. Dette krigsskib ligger også i Pearl Harbor, lige bagved USS Arizona for på den måde at symboliserer både starten og afslutningen af 2. verdenskrig.

Med to store oplevelser i bagagen var jeg godt fyldt op, så efter at havde checket ind på Polynesian Beach Club Hostel gik jeg en stille tur ned på Waikiki Beach for at slappe af, fordøje dagens oplevelser og nyde aftensolen. Mens mørket faldt på gik jeg stille igennem byen og tilbage til min seng.

WordPress Grid Gallery

Bandet TV-2 har et album fra 1987 hvis titel ganske godt kan opsummere hvordan denne dag har været for mig, det har nemlig været “En dejlig torsdag”.

Dagen startede med et morgendyk sammen med Tina samt amerikaneren Ken som også bor på BackPackers Hawaii Hostel. Dykket bød på et møde med en meget smuk undervands verden med masser af liv, af det mest bemærkelsesværdige var der 2 velvoksne havskildpadder og sidst på dykket en sød lille havskildpadder unge. Vi svømmede ud fra vores strand Three Tables Beach og svømmede de 500m over til Sharks Cove…nej vi så ingen hajer.

Ved middagstid havde jeg lovet at køre Tina og Ida til lufthavnen i Honolulu, da de skulle nå et fly over til naboøen Maui. Mens vi køre ad Kamehameha Highway fortæller Tina at hun få dage forinden havde taget et 1 minuts frit fald i faldskærm ude ved den lokale lufthavn Dillingham Airfield. Det satte selvfølgelig nogle tanker i gang hos mig og efter at havde sagt farvel til pigerne havde jeg jo på tilbagevejen rigtig god tid til at overveje om det ikke var noget jeg skulle “kaste mig ud i”. Da jeg kom til afkørslen ind til Dillingham Airfield var jeg ikke et sekund i tvivl så da jeg ca. én time senere kørte ud fra lufthavnen med en lille sommerfugl i maven havde jeg booket et tandem udspring fra 14.000 fod (4200m) med 1 minuts frit fald dagen efter.

Vel tilbage på BackPackers Hawaii Hostel blev det til en times afslapning hvorefter vi var nogle stykker der besluttede os for at gå over på Waimea Beach tæt ved, for at dykke og slappe af på stranden. Dagen blev afsluttet med den smukkeste solnedgang som gik ned bag et meget roligt Stillehav.

WordPress Grid Gallery

Efter få timers søvn kunne jeg ikke tillade mig at sove mere da solen stod høj på himmelen og min Chevrolet Cobalt samt hele øen O’ahu ventede på mig udenfor, så afsted det gik. Jeg kørte nordvest på og ud af Honolulu, forbi Pearl Harbor til ind midt på øen hvor der ligge utrolig mange marker fyldt med de lækreste søde ananas. Midt blandt disse marker ligger Dole Plantation hvor man kan få indblik i hvordan denne søde frugt bliver dyrket samt selvfølgelig få smagsprøver. Plantagen har også en park hvor man kan få et indblik i hvilken flora man finder på Hawaii øerne.

Efter ca. 2 timer i parken og et par gode skud (fotos) rigere gik jeg som ved alle andre seværdigheder ud igennem souvenirbutikken. Her faldt jeg i snak med to lokale drenge som solgte timeshare lejligheder. Lejlighederne var bestemt interessante men jeg var nok ikke lige i målgruppen for sådan en, jeg var mere interesseret i at høre om de havde kendskab til en campingplads eller hostel hvor man kunne overnatte billigt. De var flinke til at hjælpe og efter kort tid sad jeg igen i min Chevrolet på vej til BackPackers Hawaii på den nordlige side af øen O’ahu.

Jeg fik mig indlogeret og gik en tur ned på stranden hvor jeg for første gang så et Paddle Board. Efter en tur i det lokale supermarked efter noget aftensmad gik jeg tilbage på BackPackers Hawaii hvor jeg faldt i snak med to piger som også boede der. De vidste sig at være danske og for at det ikke skal være løgn så kom de også fra Aarhus. Det er sgu fantastisk at de første personer man møder, efter at have rejst om på den anden side af jorden, viser sig at være danskere. Enten er verden lille eller også er vi danskere glade for at rejse.

Inden dagen sluttede aftalte Tina, Ida og jeg at vi skulle ud og have et morgendyk næste morgen, så for at være friske til en morgendukkert næste morgen hoppede jeg tidligt i køjen.

WordPress Grid Gallery

Starten gik fra Holdbæk kl.04 tirsdag morgen hvor jeg havde fået lov til at overnatte hos Torkild og Else-Margrethe (tak skal I have). Flyet afgik fra København kl.07.50 med kurs mod London Heathrow hvor jeg havde små 3 timers ventetid inden en Boeing 747 fra British Airways skulle bringe mig de 8769 km over Atlanten og til Los Angeles med ankomst kl.18.00 (lokal tid). Alt gik efter planen og som altid var det en smuk tur over Atlanten med en fantastisk udsigt.

Men da jeg ankom LA og skulle det sidste stykke ud i Stillehavet begyndte problemerne at melde sig, og en hård 28 timers rejse blev med 9 timers venten i kedelige Terminal 4 til en 37 timers rejse. Grunden var at det Boeing 757 fly som skulle bringe mig til Honolulu blev taget ud på grund af tekniske problemer og vi måtte derfor vente på et erstatnings-fly som skulle komme ind fra Dallas. Det ankom, blev gjort klar og vi begyndte at gå ombord, men da det var halvt fyldt blev alle bedt om at gå ud igen da dette fly nu havde fået problemer og skulle tages ud af service….

Men der blev omsider fundet et fly (der virkede) og vi kom afsted efter nogle lange timer i Terminal 4, og efter ca. 6 timers flyvning ankom vi endelig Honolulu på øen O’ahu. Med Ø-staten Hawaii under mine fødder kunne jeg nu skrive 14 besøgte stater på mit rejse CV.

Men klokken var ualmindelig mange og mit forud booket hotelværelse var long gone, men med hjælp af nogle lokale der også var med flyet fik jeg et erstatnings hotel værelse hvor jeg fik nogle timers søvn inden mit Hawaii eventyr for alvor kunne begynde.

Aloha E Komo Mai Hawaii 🙂

WordPress Grid Gallery

Hmm en blog om rejseberetninger fra den store verden, hvorfor nu det?

Well, mest af alt så er den for min egen skyld, forstået på den måde, at så har jeg selv et sted hvor jeg før, under og efter mine rejser har et sted at notere interessante planer, tanker, oplevelser, reflektioner osv. Lad os bare kalde det for en dagbog 🙂

Men bloggen er bestemt også lavet så interesserede læsere kan få fornøjelsen af mine historier og ikke mindst mine billeder ude fra den store verden.

Lad os så komme af sted!